Sitemap | Avanceret søgning |

Fodbolden satte Mali i brand

Malisk fodbold kan glæde sig over profiler i Europa og bedre landsholdsresultater, men er mest berygtet for dommedagsagtige scener efter en landskamp i 2005.

Af THOMAS MØLLER KRISTENSEN og JØRGEN ULLERUP
Publiceret 10-03-2010


Angola vs. Mali
Angolas anfører Kali (tv.) og Malis Frederic Kanoute i nærkontakt den 10. januar 2010 i Angola.
Foto: Lefty Shivambu/Gallo Images/Getty Images

»De begyndte at kaste ting efter os, da vi havde scoret det andet mål, og det blev bare værre. De kastede alt, hvad de kunne få fingre i. Vi var skrækslagne, for de begyndte at smadre det hele. Vi blev eskorteret ud af politi og militær. Det var, som om der var udbrudt krig i Bamako.«

27. marts 2005 skulle egentlig være endt som en triumf for Togo-landstræner Stephen Keshi, men endte som et mareridt for ham, de øvrige tilstedeværende og Mali som nation.

Med et sent mål til 2-1 i kvalifikationskampen ude mod Mali havde hans spillere taget et kæmpe skridt mod VM-slutrunden året efter, men nederlaget fik de 70.000 tilskuere på nationalstadionet i Bamako til at gå amok i en rendyrket hærværksrus.

I frustration over scoringen valgte store grupper at invadere banen, men blev sendt på flugt af politiets knebler og tåregas, der dog ikke kunne dæmpe gemytterne. Tværtimod sluttede endnu flere sig til oprøret, der hurtigt spredte sig ud i hovedstadens gader, hvor lovløse stilstande spredte sig med lynets hast.

Biler blev stukket i brand, forretninger plyndret, ejendomme og monumenter ødelagt af den ophidsede folkemængde, der ikke havde svært ved at finde syndebukke blandt landsholdsspillerne.

»Giv os Frédéric Kanouté og Mamadou Bakayoko. Vi slår dem ihjel,« lød kravet og løftet, der rungede i bevidstheden hos malierne længe efter normalitetens tilbagevenden.

Den vilde opførsel bragte mindelser om den blodige revolution i 1991, og ganske som den politiske omvæltning har helvedet for fem år siden brændt sig fast i befolkningens bevidsthed og selvbillede.

Man skammer sig over, at urolighederne fik lov til at sløre billedet af et land, der trods store fattigdomsproblemer har formået at udvikle sig ad demokratisk vej og derfor får stor udviklingsstøtte fra blandt andet Danmark.

Nu var det hele i fare for at blive kastet på gulvet på grund af en fodboldkamp, der ellers netop havde været med til at øge omverdenens opmærksomhed på det vestafrikanske land. Frem til årtusindskiftet havde Mali været en lille prik på fodboldkortet, men værtskabet fra de afrikanske mesterskaber i 2002 var med til at sparke gang i en udvikling, der har givet et markant løft på verdensranglisten og flere store profiler i de europæiske topklubber.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Mali og fattigdom
Som et af verdens allerfattigste lande er Mali dybt afhængig af hjælp udefra. Statens udgifter til de vigtigste regninger og de mest nødvendige investeringer er simpelthen meget større end det beløb, den kan hente hos borgere og virksomheder.
Gå til tema
Fodbold i Afrika
Fodbold spiller en stor rolle på klodens fattigste kontinent. Læs her mere om betydningen af fodboldsporten i så forskellige lande som Marokko, Mali, Burkina Faso, Ghana, Elfenbenskysten, Cameroun og Sydafrika.
Gå til tema
Fodboldfakta
Befolkning: 11,3 mio.
Antal spillere: 1,4 mio.
Klubmedlemmer: 14.000
Uregistrerede: 1,38 mio.
Klubber: 140

Landsholdets kælenavn: Ørnene

Største profiler: Seydou Keita, Frédéric Kanouté, Mohamed Sissoko

Bedste resultater
African Nations Cup - nummer to 1972
U20-VM - nummer tre 1999  

Øjeblikkelig placering på verdensranglisten 53
Bedste 35 (februar 2007)
Dårligste 117 (oktober 2001)

Placering
ved udgangen af 2009
1993, 70
1994, 52
1995, 52
1996, 67
1997, 80
1998, 70
1999, 72
2000, 98
2001, 112
2002, 73
2003, 54
2004, 51
2005, 63
2006, 36
2007, 46
2008, 45
2009, 47
Landefakta
Mali
Vidste du, at hovedstaden i Mali hedder Bamako, at landets areal er på 1,24 millioner kvadratkilometer, og at befolkningstallet er på ca. 11,3 millioner?
Landeportræt
Hvis du vil vide mere

Stednavne
Mali