Sitemap | Avanceret søgning |

Fodbold med sorgens blodstænk

I Elfenbenskysten har landsholdet givet mange store oplevelser de seneste år, men det er også blandet ind i krig og ulykke.

Af THOMAS MØLLER KRISTENSEN og JØRGEN ULLERUP
Publiceret 04-03-2010


Elfenbenskystens landshold
Didier Drogba (nederste række, nummer to fra venstre) er den største profil på Elfenbenskystens landshold. 
Foto: Hamish Blair/Getty Images

I manges øjne er Elfenbenskysten det bedste bud på en afrikansk vinder ved sommerens VM-slutrunde.

Med Didier Drogba i spidsen vil Elefanterne da også drage til Sydafrika velvidende, at hele nationen følger dem tæt, sådan er det i alle de 32 deltagerlande, men Elfenbenskysten skiller sig alligevel ud.

I det vestafrikanske land har fodbolden givet indbyggerne så store glæder og sorger det seneste årti, at spillerne bærer et særligt ansvar for at optræde med værdighed, yde det allerbedste og dermed hele de sår, der stadig er synlige i den uroplagede nation.

En borgerkrig med rødder helt tilbage i 1992 er formelt stoppet med en fredsløsning, men ulmer stadig regionalt, hvor de fredsbevarende styrker fra FN arrangerer fodboldkampe for at skabe forsoning mellem de stridende parter.

Drømmen om fredelig sameksistens kom lidt tættere på at gå i opfyldelse i efteråret 2005, da landsholdet på sidste spilledag i kvalifikationsturneringen indløste billet til VM i Tyskland året efter og skabte ustyrlige jubelscener over hele landet.

Samme stemning af kaos prægede også billedet for godt et år siden, da Elfenbenskysten tog imod Malawi i den første kval-kamp på vej mod Sydafrika, men desværre på en langt mere trist og fatal baggrund.

I håbet om at se alle udlandsstjernerne i aktion asede og masede folk for at komme ind på Felix Houphouet-Boigny Stadion. Den officielle grænse på 35.000 tilskuere blev hurtigt brudt, panik udbrud, og i de efterfølgende tumulter blev 19 dræbt og 130 såret. Og netop derfor vil en triumf i Sydafrika betyde ekstra meget for Elfenbenskysten.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Elfenbenskysten og forsoning
Når et ægtepar har haft et alvorligt skænderi, kan der ske to ting: Enten går de fra hinanden, eller de tilgiver hinanden. Når et land prøver at slutte en borgerkrig, er mulighederne de samme. Elfenbenskystens modparter ser ud til at have valgt kærligheden. Måske.
Gå til tema
Fodbold i Afrika
Fodbold spiller en stor rolle på klodens fattigste kontinent. Læs her mere om betydningen af fodboldsporten i så forskellige lande som Marokko, Mali, Burkina Faso, Ghana, Elfenbenskysten, Cameroun og Sydafrika.
Gå til tema
Fodboldfakta
Befolkning: 20,6 mio.
Antal spillere: 800.000
Klubmedlemmer: 23.000
Uregistrerede: 777.000
Klubber: 220

Landsholdets kælenavn: Elefanterne

Største profiler gennem tiderne: Didier Drogba, Kolo Touré, Didier Zokora

Bedste resultater:
VM - deltagelse 2006  
African Nations Cup - vinder 1992
U17-VM - nummer tre 1987  

Øjeblikkelig placering på verdensranglisten: 22
Bedste: 16 (november 2009)
Dårligste: 75 (marts 2004)

Placering
ved udgangen af 2009
1993, 33
1994, 25
1995, 20
1996, 51
1997, 52
1998, 44
1999, 53
2000, 51
2001, 44
2002, 64
2003, 70
2004, 40
2005, 42
2006, 18
2007, 37
2008, 29
2009, 16
Landefakta
Elfenbenskysten
Vidste du, at Elfenbenskysten også hedder Cote d'Ivoire, og at det officielle sprog er fransk, men der findes 60 oprindelige dialekter i landet.
Landeportræt
Hvis du vil vide mere