Sitemap | Avanceret søgning |

Kampen om det sorte kontinent

I sidste halvdel af 1800-tallet indledte de europæiske magter et kapløb for at sikre sig afrikanske kolonier.

Af HENRIK THOMSEN, CHR. THYE-PETERSEN, JØRGEN ULLERUP og CARSTEN INGEMANN (foto)
Publiceret 08-10-1998

For bare halvandet hundrede år siden var Afrika en stor, sort klat på et i øvrigt temmelig mangelfuldt verdenskort.

På vestkysten fandtes handelsstationer, men europæerne holdt sig på sikker afstand af kontinentets faretruende indre. Afrika - kendt som "Den Hvide Mands Grav" - var primitivt, det var mystisk, og det var frem for alt økonomisk uinteressant. Kun få vidste, at der inde bag kystlandets grønne mur af mangrove og palme fandtes socialt og politisk højt udviklede kongedømmer.

Teknologisk set lå europæerne allerede dengang lysår foran Afrika - over det meste af Afrika blev jorden fortsat dyrket med hakke, mange steder kendte man ikke hjulet. Men alligevel var der langt fra den europæiske forestilling om en fremmed verden befolket af primitive barbarer til virkelighedens Afrika anno forrige århundrede.

Men så skete der noget. Der gik penge og politik i sagen.

I løbet af bare 40 år - mellem 1870 og Første Verdenskrig - blev hele Afrika bortset fra Liberia og Abessinien (Etiopien) underlagt europæiske magter. Franskmændene tromlede østover fra Senegal og nåede i 1880erne helt frem til Nilen. I samme region halsede briterne nordpå fra Guldkysten og sikrede sig bl.a. det nuværende Nigeria, Ghana og Sierra Leone.

Ned gennem Nildalen
Mod øst rykkede briterne ned gennem Nildalen med Sudan, Uganda og Kenya som gevinst. Og de trængte fra syd op gennem Zimbabwe og Zambia i et forsøg på at skabe et britisk rige fra Cape Town til Cairo. Den drøm fik tyskerne dog skudt ned ved at lægge hånd på Tanganyika - og i øvrigt også Cameroun plus Sydvestafrika, det nuværende Namibia.

Spanierne tog Vestsahara, italienerne Libyen, Somalia og Eritrea.

Kong Leopold af Belgien holdt sig heller ikke tilbage. Han satte sig på den mineralrige centralafrikanske region, det nuværende Congo-Kinshasa.

I 1912 var erobringsbølgen - en af de største i historien - så godt som fuldendt. Europæerne havde taget Afrika. Men hvorfor lige på det tidspunkt?

Industrialiseringen i Europa er en del af forklaringen. Der var behov for råstoffer og markeder. Samtidig havde to opfindelser gjort kolonisering mulig: Kininen og riffelen.

Kinin til hjælp
Indtil omkring 1850 var europæerne chanceløse i det tropiske klima. Mellem 25 og 75 procent af alle europæiske indvandrere i Vestafrika døde indenfor det første år - de fleste af »feberen«, malaria. Kinin nedsatte dødeligheden med 80 procent - og senere, da forskere fik udpeget myggen som smittespreder, blev statistikken endnu pænere.

Samtidig fik europæerne det afgørende militære forspring - riffelen, og i 1880 maskingeværet. Det var nu muligt at føre krig uden de store tab - tilmed med afrikanske soldater i frontlinien, så man kun behøvede at sende nogle få europæiske officerer i felten.

Europæerne opbyggede bureaukratiske systemer, som satte koloniherrerne i stand til - godt hjulpet af telegrafen og de hurtigere skibsforbindelser - at administrere og kontrollere de nye besiddelser.

»Havet ruller ind mod vore kyster, verden ligger åben foran os, damp og elektricitet har reduceret afstandene. Alle ubenyttede områder i verden, hvoraf de fleste befinder sig i Afrika, kan blive skueplads for vor handlings- og skaberevne«, som den belgiske kong Leopold udtrykte det.

Politik og penge
Spillet om Afrika handlede med andre ord om europæisk politik og om penge. Det handlede om at komme først til fadet ved det afrikanske tag-selv-bord.

Men der var også en ideologisk undskyldning for den store erobring. De hvide europæere følte sig racemæssigt overlegne og dermed forpligtet til at »frelse« de barbariske afrikanere. De skulle kristnes, de skulle civiliseres. Slaveriet var officielt ophævet, nu skulle der gøres noget ved den dårlige samvittighed. Denne frelsertrang drev tusinder af missionærer til Afrika - med skotten David Livingstone som en af de mest kendte.

Mange historikere er i dag optaget af, at kolonimagterne trak Afrikas grænser uden hensyn til afrikanerne selv. De fleste streger blev slået efter lineal i Europa.

Sandt er det, at kolonigrænserne er et af Afrikas store problemer. Men et endnu større blev det, at kolonimagterne samlede en masse selvstændige småriger i nye, påtvungne fællesskaber. Disse kunstige statsdannelser er årsag til mange af vore dages etniske konflikter.

Landefakta
Ghana
Vidste du, at hovedstaden i Ghana hedder Accra, at landet er ca. fem gange større end Danmark, og at en af verdens største kunstige søer ligger i Ghana?
Landeportræt