Sitemap | Avanceret søgning |

Fangeø blev frihedssymbol

Robben Island uden for Cape Town blev af apartheidstyret brugt som flugtsikkert fængsel for politiske sorte fanger. I dag er øen blevet et symbol på modstanden mod racismen og ikke mindst på Sydafrikas frihedshelt, Nelson Mandela.

Af JØRGEN ULLERUP og CHRISTIAN THYE-PETERSEN, NIELS HOUGAARD (foto)
Publiceret 18-10-2005

Robben Island, Sydafrika

En sort sydafrikaner bukker sig ned på kajen og kærtegner asfalten. »Robben Island, Nelson Mandelas ø,« siger han.


Udflugtsmål
I dag strømmer turisterne til fængslet på Robben Island, som nu er omdannet til museum.

Foto: Niels Hougaard

Turistbåden fra Cape Town til den engang berygtede og nu berømte fængselsø for de sorte modstandere af det hvide apartheidstyre er fyldt med hvide turister og sorte sydafrikanere.

11 år efter det første demokratiske valg i Sydafrika er Robben Island omdannet til museum og et attraktivt turistmål, og sydafrikanske skoleelever valfarter til øen for at lære et af de sorteste kapitler i landets historie at kende.

Ntoza Talakumeni viser JP Explorer rundt. Han er tidligere fange nummer 58/86. I 1986 blev han idømt 14 års fængsel for politisk sabotage og terrorisme, men han afsonede kun fire år i en celle med 40 fanger. I sengen over for ham lå en anden ANC-fange, Faku Nceba eller giraffen, som han blev kaldt. Han blev senere borgmester i byen Port Elisabeth.

»Forholdene i fængslet var væsentligt bedre, da jeg sad her, end da Mandela sad her. Faktisk er jeg taknemlig for min tid i fængslet. Politik blev vores daglige brød, og gennem politiske diskussioner blev jeg og andre fanger politisk skolet. Så jeg vandt meget ved opholdet. I dag har jeg kammerater fra cellen over hele landet,« siger Ntoza.


Berømt celle
Ntoza Talakumeni, som selv har været fange på Robben Island, ved Mandelas celle nummer fem.

Foto: Niels Hougaard

Han viser vej hen til hovedattraktionen på øen. Celle nummer fem i sektion B, den celle, hvor Nelson Mandela eller fange nummer 466/64 fra 1964 tilbragte de første 18 af sine 27 år i fængsel, før han på grund af det internationale pres blev flyttet til mindre umenneskelige fængsler på fastlandet.

Cellen måler ca. to gange tre meter og er møbleret med det allermest nødvendige. Ingen seng, men nogle tæpper til at sove på, et lille bord med en bliktallerken og en kop, en toiletspand i hjørnet og tre små skabe til personlige ejendele.

Hver dag blev Mandela sendt på arbejde i et stenbrud sammen med de andre fanger, heriblandt almindelige kriminelle, indtil fængselsvæsenet opdagede, at ANC rekrutterede de almindelige kriminelle til modstandskampen. Så blev fængslet reserveret politiske fanger. Genskinnet fra solens skarpe lys og støvet i stenbruddet har ødelagt mange fangers øjne. Nelson Mandela måtte senere i livet gennemgå en operation, da hans øjne ikke længere kunne udvikle tårer. ANC-lederen havde ligesom andre anti-apartheidledere enecelle, men ellers nød de ingen privilegier. Disciplinen var hård, for apartheid-regimet sendte de mest brutale og racistiske hvide fangevogtere til øen. Alting var sat i system og diskriminationen så udtalt, at sorte fanger ifølge madtavlerne fra dengang fik mindre at spise end farvede og indere.

Hvordan kunne Mandela i denne hadske stemning bevare den personlige styrke og de humanistiske idealer, så han efter løsladelsen kunne træde frem som en af verdens største statsmænd, der talte for forsoning mellem racerne?

En del af svaret skal måske findes i sektion B's fængselsgård. Under de høje mure med udsigt til vagternes skydetårn lykkedes det ham at dyrke en lille have med vinranker, chili-planter, blomster og kaktusplanter. ANC-lederen brugte haven som gemmested for de illegale manuskripter til sin biografi "Den lange vej til frihed", som han skrev på toiletpapir i sin celle.

Få og korte besøg
Fangerne så derimod ikke meget til deres familie. Besøg var begrænset til en halv time hvert halve år, og familiemedlemmer måtte ofte rejse mange hundreder kilometer for at møde deres kære bag en glasrude. Breve blev censureret, og enhver oplysning om politiske begivenheder uden for fængslet klippet ud. Så når man endelig modtog nyt hjemmefra, var det ifølge Ntoza »breve med mange vinduer«.

De første europæere kom til Robben Island i 1488, og igennem årene blev øen brugt som forsyningssted for skibe, reservat for spedalske og som fængsel. Men ifølge legenden er det kun lykkedes en fange, Jan Reykemann, at flygte over vandet, for der er 11 km ind til Cape Town og 7 km til nærmeste kyst. Det skete i 1600-tallet, så flugt var ikke et diskussionsemne.

»Jeg overvejede aldrig at flygte. Jeg svømmer ikke godt, og havet er fyldt med hajer,« forklarer Ntoza.

Nelson Mandela blev verdens mest berømte politiske fange. Da det lykkedes ham at smugle en klage over forholdene i fængslet ud, fik Internationale Røde Kors i 1967 lov til at besøge Robben Island. Pres fra FN, menneskeretsorganisationer og ikke mindst de skandinaviske lande i de følgende år førte med tiden til en forbedring af forholdene, så nogle fanger fik lov til at studere under deres afsoning på øen.

Mandela indledte i 1986 de første samtaler med det hvide styre i Sydafrika om en fredelig afskaffelse af apartheidsystemet og indførelse af demokrati. Men først 11. februar 1990 blev han løsladt og fire år senere valgt som Sydafrikas første sorte præsident.

Under ledelse af ærkebiskop Desmond Tutu gennemførte Sydafrika i de følgende år et opgør med fortiden i den såkaldte Sandheds- og Forsoningskommission, der over 3.500 sider blotlagde de forbrydelser, som var begået under apartheidtiden. Ikke kun den hvide regerings ugerninger, men også ANC's og zuluernes Inkatha-partis forbrydelser.

For både hvide og sorte blev kommissionens arbejde en model for forsoning, og i de første år stod Mandela som garant for en fredelig revolution.

Sydafrika er dog stadig præget af spændinger. For selv om ligestillingen mellem racer synes at gå forbløffende godt, ikke mindst i regeringen, hvor seks af den nuværende præsident Thabo Mbekis 28 ministre er ikke-sorte (heraf tre hvide), og hvor præsidenten synes at fortsætte Mandelas forsøg på at imødekomme de hvide, navnlig afrikaanerne, vælger mange hvide fortsat at forlade landet.

Siden Mandelas indsættelse som præsident menes omkring 250.000 hvide at have forladt landet. Fortrinsvis hvide engelsktalende, der frygter, at positiv diskriminering af sorte giver deres børn dårligere chancer, eller som frygter, at ANC ikke på længere sigt vil være imødekommende over for hvide.

Dårlig økonomi
Med racemæssige undertoner har præsident Mbeki således kraftigt angrebet det største oppositionsparti, the Democratic Alliance (DA) og dets leder, Tony Leon. Partiets 87-årige ikon, Helen Suzman, der var med til at protestere mod fængslingen af Nelson Mandela, og som i 1967 var med til at give Røde Kors adgang til Robben Island, kritiserer i dag ANC for at polarisere landet ved at samle magten.

»Politisk er der sket meget godt i Sydafrika, og ikke mindst Mandela kan tage æren for det. Men økonomisk går det ikke godt. Selv om der også i dag er rige sorte, er det generelle billede, at de rige bliver rigere, mens de fattige bliver fattigere. Det fremmer kriminaliteten og spændingerne,« siger Kent Tsupe, en ung studerende på 23 år, der kører os en tur rundt på øen.

Han bor i et sort township, en af de enorme fattige forstæder, som omkranser det rige Cape Town, hvor kriminaliteten florerer, og hvorfra man i det fjerne kan se Robben Island ligge som en streg i horisonten.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Sydafrika efter Mandela
Meget af Danmarks bistand til Sydafrika er ikke særlig synlig. Alligevel hjælper den tusinder og atter tusinder af mennesker. Den går for eksempel til anti-korruptionsprogram, uddannelse og hjælp til voldtægtsofre.
Gå til tema
Landefakta
Sydafrika
Vidste du, at hovedstaden i Sydafrika hedder Pretoria, at landets areal er på 1.219.090 kvadratkilometer, og at befolkningstallet er på 49 millioner?
Landeportræt