Sitemap | Avanceret søgning |

Hvid farmer på sort kontinent

Flip Vivier og hans kone Marge tilhører den hvide stamme i Sydafrika - afrikaanerne. De var medlemmer af Nationalpartiet og støttede Apartheid-systemet. I dag prøver de at vænne sig til de nye tider.

Af JØRGEN ULLERUP og CHRISTIAN THYE-PETERSEN
Publiceret 14-10-2005

Beaufort West

På den sydafrikanske farm er tingene, som de altid har været.

De 12.500 hektarer land og 4.000 får gør stadig Flip Vivier til en velhavende mand, og hans sorte ansatte kalder ham "boss". Han knokler fortsat fra første lys til solnedgang. Hver onsdag og fredag står han op klokken halv tre om morgenen for at slagte får og køre kødet til marked. Om søndagen ligger han på sofaen, ser rugby og indhenter ugens søvnunderskud.

Men.

Når Filip Vivier forlader farmens ensomhed og tager ind til sit andet hus i Beaufort West - den nærmeste by 80 km fra farmen - er ingenting, som de var i gamle dage i et raceadskilt Sydafrika.

Sorte og fornavn
»Når jeg møder en sort i byen, og han kalder mig ved mit fornavn "Flip", går der et stød ind i mit hoved,« siger Flip Vivier og slår med samlede fingre mod sin ene tinding. »Jeg hilser selvfølgelig pænt, men jeg kan ikke vænne mig til det: At en sort mand kalder mig ved mit fornavn.«

JP Explorer er kørt fra Sydafrikas sydkyst op i landet. Vi er drejet fra i byen Leeu-Gemka og mister straks mobilsignalet. Fortsætter 46 km mod Fraserburg uden et se en modkørende bil eller et menneske, drejer op ad en jordvej, som vi følger i 16 km, til vi når en mindre jordvej. 4 km senere - midt ude i ingenting i Great Karroo-bjergene - dukker Flip og Marge Viviers farm op i skumringen.


Hvid farmer på sort kontinent
På besøg hos Flip og Marge Vivier, der er afrikaanere og farmere i Sydafrika.
Foto: Niels Hougaard

Nu sidder vi hovedbygningen, en villa med alle moderne fornødenheder, mikroovn og tv. Der er billeder af parrets fire børn, og en stue fyldt med jagttrofæer nedlagt i bushen.

Vi taler om Sydafrika og hvordan det påvirkede dem, da deres verden blev vendt op og ned af demokratiets ankomst.

53-årige Flip Vivier ved, at det er politisk ukorrekt i Sydafrika i dag at tale, som han lige har gjort, om apartheid-styret, der frem til en folkeafstemning i 1992 gjorde den lille hvide befolkning meget rige, de sorte tilsvarende fattige og landet til en international paria på grund af sin adskillelsespolitik.

Han vil gerne forklare sig, og derfor understreger han, at han i dag tager afstand fra apartheid.

Fra vinder til taber
»Det var forkert,« siger han og lægger et tydeligt tryk på forkert. Men dengang var han medlem af de hvides Nationalpartiet og tilhænger af apartheid, og der er en grund til, at han har svært ved at vænne sig til at være lige med den sorte mand.

»Jeg blev opdraget som nationalist. Jeg havde aldrig troet, kunne slet ikke forestille mig, at en sort mand kunne blive præsident i Sydafrika. Det var helt utænkeligt i min verden. Jeg var altid på vindersiden, men nu står jeg på tabersiden.«

Flip Vivier har overtaget farmen fra sin far og udvidet den. Han har boet her altid og har holdt sig i fortrinlig form. Han er barket af solen, og hans underarme ligner to små træstammer. Han og Marge elsker stedet, hun siger, at her er tiden hendes egen.

»Som dreng legede jeg med de sorte drenge på farmen, og de kaldte mig Flip eller Flippy, men da vi nåede en vis alder, kaldte de mig baas, chef på afrikaans. Sådan var det. Sådan blev vi opdraget. Jeg voksede op med, at der var forskel på sorte og hvide«

Marge Vivier bryder ind og forklarer, at det var naturligt for dem, at der var en kø til de sorte og en til de hvide på postkontoret. De undrede sig ikke over, at sorte og farvede ikke måtte komme i nogle af parkerne, eller at sorte og hvide børn ikke gik i samme skole.


Hvid farmer på sort kontinent
Flip og Marge Vivier er afrikaanere og farmere i Sydafrika. De bor på en 12.500 ha stor farm i midten af det store land.
Foto: Niels Hougaard

Bedre end sorte
»Vi har følt os bedre end de sorte, og det har siddet dybt i os, men vore børn siger, at vi ikke skal have det sådan, og vi lytter. For vore børns generation er det noget andet. De kommer fint ud af det med sorte og farvede, selv om det ikke er deres nærmeste venner,« siger Marge Vivier, og hendes mand giver et andet eksempel.

Ved en lejlighed, hvor hans børn var til stede, brugte han apartheid-tidens ord for en sort.

»Min søn, der læste til læge, sagde: Far, sådan må du ikke sige. Jeg arbejder med de mennesker hver eneste dag. De giver mig smør på brødet. Min lærer er sort. Du må ikke tale sådan om dem.«

Flip Vivier vender tilbage til, at det først og fremmest er svært for ham at lægge sin opdragelse i forhold til de sorte bag sig. Han prøver at forklare, at det sidder dybt i ham.

Ærlig snak
»Nu sidder vi her og snakker sammen, men ville I ikke føle, at det var mærkeligt, hvis der sad en sort mand her? Måske ikke. Jeg ville aldrig finde på at sige, at han skulle forlade bordet, men inde i mig selv, ville jeg have det svært med situationen. Jeg vil ikke lyve for jer, sådan har jeg det.«

Da ANC vandt valget i 1994, og Nelson Mandela blev landets første sorte præsident, var der blandt mange af Flip Viviers venner en udtalt frygt for, at de ville miste deres farme.

»En af mine naboer var i politik, og han mente, at det nye styre kun ville tillade, at man kunne have en farm. Men hvis jeg skulle leve med det sværd over hovedet, kunne jeg lige så godt skyde mig selv. I stedet købte jeg hans farm og en til.«

Flip Vivier fik lov at beholde sine farme, som han har slået sammen til en. Han arrangerer jagt og trekking for folk, der drages af barske naturoplevelser, og han opdrætter eksotiske fugle.

Filip og Marge Vivier klarer sig godt, og det tilskriver de i ikke ringe grad Nelson Mandela.

»Nelson Mandela forhindrede krigen. Han har været en god leder også for de hvide i Sydafrika. Vi taler med stolthed om Mandela,« siger Flip Vivier.

Vi spørger ham, om han frygter, at han alligevel kan miste sin farm, at der kan udvikle sig en situation som i Zimbabwe, hvor præsident Robert Mugabe har fordrevet de hvide fra deres jord.

»Vi må leve sammen«
»Der er snak om, at det kan ske, og det ligger hele tiden i baghovedet, men jeg blander mig ikke i politik. Jeg passer min farm,« siger han.

Vi spørger ham om apartheid kunne og skulle være fortsat i Sydafrika, og han svarer kategorisk nej.

»Tiden var forbi for apartheid. Jeg slås ikke med den sorte mand, jeg taler ikke ondt til ham. Vi må leve sammen, ingen kan gøre for, om de er sorte eller hvide. Jeg må respektere den sorte mand, han må respektere mig.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Sydafrika efter Mandela
Meget af Danmarks bistand til Sydafrika er ikke særlig synlig. Alligevel hjælper den tusinder og atter tusinder af mennesker. Den går for eksempel til anti-korruptionsprogram, uddannelse og hjælp til voldtægtsofre.
Gå til tema
Landefakta
Sydafrika
Vidste du, at hovedstaden i Sydafrika hedder Pretoria, at landets areal er på 1.219.090 kvadratkilometer, og at befolkningstallet er på 49 millioner?
Landeportræt