Sitemap | Avanceret søgning |

Vasker du dig fra fødderne og op - eller omvendt?

Den er alle vegne. Den udstrakte hånd, som kræver penge. Denne historie handler ikke om usle tiggere, men om mænd i jakkesæt. De vil have ekstra penge for at gøre noget, de allerede får deres løn for. Ind imellem stjæler de pengene. Andre gange truer de sig til dem. Elfenbenskysten er et af verdens mest korrupte lande.

Af Helle Maj
Publiceret 06-01-2010


Korruption i Elfenbenskysten
Greenpeace aktivister maler slogan på tankskibet Probo Koala, efter det havde tømt dets last - 500 tons giftaffald - i Abidjan, Elfenbenskysten. 100.000 mennesker blev syge. 30.000 søgte hospitalshjælp. 17 mennesker døde af det giftige affald.
Foto: AP Photo/ Christian Aslund/ Greenpeace

Ordet korruption dækker både mindre bestikkelse, underslæb, bedrageri, afpresning og nepotisme. I landet Elfenbenskysten har de det hele.

Den mest udbredte form er 'smørelse', altså at folk betaler lidt penge til embedsmænd for at få en ydelse, de ellers bare har krav på. Fornyelse af et kørekort, udstedelse af et barns fødselsattest, tilladelse til at starte virksomhed - alle kommer til at slippe noget smørelse for at få papirerne. Den form for korruption er så udbredt, at folk næsten opfatter den som normal i stedet for illegal.

En anden form er afpresning. Og den mest brugte form i den situation er den med at hive nogle olietønder ud midt på vejen og stå klar i sin politiuniform, når en bil kommer kørende.

»Jeg har ikke været inde i den nærmeste by i fire år,« fortæller høvdingen Aladji Mohammed Sawadogo fra landsbyen Sinikosson i den nordlige del af landet til CNN.

»Sidste gang jeg prøvede, havde jeg ikke penge nok til at betale al den bestikkelse ved vejspærringerne. Så jeg sidder fast her. Det er under de forhold, vi lever.«

Folk på Elfenbenskysten lever også med bedrageri. Det er bedrageri, når en offentlig ansat snyder borgere eller firmaer for egen vindings skyld, eller hvis offentlige ansatte er involverede i det sorte marked eller kriminelle kredse.

Bedrageriet foregår overalt. Senest kom det frem, at hele kakao-industrien var infiltreret af svindlere på de offentlige og halvoffentlige chefkontorer. Elfenbenskysten er verdens førende kakaoproducent, men bønderne er ikke blevet hovedrige af den grund, for folk i de organer, der skulle sikre en velfungerende sektor, har taget en stor del af de penge, der rettelig skulle være gået til bønderne.

Bedrageriet var så omfattende, at præsidenten i 2008 blev nødt til at handle. Han fyrede alle ledende skikkelser i industrien. De fleste af dem sidder nu i fængsel, mens præsidenten har varslet omfattende reformer for industrien.

Bloddiamanter
Under borgerkrigen blev kakao også brugt til at købe våben for. Cirka 20 procent af landets kakao blev solgt ud af landet fra områder, som rebellerne kontrollerede. Det samme gjorde diamanter. Og FN mener, det fortsat er tilfældet.

I et forsøg på at undgå en ny borgerkrig har FN derfor udstedt en våbenembargo mod Elfenbenskysten og også et forbud mod opkøb af diamanter fra landet. Men på grund af korruptionen i landet har både regeringshæren og rebellerne formået at skaffe sig nye våben.

Det er også en offentlig hemmelighed, at diamanter fra Elfenbenskysten bliver solgt i stor stil i Mali og derfra videresolgt. Pengene for diamanterne hvidvaskes efterfølgende gennem lovlige investeringer.

FN har henstillet til både Guinea, Mali, Israel, Libanon, De forenede Arabiske Emirater og Liberia at holde øje med deres diamanthandlere for at stoppe salget af bloddiamanter fra Elfenbenskysten.

30.000 syge af korruption
Korruption er dybest set et spørgsmål om penge, men ind imellem kan korruption føre til dødsfald og sygdom. Det skete en nat i juli 2006 i havnebyen Abidjan.

En håndfuld korrupte toldere lod et skib fra det multinationale selskab Trafigura lægge til kaj og tømme dets last - 500 tons giftaffald - over i tankbiler hyret til lejligheden.

Skibet »Probo Koala« ville først have været af med affaldet i Holland, men prisen for det - 700.000 dollar - var for høj, syntes selskabet. Så de sejlede i stedet til Abidjan, hvor de havde fået fat i en mand, som ville skaffe deres affald af vejen for 20.000 USD.

Da det Panama-registrerede tankskib kom til Vestafrika, blev væsken pumpet over i tankvogne, der i ly af mørket kørte giften ud på lossepladser i byen.

Officielt var det kun spildevand efter rensning af tankene, selskabet skulle af med. Men det viste sig, at der ikke var tale om almindeligt spildevand. Tankene indeholdt en giftig blanding af olierester, hydrogensulfid og kaustisk soda.

Næste morgen vågnede folk og havde det som om, de ikke kunne trække vejret. 100.000 mennesker blev syge. 30.000 søgte hospitalshjælp. 17 mennesker døde.

Det multinationale selskab Trafigura er sluppet billigt fra hele sagen. En aftale indgået med præsident Laurent Gbagbo har givet den ivorianske stat en kompensation på 1,1 milliard kroner mod at Trafigura slipper for enhver form for strafferetslig tiltale i Elfenbenskysten.

12 tolderne er kommet i fængsel. Og de 30.000 syge har vundet en retssag mod selskabet i London og er blevet lovet økonomisk erstatning.

Men så dukker korruptionen op igen: En mand kommer og siger, at han repræsenterer de 30.000 mennesker, og at han skal have pengene. Det til trods for, at de syges advokat har sikret sig, at de alle selv skulle hente deres penge i banken.

Den sag har endnu ikke fundet sin afslutning. Men den er - sammen med alle de andre kæmpe korruptionsskandaler - med til at give Elfenbenskysten et dårligt image. Det betyder blandt andet, at mange udenlandske investorer holder sig væk og almindelige forretningsdrivende går under jorden for at undgå at betale korrupte embedsmænd.

Bistandskroner forsvinder
Også i forbindelse med udviklingsbistand er korruption et problem på Elfenbenskysten. Når Danmark giver støtte til at få tidligere rebeller i arbejde, betyder det ikke automatisk, at alle vores penge går direkte til det projekt. Der er en reel fare for, at en del af pengene ender i korrupte politikere og embedsmænds lommer.

Danida har i et forsøg på at imødekomme problemet med korruption i u-landene lavet en anti-korruptions-strategi.

Det er værd at notere sig, at korruption ikke er velset blandt den almindelige befolkning i Afrika. Da en journalist for nylig spurgte en vestafrikansk mand på gaden om problemet, svarede han:

»Når din krop er beskidt, starter du så med at vaske den fra fødderne og opefter? Starter du ikke med at vaske dit hoved? Du ved, hvor hovedet er, gør du ikke? Det er til hovedet, du skal stille disse spørgsmål. Lad være med at komme og spørge os på gaden.«

Hvad manden mente, var at Vestafrikas overhoveder, præsidenterne, har vandet, sæben og svampen. Hvis de bare begynder at vaske sig, altså rydde ud i korruption i egne rækker, vil effekten blive følt af resten af befolkningen.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Elfenbenskysten og forsoning
Når et ægtepar har haft et alvorligt skænderi, kan der ske to ting: Enten går de fra hinanden, eller de tilgiver hinanden. Når et land prøver at slutte en borgerkrig, er mulighederne de samme. Elfenbenskystens modparter ser ud til at have valgt kærligheden. Måske.
Gå til tema
Landefakta
Elfenbenskysten
Vidste du, at Elfenbenskysten også hedder Cote d'Ivoire, og at det officielle sprog er fransk, men der findes 60 oprindelige dialekter i landet.
Landeportræt