Sitemap | Avanceret søgning |

Kujoner kommer ikke i himlen

26 sekunder. En voldtægt. 26 sekunder. Endnu en. Hver fjerde mand i Sydafrika indrømmer at have begået voldtægt. De er kujoner, siger landets præsident Jacob Zuma. Fra dansk side hjælper vi voldtægtsofrene. Men det er kun én side af en alsidig dansk bistand til Sydafrika.

Af Helle Maj
Publiceret 06-01-2010

Hendes fødder kan end ikke nå gulvet. Hun sidder på en træstol i et retslokale med sin mor ved sin side. Den otteårige pige, Buyiseka, fortæller, hvordan hendes nabo en dag løftede hende op på en seng.

»Han førte en sort ting ind i mig og hoppede op og ned,« hvisker hun. »Bagefter fortalte han mig, at jeg ville blive hans kæreste, når jeg blev stor.«

»Hvor puttede han den sorte ting,« spørger dommeren.

»Her ved livet,« svarer Buyiseka og peger på sit underliv.

»Hvad gjorde du så,« spørger dommeren.

»Jeg skreg.«

»Hvorfor?«

»Fordi det gjorde ondt på mig.«

Det er svært at sige, hvor mange piger og kvinder, der bliver voldtaget hvert år i Sydafrika, da de færreste af ofrene går til politiet. Flere organisationer mener, at der sker en voldtægt hvert 26. sekund. De fleste af Sydafrikas voldtægtsofre må leve med smerten og skammen på livstid. Danmark har siden 2001 arbejdet på at hjælpe flere af dem.

Sammen med UNICEF og en række sydafrikanske myndigheder har Danmark støttet stiftelsen af ti Thuthuzela-klinikker for voldtægtsofre.

Thuthuzela betyder på Xhosa "Trøstens Sted". Her får ofrene et bad, behandling, ro og støtte, før en politimand kommer og forhører dem, så de slipper for at skulle hen og stå på en politistation.

Klinikkerne arbejder med 62 domstole og en specialdomstol, der udelukkende beskæftiger sig med seksuelle forbrydelser. 9 ud af 10 sager har ført til domsfældelse.

Målet er at få 80 klinikker på landsplan i år. Danmark vil betale for 12 af de nye klinikker. Andre donorer for de andre.

»Det ultimative mål er at stoppe seksuelle overgreb, før de går i gang. I de kommende år vil der være fokus på forebyggende aktiviteter ude i de lokalsamfund, hvor Thuthuzela-klinikkerne ligger,« siger Danmarks ambassadør i Sydafrika, Dan E. Frederiksen.

Også Sydafrikas præsident er gået ind i kampen mod voldtægter. Han har ellers selv stået på anklagebænken for én, men blev frifundet. Retten fandt, at kvinden havde indvilget i samlejet.

»Tiden er kommet til at sige, at vi ikke længere ønsker at være sammen med mænd, der er kujoner, fordi de bruger deres styrke til at begå voldtægt og overgreb. Kujoner vil aldrig komme i himlen,« sagde Jacob Zuma for nylig til et offentligt møde.

Den usynlige bistand
Virkningen af den danske støtte til klinikkerne er til at se og føle. Kvinder og piger får hjælp til at komme videre i livet. Men meget af Danmarks anden bistand til Sydafrika er knap så synlig. Alligevel hjælper den tusinder og atter tusinder af mennesker. De ved det bare ikke.


Danida-projekt
Galathea 3-ekspeditionen besøgte i 2006 Danida-projekter på grænsen mellem Mozambique og Zimbabwe. Projekterne sikrer kvinderne et andet økonomisk grundlag end prostitution. De kan få et lån, som giver dem mulighed for at sælge brugt tøj, fisk, kartofler og købmandssvarer.
Foto: Carsten Ingemann

Det gælder for eksempel Danmarks anti-korruptionsprogram, som koster 22 millioner kroner og kører frem til 2011. Programmet er lavet i samarbejde med en række sydafrikanske myndigheder. På den danske ambassade kalder de samarbejdet "udfordrende, men givende."

Resultatet af støtten skulle gerne være, at folk kan gå ind på et hvilket som helst offentligt kontor og få, hvad de har krav på, uden at skulle betale penge under bordet. Især Indenrigsministeriet i Sydafrika er plaget af korruption.

Heller ikke Danmarks arbejde med at få styr på Sydafrikas vindressourcer er noget, der gavner den almindelige sydafrikaner lige umiddelbart. Men i et land, som flere gange er gået i sort på grund af gamle og misligholdte kraftværker, er vindenergi oplagt at investere i.

Danmark har givet 10 millioner kroner til at få lavet et atlas over, hvor det vil være mest oplagt at opsætte vindmøller. Risø og DTU samarbejder med Sydafrikas National Energi Reseach Institute om projektet, der også skal sikre bedre teknisk uddannelse af sydafrikanerne.

Til at få øje på er til gengæld de fire vindmøller, som står i byen Darling i Western Cape. Det er Sydafrikas første vindmøllepark støttet af Danmark med 20 millioner kroner.

Slette sporene fra apartheid
For at få økonomisk vækst og dermed bedre råd til sociale ydelser er det nødvendigt at investere i uddannelse. For Sydafrika har det været noget af en udfordring, fordi det kun er godt 15 år siden, at apartheid blev afskaffet. Under apartheid var det stort set kun de hvide, der fik en højere uddannelse.

Danmark støtter især faglige uddannelser i de fattigste provinser som KwaZulu-Natal, Western Cape og North West-provinsen. I disse områder er arbejdsløsheden enorm, og der er få karrieremuligheder for unge.

Danida har givet i alt 160 millioner kroner til at sikre, at de fattigste i Sydafrika får en mulighed for at uddanne sig.

Desværre for sydafrikanerne er den danske bistand til landet under omlægning. Gennem de seneste år har vi givet cirka 150 millioner kroner om året til forskellige initiativer. Den støtte ventes at falde til 25 millioner kroner om året i 2012.

Den danske bistand til Sydafrika vil fra 2012 især fokusere på at få givet flere fattige en faglig uddannelse. Der vil også fortsat være penge til miljø, til at fremme erhvervssamarbejdet mellem Danmark og Sydafrika, til at fortsætte anti-korruptionsprogrammet og penge til at bekæmpe HIV/Aids.

Støtten til at bekæmpe vold mod piger og kvinder vil også fortsætte. Det betyder, at piger som den lille Buyiseka også i fremtiden vil kunne gå på en voldtægtsklinik og få trøst, støtte og behandling.

Den 29-årige mand, der voldtog den 8-årige Buyiseka, fik i øvrigt 18 års fængsel.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Sydafrika efter Mandela
Meget af Danmarks bistand til Sydafrika er ikke særlig synlig. Alligevel hjælper den tusinder og atter tusinder af mennesker. Den går for eksempel til anti-korruptionsprogram, uddannelse og hjælp til voldtægtsofre.
Gå til tema
Landefakta
Sydafrika
Vidste du, at hovedstaden i Sydafrika hedder Pretoria, at landets areal er på 1.219.090 kvadratkilometer, og at befolkningstallet er på 49 millioner?
Landeportræt