Sitemap | Avanceret søgning |

Et interview med en kendt

JP Explorer møder en berømthed. Tror vi nok.

Af CHR. THYE-PETERSEN, THOMAS MØLLER KRISTENSEN og CASPER DALHOFF (foto)

Publiceret 31-05-2010

Johannesburg, Sydafrika


Exploratørerne støder ind i Piers Morgan

Piers Morgan, BBC, i gang med at lave et dokumentarprogram.
Foto: Casper Dalhoff

»Hvem er det, hvem er det?« hvisker Exploratør Møller.

Strengt taget behøver han ikke hviske, da sandsynligheden for, at nogen kan dechifrere netop hans stemme i det omkringliggende lydinferno, må betegnes som minimal.

Vi er ankommet til Soccer City, det nye VM-stadion, hvor åbningskampen skal spilles lige uden for Soweto i Johannesburg. Anledningen er en af mange medieseancer op til de første verdensmesterskaber på det afrikanske kontinent, og lydbilledet males af en stor flok syngende og dansende konstruktionsarbejdere, der i dag skal belønnes for at have fået stadion færdig i tide. Pressefolk fra mange steder prøver i samtaler at overdøve sangen og den ret ulidelige hule tuden fra plastichorn, som arbejderne har fået fat i.

»Hvem er hvem,« hvisker Exploratør Thye tilbage uden at vide, hvorfor han hvisker.

»Ham der,« hvisler Møller tilbage og forsøger at være diskret ved at pege i en retning og kigge i en anden. »Han er da kendt fra et eller andet.«

Måske er det derfor, vi hvisker; fordi det gør man, når man mener at have fået øje på en kendt og ikke rigtig vil indrømme sin nyfigenhed.

»Det er sgu da ham, der har opdaget Susan Boyle,« hvisker Exploratør Møller med antydningen af ophidselse.

Så bliver der stille igen. Vi er ikke sikre, ingen af os kan huske hans navn eller hvilket af de tilsyneladende endeløse talentshows, han - i givet fald - har været dommer i. Men vi må spørge ham om et eller andet, bliver vi enige om. Vi er jo journalister, vi må finde ud af, hvad han laver her. Vi må lave et interview. Det forløber, lettere krampagtigt, således:

»Øhh, du bliver jo nok genkendt hele tiden, men hvad laver du egentlig her?«

»Jeg laver en dokumentar til britisk fjernsyn.«

»Men ikke noget med talent (hø, hø)?«

»Nej - bortset fra, at selv konstruktionsarbejderne har talent her i Sydafrika.«

Her opstår en version af pinlig tavshed, og interviewet afbrydes, indtil en sms fra Danmark giver os svaret: Piers Morgan.

»Ja, selvfølgelig,« nikker vi ivrigt og får vores anden luft:

»Piers.,« siger vi med ny fortrolighed, »vi glemte helt at spørge, hvem der vinder VM.«

»England selvfølgelig, 2-0, Rooney« svarer han, og interviewet slutter således:

Os: »Og Danmark.?«

Ham: »Hvem?«

En fremtid på Se & Hør ligger næppe lige for.

Landefakta
Sydafrika
Vidste du, at hovedstaden i Sydafrika hedder Pretoria, at landets areal er på 1.219.090 kvadratkilometer, og at befolkningstallet er på 49 millioner?
Landeportræt
Hvis du vil vide mere

Stednavne
Sydafrika