Sitemap | Avanceret søgning |

Om det' farligt og om skiftedage

På den store skiftedag fik Explorer-holdet en "go around" i luften.

Af CHR. THYE-PETERSEN, THOMAS MØLLER KRISTENSEN og CASPER DALHOFF (foto)

Publiceret 28-05-2010

Johannesburg, Sydafrika

JP's Explorerhold er landet i Johannesburg, Sydafrika, men kun med nød og næppe og efter to forsøg. Nu ved vi så, at Lufthansa kalder det en "go around", når ekstrem rygvind og en regnvåd landingsbane får kaptajnen, i dette tilfælde Herr Tünnes, til at afbryde landingen få sekunder før, hjulene rammer asfalten.


Explorerholdet i Sydafrika
Fra venstre: Casper Dalhoff, Chr. Thye-Petersen og Thomas Møller Kristensen.
Foto: Casper Dalhoff

Den slags reagerer folk forskelligt på i en Boeing 747, kan vi konstatere. Holdets fotograferende medlem bruger således lejligheden til levende at berette om sine hidtidige erfaringer med "go arounds", Exploratør Møller bladrer i et inflight magazine og meddeler, at han jo alligevel hverken kan gøre fra eller til, mens holdets nyeste tilgang, Exploratør Thye, helst forbandede sine rejsefæller for deres fatalisme, men må bruge al adrenalin på at tøjle sin dødsangst under andet landingsforsøg.

På mange måder en sølle erstatning for kaptajn Ullerup, der lader sig afløse efter at have holdt krokodiller i halen i Paga, sovet med pygmæer i Mindourou og været på flugt fra politiet i det nordlige Marokko.

Ekspeditionen kan komme til at savne hans usædvanlige kommunikative evner i tilspidsede situationer. Kaptajn Ullerup kunne snakke sig ud af et burmesisk fængsel med to paller kokain under armen, og hvem ved hvornår man kan få brug for de slags nu, da ekspeditionen bevæger sig ind i storbyafrika.

Man kan let komme i knibe Johannesburg og Sydafrika, får man at vide igen og igen: Bilkapringer, kidnapninger, røverier, tyverier og tilfældige mord hører til dagens orden, og advarslerne er mange, rådene ligeså: Tag to punge med, aflever den ene, når røveriet er en realitet, se ikke forbryderne i øjnene, gå ikke ud om aftenen, kør ikke alene.

Med det i baghovedet er det ikke uden lettelse, at vi kan sætte os i den røde, lejede Toyota Corolla og køre de første kilometer i Johannesburg ganske uden dramatiske oplevelser. Byen virker grå, dels på grund af vejret, dels fordi det er byer som regel dér, hvor lufthavnen ligger, men ligefrem farlig? Ikke rigtigt.

Vi må konstatere, at kriminalitet er en faktor i Sydafrika, som såvel fodboldverden som sydafrikanerne er bevidste om. Derom lyver statistikkerne ikke, ej heller de betydelige sikkerhedsforanstaltninger i villakvartererne, men folk med indsigt i Sydafrika advarer mod hysteri og appellerer til den sunde fornuft. Så skal det nok gå. En af dem er Holger Jensen, han har et guest house i Pretoria, og han er en farverig mand. Mere om ham følger.

Landefakta
Sydafrika
Vidste du, at hovedstaden i Sydafrika hedder Pretoria, at landets areal er på 1.219.090 kvadratkilometer, og at befolkningstallet er på 49 millioner?
Landeportræt
Hvis du vil vide mere

Stednavne
Sydafrika