Sitemap | Avanceret søgning |

Et sandt og sandet slid

Unge camerounske mænd sætter livet på spil for at dykke efter sand i Wouri-floden.

Af THOMAS MØLLER KRISTENSEN, JØRGEN ULLERUP og CASPER DALHOFF (foto)

Publiceret 27-05-2010

Douala, Cameroun


Sandgravere på Wouri-floden
To unge camerounske mænd graver sand op fra flodbunden, inden de stager trækanoen ind til land.
Foto: Casper Dalhoff

PLOP.

Med et stort plask forsvinder den unge fyr endnu en gang ned under vandet, er væk et par sekunder og dukker derefter igen op med sin spand fuld af sand, der bliver smidt op på den vakkelvorne trækano. Rundt omkring ham er tre jævnaldrende mænd i gang med det samme monotone slid, der får exploratør-kaptajnen til tørt at udbryde:

»Man må da ikke håbe, at de er i gang med at grave ud til en sejlrende, for det kommer sgu da til at tage lidt tid.«

Fra broen over Wouri-floden har man et perfekt udsyn over scenen, der kun bliver mere mystisk, da et par dykkere hiver sig op af vandet og med meterlange pinde begynder at stage den propfyldte båd ind mod bredden.

Hér står to arbejdshold klar. Første gruppe skovler lasten fra kanoen over på land. Anden gruppe kaster den videre op på en ventende lastbil, der kører mod en byggeplads for at lade det særligt fine sand indgå i konstruktionen af nye huse i Douala.

Denne møjsommelige arbejdsproces er en fast del af baggrundsbilledet i den camerounske havneby, men systemet virker ved første øjekast så besynderligt, at selv ikke de mest opfindsomme hjerner på de danske arbejdsformidlinger kunne finde på at lave et aktiveringskursus med så lidt logik og indhold.

Én gravemaskine på vand og én på land kunne med et enkelt snuptag fremtrylle lige så meget sand, som fyrene kan fiske op på en hel dag, og den gammeldags og langsomme arbejdsgang ville være helt igennem komisk, hvis altså ikke den indeholdt store farer for hovedpersonerne.

Fatale uheld er heldigvis sjældne, men af og til styrter væggene på de meterdybe huller sammen og begraver dykkerne. Nogle af dem får kæmpet sig op til overfladen, andre mister livet i dybet, og Edmund er glad for at have overlevet 15 år under vandet. I dag ejer han tre kanoer, lejer yngre mænd til at gøre det hårde arbejde og koncentrerer sig om at sælge sandet til byggepladserne:

»Det er utroligt hårdt arbejde. Jeg var hele tiden træt og syg, fordi kroppen var presset og aldrig fik lov at slappe af. Desværre er det nødvendigt for at overleve, selv om det er livsfarligt.«

Landefakta
Cameroun
Vidste du, at Camerouns hovedstad hedder Yaoundé, og at deres Præsident, Paul Biya, har siddet på posten siden 1982?
Landeportræt
Hvis du vil vide mere

Stednavne
Cameroun