Sitemap | Avanceret søgning |

På jagt efter pygmæer

JP Explorer vil forsøge at finde Afrikas pygmæer langt ude i regnskoven i Cameroun.  

Af THOMAS MØLLER KRISTENSEN, JØRGEN ULLERUP og CASPER DALHOFF (foto)

Publiceret 23-05-2010

Abong Mbang, Cameroun


På arbejde i stenbruddet
Esther på 24 år har taget sine to børn Anel og Karel på to og et år med ud til stenbruddet, hvor hun hugger skærver med en hammer.
Foto: Casper Dalhoff


Den første står ved vejsiden med en kæmpe, fed giftslange. Hovedet er heldigvis hugget af, men ellers er den frisk og lige til at spise, forsikrer den effektive slangetæmmer. Pris: 150 kr.

Næste sælger falbyder en grillet bushrotte, og den tredje nogle fisk, som han har fanget i en flod eller et vandhul. Så følger dagens største dyr. En stor død abe til ragout, bøffer eller anden abemad. Heldigvis kører vores chauffør Emmanuel så hurtigt, at det ikke lykkes at stoppe for at studere den nærmere.

Overdødeligheden for Afrikas truede dyrearter er ganske overbevisende her på hovedvejen i Cameroun. Vi er på vej ud i regnskoven for at finde pygmæerne, Afrikas små mennesker, for at opklare, om de virkeligt er så små, som alle går rundt og siger.

Men der er lang vej. Fra Camerouns største by Douala skal vi til hovedstaden Ayoundé og videre østpå til Ayos og Abong Mbang.

Indtil videre er vejen god. Nyasfalteret og uden Afrikas berømte "potholes", der gør enhver hyggelig køretur om aftenen til en omgang russisk roulette med risiko for at falde ned i det store, sorte hul.

Ikke meget kan hamle op med livet langs en afrikansk hovedvej. Ranke kvinder går rundt med hele frugtboder på hovedet, børn i blå, gule eller pink skoleuniformer er på vej til eller hjem fra skole til fods, og søvnige lastbilchauffører lægger sig til at sove under deres lastbiler i rabatten.

Ved vejsiden hugger en gruppe kvinder skærver ligesom Jens Vejmand for umindeligt længe siden. Esther på 24 år har taget sine to børn Anel og Karel på to og et år med ud til stenbruddet, hvor hun hugger skærver med en hammer. Er hun rigtig flittig, kan hun tjene et par hundrede kroner på et par uger.

Asfalten forsvinder, og en støvsky rejser sig bag vores 17 år gamle firehjulstrækker. Vi når til den sidste lille by før den afsluttende lange tur på en grusvej derud, hvor kun pygmæerne skulle holde til.

Landsbyens bedste restaurant har et menukort, der er meget sigende for de lokale indbyggeres fritidsinteresser. De sultne kan vælge mellem stegt hulepindsvin, giftslange i tomatsovs, krokodillebøf med friturestegte bananer, afrikansk rotte eller kylling.

Desværre er der ikke mere abe. Måske ude hos pygmæerne?

Landefakta
Cameroun
Vidste du, at Camerouns hovedstad hedder Yaoundé, og at deres Præsident, Paul Biya, har siddet på posten siden 1982?
Landeportræt
Hvis du vil vide mere

Stednavne
Cameroun