Sitemap | Avanceret søgning |

Shoppingdrama i Ouagadougou

Der er sket et mirakel i Ouagadougou, men først skulle vi frygteligt meget igennem.

Af THOMAS MØLLER KRISTENSEN, JØRGEN ULLERUP og CASPER DALHOFF (foto)

Publiceret 06-05-2010

Ouagadougou, Burkina Faso


Syersker
På en skole fyldt med syersker bestiller exploratørerne tre sæt exploratør-safaritøj med shorts og skjorte i Tintin-modellen.
Foto: Casper Dalhoff

Den forsvundne kuffert forbliver forsvundet, så der er ingen anden udvej end at købe en ny garderobe. Den slags kræver sin mand i Burkina Fasos hovedstad, viser det sig.

Isac fra hotellet, der er klædt som en modelaps med huller de fede steder i sine jeans, tilbyder at hjælpe. Vi vandrer sammen gennem et marked, hvor kvaliteten er noget tvivlsom.

Flere hjælpere slutter sig til. De kender andre boder, der nok har noget interessant. Tilbuddene går fra fodboldtrøjer til syntetiske kopier på mærkevarer, der allerede er falmede i solen.

Pludseligt dukker Muhammed op på en knallert. Han har næse for en god forretning, så han gør plads på twinsædet og lover at åbne dørene til en forretning, der garanteret har alt. Det viser sig at være et stort, indendørs marked med alt muligt skrammel.

Der opstår tumult om prisen på et par kopijeans, men Mohammed har erfaring i at svare for sig, så vi redder os ud og kører tilbage mod hotellet. Så dukker Isac op. Han har fået problemer, siger han, fordi han og alle hans kammerater havde regnet med, at det var dem, der skulle hjælpe med at finde bukserne.

Tilbage på hotellet vokser skaren af utilfredse hjælpere derfor til størrelsen på et fodboldhold. De kræver Cola-penge. Det virker som et voldsomt krav at servere Coca Cola til alle, men det viser sig, at de mener penge til kolanødder, en bitter frugt med koffeinholdige frø. De tygges som et stimulerende middel i Vestafrika, selv om de misfarver munden.

Senere på eftermiddagen ramler vi heldigvis ind i en teknisk skole fyldt med de sødeste syersker. De mangler arbejdserfaring, så vi bestiller øjeblikkeligt tre sæt exploratør-safaritøj med shorts og skjorte i Tintin-modellen.

Den nye garderobe begynder at tage form. Et Armani-sæt i Guantanamo-fangedragtmodellen, bare i blå, har også sluttet sig til samlingen, da miraklet indtræffer kort før midnat.

Francis fra kontoret for forsvundet bagage i Ouagadougous lufthavn, der ellers flere gange har udelukket en lykkelig slutning på kufferttragedien, ringer og fortæller, at kufferten er dukket op. Den har været en tur i Paris.

Ikke et øje er tørt, men et nyt problem er opstået. Efter tøjindkøbet er kufferten alt for tung, så enten Isac eller Muhammed må nødvendigvis på banen igen. JP Explorers afdeling for overskudstøj har hårdt brug for en tøjpusher.

Landefakta
Burkina Faso
Vidste du, at hovedstaden hedder Ouagadougou (udtales wah-gah-doo-goo), at landets areal er 274.000 km², og at befolkningen er på mere end 15,7 millioner mennesker?
Landeportræt
Hvis du vil vide mere

Stednavne
Burkina Faso