Sitemap | Avanceret søgning |

Når bagagebåndet ruller og ruller

En vestafrikansk bubu kan være løsningen, når kufferten forsvinder.

Af THOMAS MØLLER KRISTENSEN, JØRGEN ULLERUP og CASPER DALHOFF (foto)

Publiceret 05-05-2010

Ouagadougou, Burkina Faso


Bubu prøvelse
Exploratørerne måtte på shoppetur, da en kuffert forsvandt. 
Foto: Casper Dalhoff

I luftlinje er der cirka halvanden time mellem Bamako i Mali og Burkina Fasos hovedstad, Ouagadougou, der er berømt for at have gribbe siddende i lygtepælene.

Der er ingen mellemlandinger undervejs, men alligevel lykkes det for flyselskabet at miste en dyrebar exploratør-kuffert.

Den dukker aldrig op med sine livsnødvendige rationer af malariatabletter, myggenet, myggebalsam og en schweizerkniv til at møde farerne på landevejen. Eller med barbermaskinen "Babyliss for men", der kan trimme skægstubbene til en passende længde for at sikre et konstant, strabadseret exploratørlook.

Før mødet med junglen og pygmæerne kan den slags skabe angst selv for den erfarne rejsende. Og det er i den slags situationer, at man som dansker kan prise sig lykkelig over at have en effektiv dansk udenrigstjeneste.

Det har JP Explorer nydt godt af. I Bamako har ambassadør Tine Anbæk sat alle sejl til for at hjælpe ekspeditionen frem til berigende oplevelser, og i lufthavnen i Ouagadougou dukker den danske ambassadør, Mogens Pedersen, op som velkomstkomite for at klare problemer med både hotel og bagage. Det må siges at være borgerservice på topniveau.

Men hvad stiller man op i et af Afrikas fattigste lande i 36 graders varme uden tandbørste og tøj? Enten går man vel ned til byens fineste herreforretning, hvor en europæisk skjorte koster nogenlunde det samme som en burkinsk månedsløn, og hvor en hel familie kunne overleve en uge for prisen på et par franske herresokker i kølig skotsk uld.

Eller også går man på marked og forsøger sig med en lokal vestafrikansk kjortel, en bubu. Interessen for den lokale kulør vækker så stor begejstring hos de mange unge, der på gadehjørnerne venter på et job - det vil sige et mirakel - at tøjprøvningen kommer til at minde om en fodboldkamp.

Tilskuerne kommer med tilråb, hver gang en ny bubu trækkes over hovedet. Der er mange at vælge imellem, for hver etnisk gruppe har sin egen version af det luftige klædningsstykke, der ville kunne bruges som et firemandstelt, hvis der skulle opstå endnu en kritisk situation med en kikset hotelbestilling.

Tuaregerne i Sahara går i skarpe blå kjortler, mens andre grupper har stribede kjortler og broderier med religiøse motiver. Det er svært at vælge, så kampen ender foreløbig uafgjort. Næste opkald går til bagageservicen i lufthavnen, hvor Francis svarer, at lufthavnen er ramt af strømnedbrud. Ingen nyheder, men håb. Næste fly til Ouagadougou fra Bamako er programsat til om to dage.

Landefakta
Burkina Faso
Vidste du, at hovedstaden hedder Ouagadougou (udtales wah-gah-doo-goo), at landets areal er 274.000 km², og at befolkningen er på mere end 15,7 millioner mennesker?
Landeportræt
Hvis du vil vide mere

Stednavne
Burkina Faso