Sitemap | Avanceret søgning |

Med Don Bigg i øret

Vi ankommer til et hedechok i Mali med marokkansk rap i øret.

Af THOMAS MØLLER KRISTENSEN, JØRGEN ULLERUP og CASPER DALHOFF (foto)

Publiceret 30-04-2010

Bamako, Mali


Don Biggs manager
Don Biggs manager, Hamza, ved sin Mercedes.
Foto: Casper Dalhoff

Marokkos rapkonge og nummer ét på hitlisten siden 2006, selveste Don Bigg, melder afbud til vores afskedsinterview med Marokko.

Men hans manager, Hamza, dukker op på et hotel i megabyen Casablanca. I en Mercedes S-klasse med teksten "The Don" på nummerpladen og bilmærkets karakteristiske stjerne bagpå erstattet med et klistermærke af Don Bigg.

»Han er desværre blevet forhindret, og i øvrigt ville vi få brug for nogle livvagter, hvis vi skulle mødes herinde i byen. Don Bigg udløser hyl og skrig og kaos overalt,« forklarer den ranglede manager, der også står i spidsen for det nye produktionsselskab DBF, Don Bigg Family Productions.

Don Bigg er et af de seneste skud på den voksende stamme af samfundskritiske kunstnere, der overlever i Marokko på trods af myndighedernes tætte kontrol med kultur- og mediemiljøet.

Oprørske musikere har tidligere haft det svært i det nordafrikanske kongerige. I begyndelsen af det nye årtusind skabte myndighederne opstandelse ved at anholde 14 unge medlemmer af metalgrupperne Nekros, Reborn, Killer Zone og Infected Brain og beskylde dem for at være Satan-dyrkere.

De unge fik beslaglagt instrumenter, CD-samlinger, tøj og alle rockplakaterne på deres børneværelser. Alle 14 blev siden idømt fængselsstraffe fra en måned til et år.

Don Bigg er ifølge Hamza dobbelt så kritisk og berører fattigdom, ulighed og brud på menneskerettighederne i sine sange. Men han er urørlig, for i 2009 inviterede kong Mohammed VI ham med til sin fødselsdagsfest i Tetouan som den eneste rapsanger.

Hamza insisterer på at køre foran os i The Don hele vejen til lufthavnen. En god idé efter en dag, da fotograf Dalhoff både har fået en fartbøde på motorvejen og har tabt flere væddeløb med æselkærrer i Casablanca.

Med tanke på rapstjernens store omsorg for samfundets svage glæder vi os over hans fravær, da kaptajn Ullerup roder rundt med knapperne til de elektriske bilruder og nær kapper fingrene af en lille dreng, der i et lyskryds har stukket hånden ind i bilen for at få lidt mønter og chokolade.

For at komme os over oplevelsen sætter vi Don Biggs seneste CD, "Byad ou K7AL" på anlægget og har også hans arabiske svirp i øret, da vi lander i Malis hovedstad Bamako i en hedebølge midt om natten.

Landefakta
Mali
Vidste du, at hovedstaden i Mali hedder Bamako, at landets areal er på 1,24 millioner kvadratkilometer, og at befolkningstallet er på ca. 11,3 millioner?
Landeportræt
Hvis du vil vide mere

Stednavne
Mali