Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Den transsibiriske jernbane

Strækningen fra Moskva til Vladivostok er med sine 9.296 km verdens længste, ubrudte skinnestrækning.

En rejse uden ophold tager en uge og passerer syv tidszoner.

Af Steve Vinther Møller
Publiceret 25-04-2007

Bygningen af den transsibiriske jernbane blev indledt efter et dekret af den russiske zar Aleksandr III, 29. marts 1891. Arbejdet begyndte samtidigt i Moskva og Vladivostok. I 1897 var Irkutsk forbundet med Moskva, og 1901 kunne man rejse hele vejen fra Moskva til Vladivostok. De første år udgjorde Bajkal-søen en hindring, der om sommeren blev forceret ved hjælp af jernbanefærger. Om vinteren blev der lagt skinner over isen på den tilfrosne sø. Først i 1916 færdiggjordes det manglende stykke syd om Bajkal-søen. Dengang tog turen længere tid. Togene kørte ikke meget mere end 20 km i timen, fordi hverken skinner eller banelegeme kunne holde til mere. I dag er gennemsnitshastigheden 60-70 km/t.

Jernbanen blev i vid udstrækning bygget og senere ombygget og moderniseret af straffefanger. Både zarerne og de kommunistiske ledere brugte fanger, især politiske modstandere, til arbejdet i det hårde klima, der kostede mange af arbejderne livet.

Den transsibiriske er nu i virkeligheden flere baner. Fra Moskva kan man køre ad den klassiske, transsibiriske linieføring til Vladivostok. Eller man kan vælge at tage til Beijing, enten via Mongoliet eller Manchuriet. Dertil kommer den nye BAM, Bajkal- Amur-Magistralen, der ligger nord for den gamle linie. Den oprindeligt enkeltsporede jernbane er for længst udbygget til dobbeltspor, elektrificeret og visse steder endda firesporet. Der er anlagt talrige stikbaner nord og syd for linierne. Sporvidden er 1524 mm, den russiske standard, mod det europæiske normalspors 1435 mm.

Jernbanen har haft kolossal betydning for Sibiriens befolkningsmæssige og industrielle udvikling. Langt størstedelen af Sibiriens over 30 mio. indbyggere bor i områderne langs jernbanen. Banen er stærkt trafikeret, primært af tunge godstog, der varetager den regionale godstrafik. Den internationale godstrafik er stærkt faldende, primært på grund af russernes langsommelige toldbehandling og administration.

Hvis en container skal fragtes fra Sydkorea til Moskva, er det billigere og ligeså hurtigt at sende den med skib syd om Afrika og med bil fra Rotterdam til Moskva, end at sejle den til Vladivostok og sætte den på toget.

I udlandet er Den Transsibiriske Jernbane bedst kendt for sine eksprestog med 16-18 sovevogne og spisevogn.

På første klasse indlogeres man i kupéer med to køjer, mens anden klasse har fire køjer pr. kupé. Kupéen er forsynet med tæpper og puder, og der bliver udleveret sengetøj ved turens start. Der er fælles toilet og vaskerum i hver ende af vognen. Hver vogn har desuden en togstewardesse, som tager sig af den daglige rengøring m.v.

I hver ende af vognen findes en beholder med konstant kogende vand til brygning af te, pulverkaffe eller suppe.

Toget er ikke specielt beregnet på turister, men er et offentligt transportmiddel med garanti for at møde lokale rejsende. Man kan komme ud for at diskutere politik med en kinesisk akademiker, drikke vodka med en russisk soldat eller spille kort med en mongolsk handelsrejsende.

På stationerne er der lange ophold med mulighed for forsyninger af varme retter, øl, røgede fisk eller koldt mineralvand. Udbuddet følger de lokale muligheder. Er der landbrug med fjerkræ i nærheden, er der varme kyllingeretter. Er der en sø eller en flod, serveres der fisk.

Som turist har man mulighed for at planlægge turen med stop undervejs, indlægge overnatninger og tage med et senere tog. I stedet for at tage med til den russiske endestation i Vladivostok, kan man dreje fra gennem Mongoliet til Kina.

Gem eller send Undervisningsartikel

Distancer
Moskva -
Jekaterineburg 1818 km
Novosibirsk 3343 km
Irkutsk 5191 km
Khabarovsk 8361 km
Vladivostok 9288 km
Værd at vide
Den bedste periode at rejse i er fra april til oktober.

Billigste enkeltbillet på første klasse til den transsibiriske jernbane koster for Moskva-Vladivostok ca. 6.000 kr. og Moskva-Peking 6.500 kr. På anden klasse spares ca. 1000 kr. Hertil kommer rejsen fra Danmark til Moskva og evt. returbillet med fly. En rejse med Den Transsibiriske Jernbane kan også bestilles som en pakkeløsning med indlagte stop, overnatninger og returbillet gennem rejsebureauerne.

Følgende rejseselskaber tilbyder rejser med Den Transsibiriske Jernbane:
Alt Rejser, Vesterbrogade 6 D, 1620 Kbh. V., tlf. 33 12 20 30
Oriental Tours, Bredgade 58, København K., tlf. 33 32 75 30
Albatros Travel, Kultorvet 11, København K., tlf. 33 32 24 88
DSB Rejsebureau, Reventlowsgade 10, København V., tlf. 33 12 41 22
Fremadrejser, Vesterbrogade 43, København V., tlf. 32 22 04 04
Kilroy Travels, Skindergade 28, København K., tlf. 33 11 00 44
Marco Polo Tours Borgergade 16, København K., tlf. 33 13 03 07
Penguin Travel, Frederiksberg Allé 32, 1820 Frederiksberg C, tlf. 32 21 51 00

Der er visumpligt til Rusland, Mongoliet og Kina. Det er nødvendigt at kende ind- og udrejsedato når der ansøges.

Det anbefales, at man vaccineres for difteri, hepatitis A, stivkrampe, og gul feber, hvis man også skal til Mongoliet og Kina.