Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Diner transportable

Restauranterne på den transsibiriske jernbane får ingen Michelin-stjerner, men de er bedre end deres rygte, og en servitrice studerer kommunismens forbrydelser mellem bestillinger af øl og stegte kyllinger.

Af FLEMMING ROSE og THOMAS HEINE
Publiceret 14-05-2002

Tajsjet


Diner transportable (1)
Restauranterne køber ind undervejs på perroner, når toget står stille. På en lille station i Ural sælges en spand kartofler på 10 kg til 35 rubler, cirka 10 kroner.
Foto: Jacob Ehrbahn

Natasja er 22 år og studerer engelsk, fransk og spansk på universitetet i Irkutsk, en gammel handelsby med 600.000 indbyggere ved Bajkal-søen i det østlige Sibirien. Hun er den første servitrice på den transsibiriske jernbane, som JP-Explorers fotografer kan tale udenlandsk med. Men det hjælper ikke Natasja meget over for pågående og egenrådige russiske mænd.

»Det er det sværeste ved dette job,« siger hun efter at have vredet sig fri af en øm omfavnelse fra en 120 kilos kolos, der ser ud, som om han har fået mere end et glas vodka for meget.

»Du er den sødeste servitrice, vi har set,« savler kødbjerget og sætter usikkert kursen mod sin kupé et stykke tilbage i "Bajkal", som specialtoget Irkutsk-Moskva så poetisk hedder.

Sommerferiejob
Natasjas mor er restaurationschef, og datteren bruger sin tredje sommerferie i træk på at tjene lidt lommepenge og praktisere sine ypperlige sprogkundskaber. Hun tjener 3200 rubler (ca. 1000 kr.) pr. rejse, som inklusiv klargøring og oprydning varer små to uger. Det er tre gange mere, end hvis hun skulle gå til hånde i et lokalt rejsebureau, og Natasja føler selv, at hun gør nytte.

»Folk vil jo gerne have det, de bestiller, og ikke bare det, der bliver serveret,« forklarer hun kort men præcist med et lunt glimt i øjet.

Natasja morer sig over uvidende vestlige turister, som er chokerede over, hvor velforsynede russiske supermarkeder og butikker er, og som har svært ved at fatte, at folk ikke ligger og sulter i rendestenen.

»Det er kosteligt at se deres reaktion. Jeg siger til dem, jo, vi har alt, det eneste, vi mangler, er penge til købe nogle af de mange dejlige varer for.«

Dyr kaviar i toget
Denne aften på strækningen mellem Krasnojarsk i det centrale Sibirien og Irkutsk i den østlige del af den vidtstrakte region kan Natasja byde på rå saltet omul, den sagnomspundne lakseørred, som kun lever i Bajkal søen og er så mør, at den smelter på tungen, og rød kaviar. Der er også en alt for fed svinekotelet og oksefilet blandt hovedretterne. Natasja oplyser ærligt, at det ikke kan betale sig at købe kaviar i toget, hvis vi alligevel skal af i Irkutsk, hvor den kan købes i kilovis til under halvdelen af prisen på menukortet.

En af Explorer-holdets fiskekendere mener, at den saltede omul i toget er mere velsmagende end den, han får dagen efter på en dyr restaurant i Irkutsk. Der bliver nu ingen Michelin-stjerner til Natasja og hendes mor, men restauranterne på verdens længste jernbanestrækning er som så meget andet i dagens Rusland bedre, end deres rygte. JP-Explorer var på forhånd blevet advaret af rejseskribenter om, at maden var uspiselig, og at man helst skulle have nødforsyninger med hjemmefra. Det passer ikke, men det er rigtigt, at den rejsende får mere ud af menukortet, hvis han kan læse det. Og det er også korrekt, at der er stor forskel på de enkelte restauranter.


Diner transportable (2)
Restauranten på specialtoget "Jenisej" mellem Jekaterinburg og Krasnojarsk i det centrale Sibirien. Her kan den rejsende spise sig mæt for under 50 kr.
Foto: Jacob Ehrbahn

Tre forskellige
JP-Explorer har foreløbig rejst med tre forskellige toge, "Ural" fra Moskva til Jekaterinburg, "Jenisej" fra Jekaterinburg til Krasjnojarsk og "Bajkal" fra Krasnojarsk til Irkutsk. "Jenisej" har det mindst varierede menukort og den mindst opmærksomme service, men til gengæld får vi 110 volt til computeren hele vejen, og bagest i restauranten ligger et lille rum, hvor der kan spilles computerspil på to skærme. Restauranten er som alle andre vogne på verdens længste jernbanestrækning yderst "demokratisk", ingen chefer eller servitricer gør indvendinger, hvis passagerer bringer egen kaffe eller te med i vognen, eller køber røgede fisk, øl og kage på perronen og bagefter sætter sig til at fortære varerne i restauranten.

Og når den 20-årige Jevgenija ikke betjener kunderne, sidder hun og læser Aleksandr Solsjenitsyns historiske dokumentarroman "Gulag Øhavet", som kan fylde en halv bogreol. Værket er den stærkeste og følelsesmæssigt mest engagerede skildring af det kommunistiske systems forbrydelser fra 1918 til 1956, en skønlitterær forløber for "Kommunismens Sorte Bog". På vores forbløffede spørgsmål om, hvorfor Jevgenija ikke læser kulørte blade, triviale kærlighedsnoveller eller hurtige krimier, lyder svaret:

»Jeg var fraværende, da vores lærer fortalte om Solsjenitsyn i skolen, og jeg hørte bagefter, at hun havde fortalt en masse spændende ting om "Gulag Øhavet", så jeg bestemte mig for selv at læse den.«

Hvis Jevgenija er kendetegnende for den unge generation af russere, så kan det ikke gå helt galt.

Det kan det heller ikke, hvis restauranterne på den transsibiriske jernbane når samme standard og service, som på "Ural", toget fra Moskva til Jekaterinburg. Vognen er et klassisk studie i, hvad der kan ske med standard og service, når staten giver plads til det private initiativ. Ifølge den 23-årige restaurationschef Ruslan Tukanov er vognen den eneste af 40 restauranter under Sverdlovsk-regionens jernbaner, som er givet i licens til en privat restauratør.

Højere kvalitet
»Vi har et meget større udvalg og en højere kvalitet end de andre,« siger Tukanov, en mørkhåret tatarer, der i løbet af de 26 timers rejse mellem hovedstaden og Ural bjergene normalt omsætter for ca. 15.000 rubler (ca. 5000 kr.), og en sjælden gang kan få kasseapparatet til at klinge med 50.000 rubler (ca. 15.000 kr.), hvis en stor gruppe forretningsfolk rejser sammen og skal have armensk cognac og georgisk vin.

Tukanov har 80 forskellige ting på menukortet, mens de statskontrollerede vogne maksimalt kan byde på 40 retter. Desuden er hans vogn indrettet med bløde tæpper på sæderne, der står vaser med kunstige blomster på bordene, og der hænger landskabsmalerier på væggene. Tallerkenerne er af porcelæn, og kunderne drikker af krystalglas. Som i de andre restaurationsvogne kan man spise sig mæt for under 50 kr., som stadig er en pæn sum for et måltid mad for flertallet af de togrejsende.

»Det er folk med råd, der kommer i vores vogn,« siger Tukanov.

Til forskel fra flertallet af sine landsmænd er han ikke begejstret for præsident Vladimir Putin.

»Putin kommer fra KGB. Vi har brug for professionelle økonomer til at regere Rusland, ikke folk fra sikkerhedstjenesten. Putin har hentet alle sine gamle kolleger fra Sankt Petersborg til Moskva. Det er skidt,« tilføjer Tukanov.

»Jeg længes efter stabilitet. Det har der aldrig været i Rusland.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel