Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Kirstens dagbog

Danske skoleelever havde helt deres egen fjernstyrede reporter med på ekspeditionen. Kirsten hedder hun.

Kirsten Larsen er 45 år og journalist i FN's Udviklingsprogram, UNDP. I Mali og Niger var det Kirstens opgave at skrive artikler i ungdomshøjde til Destination Timbuktu. Undervejs lavede hun også en dagbog.

Tirsag den 5. februar
Afstanden mellem os rige gæster og Niameys fattige indbyggere er grotesk. De tyske og franske turister ved poolen, damen fra den amerikanske regerings hjælpeorganisation, USAID, de to belgiere, som også var ude at se ungdomsradioen, ingeniøren fra Bruxelles der arbejdede for et mineselskab, os fra Explorer - med vores magiske små plastikkort klarer vi lige en hotelregning, der svarer til en gennemsnitlig årsløn, vifter med vores effektive amerikanske og europæiske pas - og væk er vi - på vej til drømmeland på den ugentlige Air France maskine.

I de sidste dage i Niamey både så og hørte vi om en del af fattigdommens alvorlige skyggesider. Vi fik nogenlunde sikkert bekræftet, at der bliver handlet især unge piger på markedet i Ajourou. Og vi hørte de ulækre historier om ældre europæiske mænd, der køber sig unge piger. En lokal menneskeretsorganisation gik for alvor til angreb på en tysk rigmand, der havde købt en Tuareg-pige og ville tage hende med ud af landet. Den sag førte ingen steder, han havde pengene til at bestikke alle myndigheder, og endte med at lægge sag an mod den lokale organisation for at have sværtet hans navn til.

Den systematiske korruption oplevede vi selv i Niameys lufthavn, hvor vi afviste at betale en af de faste fiksere for at hjælpe os med at checke bagagen ind. Vi havde alle papirer i orden, vi holdt os inden for den vægt, som vi måtte have med - alt var i orden - troede vi. For da vi ikke ville betale - fast bestikkelsespris på ca. 50 kroner per person - ja så begyndte der for alvor at gå kage i alting. Skranker lukkede eller flyttede, når vi nåede frem til dem, bekræftelsen af vores billetter var væk - og det samme var den tilladelse vi havde fra Air France til at flyve med 30 kg bagage mod sædvanligvis 20. Og så kom det for alvor til at koste, nemlig for overvægt. Og til fuldstændigt vanvittige vekselkurser - og med en masse ballade.

Da vi senere skulle ombord, begyndte besværlighederne igen. DR's kameraer fyldte for meget, var for tunge osv. osv. Og da var det altså vi kapitulerede og af skræk for slet ikke at komme med det ugentlige fly, betalte 100 kroner for at gå igennem. Og på mirakuløs vis åbnede alle døre sig øjeblikkeligt. Kontrolløren mistede enhver interesse for os, politibetjenten ved paskontrollen klarede smilende vores papirer i rekordtempo - alt fungerede upåklageligt. Og således sluttede vores forsøg på ikke at bidrage til den omfattende og helt systematiske korruption.

En lidt ærgerlig afslutning og sidste indtryk fra turen. Men også et vigtigt billede at have i baghovedet, når man en anden gang diskuterer korruption i de fattige lande. For hvis man vil have bugt med korruption, ja så skal vi alle lade være med at bidrage til den. Og det er nu engang dem, der har penge, der har råd til at bestikke. Dvs. først og fremmest alle os udlændinge.

Tilbage er der bare, at sige tusind tak til alle Jer, der tog med på destination Timbuktu, og tusind tak for mange gode - og svære - spørgsmål. Selv om turen er slut, skal jeg nok fortsætte med at svare, men nu er det altså fra kontoret i København, at svarene kommer.

Søndag den 3. februar
Det siges, at der bliver handlet med slaver på markedet om søndagen  i Ajourou - oppe ved grænsen til Mali hvor vi overnattede for et par dage siden.  Men det er kun et rygte, vi har hørt, det kan lige så godt være en vandrehistorie. Det siger stort set alle, som vi taler med, at det er. Og i dag er det søndag, og vi kan ikke nå at køre tilbage dertil for at checke historien. Så det er altså så langt, som vi kom med slaverne - vi har ikke fundet eksempler på, at de bliver købt og solgt mod deres vilje, eller på at de bliver holdt i lænker. Men som tidligere sagt - det betyder ikke, at det ikke stadigt foregår, vi ved det simpelthen ikke.

Men hele den gammeldags leveform, med herrefolk og livegne, med en fast hakkeorden i familierne, med fastlagte kvinde- og manderoller er med til at bremse for udviklingen i både Mali og Niger. Og det er det regeringerne i begge lande prøver at få blødt op på. Man har erkendt, at tiden er løbet fra stærkt centralstyre og leveformer, hvor folk kun gør, hvad de får besked på. Hvis landene skal have bugt med den værste fattigdom, så skal indbyggerne selv tage affære - de skal simpelthen lære selv at bestemme, de skal overtage en del af  magten og indflydelsen  fra regeringen - med hjælp og støtte udefra javist, men kun hvis de selv har styr på, hvad de vil og hvad de har brug for.

Lokalradioerne er et godt eksempel på, hvordan en lille gruppe med en god ide og en masse energi efterhånden har fået indflydelse på store dele af samfundet. Det begyndte med en gruppe kvinder fra den fjerntliggende landsby Bankilara, der i en tørkeperiode fandt ud af, at de var meget hæmmet af ikke at vide noget som helst om, hvad der foregik andre steder. Der er ingen radiosender, der når derud, heller ingen aviser - som man i øvrigt heller ikke kan læse. Kvinderne ville have informationer om for eksempel sygdomsepidemier og sundhed i det hele taget. De ville have en vejrudsigt, lære noget og høre nyt fra regionen.

Det blev starten på det, der gerne snart skulle være 160 forskellige lokalradiostationer rundt omkring i Niger. UNDP støtter radioerne og prøver at skaffe midler til flere, fordi radioerne ifølge FN-chefen i Niger - Steven Ursino - rammer lige i hjertet af, hvad udviklingshjælp handler om.

Med radioerne styrker de små samfund sig selv. De lærer demokratiet at kende fra bunden, når de hvert år vælger en bestyrelse for radioen, de vælger en revisionsgruppe, som passer på at de små midler bliver brugt rigtigt, og de diskuterer programpolitik og uddannelse, kvinderoller og alt muligt andet, som der for tre år siden ikke blev talt om. Medarbejderne er frivillige, der bliver sendt på alle lokale sprog - og lytterne kan - for en krone - få sendt en besked eller hilsen. Så stationen er stort set selvfinansierende, når udstyret først er installeret. Det kører på solceller, så strømmen er billig.

Det er ikke popradio, selv om der sendes musik ud fra de to små kassettebåndoptagere og to discman. Heller ikke på ungdomsstationen Goudel i udkanten af Niamey. Selvfølgelig vil mange gerne høre musik, men folk vil også lære om udvikling og sundhed, religion, samfundsforhold, landbrug og børnepasning. Radio Goudel  laver en gang imellem en undersøgelse af, hvad folk vil lytte til. Og de vil lære noget.

Radioerne giver fattige og for eksempel kvinder en mulighed for at komme til orde, siger Steven Ursino. Stationerne påvirker selve grundlaget for et fastlåst samfund, de styrker de undertrykte og de tavse grupper. Samtidigt indgår radioerne også i hele fredsarbejdet i Niger. Lige som i Mali har Tuaregerne her gjort oprør, og lige som i Mali er der problemer med tidligere rebeller, som ernærer sig som væbnede røverbander i visse dele af landet. Dem prøver man stadig at lokke våbnene fra - ikke med penge, for så er man med til at lave et marked - men for eksempel med udviklingshjælp til landsbyen, hvis de unge mænd afleverer deres Kalashnikov. Og noget af det de kan få - er for eksempel en radio til landsbyen, så man kan følge med. Herudover får oprørerne en kontant hjælp til at bosætte sig, hvis de vil prøve at genindtræde i det civile samfund. Som I kunne læse fra Mali, så er det tilsyneladende ikke altid de penge bliver brugt lige fornuftigt, men det er en del af de nøje udarbejdede fredsaftaler, som var med til at stoppe blodsudgydelserne. De midler kan der simpelthen ikke pilles ved, hvad enten de bliver misbrugt eller ej, og de har sådan set allerede gjort gavn -de var med til at forhindre en truende regional krig.

Fredag den 1. februar
I vejkanten ligger en død ged, og i et træ lige i nærheden sidder en grib og venter. Den er stor, sort og hvid, med nøgent hoved og hals og ser ud, præcis sådan som såd

Kirsten Larsen
Kirsten Larsen rejser for skoleeleverne.
Foto: Søren Lorenzen

Galathea 3

Da Galathea 3-ekspeditionen 25. april 2007 lagde til kaj ved Langelinie i København, sluttede alle tiders eventyr. Forskerne på ekspeditionsskibet bragte prøver, data og ny viden med hjem. Nu ligger de første resultater klar.
Læs mere om Galathea 3-ekspeditionen

Videnbanken

Videnbanken er indgangen til Morgenavisen Jyllands-Postens verden af viden. Her er samlet tusindvis af artikler, fotos, grafikker, undervisningsforløb, digitale kort og meget andet.
Søg i videnbanken

Projektrum

Et projektrum på viden.jp.dk giver dig mulighed for at lave dit eget udvalg af dokumenter fra portalen. Du kan også lave links til andre sites og uploade filer, som du gerne vil dele med andre.
Læs mere om projektrum

Undervisning

I en række temaer sættes fokus på aktuelle emner fra globalisering og klimaændringer til AIDS og truede dyr. Temaerne omfatter baggrundsartikler, temaer, fakta og undervisningsforløb med lærervejledninger og konkrete opgaver.
Gå til JPs undervisningstemaer

Multimedie

I multimedierummet finder du billedserier, videoer og multimediepræsentationer fra blandt andet Galathea 3-ekspeditionen.
Gå på opdagelse i multimedierummet

Mediarium

Besøg Jyllands-Postens Mediarium i Århus eller København og bliv journalist for en dag. Det er sjovt - men det giver også stof til eftertanke.
Læs mere om JPs Mediarium

Quiz og spil

Find et land i Afrika, tag Jorden rundt med Galathea - eller test din paratviden. Her finder du Jyllands-Postens videnspil, hvor du kan prøve dig selv eller udfordre en ven.
Test din viden her