Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Kameler

Kamelen har i tusind år været uløseligt knyttet sammen med livet i ørkenen. Her har den fungeret som de ørkenrejsendes vigtigste kilde til transport, skygge, frisk mælk, kød, uld og skjulested.

Af Birgitte Hjort Nielsen, JP Explorer Undervisning
Publiceret 15-02-2007

I dag er kamelen nogle steder mere et væddeløbsdyr med en fin stamtavle, som man kan få masser af penge for, hvis man sælger den, og turen i ørkenen gøres nu i stedet med 4-hjuls trækkere. Men der er stadig masser af andre steder, hvor kamelerne trækker ploven, drejer vandmøllens hjul og transporterer folk på veje, hvor man ellers ikke kan komme frem.

Den kamel, som man finder i bl.a. Mellemøsten og Afrika, er for det kyndige øje slet ikke nogen kamel, men derimod en dromedar. Den har nemlig kun en pukkel. Når den alligevel altid omtales som en kamel, er det ikke nogen fejl - dens fulde navn er nemlig camelus dromedarius - en dromedarisk kamel. Den kaldes også meget sigende for den arabiske kamel. Den kameltype, som vi kender som en kamel, hedder camelus bactrianus - en bachtriansk kamel. Den har to pukler, kortere ben og lever fortrinsvis i Asien.

Forskere mener, at kamelernes forfædre levede i Nordamerika for mindst 40 mio. år siden. Derfra vandrede de gennem Alaska videre til Asien. I Asien delte gruppen sig i de, der blev i Asien og de, der drog videre til Afrika.

Kameler er som skabt til livet i ørkenen. Deres fødder er brede, flade og læderagtige, hvilket gør, at de ikke så let synker ned i det løse sand, når de går. Ørerne er små og har en pelskant, der kan holde sand og støv ude. Kamelens øjne har to tykke rækker af lange, tætte øjenvipper, der også beskytter mod sandet. Ligesom den har øjenbryn, der kan skærme for den stærke sol. Næsen har muskuløse næsebor, som kamelen kan åbne og lukke, som det passer den.

I modsætning til, hvad mange tror, opbevarer kamelen ikke vand i sin pukkel. Puklen består af fedtvæv, der gør, at kamelen kan klare sig et godt stykke tid uden mad. Når en kamel bruger fedtlageret i puklen, skrumper puklen ind og bliver slatten. Det tager dog kun et par dages hvile og ordentlig mad, før puklen igen ligner sig selv.

Kamelen sveder næsten ikke. Den kan nemlig hæve og sænke sin kropstemperatur fra omkring 37 grader til 41 grader, så temperaturen følger omgivelsernes. Kameler skal derfor ikke bruge så meget væske. Derudover kan de meget hurtigt få væskedepoterne i kroppen fyldt op igen - kameler kan drikke helt op til 100 liter vand på bare 10 minutter.

Kilder: A-Z of the Arabian Camel, Arab.net; Camelus Dromedarius, Robert Naumann, University of Michigan - Bio 451

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Undervisningsartikel

Geografi, miljø og fauna
Kamelens betegnelser
Beduinernes navn for den arabiske kamel er "Ata Allah", det betyder Guds Gave.

Når kamelen kaldes for "ørkenens skib", skyldes det den måde, den bevæger sig på. Kameler gynger nemlig fra side til side, når de går. Denne bevægelse kommer, fordi kamelen bevæger for- og bagben i den ene side samtidigt. Det kaldes på dansk for "pasgang".
Kilde: A-Z of the Arabian Camel.
Hvis du vil vide mere
Emner
Dyr

Stednavne
Afrika

Fag
Biologi

Klassetrin
7.-10. klasse