Når bomuldsfælden klapper

Af Jørgen Ullerup
Publiceret 01-10-2006

Yanfolila  

Håndtrykket er fast, og næven, der trykker, er hård som elefanthud. 40-årige Dramane Sidibé er netop vendt hjem fra sin blomstrende bomuldsmark, og han er ikke tilfreds.

"Vi er fanget i en fælde. Priserne på bomuld er slet ikke høje nok til, at vores forretning kan løbe rundt. Vi kan ikke konkurrere på verdensmarkedet, fordi USA's regering giver amerikanske producenter enorme tilskud."

Hårdt arbejde
Når den tre måneder lange høst er overstået med håndkraft i januar, kan Dramane Sidibés indtægter stort set kun lige dække hans udgifter.    
Foto: Carsten Ingemann

Sammen med 13 andre fattige bønder i landsbyen i det sydlige Mali har Dramane stiftet et kollektiv, der sælger høsten til det nationale bomuldsselskab, CMDT (Compagnie Malienne de Dévelopment Textile). CMDT fastsætter prisen, leverer såsæden og sørger for de nødvendige kreditter. Men når den tre måneder lange høst er overstået med håndkraft i januar, er indtægterne stort set kun i stand til at dække udgifterne. Bomuldsproducenterne får 165 afrikanske francs (ca. 1,65 kr.) pr. kilo, og Dramane er kun i stand til at producere 3,2 tons på sine tre hektarer. Det efterlader en gevinst på under 3.500 kr., når udgifter til gødning og sprøjtemidler er trukket fra. Og af det beløb går en stor del til at betale de 12 pct. i rente, som banken kræver for at lægge ud til produktionen.

"Problemet er, at prisen afgøres af verdensmarkedet og ikke i Mali. Og selv om vi har ret til at eksportere, er det umuligt at gøre det til en ordentlig pris, når vi bliver udkonkurreret af støtten i de rige lande," siger Dramane.

Ond cirkel

For bønderne i Mali er det en ond cirkel. For de er i realiteten pisket til at dyrke bomuld, hvis de vil have kredit til at købe gødning, som også skal bruges til den produktion af majs, der skaffer dem grød på bordet. Derfor er bomuld et politisk sprængfarligt emne. Den vattede afgrøde, der i indeværende år ventes at give 530.000 tons, er sammen med guld Malis vigtigste eksportvare. Mali går til præsidentvalg i foråret 2007, og selv om ingen kandidater foreløbig ser ud til at kunne true præsident Amadou Toumani Touré, udgør de 175.000 bomuldsproducenter en reel magtfaktor i det enorme land med små 14 mio. indbyggere. Bomuldseksporten er desuden vigtig for den nationale økonomi. Den er i forvejen hårdt presset, bl.a. fordi krigen i Elfenbenskysten har sendt tusindvis af maliske gæstearbejdere hjem uden arbejde. De aktuelle forhold i bomuldsindustrien betyder, at mange producenter leder efter alternative produkter. Dramane Sidibé overvejer grøntsager, der kan afsættes på det lokale marked, og han overvejer også at gå over til økologisk dyrket bomuld.

Bio-bomuld

Det er der stadig flere, der gør, for en stigende efterspørgsel ikke mindst blandt europæiske forbrugere sikrer her en langt højere pris. Som i så mange andre forhold i Afrika er det i Mali kvinderne, der viser vejen.

"Prisen på bio-bomuld stiger hvert eneste år. Så selv om vi kun høster halvt så meget som på en traditionel mark, kan vi tjene mere. For vi har ikke udgifter til hverken kunstgødning eller pesticider, og vi behøver derfor ikke optage dyre lån. Vi er ikke afhængige af bankerne," fortæller 50- årige Yvette Cissé.

I en nabolandsby dyrker hun to hektarer med økologisk bomuld, og for hvert kilo får hun 272 afrikanske francs eller langt over 50 pct. mere end for et kilo af den traditionelle bomuld.

Bæredygtig handel

Andre kvinder i landsbyen har fulgt eksemplet, og i stedet for at sælge til CMDT, handler kvinderne med en økologisk forening i Mali, Mobiom, der sælger videre til miljøbevidste aftagere i Europa. "Stadig flere i Europa bliver interesseret i bæredygtig handel og økologisk produktion. Det kan blive Malis chance. Foreløbig udvikler vi dog kun økologisk bomuld i tre egne af landet, og indtil videre dækker vi kun omkring 1.000 hektarer. Men tallet stiger år for år," siger en landbrugstekniker i landsbyen, Brehima Keita.   

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten