Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Artikler fra JP's arkiv

Afrikanske fodbolddrømme
Drømmen lyser i øjnene, da en gruppe drenge stimler sammen i et fattigkvarter i Bamako for at overvære træningen. Banen har kun et par totter afsvedne græsstrå tilbage, men det gør ikke så meget.

Det gør heller ikke noget, at spillerne på banen kun spiller i Malis 2. division, for det lugter alligevel af rigtig fodbold. Og alle i hovedstaden Bamako for slet ikke at tale om Mali eller hele Afrika taler kun om fodbold i disse dage.

19. januar fløjtes De Afrikanske Mesterskaber i gang på "Stade de 26 Mars" i Bamako med åbningskampen mellem Mali og Liberia. Selv om de ikke hører til favoritterne, håber malierne på, at deres hold kan skabe overraskelsen. Lidt i stil med Danmarks uventede titel som Europamester i 1992.

»Jeg er sikker på, at vi ender i finalen mod Cameroun, og jeg er sikker på, at vi vinder,« siger den 34-årige arbejdsløse lastbilchauffør Drissa Dumuja med fortrøstning i stemmen, men også et lille smil.

Selv spiller han kun fodbold på de talrige babyfoot-spil, som udgør en af hovedattraktionerne på gadehjørner overalt i hovedstaden. Han er far til to drenge, og sammen skal de se alle kampe på TV.

Vejen til Europa
Især de fattige i Afrika lever og ånder for fodbold, og både drenge og piger kæmper for at få plads ved babyfoot-bordene. Interessen er steget i takt med, at afrikanske spillere har fået succes i europæiske klubber.

Drømmen om at blive så god, at fodbolden senere kan løse billet ud af fattigdommen og åbne vejen til en karriere i en klub i Frankrig, Tyskland eller Storbritannien, er blevet drivkraften i mange afrikanske fodboldhjerter. Nøjagtig som boksning for nogle sorte amerikanere blev en vej ud af ghettoen.

Danmarks afrikanske modstander ved sommerens VM-slutrunde, Senegal, er i år kåret som Afrikas bedste hold og er en af favoritterne i den forestående African Cup-turnering - ikke mindst takket være sine mange stjerner i fransk fodbold.

Men det er ikke nok til at fratage maliske fodboldfans drømmen om en triumf for hjemmeholdet. Håbet er, at Malis stjernespiller i den franske klub Lorient, Seydou Keita, vil gøre forskellen.

»Problemet for Senegal er, at næsten alle dets spillere er ansat i europæiske klubber, og teknisk er europæisk og afrikansk fodbold to vidt forskellige ting,« siger 42-årige Camara Moussa Dikolo. Han er kasserer for spillerne i 2. divisionsklubben, der i øjeblikker udfolder sig på jordbanen, og engang spillede han selv for storklubben Club Olympique de Bamako.

»Afrikansk spillestil er langt hårdere end den europæiske.

I Afrika spiller vi med individuel markering, og spillerne går til den, mens man i Europa spiller med zonemarkering. Det kan blive meget svært for Senegals spillere at vænne sig til, fordi de har glemt forholdene her.«

Problemer omkring bonusordningen til spillerne under Afrika-mesterskaberne var på et tidspunkt med til at skabe usikkerhed om Senegals deltagelse. Men de er nu løst, og Senegal er i hård konkurrence med Cameroun, Nigeria og til dels Sydafrika favorit til titlen som Afrika-mester. Hvis altså ikke Mali med et fanatisk hjemmepublikum i ryggen er i stand til at skabe overraskelsen.

Dyr satsning
Trods fattigdommen har Malis regering satset stort på at gøre sportsbegivenheden til en succes. Kampene spilles på to stadions i Bamako og på fire nyopførte arenaer i provinsbyerne Segou, Mopti, Sikasso og Kayes. Hvert af dem har plads til 25.000 tilskuere og har kostet omkring 125 mio. kr.

Oveni er der investeret i nye veje og anden infrastruktur i form af bl.a. flere hoteller. Hvis alt går vel, vil Malis mobiltelefonnet også være udbygget og dække en betydelig del af landet, når turneringen går i gang.

Alle kampe transmitteres på TV, og ingen ved på forhånd, om stadiontribunerne vil være fyldt. I Mali sælges billetterne ikke år og måneder før tiden som ved EM eller VM. De sælges i timerne op til kampene.

»Meningen er at give så mange som muligt adgang til turneringen, og billetterne sælges derfor til yderst rimelige priser,« fortæller en anden fodboldleder i Bamako, Brahima Traoré.

Hotellerne i hovedstaden ventes ikke at have kapacitet til at huse alle udenlandske tilskuere, og derfor har hovedstadens seks kommuner hver påtaget sig at sørge for de udenlandske tilskuere, der vil blive tilbudt privat indkvartering.

Der er derfor på alle måder lagt op til afrikansk fodboldfest i Mali i de kommende uger. Og ingen er i tvivl om, at stort set al aktivitet vil gå i stå i det store vestafrikanske land, når åbningskampen lørdag eftermiddag fløjtes i gang.

Banko i Mali
Scenen er som skåret ud af Det Gamle Testamente. Æsler, geder og høns befolker de støvede gader. Mænd i sandaler og lange kjortler slentrer med hinanden og deres lange bedekæder i hånden.

Kvinder er på vej til floden med en lerkrukke eller vasketøjet på hovedet. Eller de vender hjem med en stak pinde, som bruges til at tænde bål i gaden. Over tre sten dufter deres gryder af risgaletter og hirsegrød.

På byens store plads, som hver mandag forvandles til et farvestrålende marked, leger pjaltede tiggerbørn med glaskugler eller slår til tøndebånd med en pind. Andre slubrer risvælling fra deres kalabas-skåle, eller de rækker hånden frem mod de forbipasserende. En forsøger i de 30 graders varme at sælge et bæger med yogurt.

I et hjørne af pladsen tramper unge mænd med bare ben rundt i noget, der ligner et mudderbad. Bagefter ælter de massen med hænderne og fylder træforme med egnens foretrukne byggemateriale. 

Midt i det hele rejser sig et af Afrikas mest imponerende bygningsværker, en moské bygget i ler med tårne og strudseæg på toppen, der med sine organiske former må have inspireret vor tids arkitekter som den nu afdøde spanier Gaudi.

Vi er i Djenné omkring ti timers kørsel nord for Malis hovedstad . For at komme til byen skal man enten stage sig over en biflod til Niger-floden på en pirogue eller fragtes over med en kabeltrukket færge med plads til tre biler.

Moskeen er hovedattraktionen i Djenné, men hele den lille by med kubeformede lerhuse er som en rejse til et sted langt tilbage i tiden, da neonskilte, støjende biler, kloakanlæg og offentlige toiletter var fremtids fiktion.

Den store bygning er opført i sudanesisk stil. Bygget i banko-ler lavet af mudder fra Niger-floden tilsat avner fra ris eller hirse, pulver fra baobabtræet og komøj. Banko er det foretrukne byggemateriale i Sahel-bæltet syd for Sahara. Igennem århundreder har indbyggerne i Vestafrika lavet soltørrede byggesten af banko, og sådan blev også den første moske i Djenné bygget i 1460.

Adskillige tårne rejser sig på moskeen, hvis skelet består af bjælker fra Deleb palmen. De bærer konstruktionen, men fungerer samtidig som dekoration og stillads for de årlige reparationer.

Chefmurer
Som ansvarlig for vedligeholdelsen kender chefmurer i Djenné, 55-årige Beri Jonou, hver en krog og hemmelighed i moskeen. Med et tørklæde over hovedet for at beskytte sig mod solen tager han imod på sin solide tagterrasse med udsigt over et virvar af lerkuber og gårde.

Så begynder en fortælling om, hvordan murerne i Mali er så magtfulde, at de nærmest danner deres egen kaste. Murerfaget går i arv fra far til søn, og når en familie har valgt en bestemt murer til at bygge sit hus, har den ikke bagefter ret til at fortryde og vælge en anden.

»At være chef for murerne er en gave fra Gud. Da jeg var ung, var min far chefen, og senere valgte de andre murere mig som deres leder,« siger Beri Jonou, der har bygget et hus til hver af sine tre koner i samme gade.

Som murer gemmer han på en række hemmeligheder. Ikke så meget om konstruktion og materialer, men derimod om den troldomskraft, som murerne indbygger i nye huse. {gt}

»Vi placerer en talisman i form af et hønseben eller en hellig sten på et hemmeligt sted i husets fundament. Dermed bevarer vi magten over huset altid,« siger han.

Overtroen skal på den ene side beskytte huset mod tyveknægte, sandstorme, sammenstyrtning og oversvømmelser. På den anden giver talismanen mureren en evig magt over huset, fordi han til enhver tid kan aktivere den.

Ånderne
Opstår der senere problemer med ejeren, f.eks. ved denne vælger en anden murer til at istandsætte huset, kan mureren tilkalde ånderne og få huset til at falde sammen.

»Det er sket mange gange,« forsikrer Beri Jonou.

Ifølge mureren er det forbudt at bruge ret meget cement i Djenné, fordi der altid opstår revner i cement. En anden forklaring kan være, at banko sikrer de efterhånden mange murere masser af arbejde. Jonou har f.eks. selv ti sønner, der alle er murere.

Leret skyller af under regntiden og slår revner i solen, og normalt skal husfacader banko-leres op igen mindst en gang om året. Det samme gælder moskeen. Hvert år i april trommes hele Jenné sammen til arbejdsfest, når byens stolthed skal shines op.

I det feudale Mali følger det hele et ganske bestemt mønster, som har været brugt i århundreder. Først sendes en mand rundt i gaderne med en tromme for at kalde murerne sammen. De vælger en såkaldt amir, er repræsentant for adelskasten, der skal bestemme, hvilken dag, arbejdet kan begynde.

Når datoen er sat, sender amiren alle Djennés drenge ned til floden for at hente mudder til at lave banko. Bagefter arbejder byens fire kvarterer på skift for at udbedre de skader, som regnen og solen måtte have forvoldt.

Historien har været hård ved moskeen i Djenné. Mammutværket blev ødelagt i 1815 af Fulbe-herskeren Sekou Hamadou, angiveligt fordi han ville straffe byens indbyggere for ikke at være fromme nok.

Vand
Men da selv ikke en hersker havde ret til at smadre en moske, gjorde Sekou det ved at stoppe afløb for regnvandet. Intet er mere dødbringende for banko-ler end vand. Borgerne i Djenné opførte en ny moske i 1907, der var prægtigere end nogen anden i Sahel-landene.

Tilladelsen blev givet af byens franske administrator, William Ponty, på den betingelse, at han senere blev fransk guvernør for hele Vestafrika. Så de lokale marabuer kaldte både Allah og ånderne til hjælp for at give Ponty udnævnelsen, og deres bønner blev hørt.

Djenné har gennem historien udviklet sig til et centrum for muslimske universiteter og biblioteker, der tiltrak lærde også fra den arabiske verden. Byens huse er blevet mere eller mindre skånet af de fremmede invasionsstyrker, senest de franske kolonitropper i 1893.

Måske fordi, som historien fortæller, at borgerne i Djenné for at beskytte sig mod onde ånder og farer udefra engang gjorde et vigtigt offer. Tapama Djenepo, byens smukkeste jomfru fra fiskerfolket Bozo, blev muret levende inde i byens bolværk bygget af banko-ler.

Bistand løber ud i sandet
En gammel, næsten blind mand står midt i sandet ved en dieselmaskine, der er gået i stykker. Bag ham ligger nogle magre køer under træer så spinkle, at de svajer i vinden. De var udset til at stoppe ørkenen, men kun en lille flok har overlevet Saharas sandstorme.

Også fiskene er fløjet væk. Et bassin, der for nogle år siden skulle være begyndelsen på et af Saharas første dambrug, er nu fyldt op med sand. For de tilbageblevne indbyggere er der kun elendighed og armod tilbage. Flertallet af de næsten tusind sjæle, der for fire år siden kom hertil for at opbygge et paradis midt i sandet, er forsvundet.

Rebel-omvendelse
Måske fordi de ved, at deres chef eller høvding, araberen Ahmed Moulaye, lever komfortabelt inde i Timbuktu en dagsrejse væk til fods eller en time i bil.

Moulaye fandt på projektet i slutningen af 1990erne, og dengang troede både Malis regering, FN-organisationer og velgørende organisationer på, at de kunne slå to fluer med et smæk ved at støtte opførelsen af en ny by midt i ørkenenen. De satte penge på projektet, der skulle opdyrke ørkenen og samtidig løse et problem med at reintegrere ørkenens rebeller i samfundet.

For indbyggerne i Assibi er tidligere rebeller. I 1990 indledte Malis nordlige befolkning af nomadefolket tuaregerne, maurere og arabere et oprør med centralregeringen i Bamako. Efter fredsslutningen i marts 1996 vendte tusinder tilbage fra flygtningelejre i bl.a. Mauretanien.

Ahmed Moulaye havde under konflikten kommando over en gruppe rebeller. Da krigen sluttede, ledede han godt et halvt hundrede af sine folk ud til sin drøm om et nyt samfund midt i ørkenen. Ved hjælp af en fredsbonus og internationale hjælpepenge fra bl.a. Røde Kors byggede gruppen et lægehus, et par andre huse og siden en skole.

Allerede i 1998 kunne Jyllands-Posten under et besøg i ørkenbyen konstatere, at projektet var alt andet end realistisk. Avisens medarbejder så et par karpelignende væsener med bugen i vejret i fiskebassinet.

Dengang var der dog vand i bassinet. Det er der ikke mere. I dag er det hele sandet til. Her er ingen grøntsagsdyrkning, ingen større skov og ingen fisk, som der stod i salgsmaterialet. Dog er her stadig et vandtårn med en pumpe drevet af solenergi.

Undskyldninger nok
»Vi er meget kede af, at det ikke er gået bedre, og at alle fiskene er døde. Men det skyldes ikke mindst, at det næsten ikke har regnet, og at maskinen, der drev vandpumpen til brønden, gik i stykker. Men når vi får hjælp til at købe en ny, kommer det hele i gang igen. Jeg er meget optimistisk,« siger Ahmed Moulaye, en kraftig og magtfuld mand, der byder indenfor i Timbuktu.

Det ville være en overdrivelse at kalde hans hjem luksuriøst efter dansk standard, men efter lokale forhold er Moulaye en velhavende mand. Han ejer et apotek, har telefon og farve-TV i stuen, hvor en række venner er forsamlet for at ryge cigaretter og se afrikanske mesterskaber i fodbold.

Ahmed Moulaye siger, at han desværre ikke selv kan bo i sanddrømmen, fordi han har politiske forpligtelser i Timbuktu.

Og han er fuld af gode undskyldninger for, hvorfor projektet er slået fejl. Produktionen af grøntsager kom aldrig rigtigt i gang, fordi dyrene vadede ind over markerne. Og i Assidi er man ikke i stand til at lave hegn af de forhåndenværende gratis materialer, som det ellers er lykkedes ganske godt i de fleste andre af Malis landsbyer.

»Hegn er meget dyre. Hvis nogen havde givet os de nødvendige materialer og samtidig lært os at lave dem, ja så havde vi sat hegn for at beskytte planterne mod dyrene. Vi tror stadig på projektet, men vi har også brug for endnu en solpumpe og for nogle flere træer, så kan vi stoppe ørkenens udbredelse,« siger Moulaye, hvis ønskeseddel uden tvivl er længere.

Selv om han er araber, præsenterer han sig som tuareg og medlem af Saharas legendariske blå nomadefolk. Hans forklaring er, at i Sahara lever alle jo som tuareger, og derfor kommer det ud på et. En bemærkning, der formentlig ville irritere mange rigtige tuareger, hvis forhold til maurere og arabere ikke altid er hjerteligt.

Vores guide fra Timbuktu, Mohammed Ali, lægger således ikke skjul på sin forundring over, at international ulandshjælp på denne måde kastes ud i sandet, og at et helt byprojekt får lov til at sande til, blot fordi en enkelt maskine går i stykker.

»Hvis der kommer nogen med mad til en, selv om man altid ligger og sover, ja, så bliver man ved med at drive den af og vente på mad udefra i stedet for selv at tage ansvaret,« siger Mohammed, der er bella og tilhører tuaregernes tidligere slavefolk.

Den livgivende flod
En piroque har sat sejl og driver dovent ned ad floden. Ombord kæmper familiemedlemmer i alle aldre om pladsen med geder, husgeråd og den brændestabel, som sikrer slægtens overlevelse. Rælingen på en større fragt- og passagerbåd, en motordrevet pinasse, er faretruende tæt på vandspejlet, da den maser forbi. Den er lastet højere og tungere end en pakistansk bus.

Efter solnedgang glider en skygge tæt forbi vores båd. Det er fiskere, der i nattens mulm og mørke stager sig afsted langs flodbredden for at nå frem i tide til markedet i byen dagen efter.

Niger-floden er fyldt med billeder som disse af arbejdende eller handlende, som lægger til ved de små landsbyer i bushen for at sælge deres varer. Langt væk fra den asfalterede landevej er vi kommet til Malis vigtigste hovedvej. 4200 kilometer lang og majestætisk løber floden igennem Guinea, Mali, Niger og Nigeria.

Livet på floden
1700 kilometer går gennem Mali, og af dem koncentrerer JP Explorer sig om stykket mellem den livlige havneby Mopti og den foreløbige destination for flodrejsen, ørkenbyen Timbuktu. På den gode pinasse "Venskab" drevet af en 25 hk Yamaha-påhængsmotor.

Livet er intenst både på og langs floden. I Mopti kører bilejere ned for at vaske deres vigtigste statussymbol i flodens grumsede vand side om side med tøjvaskende kvinder. På landet leverer floden drikkevand til kreaturer og kombineret badeanstalt og vaskehus for landsbybørnene.

Industri er her ikke noget af, så forureningen stammer kun fra den direkte kloakudledning fra småbyerne. Den afrikanske besætning på vores båd både drikker og børster tænder i flodvandet, men læger advarer på det kraftigste vesterlændinge mod at bade i det. Afrika er rigt på specielle orm og bakterier, der kan forvandle rejsen til et mareridt.

Børnene vinker
Små fiskerlandsbyer med primitive hytter dukker op med få kilometers mellemrum. De fleste steder kommer børnene løbende ned til bredden for at råbe og vinke til os. Fisk er der tilsyneladende nok af i floden, for her er tæt af fugle. Hejrer, ørne og glenter til overflod. Formentlig mange af dem, der til sommer vil kunne ses i Danmark.

Vores kok, Drissa, køber såkaldt kaptajnfisk hos en bozo-fisker. Priserne er lavere end på havnen i Thyborøn. Cirka en krone pr. fisk. Han lægger dem til tørre på taget af pinassen og serverer dem så i en ret med pasta og tomatsovs.

Selve landskabet på flodekspeditionen er derimod ikke den store oplevelse. Nogle steder breder Niger sig ud i et hav, andre snævrer den ind til noget, der minder om Gudenåen ved Randers - uden bøgetræer.

På første del af strækningen er her næsten overalt fladlandet bush med tørre buske og forkrøblede træer, der er i stand til at overleve fire måneders årlig oversvømmelse i regntiden fra juli måned. En stor del af terrænet er sumpagtigt og bruges til bl.a. at dyrke ris. Længere nordpå, efter at have passeret den store Débo-sø - hjemsted for mange af flodens flodheste - findes nogle af Malis truede skove. Indbyggerne i hovedstaden Bamako skal stadig længere væk for at hente brænde, og navnlig i nord er skovene blevet kraftigt udtyndet. Allerede da jernbanen blev indført i begyndelsen af sidste århundrede fra Dakar i Senegal til Bamako, skrumpede skovene ind, fordi malierne brugte træ som brændstof i stedet for diesel og kul.

Mange træsorter
Træsorterne er også rigt varieret. Abebrødstræer eller baobab-træer, palmer, akacier og karite-smørtræet. De fleste planter anvendes til mange forskellige ting. For eksempel ronier-palmen, hvis stamme bruges til byggematerialer, bladene til kurvefletning, knoppen til mad og saften både til at lave vin og til en kur mod gonorré.

Endnu længere nordpå bliver landskabet mere tørt og sandet. Vi nærmer os det yderste af Sahel-bæltet og Sahara-ørkenen.

For ørkenens nomader og kamelkaravaner har Niger altid været identisk med en sikker og frelsende havn. Floden er Malis spisekammer og kunne en dag blive det ludfattige lands vej mod større rigdom.

Planer har der været nok af, fordi Sahel-bæltet adskillige gange i historien har været hjemsøgt af dramatiske klimaforstyrrelser med ødelæggende tørkeperioder i 1970erne og 1980erne. Da tørke i 1913 udryddede høsten og skabte hungersnød, begyndte det franske kolonistyre at udarbejde planer for en bedre anvendelse af floden, og 10 år senere indgik ingeniør Emile Belime et væddemål om at forvandle det daværende Vestsudan til hele Vestafrikas spisekammer.

Belimes mål var næppe kun at forhindre sultkatastrofer, men at få gang i en bomuldsproduktion, der kunne bryde det amerikanske monopol på verdensmarkedet. Planen var ambitiøs. Belime opdagede, at floden gennem tiden har ændret løb, men at de gamle flodløb stadig kunne bruges i vandingsprojekter af den nu golde savanne.

I 1932 stiftede franskmændene Office du Niger, der bl.a. byggede den kæmpemæssige Markala-dæmning med det formål at kunne vande tæt på en million hektarer. Men det franske bomuldsprojekt endte som en fiasko, og først under de seneste 10 år med demokrati er Mali igen blevet Afrikas største producent af bomuld.

Store muligheder
Mulighederne er meget større. I øjeblikket vandes og dyrkes kun en tiendedel af den jord på 180.000 kvadratkilometer langs med floden, som man potentielt kunne udnytte til ris, hirse, bomuld og grøntsager. Regeringen i Bamako tror også på, at man kunne fiske mange flere fisk. Floden siges at rumme 180 fiskearter, som fanges med primitive net og harpuner. I 1999 blev der skønsmæssigt fisket 65.000 tons fisk, hvoraf størstedelen tørres eller ryges. Det svarer til under fem procent af landets bruttonationalprodukt.

Men udvikling af både landbrug og fiskeri koster penge og energi. Foreløbig har regeringen i Bamako ingen, og for både kvægdrivere og fiskere gælder det om at overleve fra dag til dag.

Alligevel smiler og vinker alle. Humøret er højt i det fattige Mali, hvor kombinationen af naturlig knaphed og menneskelig forsagelse har skærpet fornemmelsen for mirakler. Folk her virker bare mere taknemmelige.

Den store elefantjagt
Der er flere måder at se elefanter på. De letteste er gå i zoologisk have, købe billet til cirkus eller at tage på en dyr safariferie i Kenya.

Er man en smule mere sportslig, er Mali i Vestafrika en fjerde mulighed. Her kan man vandre i dagevis i bushen for at få et glimt af savannens stolteste og største dyr.

I Malis Sahel-bælte lever Afrikas nordligste elefanter. I alt en flok på omkring 750 sky kæmpedyr, der bevæger sig meget for at finde føde nok i det sandede og sparsomt bevoksede område syd for Sahara.

Vores jagt forberedes nøje. Via en venlig læser har vi allerede for to uger siden opsøgt en vis dyrlæge, dr. Noumou Diakite i Sevare. Han kender alle, der er værd at kende i Mali, og skaffer os kontakterne til Malis bedste elefantjægere.

Følg ekskrementerne
I landsbyen Boni finder vi derfor frem til Alou Oumar Diko, en fin, lidt ranglet og solhærget mand på 66 år med en lang lyseblå kjortel og en strikhue på hovedet.

Han indvilliger i at hjælpe os. Først skal han dog lige hjem og hente sin kraftige russisk byggede haglspreder og et patronbælte, som dingler fra skulderen.

Jagten kan begynde. Det viser sig at blive en langvarig affære. Uden at prale kan JP Explorers afdeling for elefanter nu kalde sig eksperter i elefantlort.

Fra Boni går turen direkte ud på en stenet savanne med små forkrøblede træer og tjørnebuske. Oumar Diko hopper flere gange ud af bilen for med fingrene at rode i store klumper, som elefanter har efterladt sig. Øvelsen går ud på at dato- og tidsbestemme dem.

Så vandrer vi uden at sige en lyd ned til et mudderhul uden meget vand. Her vidner store aftryk fra elefantfødder om, at vores venner har været her. Men sporene er flere dage gamle, fastslår Oumar Diko.

Som formand for foreningen "elefanternes venner" kender han flokken ud og ind. Sidste år talte foreningen 607 elefanter i området. Andre mener, at her er mellem 750 og 1000.

Flertallet er søgt flere hundrede kilometer væk fra Boni, men 11 er blevet tilbage. De har hver dag valget mellem mudderhullet og et lille klippeomkranset vandhul for at drikke og vaske sig.

Elefantjagt forbudt
Jagten fortsætter derfor til vandhullet. Uden held. Den lille maleriske dam er optaget af geder, køer, en enkelt kamel, en flok perlehøns og nogle hyrder fra peul-folket. Elefanterne har derimod efterladt sig store fodspor i støvet, som Oumar Diko følger efter.

I alt er tre af Malis elefanter faldet for hans gevær. Det er forbudt at jage elefanter i Mali, og ingen gør det, hævdes det. Heller ikke krybskytter, for handelen med elfenben til bl.a. Japan sker ikke fra Mali. Men hvis en elefant har dræbt mennesker eller dyr, eller hvis den har ødelagt marker, kan foreningen af elefanternes venner skride til at aflive den formastelige.

»Det sker ikke altid. Da en kvinde fra en landsby sidste år blev dræbt af en elefant ved et vandhul, blev jeg kaldt til for at afgøre, hvem der bar skylden. Vi lod elefanten leve, for vi fandt ud af, at kvinden selv var skyld i det. Hun havde tirret elefanterne og forsøgt at genne dem væk, fordi hun ville vaske sine fødder«, siger Oumar Diko.

Derfor fik elefanten lov til at leve videre. For Malis peul-folk er der nærmest tale om et helligt dyr. Ifølge legenden blev elefanterne til efter en strid mellem to peul-brødre, fortæller vores storvildtsjæger.

Storebror peul havde ingenting, mens lillebror peul havde masser af kreaturer. Derfor bad storebror om fem dyr for at holde sin familie i live, og dyrene blev bevilget af lillebroderens kone. Men lillebror blev rasende og krævede sine køer tilbage. Hvorpå peul-folkets gud for at straffe den nærige og egoistiske lillebror sendte en kraftig vind, der forvandlede alle hans kreaturer til vilde elefanter.

»Jeg ved ikke, om historien er rigtig. Men i hvert fald er det forbudt for os at spise elefantkød. Gør nogen det, bliver de udstødt af samfundet, og selv for deres børn er det umuligt at blive gift,« siger Oumar Diko.

Gamle farlige hanner
Så kalder han på nogle hyrder med de karakteristiske runde peul-sivhatte, der mest ligner kineserhatte. Hyrderne har ikke set nogen elefanter i dag.

Mange runde fodspor fører fra vandhullet ud i bushen. Vi vælger at følge efter en lille flok og vandrer afsted. Med jævne mellemrum stopper Oumar Diko for at smuldre lidt elefantpære mellem fingrene eller for at bestemme vindretningen ved at drysse lidt fint sand. Eller han samler blade og grene op, der for nylig er revet af træerne.

Han fortæller, at vi skal forholde os roligt, når vi møder elefanterne. De farligste er dem med unger. Hvis man kommer for tæt på ungen, kan forældrene finde på at angribe. Andre farer lurer fra gamle hanner, der lige har tabt magten i en flok til en yngre og stærkere elefant.

»De detroniserede chefer bliver meget arrige og ubehagelige i nogle dage, fordi nederlaget betyder, at de udstødes af flokken. Derfor kan de finde på at dræbe alle dyr omkring sig, geder, kameler og køer,« siger Oumar Diko.

Han tænder endnu en Parisienne-cigaret i en endeløs række. Vi synker en ekstra gang og opdager til vores skræk, at vores jæger har glemt sin bøsse i bilen. Mens vi sniger os op mod vinden for ikke at afsløre os selv, er vi ubevæbnede og kan end ikke affyre varselsskud.

Solen bager ned fra en skyfri, men støvfuld afrikansk himmel, mens vi gennemtraver et område, der føles som på størrelse med Samsø. Stadig ingen elefanter, men masser af spor. I varmen begynder vi at se elefanter overalt, men som regel er det træstubbe eller termitboer.

Elefanter har navne
Elefanten er savannens største dyr, men i Mali gør den kendsgerning det ikke nødvendigvis lettere at finde den. Efter nogle timers spadseren har vi indkredset to elefanter til et lille, præcist område. Her er elefantkagerne så friske, at man kan mærke saften i dem, når man træder på dem. Vi er i færd med at udvikle fornemmelser for elefantlort.

Oumar Diko fortæller, at han kender de fleste af de elefanter, der holder til omkring Boni, og som af og til spadserer en tur gennem landsbyens gader. Der er Goude med den afskårede hale, Nippa med en knækket stødtand og Orla, der er sandfarvet.

Vi spejder efter dem, men ser ingen. Hen mod aften kommer vi tilbage til vandhullet, hvor vores elefantven hævder, at nogle af dem uundgåeligt vil komme for at drikke. Bevæbnet med kameraer og blyanter tager vi stilling mellem klipperne og venter.

Og venter. Og venter...

På et tidspunkt høres et trut i en elefantsnabel i det fjerne, men dyret ser vi aldrig. Det bliver mørkt, og vi vurderer, at det er for farligt at møde elefanter med kun månen som vidne. Desuden er det nu alt for mørkt til at tage billeder af dem.

Så vi giver op for denne gang. Det nærmeste, vi kommer en elefant, er en trompetsalut og så selvfølgelig den elefanthud, vi har fået under fødderne.

»Jeg er frygtelig ked af det,« siger vores 66-årige ledsager, »har I telt med, for jeg foreslår, at vi ikke forlader stedet, før vi har set mindst en elefant? Eller er I klar igen i morgen tidlig? Så er de der garanteret.«

Vi er ligeså kede af det som Oumar Diko. Men i det mindste har vi lært meget om elefantklatter og elefantspor. Og selv om vi ikke kan bevise det, vil vi gerne stadig vædde på, at der faktisk findes elefanter i Mali.

Det etniske kludetæppe
Barfodede drenge med lange snotnæser hujer som vilde, mens de på æselryg rider om kap langs Niger-floden. Eller de stikker et flabet grin, når de rækker hånden frem efter en Bic-kuglepen, den mest efterspurgte mærkevare på en egn, hvor flertallet er analfabeter.

Der skal ikke mere end et par skæve bemærkninger til for at få en hel landsby til at bryde sammen i latter, eller før den hvide gæst, toubab, selv bliver offer for en spøg. Som da en kvinde med et skælmsk blik peger på bulen under tropeudstyret og siger, at når man har sådan en mave, må man helt sikkert være en god investering.

Selvfølgelig er alt ikke sjov og ballade i Mali, men grinet, begejstringen og den umiddelbare livsglæde udgør en stor del af brændstoffet i den vestafrikanske hverdag. Midt i fattigdommen, knapheden og børnesygdommene har humoren faktisk sat den politiske korrekthed skak, og ifølge nogle teorier er den en del af forklaringen på, at en snes etniske grupper i det store vestafrikanske land er i stand til at leve sammen i fred og fordragelighed.

En jovial tone
Både i Mali og i nabolandet Niger er der tradition for gensidigt drilleri mellem forskellige grupper og kaster. Selv når folk mødes første gang, kan de indlede samtalen med en byge af blodige fornærmelser. Det siges at slå en jovial tone an og at være et tegn på, at hver især anerkender den andens tilhørsforhold og status.

Bambaraerne tiltaler f.eks. uden blusel Dogon-folket som en flok bønder, der spiser hirsekager hårdere end sten. Man skal have en økse for at slå kagerne i stykker og være heldig, hvis de alligevel glider ned med den grønne baobabsovs, siger de.

Peul-nomadernes kvægdrivere siger op i ansigtet af deres egen kaste af smede, at de er en flok tyveknægte. Når man giver en smed guld til at lave et smykke, blander han bronze i og gemmer guldet selv. Omvendt siger smedene om kvægdriverne, at man ikke kan overdrage dem en flok kvæg. For når en peul siger, at dyrene er døde, har han i virkeligheden solgt dem.

Og så videre. F.eks. har songhai-folket blandt andre grupper ry for at hælde ørkensand i både maden og teen, mens bozo-fiskerne i virkeligheden halvvejs er fisk, der aldrig har kunnet finde ud af at komme op på jorden.

»Det er rigtigt, at vi godt kan lide at drille hinanden. Folk kan blive meget ophidsede, men de kommer aldrig op at slås. Det hele sker godmodigt,« fortæller en gammel griot klædt i en traditionel finaba-dragt, som kommer ned til bredden, da vores pinasse lægger til land i Niafounké: »Men de fredelige forhold skyldes snarere, at vi efterhånden alle har samme religion og er blevet muslimer.«

Man kender sin plads
For de uindviede i Malis indviklede kastesystem er griot en særlig kaste for historiefortællere eller sangere, der ved bryllupper og andre fester fortæller historier om familien og forfædrene. Samtidig er det Malis svar på en intellektuel slave, for en griot blev tidligere holdt af en adelsfamilie, og båndene er stadig tætte, selv om slaveriet for længst formelt er ophævet.

Det er kun en flig af det feudale Malis etniske kludetæppe vævet af 11 mio. mennesker fra en snes etniske grupper og opdelt i en række kaster. For de fleste mennesker afgøres tilværelsen ved fødslen, og alle accepterer tilsyneladende deres plads.

Som f.eks. Adama Founé, der syer stråhatte på sandgulvet i sin lille sammenflikkede hytte midt i Niafounké. Hytten er højst på seks kvadratmeter og fungerer som værksted, køkken, forrådskammer og soverum. Men Adama er godt tilfreds, for det er en klar forbedring i forhold til de telte, hun boede i som barn.

Hun er født som bella, tuareg-nomadernes slavefolk, og boede sammen med sine herrer, indtil tørken slagtede tuaregernes dyr, så der ikke længere var råd til at forsørge tyende.

»Vi lider mindre nu end dengang, vi altid var på rejse med vores herrer. Vi kan tjene nok til at købe mad ved at sy ting og sælge dem på markedet.«

En "bella" rangerer nederst i den meget indviklede sociale hakkeorden i Mali. En gang slave, altid slave i Mali, i det mindste inde i hovedet på folk, men alligevel skaber slave-bopladsen ingen af de problemer, som f.eks. sigøjnere oplever i Europa. I Mali klager ingen af naboerne.

Største etniske gruppe er bambara-folket, der tæller ca. en tredjedel af Malis indbyggere, og blandt ti nationale sprog er bambara det mest udbredte. Men fælles for malierne er, at selv om de færreste er i stand til at læse eller skrive, taler de rask væk en fire-fem sprog flydende.

90 pct. er sorte og resten arabiske nomadefolk, heriblandt tuareger, som solen har farvet næsten ligeså sorte som de andre. De er kommer fra forskellige indvandringsbølger, men har fundet sammen på kryds og tværs. Dogon-folket og songhai-folket betegner sig normalt som fætre og kusiner, selv om de første nedstammer fra malinke-folket og de andre fra egyptiske indvandrere.

Det etniske mix kan opleves for fuld udblæsning i bl.a. den store havneby, Mopti, hvor alle flodens folk mødes til marked. Store songhai-matroner i farvestrålende kjoler med kurve fyldt med ris, eller smukke peul- eller fulani-kvinder, der tilbyder kød og frisk komælk. Bozo-fiskerne sælger røgede fisk, som de lægger ud på jorden, mens tuaregerne sælger saltblokke, der ligner marmor.

Alle kender deres plads, og derfor nærer de ikke samme tvivl om tilværelsen som vi toubaber i vesten. Stort set hvert erhverv har sin egen kaste.

Selv om mange forskellige herskere igennem tiden har bragt forskellige folkeslag sammen, har ingen forsøgt at smelte malierne sammen. For hvem har interesse i at ødelægge erhvervene?

Med benene plantet solidt i noget mudret flodbund uden for bozo-landsbyen Tjoko sætter Oumar Korenzou et fjæs op, som om flodens største fisk netop er sluppet ud af hans skrøbelige ruse, da vi spørger, om han ikke kunne tænke sig at lave noget andet. En bozo er pr. definition fisker ligesom sin far og sine bedstefædre.

Et fredeligt land
Bozoerne og songhaierne klager af og til over, at peul-folkets kvæg tramper deres rismarker i stykker. Men ellers rapporteres sjældent om etniske uoverstemmelser. Bortset fra tuaregernes oprør, der i flere år frem til en fredsaftale i 1996 skabte blodigt kaos i de nordlige ørkenområder, har Mali i nyere tid været et fredeligt land. På små to ugers rejse har vi stadig til gode at møde den første soldat, hvilket er usædvanligt i Afrika.

Heller ikke i militærhistorien er der mange eksempler på, at krige er brudt ud på grund af etniske uoverensstemmelser. Årsagen har snarere været modsætninger mellem forskellige krigsherrer og imperiebyggere, og ofte har de krigende været etnisk beslægtede.

Ægteskaber indgås sjældent på tværs af kaster og af etniske grupper, men på det punkt varsler udviklingen og moderne tider ændringer. Som den gamle griot på stranden i Niafounké fortæller, er det i dag muligt selv for et medlem af slavekasten at gifte sig med en adelig.

»Hvis man har penge, kan man gøre alt. Og også en slave kan i dag blive rig. Hvis man derimod intet har, fortsætter man med at leve som slave.«

Dødens dans i Dogon
Trommerne hamrer højere og hurtigere. Takten følges af en snes dansere, der hopper og vrider sig i en vild, afrikansk dans. Deres kroppe er nødtørftigt dækket af lilla, grønne og blå bastdragter, og de bærer store masker for ansigtet. En enkelt danser på halvanden meter høje stylter.

Vi er til dødefest i Dogon-landet i Mali, dagni-festen. På vældige klippefremspring er landsbyens indbyggere samlet til begravelse. En fiktiv begravelse, for høvdingen i landsbyen har arrangeret denne dans specielt til ære for os. Men i Dogon-landet gør det ikke noget, for her er døden en illusion.

Døden fejres
Dogon-folket tror stadig på naturens ånder og dyr med overjordiske evner. Her fejres døden af hele landsbyen og også de nærliggende. Kvinderne må dog overvære dansen på afstand, for det bringer ulykke at genkende sin mand bag masken.

Sjælen befries
I Dogon involverer døden alle indbyggere, og formålet med festen er at befri sjælen fra en afdød, så den kan sendes op til det hinsides og senere kaldes tilbage i en eller anden form. Maskerne repræsenterer alle elementer i den mystiske Dogon-kultur.

Her er de onde ånder med vilde dyr som aben, kaninen, koen og fuglene. En stor maske repræsenterer på en gang jorden, himmelen og en hellig krokodille. Andre symboliserer kvinderne, jægerne og hyrderne. Maskerne til ære for tyvene er med for at få deltagerne til at grine, så det hele ikke bliver for trist. De hopper frem mod publikum og stjæler en hat eller en pibe.

Begravelsesfester holdes, når en gammel mand dør, fortæller vores nye ven fra Dogon-landet, Mabo. Kun undtagelsesvis for kvinderne, men i så fald uden masker og kun, hvis to kvinder dør samme dag. Før mandens begravelse samles fire vigtige personer i landsbyen. Høvdingen, en sanger og historiefortæller fra griot-kasten, smeden og en »djang« (lydskrift), som tilhører en lavtstående kaste.

Alle indbyggere forlader landsbyen og tager opstilling tæt på begravelsespladsen, en grotte i klippevæggen med en sten foran. Bevæbnet med trompeter og kohaler kalder firkløveret fire gange under dansen. Første gang reagerer danserne med at skrige, anden gang græder alle, og den tredie foretager maskedanserne otte ture rundt i den tomme landsby. Ved fjerde trompetblæs er alle onde ånder fordrevet, og indbyggerne kan vende tilbage til pladsen midt i byen.

Skålen slås i itu
Et barn anbringer den afdødes tallerken, en kalabas-skål, uden for husets dør og slår den i stykker. Den afdøde hører ikke mere til ved måltiderne. Så bringer maskedanserne det sorte og hvide ligklæde op på terrassen og danser, indtil hytten braser sammen. Senere genopbygges sten- og lerhuset ved kollektivt arbejde. Men den dør, hvorigennem liget har forladt huset, mures til og erstattes af en anden.

Til sidst ofres gedeblod foran huset til ære for ånderne. Derpå kan den døde leve videre i en anden verden som en ånd eller vende tilbage i form af en maske.

Herpå fortsætter livet i landsbyen efter Dogon-folkets egen indviklede opskrift, som etnologer aldrig helt har fået styr på. Her i Malis klipper skabes der virkelighed af det imaginære.

Som når Dogon-kvinder siger til deres børn, at de skal gå ud at samle nogen stjerner til at lege med.

En rejse i tiden

At rejse i Vestafrika rejser mange spørgsmål om fattigdom, udvikling og om det at være lykkelig. For meget i Mali og Niger har ikke ændret sig, siden den skotske opdagelsesrejsende, Mungo Park, kom forbi og døde der for 200 år siden.

Diskussionen begynder først for alvor, da FN-manden stolt viser den nye TV-stue frem med en kæmpe flimmerkasse, video og DVD, en gave fra den amerikanske ambassadør.

»Er det virkelig lige det, folk her har brug for, et TV til at glo amerikanske film?« spørger vi forsigtigt med henvisning til, at indbyggerne i Bankilare hverken har elektricitet eller vandhaner i deres lerklinede hytter. De har faktisk ingenting.

Spørgsmålet er tydeligvis ikke politisk korrekt. FN-manden hidser sig op og spørger, og vi som de kloge hvide toubaber skal komme her og bestemme, hvad der er bedst for afrikanerne.

»De skal da have lov til at få alle de samme ting, som vi har. Jeg håber meget, at folk her engang bliver så rige, at de kan bo i rigtige huse, og at alle kan få et TV,« siger han, før han kører af sted i sin seks-cylindrede hvide firehjulstrækker af den slags, hjælpeorganisationer tilsyneladende bruger en stor del af deres budgetter på.

Et eller andet sted har manden selvfølgelig ret. Alle de statussymboler og alt det tingeltangel, som folk i vores rige verden er villige til at få mavesår og stress for at anskaffe sig, skal folk i de fattigste u-lande selvfølgelig også have lov til at stræbe efter.

Spørgsmålet er så, om det gør dem lykkelige, og om et TV-apparat kan siges at være udviklende. De fleste forældre i Vesten vil formentlig mene det modsatte, når de kæmper en hård kamp for at få deres børn til at interesse sig for andet i livet end TV-serier og computerspil.

Igen er det et håbløst argument, som vores FN-mand fejer af bordet. Ifølge ham er det latterligt at komme til Afrika med en eller anden romantisk forestilling om, at folk er lykkelige i deres miserable fattigdom.

Har næsten ingenting
Selvfølgelig har han ret. Det er ikke sjovt at være fattig. Størstedelen af befolkningen i Mali og Niger har næsten ingenting, og i storbyerne er fattigdommen hæsligere end på landet. På gaden er det stort set umuligt at veksle en seddel på selv ti kroner, for så mange penge har folk ikke i lommen.

Levealderen er lav, fordi sygdomme som malaria, AIDS og børnesygdomme dræber, fordi ernæringen er ensidig, og fordi hygiejnen ikke svarer til vores. Mange steder i Mali og Niger drikker folk det beskidte vand i Niger-floden.

Nøjagtigt som de gjorde, da Mungo Park og andre opdagelsesrejsende efter ham udforskede regionen for 200 år siden. Nok er der færre etniske uroligheder end dengang, og de røverier, som blankede Mungo Park totalt af, er i dag afløst af omfattende tiggeri.

En anden forskel er, at der på grund af en vedvarende befolkningseksplosion er langt flere mennesker end dengang. Og bevoksningen er mindre tæt. Skovene er svundet ind på grund af rovdrift, og den vældige Sahara-ørken har fortsat sin ubønhørlige fremstormen.

Mali og Niger er stadig blandt verdens absolut fattigste lande trods mange års forsøg på at hjælpe dem på vej med udviklingsprojekter. Hjælpen har betydet, at der de fleste steder er gravet brønde, og at der mange steder er opstillet generatorer til at lave strøm.

Hverdagen er blevet lidt lettere. Men sundhedsklinikker er stadig en mangelvare, det samme er skoler, og udefra betragtet af en ikke-ekspert kan det virke, som om der mangler en overordnet plan for, hvordan landene skal udvikles. Det hele forværres kun af, at begge lande må presse citronen for at betale af på kæmpe gældsbyrder, som forhindrer dem i at komme videre.

FN, enkeltlande og velmenende NGOer kommer tilsyneladende med hver sin ide, som udføres for de ressourcer, de pågældende organisationer har skaffet.

Mali-maskine
Et projekt hist giver landsbybeboerne hjælp til det daglige arbejde med den såkaldte Mali-maskine, der både kan tærske hirse og oplade batterier. Et andet her behandler folk i et lokalområde for farlige Guinea-orme, og andre igen gav beboerne en brønd eller et TV-apparat.

Af og til kører projekter af sporet. Som tuareg-drømmen om at skabe en grøn oasis i ørkenen ved Timbuktu. Alt stoppede, da dieselmaskinen, der skulle pumpe vand op af brønden, gik i stykker. Desuden klagede beboerne over, at ingen organisationer havde skrevet en check ud til at købe moderne hegn for at beskytte grøntsagerne. Ingen havde tænkt på at benytte de naturlige hegn, som med held konstrueres af pinde i andre landsbyer.

På vores forrige Explorer-tur for nogle år siden gav en søn af en af Malis fremtrædende politikere udtryk for, at bistanden har ødelagt mere, end den har hjulpet. For den har ført til passivitet. Ingen får den ide at tage hænderne op af lommen, før der står en rig hvid toubab med et projekt og en kuffert med penge, som han udtrykte det.

Det er det ene problem med bistand. Det andet er - med fare for at få hovedet hakket af i den politiske korrektheds guillotine - at bistand ikke altid gør lykkelig. Måske navnlig ikke, når der er tale om TV-apparater, hvor lokalbefolkningen kan få det indtryk, at verden udenfor ligner Malibu Beach eller St. Tropez. Hvilket ungt menneske i Afrika ville ikke straks få den ide, at det var bedst at stikke af og søge lykken på den anden side af Sahara?

Et andet besynderligt faktum er det, at mange i Vestafrika virker umiddelbart meget gladere og lykkeligere end folk i Vesten, selv om de er ekstremt fattige. Som langt ude i de mest isolerede landsbyer i Dogon-landet i Mali, hvor livet foregår, som det gjorde for mange hundreder år siden.

Imødekommenhed
Overalt møder den tilrejsende udbredt gæstfrihed, nysgerrighed og imødekommenhed. Vestafrikanerne har meget let til smil, de taler meget sammen, de gør grin med hinanden, familiesolidariteten fungerer, og børn virker glade, selv om mange må arbejde fra en tidlig alder. Alene følelsen af på vej ind i en Dogon-landsby at blive modtaget af en børneflok, der bare kommer for at holde i hånden, er ubeskrivelig.

Nok er fattigdommen udbredt, men det samme er fornemmelsen for mirakler og taknemmeligheden selv for små ting. Masser af kvaliteter, som for længst er forsvundet i det rige og overudviklede Europa.

Et billede på lykken
Nå nej, vi er jo lykkelige i al vores materielle rigdom, hvis FN-mandens teori står til troende. Og det gør den, for at påstå noget som helst andet ville være at modsige alle de økonomiske naturlove, der driver vores samfund.

I Mali og Niger må det være et billede på ulykken, når grinende kvinder med børn svøbt på ryggen af fuld kraft hamrer pæle ned i et trækar fyldt med hirse for at forberede aftensmaden.

Og det må være et billede på lykken, da vi ved hjemkomsten forgæves forsøger at få øjenkontakt med alle de velklædte stenansigter, der fylder bybussen og metroen.

Det eneste, JP Explorer kan fastslå efter tre uger i Mali og Niger er, at vi stadig er forvirrede, men blot på et højere plan. Og vi kan konstatere, at alle - både her og der - stadig har meget at lære.

Fattigdommens ansigt
Når det går højt, tjener Yaou Dan-Lasso 15 kroner om dagen. Den 37-årige mand sælger sko på gaden i Niamey, og ofte må han gå i seng uden at have tjent noget som helst.

Eller rettere, han må lægge sig på sin måtte i et rum to timers gåtur uden for hovedstaden, hvor han sover sammen med syv andre mænd. For Dan-Lasso har ikke råd til hverken en seng eller sit eget værelse. Når han spiser, står der altid bønner, hirsegrød og ris på menuen.

Det kan virke bizart, for han kan læse og skrive - i modsætning til 85 procent af befolkningen og de to trediedele af Nigers parlamentsmedlemmer, som siges at være analfabeter. Dan-Lasso har gået ti år i skole, men det er aldrig lykkedes ham at finde et rigtigt job til at forsørge sin kone og to børn.

»Jeg kunne godt tænke mig at blive rig,« fortæller han, da vi spørger om fremtidsplanerne. »Men egentlig har jeg aldrig tænkt over, om det er uretfærdigt, at jeg er fattig, og at du er rig. Det er Allahs ønske, og det er kun Allah, der kan gøre mig rig.«

750 km hjem
Hans familie bor 750 kilometer borte i en landsby i bushen. Yaou Dan-Lasso ser den kun ca. halvdelen af året. Resten af tiden forsøger han at skrabe penge sammen i hovedstaden. Hjemme i landsbyen er han ellers en vigtig mand. Hans far er høvding, og jobbet skal gå i arv til sønnen.

Storbyen Niamey er et galleri af skæbner som Yaou Dan-Lasso. Vi møder ham i en tilfældig rundkørsel i hovedstaden, for i Niamey behøver man ikke lede efter slumkvarterer. De fattige bor overalt og hutler sig igennem. Her stikker fattigdommen ikke sit hæslige fjæs frem i form af dramatiske billeder af sultende børn med udspilede maver eller oprør i gaden. I Niamey dør folk sjældent af sult, men tragedien lever stille og roligt, og det er svært at få øje på håb for fremtiden.

Når man ser bort fra lande i krig som Afghanistan, rangerer Niger i alle statistikker som et af verdens absolut fattigste lande. Og der er mange grunde. Korruption, dårlig ledelse, politisk ustabilitet, sygdomme og ødelæggende tørkeperioder er kun nogle af svarene.

Under det hele ligger en tikkende bombe i form af en befolkningeksplosion. Halvdelen af Nigers befolkning er under 15 år, og fire ud af 10 er døde før deres 40 års fødselsdag. Hver kvinde får i gennemsnit otte børn. Væksten i befolkningen stiger med over 3,2 procent om året, hvilket er et af de højeste fødselstal syd for Sahara og i hele verden. Fra 1975 til 2000 blev ørkenrigets befolkning mere end fordoblet fra 4,8 til 11,2 millioner. Det formodes, at der i 2015 vil være 18,5 millioner munde at mætte.

Hans far forsvandt
Det problem kan Hamsa på ni år tale med om. Da hans far forsvandt til nabolandet Mali, havde Hamsas mor ikke længere råd til at beholde ham hjemme. Et barn fik lov til at blive, mens Hamsa og en bror blev givet til en marabut, en islamisk lærd, der leder sin egen koran-kostskole.

Her bor Hamsa med en flok andre tiggerbørn. I sit lasede og beskidte tøj vandrer han hver dag rundt i storbyen for at tigge mad og penge. Som de andre tiggerbørn, og der er mange af dem i Niamey, bærer han altid sin madskål i en snor om halsen.

Profetens lære
Da vi giver ham valget mellem professionel fodboldspiller og brandmand som fremtidige karrieremuligheder, svarer Hamsa, at han gerne vil være en stor og vigtig marabut for at udbrede profetens lære. For familien betyder ikke længere noget for ham, siger han med store, triste øjne.

»Jeg kender ikke min mor. Det er mange år siden, at jeg har set hende, og min far er væk. Men jeg er glad for at gå rundt og tigge, og nogle gange får jeg en gave«.

En gave er ikke, hvad der venter Hamsa i rundkørslen denne aften. Pludseligt falder tunge slag ned over de forsamlede børn og voksne, da brigadierchef Maiger i færdselspolitiet får den idé at bruge alle sine muskler på at splitte opløbet. Det, som har formet sig som en fredelig samtale, anser betjenten for at være en trussel mod den offentlige ro.

»Børnene er her kun for at stjæle jeres ting. Det er tyvepak, og de smider folk som jer ned i grøften og røver jer. Der er kriminelle over det hele, og hvis jeg var jer, ville jeg straks gå tilbage til hotellet,« råder den 46-årige politimand. Han har to koner og seks børn, men heldigvis får han efter indførelsen af demokratiet for et par år siden sin løn hver måned. Tidligere kunne han ofte arbejde fem-seks måneder uden at hæve løn.

»Niger er et fattigt land, og mange har det hårdt. Men takket være Gud, demokratiet og respekt for autoriteter som politiet skal alt nok blive bedre, « mener han.

Politisk er det faktisk begyndt at gå lidt bedre, men baggrunden er dyster. Det franske kolonistyre begyndte først at interessere sig for at udvikle det store ørkenrige, da man i 1959 fandt uran i ørkenen. Året efter blev Niger selvstændigt, og herefter fulgte tre årtier med korrupte militærdiktatorer.

Boom i 80erne
Prisstigninger på uran førte i 1980erne til et forbrugsboom, og i Niamey blev der opført moderne prestigebygninger og anlagt asfalterede veje. Men det hele faldt sammen, da efterspørgslen og dermed priserne styrtdykkede efter murens fald i 1989. Det førte til voldsom social uro, og i nord indledte tuareg-folket et oprør. Demokratiseringen tog fart i 1990erne. Indtil forsvarschefen, oberst Mainassara, i 1996 tog magten, men også hans styre var præget af protester og uro. I april 1999 blev præsidenten så myrdet af sin egen livgarde, hvis chef, Daouda Mallam Wanke, udpegede sig selv som leder. Efter internationalt pres blev Wanke tvunget til at udskrive valg, som i november 1999 blev vundet af Mamadou Tandja.

International hjælp
Han har siden med en økonomisk hestekur og med kraftig hjælp fra internationale donorer forsøgt at bringe landet på højkant. Håbet er skabt, selv om de sociale protester fortsætter, og selv om man i Niger aldrig ved, hvor længe militæret vil forblive loyalt.

Alt det er Biba totalt ligeglad med. Når hun ikke sælger makeup på markedet, går hun i byen. Lørdag aften møder vi hende, klædt i en stram gul kjole, på baren La Cloche, som er et af de hotteste steder for Niameys ungdom. En bar med billardborde og masser af TV-apparater, der alle viser CNN. Større status kan næppe nås. Flertallet af de smart klædte piger er, hvad man kunne kalde fritidsprostituerede. De kommer ind på La Cloche og andre barer i weekenden i håb om at kunne sove sig til nogle ekstra penge.

»Jeg gør det kun engang imellem, og kun hvis jeg godt kan lide manden,« fortæller Biba over et glas øl. Selv siger hun, at hun tilhører Nigers største etniske gruppe, hausa, og at hun er 25 år, men det sidste er formentlig skudt over målet med mindst fem år.

Måske i håb om at score en ny kunde forsikrer Biba, at de unge piger gør meget for at beskytte sig mod AIDS. Med 1,3 procent HIV-positive i 1993 er raten da også langt lavere end i hårdere ramte lande i Afrika.

Store skilte advarer mod faren for smitte, og advarslerne ser ud til at virke. I hvert fald fortæller Biba, at hun ofte sætter to eller tre kondomer på sin ven/kunde for at undgå en dødsdom.

Malariaen hærger
Malaria er væsentligt mere udbredt. Hver tiende får febersygdommen, som fortsætter med at sprede død i Afrika. Men også andre sygdomme som polio er udbredte. De handicappede kører rundt på trehjulede, hånddrevne cykler i Niamey.

Som 30-årige Drissa, der forfølger os igennem flere dage for at få penge til et nyt cykeldæk. Han fik polio som barn og har siden måttet klare sig selv. Bistandshjælp er et ukendt begreb i Niger. Så Drissa samler el-stikdåser en gang i mellem for 15 kroner om dagen.

»Jeg er meget tilfreds med mit liv, når der er arbejde. Ellers er det svært,« konstaterer han.

Fem skygger
Da mørket er faldet på, kommer fem skygger gående igennem rundkørslen. Det er kvinder fra djerma-folket, der i nogle måneder om året vandrer ind til hovedstaden fra deres isolerede landsbyer for at finde noget at spise. De er fremmedartede med deres fletninger og farverige kjoler. Samtidig er de utroligt fattige.

I dag har de gået adskillige timer for at samle grene til brænde og urter til naturmedicin. De bærer tingene på en stang over skulderen og er på vej ud for til deres soveplads. For djerma-kvinderne har ingen penge.

»Giv os en gave, så vi kan få noget at spise,« siger Salmon Moumouni og tager fingrene op til munden.

Samme opfordring til at give en gave møder man dagen lang i Niger. For langt hovedparten af befolkningen har ingenting.

Fjernstyret exploratør
Kirsten Larsen vågner klokken halv to om morgenen, rystende af kulde det oppustelige underlag har igen smidt hende af. Luften skvulper rundt i det som vandet i en løbsk vandseng. Det var ellers et godt tilbud.

Gennem teltdugen, som faktisk bare er et fintmasket myggenet, kigger hun på stjernerne himlen over Vestafrika er fantastisk som sædvanlig. Der er en masse hunde, der hyler hun håber, det er vilde hunde, for så har holdet da i det mindste været i nærheden af vilde dyr. Senere får hun at vide, at der slet ikke er vilde hunde i dette område, det er formentlig nogle bortløbne tamme.

Holdet det er JP Explorers opdagelsesrejsende på vej langs Niger-floden til blandt andet Timbuktu; den legendariske ørkenby, som ifølge Anders And-bladet udgør verdens ende. Blandt Jyllands-Postens læsere er de to exploratører Jørgen Ullerup og Carsten Ingemann kendte som avisens skriver og fotograf. De to sidste exploratører på holdet DR's TV-mand Jørn Stjerneklar og journalist Kirsten Larsen fra FN's udviklingsprogram UNDP optræder kun som bi-personer i logbogen (ofte i rollerne som ofre for underlige afrikanske sygdomme).

Men blandt folkeskoleelever er Kirsten Larsen efterhånden kendt via internettet, hvor den 45-årige journalist har indtaget en ny rolle som fjernstyret reporter i Afrika for danske skoleklasser.

JP Explorer har siden redaktionens start i 1998 haft internetbaseret undervisning koblet til sine ekspeditioner til klodens fjerneste egne.

Men på den igangværende opdagelsesrejse gennem Mali og Niger er en aktiv underviser for første gang sendt med exploratørerne i felten.

Hjemmeside
Udsendelsen af Kirsten Larsen er led i et samarbejde mellem Morgenavisen Jyllands-Posten og UNDP, som i fællesskab har samlet det største dansksprogede undervisningsmateriale om Vestafrika på internettet.

Hjemmesiden www.destination-timbuktu.dk rummer fakta, baggrundsoplysninger, temaer og andet materiale om netop denne del af Afrika. Det i sig selv er ikke opsigtvækkende det nye er, at der til materialet er knyttet dagsaktuelle undervisningsopgaver, som tager udgangspunkt i JP Explorers artikler fra ekspeditionen. Og at exploratørerne med på rejsen har en Kirsten Larsen, hvis opgave udelukkende er at producere mere materiale i ungdomshøjde og at svare på danske skoleelevers spørgsmål.

Den digitale fjernundervisning er omgående slået an. Materialet har fået fine faganmeldelser, flere end 30.000 har besøgt undervisningssiderne, og stribevis af spørgsmål fra hele landet vidner om, at Vestafrika i disse uger står på dagsordenen blandt mange af de ældste elever i folkeskolen.

Kommunikationen mellem eleverne i Danmark og Kirsten Larsen i Afrika foregår (naturligvis) via e-mails. Spørgsmålene fra skolerne havner i første omgang i JP's undervisningsafdeling i København, der fungerer som sluse, inden trafikken ved TeleDanmarks mellemkomst ekspederes videre til Inmarsat-satellitten AOR-E over ækvator ud for Nigerias kyst og derfra ned til exploratørernes satellittelefoner og computere.

Hver dag er exploratørerne på farten på det seneste i en overdækket jolle på Niger-floden undervejs fra Mopti til Timbuktu. De er helt derude, hvor elektricitet ikke findes, hvor ingen kender til fjernsyn og hvor nogle af børnene ikke tidligere har set en toubab, en hvid mand.

Denne aften har exploratørerne slået lejr, der hvor de nåede til, en halv time inden det blev mørkt på den første dag af sejlturen fra Mopti til Timbuktu. De fire danskere sover i fire små iglo-telte uden oversejl, deres guide Mabo og de to andre, der er med til at sejle båden, sover på bænkene i den. Efter middagsmaden, ris og tomatsovs med lidt ærter og kartofler, bliver benzingeneratoren startet, satellittelefonen sat til og computerne koblet på.

»Jeg modtager dagens sidste e-mails, nemlig fra 7.x og 8.u. Jørgen og Carsten fra Jyllands Posten får sendt et par artikler og en masse billeder hjem, og imens de gør det, får jeg skrevet svarene.Jeg ville egentlig have ringet til Maria, min 11-årige datter, men det er blevet for sent, så jeg går i seng,« skiver Kirsten Larsen i sin dagbog fra bushen.

Støv i luften
Exploratørerne har haft en del tekniske problemer i turens første dage, for eksempel blev den ene af computerne ramt af virus, men den er renset, og de seneste mange dage har alt fungeret. Der skal passes godt på udstyret, både computere og kameraer, fordi der er så meget støv i luften.

I de sene aftentimer arbejder Kirsten Larsen sig igennem elevernes spørgsmål:

»Jeg er ikke helt tilfreds med de svar, jeg kunne give denne gang. Men så længe vi er her på floden, er det svært at få mere at vide om de mere generelle spørgsmål, jeg får hjemmefra, hvis ikke jeg ved det i forvejen, eller Mabo ved det. Folk i denne del af Mali kender kun til deres egen situation. De aner ikke hvem, der er præsident i Mali og er fuldstændigt lige glade det har intet med deres liv at gøre. Nogle kvægnomaders børn havde aldrig set hvide mennesker før. Og børnene hos Bozo, fiskere, som vi møder går ikke i skole. Flere af de voksne, jeg taler med, siger endda, at de ikke kan lide skolen. Sådan noget er der ingen grund til, når man alligevel bare skal være fisker, som sin far eller fiskekone som sin mor,« skriver Kirsten Larsen.

JP Explorer er godt inde i den anden uge i Mali, og der kommer dagligt mange e-mails. Og selv om Kirsten Larsen synes, hun er velforberedt, og i øvrigt også slæber rundt på masser af papirer, disketter og CD-Rom med oplysninger, så må hun ustandselig på opdagelse for at finde svar.

For eksempel da hun skulle finde ud af, om folk selv syr deres tøj og selv væver stoffet. Det gav en dejlig eftermiddag på havnen i Mopti, hvor der også er marked et helt forrygende travlt sted.

»Der har været flest e-mails om skoler, slaver, og overtro, så det vil jeg prøve at finde ud af noget mere om. Det er spændende at prøve at arbejde på den her måde, hvor jeg på en måde bliver fjernstyret hjemmefra. Derudover er det for os i UNDP skønt at mærke den store interesse for et land som Mali, som vi i årevis har haft et rigtig godt samarbejde med. Landets regering og især præsident har prøvet at iværksætte en landsdækkende kampagne til kamp mod fattigdom, men der er langt igen. Når præsidenten går af og efter 10 år overlader posten til en anden til juni, ja så må han konstatere, at fattigdommen er blevet værre, ikke bedre i Malis første tiår som demokrati.

Mange af årsagerne kan vi direkte måle, befolkningstilvækst, ørkenspredning, manglende uddannelse, dårlig sundhed, kæmpe gæld til udlandet, indtil for ti år siden et elendigt styre osv. Den slags oplysninger ligger UNDP inde med for stort set alverdens lande og jeg har på forhånd lagt en masse oplysninger på hjemmesiden, så man kan sammenligne situationen i Mali, Niger og Danmark,« skriver Kirsten Larsen

Kød og blod
På turen prøver hun så vidt muligt at sætte kød og blod på de oplysninger, der ligger på nettet, og prøver at finde svarene på spørgsmålene fra Danmark ved at spørge sig frem. Så det er folk i Mali, der svarer klasserne i Danmark. Mabo taler heldigvis mange sprog, så som regel går det let.

Men holdet har lige været ude i en situation, hvor reporterne måtte stille spørgsmålet til Mabo, som så oversatte for ham der sejler båden og som hverken kan engelsk eller fransk, men til gengæld Bozo, som han talte med fiskeren. Svaret måtte samme vej tilbage igen.

Mens hun skrev ovenstående, har holdet haft generatoren i gang og telefonen sat til. Der er en, der gerne vil vide, om exploratørerne betaler folk for interviews. Det gør journalister principielt ikke.

»Hvis vi betalte for at tale med folk, ville der ikke være ende på de gode historier, vi kunne købe. Og når det er sagt, så må jeg også indrømme, at da vi mødte en æselkaravane med nogle meget fattige kvinder og børn, ja så brød vi altså principperne,« skriver Kirsten Larsen.


Spørgsmål og svar

Har I set menneskedele på Fetischmarkederne?
7.X i Vanløse er ved at lære om Vestafrika og vil gerne vide: Har I set menneskedele på Fetischmarkederne og hvad bruges de til? Hvor ofte foregår der ofring i de forskellige stammer? Hvorfor skærer de hovedpulsåren over, mens dyret stadig er levende?

Kære 7.x. Der er, så vidt vi har fået oplyst, ingen fetichmarkeder i Mali. En fetich eller talisman får man lavet, man kan ikke bare købe dem. Det I formentlig tænker på, er de steder, hvor man kan købe mærkelige dyreskind, abekroppe, rovfugleklør og alt muligt andet. Det bliver brugt til traditionel medicin - er altså en form for apotek.

Vi har ikke set menneskedele, og vores guide Mabo siger, at man ikke kan købe dem. Vi har indtil videre kun talt med en medicinmand - høvdingen i en Dogon-landsby. Han ofrede en hane for vores videre færd. Han havde forskellige træfigurer og blandt andet et par pigge fra et hulepindsvin, som var hans fetich, såvidt jeg forstod.

Hans søn - som skal efterfølge ham - skar halsen over på hanen - og lod blodet sprøjte ud over tingene. Så slap han hanen, som flaksede lidt rundt og derefter lagde sig til at dø lige i nærheden af figurerne. Og det var et godt tegn, fortalte de, at den vendte tilbage til dem i stedet for at løbe bort. Så vi får en god tur.

Han kan også lave visse forudsigelser ved at tegne et mønster i jorden og så lade ræven, der er et helligt dyr, løbe igennem om natten. Så tolker han sporene om morgenen - og de er der, for han har drysset peanuts ud for at være sikker på, at ræven kommer. Ofringer laver han, når der er brug for det, eller når folk bestiller det. Menneskeofringer sagde han, at han aldrig havde foretaget, men at hans far havde. De mennesker, der kan bruges til ofring skal være af god familie - aristokrater, og de skal være uskyldige - jomfru. Både piger og drenge kan bruges. Han sagde i øvrigt også, at det er blevet ganske umuligt at ofre mennesker i Mali - hvis man ønskede det - blandt andet på grund af politiet.

Vi spurgte også, om han kunne kurere DRs Jørn Stjerneklar for hans halsbetændelse, men fik at vide, at hans medicin var alt for stærk for en hvid mands mave. Men Jørn fik noget pulver blandet med vand smurt i hovedet. Og så ved vi jo ikke om det virkelig var et virksomt pulver, eller om høvdingen stadig går rundt og ler over den hvide mand, der i en dag gik rundt med mudder i ansigtet. Under alle omstændigheder siges det, at man skal tro på den traditionelle medicin, for at den virker. Hvad angår det, at man skærer halsen over på dyrene, så er det jo en traditionel muslimsk måde at slagte på og derudover kan man let opfange blodet og bruge det på den måde.
Mange hilsner Kirsten

Hvad spiser man i Mali?
Hanna og Lisa vil gerne vide noget mere om det mad, folk i Mali spiser.

Kære Hanna og Lisa. Hirse og ris det var den korte version. Toe en form for hirsegrød er meget almindelig og ganske sund. Den spises til alle måltider sommetider med lidt sovs til, ofte uden. Og ris er også hverdagskost. Der er forskellige sovse til, her i Mopti bliver det lavet af Baobab-træets blade, af tomater eller løg.

Kød er det meste af tiden kun for folk med penge, selv når man for ram på noget under jagten, bliver det ofte solgt. Og så spiser man fisk ved floden, og grøntsager, der hvor de findes. Vi har også fået cous-cous og spaghetti, fisk og kød og frugt. Derudover får de sommetider beignet'er om morgenen en klæg dej som er kogt i olie. Man spiser med hænderne efter at have vasket dem grundigt.

I familien bliver der tit sat en ordentlig skål ris på bordet, og så hældt sovs i en spiral ud over. Når sovsen er væk, bliver der hældt på igen. Børnene får resterne. Et stykke franskbrød med en lille klat mayonaise på er en delikatesse. Ristet firben til tider rigtig godt. Det må være nogle bestemte, for ellers ville de næppe vrimle om fødderne på os i det antal og de størrelser, som de gør.

I øvrigt spiser man stort set alt, hvad der kan spises med nogle få undtagelser - for eksempel er ræve og krokodiller hellige. Bobo-folket spiser hunde. Og så spiser man kun, når man er sulten i Mali.
Mange hilsner Kirsten

Hvorfor er det mest børn, der er slaver?
Casper spøger, hvorfor det mest er børn, der bliver holdt som slaver og hvorfor børnene ikke går i skole ligesom os?

Hej Casper. I området her omkring Djenné, hvor vi er lige nu, er det faktisk ikke mest børn, der bliver holdt som slaver. Det er hele familier, der gennem generationer bliver ejet af den samme familie. Slaveejerens søn får slavens søn, slaveejerens datter får slavens datter.

I byerne derimod er der mange børn, der bliver sat i huset hos en mere velhavende familie, mod at familien får nogle penge, så det ligner slaveri. Det gør forældrene, dels i håb om at barnet hos den velhavende får muligheder for et bedre liv, dels for at skaffe nogle penge til mad til de andre børn. Men der er rigtig mange af de børn, der ikke har det godt.

Jeg spurgte en slaveejer her i Djenné, hvorfor hans slavers børn ikke går i skole. Han siger, at de alligevel hurtigt går ud af skolen, fordi de har så travlt med at arbejde. Og derudover mente han vist, at det var spild af tid og penge. Men der er slaver, der kommer i skole lige som alle andre, og der er slaver, der klarer sig rigtig god.
Mange hilsner Kirsten

Har I mødt nogle vilde dyr?
Charlotte vil høre om ekspeditionsdeltagerene har mødt nogen vilde dyr som løver, elefanter, antiloper, geparder?

Hej Charlotte. Indtil videre har vi hverken set dyr eller krybskytter. Der er ikke så mange vilde dyr tilbage i Vestafrika, men vi håber at få set i hvert fald flodheste og elefanter. Det største vilde dyr vi indtil videre har set er en flyvende hund, og den er ikke så stor.

Men det er rigtigt, at der er krybskytter i de skovområder, der er tilbage. Vi er stadig i det nogenlunde frugtbare område, selv om det er ekstremt tørt i forhold til Danmark. Og det er vel omkring 30 grader hver dag. Mange hilsner Kirsten

Herrefolk på tiggergang
Imponerende ser den ud, striben af et hundrede gumlende væddeløbskameler, der som en langbenet æresgarde er trukket op ved Niger-flodens bred. Både dyrene og deres ejere er i stiveste festskrud. 

For en kamel betyder det sølvringe og spejle på mulen og glitter på seletøjet. Deres ejere, Saharas stolte nomade-folk, tuaregerne, er klædt i luftige taguelmoustdragter i alle farver fra okker over græsgrøn til tuaregernes legendariske indigoblå. De lange turbaner, svøbt om ansigtet, så kun øjnene kan ses, er overstrøet med smykker, og alle krigere bærer et sværd i siden.

Ørkenens ensomhed
»Vi bliver aldrig trætte af at være nomader. Det ligger i vores blod. Når man har været meget i krig, har man brug for fred, og så er det rart med ensomheden i ørkenen akkurat som for dyrene,« siger en af de stolte tuareger, den 24-årige Almugama Diku som for at understrege myten om sig selv og sit folk.

En sort bella fra tuaregernes tidligere slavefolk iler til for at bære ved til festtalen. Han fortæller, at en tuareg er et ophøjet væsen, kun født til at føre krig og til at give ordrer.

Bellaer til at arbejde
»Tuareger er for fine og noble til fysisk arbejde. De er ikke født for at blive trætte, men for at blive opvartet. En tuareg er gavmild og respektfuld, og han har sine bellaer til at lave det beskidte arbejde. Heller ikke tuareg-kvinder laver andet end at opdrage deres børn. De har bellaer til alt andet,« siger bellaen.

Kamel-rytterne er kommet til Timbuktu fra mange steder i det nordlige Malis ørkenområder for at hilse på den besøgende tyske forbundspræsident, Johannes Rau, der vel ligesom JP Explorer er ude for at opfylde en drengedrøm om at se Timbuktu.

Hårde tider
I deres flotte uniformer fører især de unge tuareger sig frem med en selvsikkerhed, som om intet havde rokket ved deres status som Saharas rige herrefolk.

Sandheden er desværre en anden. Det seneste århundrede har været særdeles hårde ved nomadefolket. I mange år havde de lyshudede tuareger problemer med det franske kolonistyre, der bl.a. forsøgte at gribe ind mod tuaregernes røvertogter og traditionen med at holde slaver.

Siden har langvarig tørke gjort det af med mange af deres dyr, både kameler, geder og køer. Endelig mistede de endnu flere dyr under en væbnet konflikt med regeringen i Bamako fra 1990 til 1996.

Mange tuareger flygtede under oprøret til lejre i Mauretanien, og da de kom hjem for at slutte fred, var dyrene væk. Derfor havde de heller ikke råd til længere at forsørge deres frigivne slavefamilier. Bellaer, som stadig var økonomisk afhængige af tuaregerne, måtte i stort antal flytte væk til en usikker tilværelse.

Våbnene brændt
Alligevel var fredsslutningen bemærkelsesværdig. Fredsaftalen i Mali, som førte til større decentralisering, blev skabt uden indblanding udefra, og parterne brændte til sidst deres våben på et symbolsk fredsbål i Timbuktu.

»Fred er det smukkeste ord, jeg kender. Krigen ødelagde landet og ruinerede tuaregerne. Selv havde jeg masser af dyr og 20 bellaer, der arbejdede for mig. Nu har jeg ingen af delene og er fattig. Blot fordi nogle banditter, heriblandt nogle, der kaldte sig tuareger, begyndte at slås,« erkender Adarwichi ag el Achani, en klog høvding, hvis furede lyse hud er farvet mørk af solen.

Drømmen forsvundet
Han deler skæbne med en stor del af sit folk. 30 kilometer af tilsandede pister og adskillige klitrækker nord for Timbuktu besøger vi dagen efter festen en vindblæst tuaregby så trøstesløs, at den ligner en boplads på månen. Stemningen er ligeså desillusioneret som i det fattigste indianerreservat i USA.

I Tiriken er selv kamelerne forsvundet, selv om de altid har været nært forbundet med tuaregerne. Et par gedekid flakker rundt mellem de primitive teltboliger og enkelte huse, heriblandt en lille moske med et strudseæg på toppen.

I en indhegning har tuaregerne plantet træer, planter og grøntsager som salat, bønner og vandmeloner, og hver eneste spire vandes hver eneste dag manuelt. To brønde skaffer vand 47 meter nede under Saharas sandklitter. Alligevel er der lang vej til drømmen om en frugtbar oase.

»Vi er stadig stolte over at være nomader, men uden dyr er der ingen grund til at rejse rundt. Så vi bliver her. I livet ønsker ingen at være fattig, for man bliver ikke lykkelig af at være fattig. Men sådan er livet, og hvis Allah vil, bliver vi en skønne dag lidt rigere,« siger Abdullah på 44 år, gift med to koner og far til otte børn.

Tuareger anser ligesom andre malier mange børn for at være en pensionsforsikring. I Sahara siger man, at ethvert barn kommer med sin egen chance i livet, og samtidig kan børn bruges til at arbejde.

»Forældre, der skal have passet dyr, bruger børnene. Hvis de har fem børn, sættes f.eks. de tre i skole, mens to kommer i arbejde for at hjælpe familien. For det nytter alligevel ikke at sætte børn i skole, hvis de sultne. Så kan de ikke koncentrere sig,« fortæller Tirikens lærer i både den almindelige skole og i koranskolen, Mahamoud el Mobere.

Når de ikke tigger penge, forsøger mændene i Tiriken at omformulere tilværelsen inde i hovedet. Forsamlet på sivmåtter i sandet uden for høvdingens lerhus fortæller de, at det er vigtigt både for dem og deres børn at lære at læse og skrive for at kunne uddanne sig til en bedre tilværelse. For måske skyldtes det netop uvidenhed, at krigen gik i gang.

Fin åndelig kultur
Tuaregerne er ellers kendt for at have udviklet en forfinet og raffineret åndelig kultur. Samtidig er deres viden om ørkenen, om økologi og dyremedicin uovertruffen. Men det hele blegner, når der ikke er flere penge i kassen.

Selv om mange tuareger deltog i kampene, beskylder de maurere og andre arabere for at have optrappet oprøret ved at give det racistiske undertoner vendt mod Malis sorte flertal. Ifølge tuaregerne udgiver arabere i Sahara sig i dag for tuareger, fordi de ved, at det gør det lettere at skaffe hjælp til overlevelse fra internationale organisationer. For alene ordet tuareg har en magisk klang.

Nomaderne, der på grund af deres traditionelle farver har fået tilnavnet "det blå folk", tæller omkring en million mennesker, der er fordelt på hele det vældige Sahara-område. Lidt under halvdelen holder til i Mali.

Traditionelt var de hyrder, der med store flokke af dyr flyttede rundt med hele familien fra sted til sted. Tuaregerne i Timbuktu har travlt med at aflive myten om, at det er dem, der sørger for saltkaravanerne til Taoudenni langt oppe i ørkenen.

»Det er alt for hårdt arbejde for tuareger. Kamelkaravanerne til saltminerne er arabernes arbejde,« fortæller en af kamelrytterne i æregarden ved floden.

På et signal rejser hele rækken af kameler sig under høje klagelyde, og flokken af krigere rider af sted med sværdene glimtene i solen. Stoltheden over at være tuareg luftes i dag mest ved festlige lejligheder.

Islams afrikanske ansigt
Der er mindst én god grund til, at Almami Korobara har parabolantenne på taget og en rød amerikansk Dodge-flyder parkeret uden for sin lerklinede byvilla, selv om han bor midt i det ludfattige Mali.

Almami er imam i Djenné, en af islams vigtigste byer i Afrika. Og det synes at være en god forretning at være chef for en af verdens mest berømte moskeer opført i sudanesisk stil.

»Nå, men skal vi tale om prisen først? Hvor meget er I parat til at betale for at tale med mig,« spørger han, da vi har kæmpet os vej over geder, forbi imamens to koner og adskillige TV-kiggende børn for at tage plads på nogle bastmåtter på gulvet.

Nu rangerer det jo på kanten af det moralsk forkastelige for en dansk journalist at betale penge for et interview, så den tygger vi lidt på. I stedet for at betale, foreslår vi at give en donation til moskeen på 5.000 afrikanske francs. Det svarer til ca. 60 kr. eller mere end en ugeløn for en arbejdsmand på disse kanter. Men imamen afviser tilbuddet og understreger, at pengene er til ham selv.

»5.000 er jo ingenting« siger han og slår opgivende ud med armene: »Jeg skal have 25.000 francs, og jeg har kun få minutter. Der er jo andre, der gerne vil tale med mig, og alle betaler.« Under en kort forhandling i stil med dem, man kan opleve i en marokkansk tæppebazar, slår den hellige mand kun en smule af på prisen, og principper er som bekendt principper.

»Lad os afbryde nu,« siger imamen, da han fornemmer, hvor det bærer hen. Han skulle jo nødig helt gratis afsløre et par holdninger. Han rejser sig og ruller madrasserne sammen. Vi hører aldrig hans mening om afrikansk islam eller om krigen mod terrorismen og bin Laden.

Alle vil have penge
Ifølge vores guide, Mabo, ligger skylden hos les toubabs, de hvide turister. TV-journalister er kommet fra hele verden for at se moskeen, og de smider om sig med sedler. Derfor vil alle i Djenné nu have penge for at åbne munden.

Heldet smiler dog til os længere nede i byen i et lille lerklinet rum med finker vimsende rundt på loftsbjælkerne. Rummet er ti kvadratmeter stort, men fungerer som koranskole. Her sidder i skrædderstilling Hosseyni Bocoum i en hvid hat og lang grå kjortel. Han knækker jordnødder med den ene hånd, mens den anden tålmodigt tæller de hundrede perler på en bedekæde.

Det er lidt af en loppetjans. Af sine tilhængere får han serveret en lind strøm af glas med sød te, som han højlydt slubrer i sig. Gæsterne får ingenting, derimod fyldes glasset igen og sendes rundt til de andre troende i rummet.

Fortjener kun døden
For der er helt klart forskel på folk, hvis man ser livet gennem øjnene på en islamisk lærd i Djenné. Hvis man er troende, tror man på Allah og profeten Muhamed. Både jøder og kristne har taget fejl, fordi de ikke har konverteret, og animister, der stadig tror på onde ånder og hellige træer, fortjener kun døden.

»Livet er godt for dem, der respekterer religionen, mens det går skidt for de andre. I Mali fik de vantro jævnet deres landsbyer med jorden af vinden, eller de blev stukket af myg og fik malaria. Allah sendte også fugle, der kastede sten på dem, der ikke ville omvende sig,« fortæller Hosseyni med et fast blik.

Han ved ikke nøjagtigt, hvor gammel han er, men formentlig omkring de 40 år. Til gengæld ved han, at han er marabut og en af de vigtigste fortolkere af troen i hellige Djenné. Dog rangerer han en vægtklasse under imamen og er derfor tilfreds med en donation på 60 kr.

Pengene har eleverne i koranskolen hårdt brug for. Deres forældre har givet dem til marabut'en. På den måde kan de håbe på at lære koranen udenad og lære arabisk. Måske kan de selv en dag blive marabut og drikke te i skyggen. Men foreløbig overlever de som børnenes barfodede pjaltehær.

Hver dag bruger drengene et par timer på at synge vers fra den hellige bog i en symfonisk pærevælling afbrudt af brægende geder og kaglende høns. Snesevis af børn i alderen fra to år klemmer sig sammen på den bare jord udenfor mesterens lokale. De mindste lærer det arabiske alfabet ved hjælp af store staveplader, mens de store skriver koranvers med tusch på træpladen.

Bagefter arbejder de hårdt for føden. Enten ved at tigge foran moskeen eller ved at hente brænde. Midt under samtalen vandrer en lang stribe purke ind i koranskolen med tunge stabler af pinde på hovedet. De følges af ligeså mange geder, der vil med ind i skyggen.

Marabut Hosseyni har også andre opgaver. Som mellemmand for Allah har han ansvaret for at løse folks indbyrdes problemer. Hvis to mænd er gerådet i strid, vil Hosseyni bede dem først vaske hænder. Så vil han finde passende læresætninger i Koranen og sende de stridende hjem i seng. Under søvnen vil Allah åbenbare sig og mægle, og det retfærdige svar vil stå klart for dem begge.

Hvis en tyv er på spil, kan man gå til Hosseyni og betale for en lille gris-gris talisman, oftest en lille amulet til at hænge om halsen med nogle brokker fra koranen. Den placerer man et bestemt sted i huset, hvorefter Allah vil tvinge tyven til at indse sin fejl og give det stjålne tilbage. Teknikken virker, forsikrer vores guide. Og hvis den ikke gør, vil tyven senere modtage Allahs straf.

På den måde går overtro, analfabetisme og fattigdom hånd i hånd med islam. Vestafrikanerne har udviklet deres helt egen version af troen. I modsætning til araberne, der gennem bønnen har den direkte kontakt til Allah, er der i Vestafrika med marabut'ens velsignelse stadig plads til beskyttende gris-gris talismaner og sekundære guder.

For selv om over 90 pct. af Malis befolkning er muslimer, har islam ikke formået at udrydde animismen. For mange folk i landet er ethvert væsen eller enhver ting, plante eller sten i besiddelse af en sjæl. For universet er formet af to verdener, en synlig og en usynlig. Langt de fleste steder i Mali opføres ritualer før en vigtig begivenhed som en fisketur eller en rejse. Praktisk går det ud på at få åndernes beskyttelse, selv om muslimerne taler om at få Allahs beskyttelse, så de senere vil finde vej til Al Asi, paradis.

USA en skraldespand
Fundamentalismen trives heller ikke i Vestafrika, selv om terrorangrebene på USA ifølge marabut Hosseyni var Guds måde at straffe amerikanerne for deres rigdom og overmod. Ligesom Gud altid vil straffe folk, der forfalder til praleri, sex og alkohol. Osama bin Laden var blot sendebud for Allah.

»Ifølge Koranen er drab på uskyldige forbudt, men det er tilladt at dræbe, hvis folk er slået ind på den forkerte vej, og hvis de ikke vil være muslimer,« siger han og fortsætter: »Folk i hele verden så, at USA havde alt, og amerikanerne så sig selv som Gud. Men for folk, der har læst Koranen, er USA en skraldespand. De ved, at Koranen varer evigt, og at amerikanere kun er en kort og ubetydelig parentes.«

I det daglige er der dog meget langt til både USA, Afghanistan eller Pakistans koranskoler. Der er ingen burkaer i gadebilledet i den hellige by, Djenné. Kvinderne vandrer rundt i deres farvestrålende kjoler og blinker kækt selv til svedige danske exploratører.

En af dem er 18-årige Kardidja Djokara, der byder indenfor i sin renskurede gård bag de beskidte gader. Iført funklende guldsmykker er hun i gang med tøjvasken i store kar. To geder er bundet til muren, og i en kalabas i midten af gården står riskager dyppet i gedesovs klar til gæster.

Kardidja blev gift for et år siden og venter sit første barn, men svarer gerne på spørgsmål fra fremmede. Kvinderne sørger for maden, hjemmet og børnene, fortæller hun, og flere generationer af samme familie bor under samme tag. Kardidja er født i Djenné og agter at blive her, for kun ved at blive samme sted kan man lære at forstå livet, mener hun.

»For mig er det ligemeget, om min mand gifter sig med endnu en kvinde,« siger hun, men afbrydes brat, da hendes mor bryder ud i latter og et, »åh nej, én kvinde er nok for en mand, for to kvinder skaber bare endnu flere problemer.«

Kønne kvinder
Heller ikke marabut'en, der i princippet går ind for overholdelse af strenge islamiske regler, synes om ideen med at sløre kvinderne til. Bortset måske fra de kønneste. Han slår sig på lårene af grin, da vi protesterer og siger, at det ville da være en skam.

»Nå, så I synes godt om Malis kvinder? Jeg har ellers hørt så meget om de danske. Dem kunne jeg godt tænke mig at møde,« fastslår han uden at afsløre sin kilde.

Islamiske partier er forbudt i Mali, og i det unge demokrati spiller religionen kun indirekte en vigtig rolle, fordi det er afgørende for politikerne at have de religiøse lederes opbakning. Religion er også et bandlyst emne i den officielle skole, der er kopieret efter fransk model.

Guldkup
Islam har været kendt i landet siden det 8. århundrede, og Malis hersker i 1325, Kankan Moussa, blev berømt, da han under en pilgrimsrejse til Mekka medbragte så megen guld, at guldmarkedet brød sammen i flere år.

Først i de seneste par århundreder er troen dog for alvor blevet udbredt, navnlig da lederen El Hadji Oumar i det 19. århundrede erklærede hellig krig mod naturreligionerne og brugte sværdet til at omvende de vantro. Oumar blev selv dræbt af Bambara-folket, der siden har haft ry for aldrig at ville underkaste sig nogen fremmede.

Også flertallet af bambaraerne er dog siden blevet omvendt, men aldrig helt overbevist. For bambara-folket er gud stadig den gamle Maa, selv om han til ære for profeten og Allah er omdøbt til Maa N'Gallah. De franske koloniherrer forsøgte at vende tendensen, men uden held. Hver familie i Mali blev tvunget til at sende mindst et barn til en katolsk missionsskole, men det lykkedes langtfra at trænge islam tilbage.

I dag har hver en landsby i Mali med respekt for sig selv en lerklinet moske med et strudseæg på toppen. Og antallet af kristne og animister er svundet kraftigt ind. I Djenné er der tre kristne familier tilbage. De har ingen kirke, men mødes privat om søndagen til messe.

»I burde nu overveje at lade jer omvende. Profeten har jo vist den eneste rigtige vej, og det giver flere fordele. F.eks. skal jeg nu hen i moskeen for at bede, og der kan I ikke komme med ind, fordi I er kristne. Det er da en skam for jer,« mener Beri Jonou, islamisk lærd og som murermester ansvarlig for Djennés moske.

JP Explorer på flodernes flod
»En råbte geo affili (se vandet). Da jeg så frem for mig, fik jeg med umådelig glæde øje på det storslåede mål for min mission - den længe søgte og majestætiske Niger glimtende i morgensolen, lige så bred som Themsen ved Westminster og langsomt flydende mod øst.«

Det er den 20. juli 1796. Den unge skotske læge og opdagelsesrejsende, Mungo Park, har været 14 måneder undervejs, da han efter alskens strabadser kan skrive disse linier i sin dagbog. Han er nået frem til byen Segou og Nigerfloden, som han er sendt ud for at udforske.

Godt 200 år senere sætter JP Explorer nu kurs mod den 4200 km lange Niger, som af berberne blev døbt Gher-N-Igheaen, flodernes flod. For et af verdens fattigste og mest uvejsomme områder på kanten til den gloende Sahara-ørken er Nigerfloden stadig altafgørende for overlevelse.

På Mungo Parks tid er det indre af Vestafrika et ukendt mysterium i Europa. Europæerne er fortrinsvis beskæftiget med handel med slaver og varer ved Afrikas kyster og kender kun Niger fra upræcise overleveringer. Ikke mindst rapporterne om, at byen Timbuktu er så rig, at gaderne er belagt med guld, giver mere end én eventyrer blod på tanden.

I London arbejder The African Association aktivt på at kortlægge Niger og på at finde den legendariske Timbuktu. I 1790 sender associationen major Daniel Houghton ud for at udforske Niger-floden, men han dør eller bliver dræbt ret kort inde i Gambia.

Efterfølgeren er den 23-årige Mungo Park. 22. maj 1795 stævner han ud fra Portsmouth og indleder en måned senere sin første ekspedition i Afrika. Det bliver alt andet end en fredelig ferierejse.

Park møder venlighed og gæstfrihed hos de forbløffede indfødte, der for første gang ser en hvid mand. Men han bliver også ydmyget, tages til fange af maurere og flygter, men er gentagne gange et let offer for røverbander eller griske høvdinge, der forventer at få gaver. Han når på sin første ekspedition kun op i nærheden af Djenne syd for en af Malis vigtigste flodbyer, Mopti, som Jyllands-Postens ekspedition forventer at nå til i løbet af den første uge.

Syg og blanket af
Udmattet af sygdom og totalt blanket af beslutter Mungo Park at vende om før regntiden. Ikke meget klogere på Nigers forløb og uden at have løst gåden om Timbuktu. Han kæmper sig tilbage til kysten og ankommer i juni 1797. Først to år og syv måneder efter turens begyndelse kommer den skotske læge tilbage til London.

Trods det magre resultat modtages Park som en helt. Han når at gifte sig med barndomskæresten, Allison Anderson, og får tre børn, før Afrika igen kalder. I 1805 siger skotten ja tak til endnu en Niger-mission. Belært af erfaringen fra røverier medbringer Park denne gang en militær karavane med 45 europæere, heriblandt soldater, snedkere til at bygge både og sin svoger.

Således udstyret til at afskrække røvere håber Mungo Park at kunne gøre turen hurtigere. Men det store selskab viser sig hurtigt at være en hæmsko. Parks ledsagere dør en efter en, da regntiden sætter ind. To ud af tre er døde, da ekspeditionen når frem til selve floden.

Desperationen vokser hos Park, men også stædigheden. På floden smider den skotske læge sin normale forsigtighed og diplomatiske tæft overbord. I stedet for at forhandle om fri passage med de lokale høvdinge begynder han hurtigt at skyde på enhver, der kommer i nærheden af ekspeditionen.

Besat af tanken om at finde Nigers udløb for enhver pris skyer han lokalbefolkningen og samler stort set ingen oplysninger om livet inde på bredden. Derimod må han have været et syn for afrikanske guder, når han klædt i sit meget europæiske tropetøj og med sine dagbøger gemt i en imponerende hat tramper af sted eller svømmer over bifloder for at komme videre, selv om næsten alle hans ledsagere er døde.

Af frygt for indbyggerne sejler Park forbi Timbuktu uden at gå i land. Han sejler også forbi en anden legendarisk by, Gao, og videre til det, der i dag er det nordlige Nigeria. Både Mungo Park og hans sidste tre europæiske ledsagere dør til sidst selv på floden ved byen Bussa.

Senere hævder en anden opdagelsesrejsende, major Alexander Gordon Laing, at Mungo Park var med til at give europæerne et afskyeligt image i Afrika. Et næsten profetisk udsagn for den katastrofe, der hjemsøgte kontinentet hundrede år senere, da ikke englændere, men franske koloniherrer fulgte i hælene på Mungo Park.

JP Explorers ekspedition langs floden kan følges i avisen fra onsdag. Det bliver en rejse mellem bozo-fiskere, peul-kvægdrivere og ørkenfolk, en rejse ind i gamle kulturer, hvor ritualer og overtro har overlevet både islam og kristendommen, og hvor demokrati og udvikling stadig slås med fattigdom og feudale traditioner.

Målet er Timbuktu, Nigerfloden og to af dens værtslande, Mali og Niger. Bevæbnet - ikke med musketter som Mungo Park - men med kameraer, computere og satellittelefoner vil exploratørerne dagligt bringe oplevelserne hjem til næste dags avis og Jyllands-Postens internetside.

Den tre uger lange ekspedition vil foregå i firehjulstrækker, til fods, i bil og muligvis på kamelryg. Bekvemmeligheden er langt større end på Mungo Parks tid, selv om tiden på mange måder siges at være gået i stå i de vestafrikanske lande. Også farerne er mindre. Vaccinationer beskytter mod de talrige tropesygdomme, og væbnede overfald hører i dag til sjældenhederne. En oplagt trussel er derimod at blive forvænt med den fantastiske gæstfrihed, som har overlevet midt i Vestafrikas fattigdom.

Fra Malis hovedstad Bamako går turen gennem et etnisk kludetæppe og byer og steder som Djenne, Mopti og Dogon-landet. Videre op langs flodens landsbyer til Sahara-ørkenen og den legendariske Timbuktu, hvor gaderne ikke mere er belagt med guld.

Skuffet hjem
Allerede den første hvide opdagelsesrejsende, der forklædt som araber i 1828 kom levende ud af Timbuktu, var slemt skuffet. Den franske opdagelsesrejsende Rene Auguste Caillie havde regnet med at vende hjem som en rig mand, men efter 13 dages ophold satte han skuffet kursen hjemad. To år før Caillie var også major Laing i 1826 nået til den forjættede ørkenby. Majoren overlevede aldrig oplevelsen. På vej ud blev han myrdet i ørkenen.

Fra Timbuktu fortsætter vi på en kort ørkenvandring i Sahara, hvorpå JP Explorer igen krydser Niger og går på elefantjagt syd for floden. I modsætning til Mungo Park vil ekspeditionen også gøre stop i Gao, før grænsen krydses til nabolandet Niger. Lykkes det at styre udenom de farer, som knækkede halsen på mange tidligere opdagelsesrejsende, vil turen slutte om tre uger i Nigers hovedstad, Niamey.

Tilbage er kun at ønske læserne en god rejse.

Kvinde-magt
Stoltheden lyser i øjnene og i smilene. I landsbyen Goundago med 900 indbyggere i det nordlige Mali har kvinderne taget magten, fordi de kontrollerer den maskine, der får hele det lille samfund til at løbe rundt.

Der er tale om en dieselmaskine af gammeldags model, der kan æde sig igennem dieselolie af selv den værste kvalitet. Mali-maskinen kaldes den, efter at en lokal Georg Gearløs fandt på at forbinde den med en række nyttige maskiner, der gør livet lettere i Mali.

»Vi tjener meget mere, efter at vi har fået maskinen, og vi kan sove længere om morgenen. Nabolandsbyen er blevet så jaloux, at den også vil have en,« fortæller chefen for Mali-maskinen i Goundago, Talata Tamboura.

Hun har en guldring i næsen og to i ørerne. Blikket er stolt, smilet underfundigt, og den 48-årige mor til fem børn nyder, at mændene for en gangs skyld er blevet anbragt på bagsædet.

»Det er klart, at vi kvinder er bedre til at styre maskinen end mændene, fordi vi er blevet uddannet til det. Det betyder, at vi kan dyrke endnu flere grøntsager og male mere hirsemel, som vi bagefter kan sælge på markedet. Pengene bruger vi til at lave små forretninger,« fortæller hun.

Efter årtier med store og ofte fejlslagne bistandsprojekter virker det utroligt, at ingen har fundet på Mali-maskinen før. Dieselmotoren kan lade batterier op, den kan pumpe vand op af en brønd, den kan sluttes til melkværn, den kan trække en savemaskine eller skaffe elektricitet, så indbyggerne er i stand til at se, hvilke kager de får til aftenkaffen.

Mali er et af verdens absolut fattigste lande. Landsbyer i landdistrikterne består fortrinsvis af lerhytter og ældgamle redskaber til at behandle jorden. Elektricitet er et fremmedord, og kvinderne skal ofte gå mange kilometer for at hente vand.

Derfor er projektet blevet en kæmpe succes siden begyndelsen i 1999. 220 landsbyer har allerede fået maskinen, og mange andre er interesseret, fortæller den nationale koordinator, Yaya Sidibe.

Danmark støtter
Projektet er et statsligt projekt. Regeringen i Bamako ønsker at give landsbyerne enkle redskaber til at forbedre livskvaliteten og samtidig styrke kvindernes rolle.

FNs udviklingsfond, UNPD, har været med til at udvikle projektet, der får støtte fra en række lande, heriblandt Danmark, der igennem Danida har ydet 660.000 dollars til indkøb af pumper, vandledninger og redskaber.

Når en komité af kvinder fra en landsby ansøger om at få en maskine, sendes kvinderne på kursus i at håndtere maskinen og i at læse og skrive, så de kan forstå instruktionerne. Derpå får de assistance fra projektlederne i de første to år. Herefter skulle maskinen, der i sin grundmodel koster omkring 35.000 kr., gerne være rentabel.

Eneste problem hidtil er ifølge Sidibe at udnytte maskinen til at hente vand i alle landsbyer i Mali, hvor brønde ofte er 120 meter dybe. Forudsætningen er, at der kan pumpes mindst fem kubikmeter vand op af en brønd i timen.

Den udgave, der for fire måneder siden havnede i landsbyen Goundago, kan foreløbig kun male mel af hirse og lade batterier op. Hver gang, kvinderne bruger maskinen, skal de betale til fælleskassen, f.eks. seks kroner for at oplade et bilbatteri.

»Mændene er begyndt at blive noget misundelige, for de kan se, at det er os, der sidder på pengene,« griner Talata Tamboure og fortæller, at maskinen har fostret mange nye drømme: om elektricitet i hytterne og om rindende vand i de haner, der endnu ikke eksisterer.

»Foreløbig bruger vi dog mest batterierne til se TV og høre radio. I øjeblikket ser vi kampene i de afrikanske fodboldmesterskaber. Nu har vi jo fået tid til det.«

Medlemmerne af den kvindelige direktion, den ene klædt i mere eksotiske farver end den anden, siger tak for besøget med en afkedsgave. En stor spand fuld af røde, solmodnede tomater og friske løg.

Kvindernes egen karavane
Vi får øje på dem inde på bredden. Et spraglet optog af skrydende æsler, grinende børn og snakkende kvinder.

En nomadefamilie på syv-otte kvinder, en stor børneflok og adskillige æsler. Kvinder fra peul-folket på vej gennem bushen til deres næste lejr. Uden mændene, der er draget i forvejen sammen med formuen på de 100 køer.

»Vi har været på farten i fem dage. Der, hvor vi skal hen, er det allerede nat,« fortæller en af mødrene, Oumo Bari.

På æslerne har kvinderne pakket resten af familiens formue. Måtter, pinde til telthuse, kalabasser med vand, sække med ris, spande, petroleumslamper og redskaber. Småbørn rider rundt med gedekid eller høns på skødet eller bundet til læsset. 

De fleste er barfodede, og familien er tydeligvis fattig, men i Afrika er fattigdom relativ. I hvert fald er alle medlemmer af karavanen klædt i farverige gevandter, kvinderne bærer guldsmykker, har flettet håret i fiffige frisurer, og deres tænder er sunde og hvide. Frem for alt er humøret højt.

Hvid mand, uha
Lige med undtagelse af en af småpigerne, der stikker i et hjerteskærende vræl og gemmer sig bag sin storesøster på æslet. Hun har set sit livs første toubab, en hvid mand, og oplevelsen er skræmmende. En anden dreng falder i staver over fotografens briller og vil prøve dem.

Hvad spørger man så om, når man møder en gruppe mennesker, der lever en tilværelse som på en anden planet? Vil I med i biffen, eller hvor skal I hen på sommerferie?

Oumo Bari fortæller, at hun har hørt nogen nævne ordet TV, men hun har aldrig fundet ud af, hvad det er. Hun har aldrig set et. En bil har hun dog set, men aldrig kørt i.

»Vi bor hvert sted en måned eller to. Sådan har det været hele livet, og det er godt. Børnene lærer at ride på æsel allerede som fem-årige, og de er ikke bange.«

Ouma ligner en på 30 år. Hun har født ti børn, og hendes mands anden kone, Binda Bari, som leder karavanen, har fået ni.

Familien er muslimer og følger gamle traditioner. Forældrene bestemmer og arrangerer børnenes ægteskaber, og det er der hidtil ikke nogen i stammen, der har brokket sig over, fortæller kvinderne.

»Hvis vi ikke er tilfreds med manden, finder vi bare en ny,« griner en anden i karavanen, Adama Dialo, »så hvis jeg bliver træt af min mand, kommer jeg bare hen til dig.«

Hendes kjole er gledet ned over skulderen, men det er næppe kun for at gøre sig til. Gedekiddet i skærfet på ryggen trækker stoffet ned.

Børnene har aldrig gået i skole, og det kommer de næppe heller til. En af kvinderne ved ikke, hvad en skole er. En anden spørger, hvorfor børnene skulle lære at læse og skrive, når de alligevel skal bruge livet på at vogte kvæg i bushen?

Men hvad er så en peul-kvindes største drøm her i livet?

»Det er at finde en god lejrplads og være sikker på at skaffe mad nok til mine børn,« siger Adama.

Så rider karavanen videre. Kvinderne råber allaga kisike - farvel - og børnene vinker. Et æsel opdager pludseligt, at det i skyndingen er blevet efterladt. Storskrydende sætter det efter.

Markedet i Ansongo
En mand trækker en ged gennem støvet med en fast greb i hornet. En anden råber i en megafon, at han har en løsning på alle verdens problemer, og en tredie ville sælge sin syge moster for nogle håndøre eller en Bic-kuglepen.

 

En kvinde tilbyder saltblokke fra Timbuktu og små pyramider med chilipulver, som er lagt frem på et tæppe. En anden sælger knastørre gedeskind og ammer samtidig sit spædbarn, for også her består over halvdelen af befolkningen af børn under 15 år. En tredie forsøger at sælge trækul i små plasticposer.

Det er torsdag i Ansongo, en by i Mali ved Niger-floden og tæt på grænsen til landet Niger. Torsdag er markedsdag, og byen står på den anden ende. I et land, hvor supermarked er et ikke eksisterende fremmedord, og købmandens sortiment begrænser sig til få absolut nødvendige varer som sardiner og tørmælk, gøres ugens indkøb på markedet.

Samtidig er torsdag i Ansongo ugens vigtigste sociale begivenhed for de fleste af egnens beboere. De kommer i hundredevis til Ansongo på æselkærrer, til fods med varer på hovedet, på cykel eller i piroquer fra deres landsby ved floden.

Ungt mødested
Unge piger og smarte drenge har tydeligvis gjort noget særligt for at sætte turbanen rigtigt eller binde kjolestoffet kropsnært, for at dømme efter blikkene er markedspladsen også et godt scorested. Ældre uden den slags bekymringer har deres dybe tallerken i en snor om halsen i tilfælde af, at de skulle falde over noget lækkert.

Men markedet er også for tiggerne og krøblingene, og her er nogle stykker med bizarre sygdomme, som aldrig behandles. En pige har to bylder på størrelse med kokosnødder på halsen, og en dreng har en enorm udvækst i ansigtet, som vokser ud over det ene øje og hen over næsen. I Vestafrika må de fleste leve med deres handicaps.

Alt muligt er til salg. Men de handlende råber ikke, de venter og hygger sig. Fiskehandleren sidder klos op ad tøjsælgeren, og ved siden af er der små boder med sukkerkartofler, rødbeder, billige badesandaler og pinde, der bruges til tandbørster.

I vrimlen kæmper en højst 10-årig pige i en beskidt kjole for at holde balancen med sin pindestak på hovedet. Ikke blot skal hun mase sig vej gennem mængden, hun skal også tåle de andres tilråb.

»Bella, se at komme ind til siden,« råber en jævnaldrende pige fra en højere kaste, mens en voksen kvinde niver bella-pigen i armen og snerrer ad hende. Bella er betegnelsen for tuaregernes tidligere slaver, og det er nederste trin i den sociale hakkeorden. Pigen har blot været uheldig at blive født i den forkerte familie.

Under et halvtag ligger gamle mænd og diskuterer over en pibe tobak, mens meget sorte kvinder svøbt i mørke stoffer fra en etnisk gruppe, vi ikke tidligere er stødt på, kigger nærmest skræmt på de eneste hvide gæster på markedet. Det er kommet til byen med brænde og pinde til at lave hytter af.

Piller og Koranen
En af de gamle mænd tilbyder at oversætte hos natur-apotekeren, der har bredt sin butik ud på nogle stoffer midt i støvet. Her kan man løse ethvert helbredsproblem. Enten med pulver og piller, eller med islamisk lekture i form af små bøger eller eksemplarer af Koranen. For når naturmedicinen ikke kan klare opgaven, så må man henvende sig direkte til Allah.

»Dette pulver er mod gigt, dette er mod dysenteri, og disse træpiller er mod hæmorider,« siger apotekeren Osman Daoudouka, der er kommet den lange vej fra nabolandet Niger for at være med.

Han har besynderlige midler mod alt. De små sorte klumper i Nescafé-dåsen er mod orme i maven, et ildelugtende pulver styrker mandens potens, og andre klumper af brændt hirse æltet sammen med en ubestemmelig klistret masse klarer fordøjelsen, hvis det er et problem. Andre midler er godt mod skorpionbid eller slangeangreb.

Vi nøjes med at købe en hårkur.

Køb en amulet
»Men du kan også købe denne amulet af kattelæder med indbyggede vers fra Koranen, hvis du vil gardere dig mod ulykker,« fortsætter Osman, der personligt må være immun over for de fleste sygdomme. For hver gang han viser et pulver eller en pille frem, snupper han lige selv en på vejen.

Lidt uklarhed opstår omkring de små hvide naftalin-kugler, som mest kendes fra offentlige pissoirer, og som også er til salg i plasticposer. Apotekeren siger, at man skal lægge en naftalin-kugle i noget vand og senere drikke det, men den version har vores oversætter aldrig hørt om før.

»Hvis du spørger mig, tror jeg, at det er en meget dårlig ide at drikke naftalin,« siger Khalid. Han er 87 år og har en lang karriere bag sig først som hyrde, siden som soldat i den franske kolonihær, handelsmand og tolder. Han er en fin gammel mand i en lang kjortel, turban på hovedet og en af de få på markedet, der taler fransk.

Alle folkeslag
Der er langt fra Ansongo til hovedstaden Bamako og Malis øvrige store byer. Vi er stort set så langt ude på landet, som man overhovedet kan komme. Det giver kun markedet yderligere kulør. Alle mulige etniske grupper er til stede - tuareger, peul, songhai, men også hausa-folket fra Niger.

Nogle kvinder benytter chancen til at betale sig fra en af hverdagens hårdeste arbejdsopgaver. At pille skallerne af deres hirse og ris på de dieseldrevne maskiner, der forurener luften i Ansongo om torsdagen. At rense hirse er en af hovedbeskæftigelserne i enhver landsby, hvor kvinder i grupper bruger eftermiddagen på målbevidst at hamre en pæl ned i et trækar med hirse.

Midt i vrimlen står 37-årige Mohammed Jaoui Landokojo og ser lidt fortabt ud. Hans kæmpestore veteran Berliet-lastbil har set bedre dage. Den er svejset sammen på alle leder og kanter, og ifølge ejeren er det tvivlsomt, at den klarer turen tilbage til Nigers hovedstad, Niamey.

»Jeg har to koner, syv søstre, en lillebror og tre børn, men snart ikke mere nogen lastbil. Dér, hvor du bor, er der jo masser af den slags biler, så måske kunne du sende én herned?« spørger han.

I Vestafrika er der ofte urealistiske forestillinger om, hvad gæster kan udrette. Ikke mindst hos børnene. En stor skare følger os rundt på markedet i håb om at få en kuglepen eller en tom vandflaske. De er mindre pågående end mange andre børn, og så er de gode til at synge. Så vi lærer dem to af vores selvkomponerede favoritter: "Toubab-balubab" og "Under the Baobab".

Markedet i Ansongo er bestemt et besøg værd, men det er meget langt væk.

Radioen ændrede alt
Hvis alle studieværtinder så ud som Mameta Almahmoud og Halima Garba, ville der formentlig opstå kødannelser for at få job på et af Vestafrikas nyeste hits: Bush radio.

De to kvinder, den første lyshudet tuareg og den anden sort songhai, bor i landsbyen Bankilare omkring 300 km uden for Nigers hovedstad, Niamey.

Landsbyen ligger helt derude i bushen, hvor veje afløses af et støvet og hullet vaskebræt af jord, der kan ryste skruerne løse i selv den mest hårdføre firehjulstrækker.

Men ellers ligner Bankilare de andre. Små lerklinede bankohuse, en stor krukke til at gemme hønsene af vejen i om natten, et væld af børn og så den sædvanlige forsamling af geder, køer og kameler, der får lov til at vade frit rundt. Oveni har Bankilare dog noget, som mange andre landsbyer ikke har. En 30 meter høj antenne, der sørger for spredningen af radiobølger.

I et land som Danmark, hvor statsradiofonien har rundet de 75 år, er der ikke meget opsigtvækkende i at kunne skrue op for P3 eller en af de utallige private stationer. Men i Nigers isolerede områder er der tale om intet mindre end en revolution.

"Kvinder i landsbyen fik ideen i 1998, da der var hungersnød i området.

Bankilare ligger udenfor det område, hvor man kan modtage Nigers statsradio, så derfor fik beboerne ingen nyheder om situationen. Den eneste måde, folk fik orientering på, var, når der kom særlige sendebud fra hovedstaden," fortæller direktøren for projektet, Ahmed Rissa.

Blandt initiativtagerne var bl.a. 30-årige Mameta Almahmoud, der igennem et år oplevede så ødelæggende en tørke, at folk begyndte at spise bladene på træerne for at overleve. Derfor var hun også en af de første, der meldte sig til at tage en tørn som journalist. Det er fortrinsvis velgørende arbejde. Efter at have gennemført fire korte kurser får hun en månedsløn på 175 kr.

Sender på lokalsproget
"Radioen har ændret folks mentalitet. I begyndelsen anede de ikke, hvad en radio var for noget. Den har fået dem til at diskutere, og den giver dem en masse oplysninger, som de ikke tidligere havde adgang til," fortæller Mameta.

Selv skiller hun sig ud fra de øvrige ved at have gået 10 år i skole i den nærmeste store by, Tillabéry. 90 pct. af indbyggerne i Bankilare er analfabeter. Radio Lykke - Alher eller Gomni alt efter lokalsproget - sender to timer om morgenen og fire timer om eftermiddagen til et område med en radius på omkring 25 km. Det sker på flere forskellige lokale sprog og ikke på Nigers officielle sprog, fransk, som de færreste i landområderne taler.

Sendesystemet er enkelt og billigt. Det hele kører på solenergi, for el via en ledning er ikke tilgængeligt i bushen. I alle landsbyer inden for antennens rækkevidde er der opstillet mindst en radio, som lokalbefolkningen kan lytte til for at få de sidste nyheder.

Målet er at oplyse
Eller rettere lokale nyheder. Radio Lykke er formentlig den eneste radiostation i verden, der ikke en eneste gang siden 11. september har nævnt navnet Osama bin Laden. Radioen beskæftiger sig ikke med politik eller udenrigspolitiske anliggender, men kun med de nære emner. Ideen er ikke at afdække konflikter, men at oplyse.

"Vi har foreløbig været med til at oprette 20 lokalradioer over hele Niger, og vores filosofi er, at radioerne ikke skal dække noget stort område. Målet er, at folk skal komme i kontakt med hinanden og lære hinanden at kende," siger Djilali Benramane fra UNDP.

Programmerne handler f.eks. om landbrug, udvikling, miljø og undervisning. Landmænd får at vide, hvordan de kan få større udbytte af deres hirsemark, og kvæghyrderne får tip om, hvordan de kan undgå konflikter med agerdyrkerne, når deres kreaturer løber ind over en rismark.

30 minutter til de unge
Et par gange om ugen tager et program religiøse emner op som f.eks. koranlæsning. De unge spises af med 30 minutter om ugen i programmet Nous les jeunes som bringer musikhits fra udlandet, bl.a. Frankrig.

Kvinderne er navnlig optaget af programmer om sundhed, sygdomme og opdragelse af børn. Som en af initiativtagerne og mor til seks børn, Eglass Fifina, udtrykker det, er det at høre radio ligesom at gå i skole.

Flere gange har klager fra lytterne været med til at ændre programfladen. Kravet lyder sjældent på mere rockmusik, derimod ønsker landmændene mere praktisk rådgivning. De unge er også optaget af den TV-stue, der er oprettet i forbindelse med radiostationen. TV- og videoudstyret er en gave fra den amerikanske ambassadør i Niger. På det eneste TV i landsbyen kan beboerne se programmer fra en international fransk kanal. For tiden er det absolutte hit fodboldkampene i de afrikanske mesterskaber. Det er også muligt at leje videofilm af FN til en symbolsk pris på 30 øre pr. film.

Solenergi
Både TV-apparatet og radiostationen kører på solenergi, og næste tiltag kan blive vindmøller. Da ingen har råd til batterier, kan de fleste radioer, der bruges i landsbyerne, trækkes op med håndtag. Som en smart detalje kombinerer de en lygte med en radio, så bønderne kan have dem med i marken selv efter mørkets frembrud.

Projektet er oprindeligt finansieret af FNs udviklingsfond, UNDP, hollandske bistandspenge og af Acmad, det afrikanske meteorologiske center, der bruger radioen til at sende vejrmeldinger.

Radioen hyldet i dans
Ingen kan være i tvivl om, at beboere i Bankilare er begejstrede for deres radio, når man ser den velkomstkomité, der er trommet sammen for at møde de udenlandske gæster. En snes kvinder i festdress fra landsbyen opfører en klappedans og synger sange, der hylder radioen.

Teksten, hvis forfatter er ukendt, men som kunne være en af initiativtagerne, lyder noget i retning af, at radioen har ændret vores liv og vores mentalitet, nu forstår vi en masse ting. En af kvinderne kaster sig flere gange i støvet foran fotografen, men vi forstår ikke helt meningen.

Landsbyer skal på nettet
Næste skridt i projektet er at skaffe Bankilare og alle andre isolerede landsbyer i Niger adgang til internettet via en satellitforbindelse.

Målet er at oprette en email-adresse pr. landsby, for den almindelige postgang er ikke altid stabil i bushen. De, der kan læse og skrive, skal så fungere som posthus for de øvrige beboere.

Bush-radioen har også et fredspolitisk sigte. Niger har ligesom nabolandet Mali i mange år været rystet af et voldeligt oprør fra landets tuareg-nomader, Saharas såkaldte blå folk. Selv om der blev sluttet fred i 1996, er der stadig mange våben i omløb i ørkenregionerne, og tidligere rebeller mistænkes for at stå bag kriminalitet og voldelige overfald på rejsende.

Radioer for våben
Derfor har organisationen Freeplay Foundation senest doneret 14.400 manuelt optrækkelige radioer, som skal byttes for våben. Programmet går i gang i slutningen af februar og ventes at blive en succes.

Og som Benramane fra UNDP forklarer, rækker radioprojektet endnu videre end at indsamle våben fra kriminelle rebeller. Det skal også hjælpe kriminelle kvinder. Radioerne skal således gøres klar af unge kvinder, der prøveløslades fra fængslet i hovedstaden Niamey. Flere af dem er dømt for at have dræbt deres nyfødte børn på grund af den udbredte fattigdom i Niger.

Slaver og herrefolk
Slaveriet er officielt afskaffet over hele Afrika. Men de tidligere slaver lever stadig i dyb afhængighed af deres gamle herrer.

Djenné Min ven fra Mali i Paris, Camara, havde fortalt om det. Når han kom hjem til sin hjemby på ferie i Afrika, ville folk fra kvarteret komme og varte ham op, som om han var en konge.

Camara arbejder i Paris som ufaglært for et internationalt firma. Hjemme i Mali tilhører han adelskasten, mens opvarterne er hans families tidligere slaver. For selv om slaveriet er afskaffet ved lov først af de franske koloniherrer og siden ved Malis og de øvrige vestafrikanske landes selvstændighed i 1960, lever traditionen videre i bedste velgående.

Som for eksempel her i slavegården i Djenné. Herinde bag de lerklinede vægge deler de godt et halvt hundrede medlemmer af en slavefamilie den sparsomme plads med æsler, geder og høns. De får ikke pisk, kan sige, hvad de vil, gå hen, hvor de vil, men inde i hovedet er de stadig slaver. "Han siger, at han er vældig godt tilfreds med at være slave," oversætter Basory Bocoum, da han har fået anbragt sig på en måtte sammen med overhovedet for slavefamilien, Samba, der bærer samme efternavn.

31-årige Basory er adelig og tilhører Malis fulani-folk. Hans familie er kvægavlere og har i generationer holdt slaver. I gammel tid blev de vundet som krigsbytte, når muslimer gik ud for at omvende de vantro med magt, eller de blev kort og godt bortført i nattens mulm om mørke.

Markerne er herrens
I overværelse af sin herre kunne Samba næppe sige så meget andet. Han ser lidt sørgmodig ud, men tiden er ikke inde til et nyt slaveoprør. De rismarker, som sikrer slavefamiliens overlevelse, tilhører fulani-herrerne, og det samme gør de okser, der gør en del af arbejdet.

Samba ved ikke, hvor gammel han er, men det er ikke noget særsyn i Mali, hvor fødselsdagsfester tilsyneladende ikke er noget vigtigt. Slavefamiliens overhoved har to koner, og fem af hans børn lever stadig.

"I dag er vi frie til tale og til at gøre, hvad vi vil. Men vi tilhører stadig fulani-familien," siger Samba ifølge sin herres uautoriserede oversættelse. Familiens børn går i skole og bliver behandlet som alle andre, fortæller han.

Sådan vil det altid være
Basory Bacoum har ikke nogen etiske skrupler over stadig at holde slaver. I dag er blot tale om afhængighed, siger han. I Afrika er der adelige og slaver, og sådan vil det altid være. De gifter sig sjældent indbyrdes, og alle har det bedst med at blive i sin kaste.

"Det er i blodet. Hvis du er dum, bliver din søn også dum. Derfor bliver slaverne aldrig ligeså kloge som os. Det er umuligt. Derfor bliver deres børn også slaver, og derfor er de glade for at være slaver." Han forklarer, at det er dyrt at være slaveejer. Fulani-herren skal op med pungen og betale medgift eller afholdelse af festen, når en slave skal giftes, og når en slave bliver syg, er det herren, der skal stille med de nødvendige 20 skåle ris.

Sandheden er formentlig, at selv om slaveri er forbudt, er mange i Afrika stadig dybt afhængige af gamle rangklasser, der i visse tilfælde fungerer som det eneste sociale sikkerhedsnet.

Da nabolandet Mauretanien for nogle år siden kom under kraftig international kritik, fordi slavetraditionerne levede videre, blev det opfattet som en eksistenstrussel for mange af de tidligere slaver. For selv om de ikke får betaling, når de arbejder for herren, er de sikret en tilværelse.

Et andet eksempel er Saharas nomadefolk tuaregerne, der tidligere holdt mange slaver. Voldsomme tørkeperioder i de seneste årtier har ryddet kraftigt ud i tuaregernes dyrehold og dermed formuen. Mange tuareger har skilt sig af med deres slaver, bella, fordi de ikke længere har råd til dem. Friheden har derfor for de fleste været lighedstegn med dyb fattigdom og usikkerhed.

Rygmarvsrefleks
Slaver i Afrika er derfor både fri og ufri, og da folk i Mali i stor udstrækning tænker som i middelalderen, fungerer kastesystemet som en rygmarvsrefleks. Selv om den aristokratiske Basory holder af sine slaver, har han ikke meget respekt for deres intelligens.

På en skala på ti i Mali, fortæller han, kan kun de adelige nå op på ti, mens en slave, uanset hvor dygtig han er, aldrig når højere end ni. Det vil heller aldrig kunne lade sig gøre, at en slave bliver rigere end sin herre, for evnen til at tjene penge ligger i fulaniernes blod, mener han.

Ingen sammenligning
En anden del af sandheden er, at selv om slaveriet ikke blev opfundet af hvide, men af de sorte selv, kan afrikanernes måde at holde slaver på ikke sammenlignes med de pinsler, som de hvide udsatte sorte slaver for.

Da hvide slavehandlere helt frem til slutningen af det 19. århundrede sendte millioner af sorte til Sydamerika og USA fra slaveøen Goree i Senegal, Danmarks guldkyst i Ghana og resten af Vestafrika, købte de hvide deres menneskelige varer af sorte slavehandlere.

Stille dage i Bamako
Aicha Sidibe har smurt hvid creme ud over hele ansigtet. Hun smiler indsmigrende, mens hun igen og igen hamrer en kraftig træmorter ned i et trækar. Som de øvrige kvinder ved flodbredden i Bamako er hun i færd med at producere fonio, en særlig Mali-udgave af couscous eller pasta.

»Jeg er ikke blevet gift endnu, så jeg leder efter en mand. Derfor har jeg taget masken på. Den gør mig kønnere, og mændene kan godt lide det. Hvad skal du i øvrigt lave i morgen?« spørger den 25-årige afrikanske kvinde, mens hun hamrer videre.

Det er snart sidste udkald for kønne Aicha. Omkring halvdelen af Malis befolkning er under 15 år gammel, og de fleste kvinder gifter sig og får børn, før de runder de 20 år.

Aicha og de øvrige kvinder, hvoraf nogle har spædbørn svøbt på ryggen i et klæde under arbejdet, studerer ivrigt vores hænder for at se, om vi bærer vielsesringe. De tager fat i os, griner og fortæller om, hvordan de fine pyramider af fonio langs vejkanten bliver til.

De er ikke påtrængende, og de er næppe særligt imponeret over vores svedige exploratør-look. Men de er heller ikke blinde for, at ægteskabet kan være den eneste vej ud af det fysisk hårde arbejde ved floden.

»Kom igen i morgen,« siger Aicha, »så taler vi videre,«, mens vi fortsætter hen til de kraftige fiskekoner, der langs floden sælger karper og såkaldte kaptajnfisk fanget direkte i floden. I de omkring 30 graders varme står der en ram dunst af gammel fisk fra standene.

Det hele har tiltrukket fluerne, som også er mødt talrigt op i slagterbutikken. Malis sundhedsmyndigheder er ikke indenfor synsvidde. Måske eksisterer de slet ikke. Men som vores medrejsende, DRs Jørn Stjerneklar, så smukt formulerer det: en milliard afrikanske fluer tager sjældent fejl. Kødet og fiskene er gode nok.

Voldsom forurening
Er Bamako i januar klimamæssigt en nogenlunde behagelig oplevelse, kan man ikke sige det samme om forureningen i luften. Enhver driftig eksportør af filtmasker burde kunne lave sig en formue her. Luften er tæt af fint støv, der trænger ind i næsen og svier i øjnene.

Det hele stammer ikke fra Harmattan-vinden fra Sahara, selv om den blæser kraftigt i denne tid. Meget skidt sendes ud som sorte skyer fra stinkende diesellastbiler eller de grønne minibusser uden vinduer, som formentlig har fået udbetalt skrotpræmie i Europa, før de blev eksporteret til Mali.

Andet støv hvirvles op fra de hullede jordveje af potente og funklende firehjulstrækkere med tonede ruder og chauffører i moderigtige T-shirts og solbriller, hvis der ikke er tale om en bil fra en af de utallige hjælpeorganisationer.

Midt i fattigdommen har en elite i Mali formået at score kassen. Enten som forretningsfolk eller som højtstående embedsmænd. Som en bekendt i Bamako udtrykker det, er skolen for toldere den vanskeligste overhovedet at komme ind på, for den giver mulighed for at tjene uanede summer i bestikkelse.

På turen langs veje, hvor affaldet flyder, kan ingen undre sig over, at malierne kun i gennemsnit kan forvente at blive 51 år gamle. Men midt i fattigdommen har de alligevel formået at bevare deres værdighed, stolthed og gæstfrihed. Kun få af børnene tigger, og overalt i den gamle franske koloni hilser de voksne på gæsterne med et smil og et »ca va« på fransk.

Uanede reserver
At dømme efter antallet af voksne på gaderne rummer arbejdsstyrken uanede reserver. Der findes ikke et bare nogenlunde troværdigt tal for arbejdsløsheden, men den er stor.

Hovedstaden, der bortset fra enkelte høje betonrædsler til officielle bygninger er bygget af lave huse og blikskure, minder i dagtimerne om en myretue af mennesker. Livet foregår udendørs langs de åbne og ildelugtende kloakker. Mødre laver mad på små gasblus, de vasker deres børn i store kar eller fletter hinandens hår. Mændene reparerer cykler eller biler. De hører musik i ghettoblastere eller blomstrer bare i en flettet havestol og kigger tomt ud i verden. Unge mænd sælger cigaretter i pakker eller enkeltvis, eller de tilbyder piratkopier af musik CD'er med Malis bedste og verdensberømte musikere.

Ikke alle er dog tilfredse. Foran Ecole Normale Supérieure, en del af Bamakos universitet, er studenterne i gang med deres eget oprør. De har ikke gravet brosten op som i Paris i maj 1968, for her er ingen brosten, men de stimler sammen omkring deres ledere, der i skrattende megafoner opfordrer til at fortsætte kampen.

Lærerstrejke
Hele sidste år strejkede lærerne, og undervisningen var indstillet. Men mens lærerne stadig blev betalt, fik de studerende konfiskeret deres månedlige uddannelsesstøtte på 26.250 afrikanske francs, små 300 kr. Bamakos universitet er det eneste store i landet, og mange er kommet langvejs fra for at få en uddannelse. For dem er det en katastrofe.

»Vi har protesteret i to måneder nu, men ingen lytter til os. Vi har ikke råd til at betale husleje, så mange er blevet smidt ud fra deres værtsfamilier og frister nu en miserabel tilværelse,« siger 23-årige engelskstuderende, Habib Toure, der er kommet fra Gao i den anden ende af landet. Han satser på at afslutte sin uddannelse, men har ikke noget håb om, at det vil bringe ham nogen glorværdig karriere som akademiker. For 80 pct. af dem, der forlader universiteterne, får ikke arbejde, fortæller han.

»Men jeg kan eventuelt blive mekaniker eller murer, når jeg er færdig,« siger han og giver en del forklaringen på, hvorfor mange unge maliere forsøger at komme til Europa og helst Frankrig. For uanset, hvad de laver her, er chancerne bedre end i Bamako. Mange anholdes i razzier og sendes hjem igen, som det blev skæbnen for vores nabo på række 56 i flyet på vej herned.

Lysten til at arbejde mangler ikke. Midt i interviewet trækker en lille dreng en børste frem og begynder ivrigt et forsøg på at gøre mine støvler blanke. Uden held. Han finder hurtigt ud af, at de er lavet af lærred.

Stort kulturchok
Kulturchokket er voldsomt, og af og til kan det være svært at fatte, at dette er en del af planeten Jorden anno 2002. Dog findes der noget, der forbinder alle her på kloden, og som hæver sig langt over de daglige problemer, og det er alle i Mali optaget af lige nu.

Om en uge begynder de afrikanske mesterskaber i fodbold netop i Mali. Spørger man sig for i slumkvarterne, hvor de unge hujende er beskæftiget med drabelige opgør i fodboldspillet babyfoot, er der en god chance for, at Mali igen vil hæve hovedet og vise verden, at et af Afrikas fattigste lande langtfra har givet op.

Tilbage til stenalderen
Guno Togo slår et bredt grin op, så hans få resterende gule tænder næsten mister grebet om den rygende snadde, der har fast plads i munden. Hans embedsuniform består af en grøn filthat broderet med små konkylier, en meget brugt, men aldrig vasket T-shirt fra et bilfirma, poseknæbukser i filt og møgbeskidte badesandaler.

Nej, Guno Togo er ikke med i skuespillerstaben til hverken Harry Potter eller Ringenes Herre. Han er høvding og medicinmand i en lille landsby med nogle få hundrede indbyggere i et af Vestafrikas mest specielle samfund, Dogon-riget i det centrale Mali, og han er kommet for at kalde ånderne til hjælp for at sikre JP Explorer en sikker rejse.

Derfor holder han en hane i fødderne. Den koster 25 kr., fortæller han og slår et nyt grin op. Guno Togo kan godt lide øl, den hjemmebryggede vamle hirseøl går an, men han kan bedre lide flaskeøl, og nu kan han købe noget mere.

Prisen på 25 kr. må siges at være rimelig for en altdækkende rejseforsikring, og ritualet i den lille høvdingegård, hvor flere generationer lever sammen i et virvar af små afrikanske lerhytter, kan gå i gang.

Perfekt aflivning
Høvdingen trækker en kniv fra en lervæg, hvor der også hænger jagttrofæer som abe- og slangeskind og jagtvåben som en flintbøsse, en forlader og en slynge. Kniven slibes nødtørftigt på en sten, hvorpå Guno rækker den og hanen til sin søn. Han er udset til at gøre det beskidte arbejde, og med noget besvær - kniven er langtfra skarp, og haner på disse kanter er seje - får sønnen skåret halvdelen af halsen over.

Han lader blodet dryppe ned på sine talismaner, hellige træfigurer og nogle pigge fra hulepindsvin. Så slipper han den halvdøde hane løs. Efter et par spjæt falder den til sidst om i en bunke affald med plasicposer og et udbrændt batteri tæt på de bloddryppende og hellige træfigurer. Med et enkelt flinteslag tænder høvdingen ild i en vatlignende plantetot og lægger den ind under hanens vinge for at drive de onde ånder væk.

»Det gik perfekt,« siger høvdingen, »hvis hanen var løbet væk, ville I have haft problemer, men nu har ånderne lovet at passe godt på jer. Røgen gik også i den rigtige retning. I kan rejse sikkert.«

Frygt for turister
I Gunos familie hedder den beskyttende gud Amba, men hver familie dyrker sine egne guder. Nogle dyr må aldrig jages, heriblandt ræven, en bestemt slange, krokodillen og skilpadden. Ræven er det helligste dyr, fordi Dogon-guden Amma ved universets tilblivelse straffede et af de første mennesker ved at forvandle det til en ræv.

Dogon-folket tror i vidt omfang stadig på de overjordiske guder og ånder, og hver ting har sit eget liv, selv om katolske og muslimske missionærer - ifølge høvdingen ved at lokke med penge - får tag i stadig flere indbyggere. Guno er også bange for, at turister skal ødelægge tilværelsen, bl.a. fordi de vilde dyr skræmmes væk. Da han var barn, løb folk væk og gemte sig, når der kom fremmede forbi.

I århundreder har Dogon-folket levet isoleret i et uvejsomt bjergmassiv med vilde kløfter, som beskyttede dem mod påvirkning udefra. Historien om folket er, at det i det 15. århundrede flygtede for at undgå at blive tvangsomvendt til islam. I det centrale Mali fortrængte Dogon-folket så de tidligere indbyggere, pygmæer fra Tellem-folket, der boede i små huler i bjergsiden.

Kulturarv forsvinder
Turen ud til landsbyen foregår til fods op og ned ad stejle klippelandskaber. Heldigvis dukker bærere op til at tage bagagen. I landsbyen er to sten- og lerhuse afsat til de rygsækturister, der dukker op. For den største trussel mod Dogon-landets jomfruelighed synes at være påvirkning fra den vestlige civilisation, der allerede er forsvundet med en stor del af Dogon-folkets kulturarv i form af antikke masker og figurer.

Men når man ser bort fra de unge mænds Nike-trøjer og enkelte transistorradioer, er vi tilbage i stenalderen. El kendes ikke, stjernerne er det eneste aftenlys i hytterne, vand hentes i en brønd, og toiletbesøg ordnes ude i klipperne.

Høvdingen og et mylder af små nøgne børn kommer os i møde. Så følger kvinderne. Som andre steder i Mali er de svøbt i farvestrålende stoffer, mange har blottet overkrop og et spædbarn suget fast til brystet.

Hjerteligheden er overstrømmende, og ingen er tilsyneladende generet over at bo i et levende fortidsmuseum. I de små gårde er kvinder i gang med at forvandle jordnødder til lækkert peanutsmør eller hirse til mel. De banker løs med store pæle ned i et trækar, mens børnene spiller kalaham i huller i klippen.

Landsbyen er opdelt i tre kvarterer, et for kristne med en lille lerkirke, et for muslimer med en lermoske med et strudseæg ovenpå og et for animisterne, men det skal man ikke tage for højtideligt. For overtroen florerer stadig overalt. Også i de kristne og muslime dele hænger på hver et hus rester af dyreofringer for at beskytte indbyggerne. I den muslimske del holdes svin, og i den kristne bor abemanden.

Menneskeofring
Høvding Guno er dog en smule bekymret over, at ånderne og naturreligionen en dag taber kamper.

»Hvis det fortsætter, kan vi ikke holde vores næste Sigi-fest i 2027,« siger han med adresse til Dogon-landets indviklede tro, som etnologerne aldrig helt har gennemskuet.

Abejægeren, som desværre er ude på jagt, er et godt eksempel på, at høvdingen foreløbig ikke har noget at frygte. Ind i ydermuren på sin hytte har han anbragt en flot samling abekranier for at formilde ånderne.

Aberne ligner mennesker og trådte i stedet for de menneskeofringer, som Dogon-folket tidligere smigrede ånderne med. Høvdingen forsikrer, at det mindst er tyve år siden, det sidste menneske blev ofret. Oftest gik det ud over landsbyens smukkeste adelige jomfru. Han sætter i et latterbrøl, da vi forsigtigt spørger, hvornår den sidste »toubab« - hvide mand - gik i fælden. Vi får aldrig et svar.

I midten af landsbyen ved siden af en offersten, som skiftevis oversprøjtes med gedeblod og hirsemælk, er indrettet palaver-pladsen. Et åbent rum bygget af tykke stolper med et tykt lag hirse som tag. Her afgøres tvister mellem indbyggerne. Fidusen er, at her er så lavt til loftet, at skænderier aldrig bliver særligt ophedede. For når deltagerne rejser sig, slår de hovedet mod loftet.

Vi fortsætter en anstrengende gåtur til andre og endnu mere isolerede landsbyer som Indelo, hvor børnene igen kommer os i møde. De kappes om at holde toubaben i hånden, men de tigger ikke.

Opdeling i kaster
I Indelo kommer vi forbi menstruationshuset, som er en fast bestanddel i enhver Dogon-by. Her er adgang strengt forbudt. Ånderne anser menstruation for noget urent, og derfor må kvinderne en gang om måneden bo afsondret fra resten af landsbyen i nogle dage.

Her møder vi også medlemmerne af smedefamilien Kasoge, der bag en løs stenmur med en blæsebælg, et bål og glødende redskaber er i gang med at lave markredskaber, skodder til forrådshytterne og forladegeværer.

Som det meste af befolkningen i det feudale Mali er Dogon-folket opdelt i kaster. Man kan enten være nobel, griot (historiefortæller og sanger ved bryllupper), smed eller djang, der som den lavestrangerende tager sig af det hårde arbejde. Det gør erhvervsvejledere overflødige. For man er født til sit arbejde, og det er problematisk at gifte sig på tværs af kasterne.

Smedemesteren Anda beklager sig over, at det ene batteridrevne TV, der indtil videre er kommet til landsbyen, er i færd med at ødelægge de unge og få dem til at flygte til byen. Hans 27-årige søn, Ablai, giver ham ret. Selv tager han i nogle måneder om året til byen for at arbejde, og der har han købt en Nike-trøje. Men når man kommer hjem igen, skal man leve som de andre.

»Det har i flere landsbyer skabt problemer, når nogen vender hjem med penge efter at have arbejdet i andre afrikanske lande eller i Europa.

Så duer hytten ikke mere, de vil have et stort hus med el og vand, de vil kun drikke vand af flasker, og de begynder at kritisere maden og alting,« siger han.


Hvid mand kureret
For høvding Guno Togo og andre gamle i Dogon-landet er spørgsmålet om at rejse fjernere end den fjerneste stjerne. Guno har aldrig set resten af Mali, til gengæld kender han hver en klippe i sit rige. Og nok kunne en tandlæge gøre store forretninger i høvdingegården, men andre sygdomme klarer høvdingen selv.

Fra sin far har han arvet overnaturlige evner til at helbrede med hemmelige opskrifter og mildt sagt alternativ medicin. Før solen går ned over dette forunderlige rige, får en af ekspeditionens deltagere, DRs Jørn Stjerneklar, en smagsprøve. Som medicin mod en halsbetændelse fremkaldt af ørkenvinden Harmattan smører høvdingen gult mudder ud på panden af den syge, mens han messer nogle ord til ånderne.

Så stikker Guno i et stort grin og siger, at toubab - den hvide mand - roligt kan rejse videre.

Trange kår i Niamey zoo
Arafat er den første, vi møder. Han er spærret inde i et lille bur, slænger sig på ryggen på en gren og ser opgivende ud på tilskuerne på den anden side af tremmerne.

I zoologisk have i Niamey er Arafat en chimpanse. Niamey er hovedstad i Niger, et af verdens absolut fattigste lande. Og som i andre dele af navnlig Den Tredje Verden kan et besøg i zoologisk være et godt barometer for levestandarden og måske især for fattigdommen.

Det står tilsyneladende ikke helt skidt til i Niamey, selv om turen ind til hovedstaden er som at køre igennem en kæmpe losseplads. Overalt er jorden dækket af plasticposer, som alle tilsyneladende bare smider fra sig.

I Niamey zoo spiser dyrene ikke hinanden af sult, og levende foder i form af mølædte æsler går ikke rundt i gangene og venter på at blive kastet for løverne, som det for nogle år siden var tilfældet under JP Explorers besøg i zoologisk have i Bamako i Mali.

Men heller ikke i Niameys dyrepark ruttes der med pladsen. Et løvepar har omkring 30 kvadratmeter at boltre sig på. Deres pels er afpillet, og de har sår på kroppen af at ligge på den bare cement. Lidt derfra i et andet bur på højst seks kvadratmeter keder en løveunge sig bravt. Her er ingen sikkerhedsbarrierer, så vi kilder Simba på tæerne gennem hegnet.

I krokodillegraven ligger de tre dovne krybdyr på et par meters længde så stille, at man skulle tro, at de var udstoppede. Den ene er så træt, at den ikke orker at lukke kæbene. Eller måske venter den bare på, at der engang skal falde mad ned i gabet.

I det runde bassin ved siden af stiger flodhesten tøvende op til overfladen og kun for at trække vejret, for hver gang smider parkens besøgende drenge grene og sten i hovedet på den.

Fostre til morgenmad
Strudse, bøfler og antiloper har rimelig plads, mens sjakaler og hyæner vandrer rundt om sig selv som sindssyge på få kvadratmeter i deres små bure. Værste syn opleves i afdelingen for store gribbe, der er udtryk for menneskabt natur i sin mest makabre udblæsning.

Her kan de små børn se, hvordan fire gribbe til morgenmad har fået serveret syv gedefostre, der allerede delvis er parteret og hakket i stykket. Med hovedet smurt ind i blod sidder den største grib i et hjørne med et veltilfreds udtryk om næbbet.

Stanken er kvalmende i varmen. Ikke blot af kød, der er gået i forrådnelse, også af urin fra gæsterne, der blot sætter sig ned på jorden for at besørge, og fra drengesælgere, der bærer deres lugtende fiskeforretninger på hovedet.

Som sjældne hvide toubab-gæster bliver vi hurtigt hovedattraktionen for de hjemløse børn, der går rundt med en madskål om halsen for at tigge lidt ris, og for de små sælgere. Man kan ikke gå en meter i zoologisk have i Niamey uden at blive tilbudt et batikbillede, en pung i kamelskind eller en fotoramme.

Kæmpe-krokodille
Det er ikke tilfældigt, at zoologisk have udgør en væsentlig del af Nigers nationalmuseum, for dyr har altid spillet en hovedrolle i dette tørre ørkenrige, der for millioner af år siden var dækket af grøn savanne og skov.

I år 2000 fandt fossiljægere i Sahara i Niger resterne af den største krokodille, der nogensinde har levet på jorden. Det gigantiske skelet tilhørte en krokodille på ti tons og ligeså lang som en bybus, men super-Krok er ikke kommet til Niamey.

Andre fund af fortidsdyr kan ses i museet. Bl.a. af en Ouranosaurus, der huserede på disse kanter for hundrede millioner år siden. I 1966 blev skelettet fundet i Sahara-ørkenen tæt på byen Agadez.

I en anden bygning hviler de sørgerlige rester af Ténéré-træet. Det var et af planetens mest berømte træer, indtil det under tragiske omstændigheder afgik ved døden i 1973. Det lykkedes en libysk lastbilchauffør at ramme det, selv om træet var det eneste i ørkenenen i 400 kilometers omkreds.

Som et vigtigt pejlemærke for rejsende i ørkenen nød det flerstammede Akacie-træ den eksklusive ære at være afmærket på verdenskortet i 1 : 1.000.000. Det var omkring 300 år gammelt og havde 35 meter lange rødder, der gik ned til grundvandet.

Ved verdens ende
Engang for mange hundrede år siden var gaderne i denne sagnomspundne by berømt over hele verden for at være belagt med det pureste guld. I dag er her kun sand tilbage, og de eneste glimt kommer fra tomme sardindåser og plasticposer. I rundkørslen ved "Selvstændighedens Plads" kører en træt vandvogn rundt for at få vejen til at støve lidt mindre. 

Alene navnet Timbuktu har i århundreder fået folk til at drømme. Om ørkenen, om kamelkaravaner, om ulidelig varme eller om verdens ende, som blev byens tilnavn i Anders And. Selv om Timbuktu i dag for mange står for det nærmeste, man kommer et beskidt hul i jorden, er ørkenbyen med sin rå charme stadig et eventyr for de fleste.

Ligesom Rom er det en evig og hellig by. Men i modsætning til Rom fører ingen veje til Timbuktu. "Verdens ende" er derimod et passende udtryk. Der er ufatteligt langt til den isolerede ørkenby, når man ikke hopper på et fly, men når man som JP Explorer rejser den lange vej med båd på Niger-floden.

Allerede indkørslen til Timbuktu fra den nærliggende havneflække Karaba skræller guldet af byens image. Rigdom er afløst af sanddynger på vejen, skrald og faldefærdige lerhuse og basthytter. En skov af skilte fra alverdens hjælpeorganisationer fortæller, at fordums gyldne tider er forbi. I dag er Timbuktu på støtten og truet både af den fremrykkende ørken, fattigdom og af spændinger mellem befolkningsgrupperne.

Domineret af arabere
Malis største nordligste by er en heksekeddel af modsætninger, og stemningen er langt mere aggressiv end i det vestafrikanske lands andre byer. Byen er domineret af maurere og andre arabere, der styrer kamelkaravanerne og handelen med salt fra minerne godt 800 kilometer nordpå midt i Sahara. Men her bor også nomadefolket tuaregerne og mange sorte fra Malis største etniske grupper, der ikke føler sig godt behandlet.

»Araberne er meget anderledes. De er racistiske og føler sig vigtigere end alle andre. De er de rigeste her i byen og behandler ikke os andre godt,« fortæller skrædder Badu Tanbina, der tilhører songhai-folket.

Han tilføjer dog, at Timbuktu har ændret sig til det bedre i løbet af de seneste år. Blandt andet har byen fra international ulandshjælp fået vandpumper, så der i dag er rindende vand i mange hjem. Desuden er der nogenlunde gang i forretningen på grund af de relativt mange turister, der trodser naturens kræfter for at se Timbuktu. Nogle af dem køber hos Badu Tanbina et komplet tuareg-dress for 150 kroner.

En uheldig bivirkning ved turismen er tiggeri. Især børnene er pågående og svære at ryste af. Men enhver i Timbuktu stikker hånden frem og forventer en gave eller kontant belønning for at tale med en fremmed. Og når man afviser, fører det som regel til råb og skrig, hvilket er usædvanligt for resten af Mali.

Som på markedspladsen, hvor kvinder sælger tørrede fisk, krydderier, vild røgelse, arabisk gummi, tøj, tingeltangel, kamelsko og blokke af salt fra minerne i Taoudenni.

Intet salg i tre dage
»Jeg har ikke solgt noget i tre dage,« siger Fatima, da vi køber et par blokke salt for nogle få kroner og forsøger at få en samtale i gang. Fatima bryder dog gang på gang sammen i grin. Det er første gang, nogen har interesseret sig for hende, og første gang at hun skal svare på så åndssvage spørgsmål om, hvad hun føler, siger hun.

Man stiller ikke så mange spørgsmål i Timbuktu. Livet er, som Allah har bestemt, eller hvad man selv gør det til. Midt på vejen er Sidi Diku i færd med at rejse fire pinde med et sivtag over. I den nye butik vil han sælge te og sukker. Byggetilladelser er en by i Sahara. Det samme gælder for veje. I Timbuktu opstår der ofte store huller i sandvejen, når lokale blander vejbanen til mudder og skærer den op i banko-mursten for at reparere deres hus.

I udkanten af byen samles kamelkaravanerne før den lange march op til saltminerne. De fleste er styret af arabere som Ould Boujouma, som vi vækker midt i eftermiddagssøvnen. Han venter på sin næste saltkaravane. Tre gange om måneden sender han tre mand og 30 kameler turen op til saltminerne i Taoudenni. Rejsen frem og tilbage varer højst 40 dage. Kamelerne går om natten, når det er køligt, og sover om dagen.

Ligesom sin far, sin bedstefar og andre i familien før dem har Boujouma altid været i saltindustrien. Han frygter ikke for fremtiden for karavaneindustrien, selv om en stor lastbil med ørkendæk i dag kan gøre turen til minerne og hjem igen på nogle få dage.

»Det er godt for minearbejderne, at de hurtigt kan komme hjem med lastbil, men det er selvfølgelig dårligt for kamelerne. Jeg er nu sikker på, at saltpriserne vil afgøre problemet. Når de falder, kan det ikke betale sig at køre en lastbil derop.«

En ungkamel kan kun fragte to saltplader på i alt ca. 80 kilo. En trænet kamel kan bære dobbelt så meget på den lange tur. Men ifølge Boujouma vil kamelerne aldrig kunne erstattes, og minerne har salt nok til endnu mange hundrede års forbrug.

Buktus brønd
I gamle dage var saltblokkene næsten deres vægt værd i guld. Byen siges at være grundlagt i 1100-tallet, da en gruppe tuareger slog sig ned. En gammel kone, Buktu, hev vand op ad brønden, der hedder tim på lokalsproget. Altså Timbuktu.

Som et af knudepunkterne for karavanerne blev Timbuktu en vigtig handelsby for alt fra elfenben til slaver. Samtidig opstod der omkring byens moské flere universiteter og biblioteker. Op mod 2500 studerende og islamiske lærde kom på besøg langvejs fra. 333 hellige, muslimske mænd er begravet i byen, der længe var forbudt for alle ikke-muslimer.

De første europæiske opdagelsesrejsende kom derfor hertil forklædt som arabere. Den første, den britiske major Alexander Gordon Laing, blev dræbt på vej ud af byen i 1826. To år senere lykkedes det som den første for franskmanden René Caillié at komme både ind og ud af byen i live.

Han kunne fortælle, at beretningerne om rigdom og overflod ikke var andet end et fata morgana. En af historiens største løgnehistorier blev skabt flere hundreder år tidligere af en enkelt mand, Leo Afrikanus, en arabisk rejsende, der blev fanget af pirater i Middelhavet og bragt til pavepaladset i Rom som slave.

Leo Afrikanus levede under pavens beskyttelse og udgav i 1526 sine rejseskildringer fra Afrika, hvor Timbuktu beskrives som en by fyldt med guld, bogværker, musikere og dansere. Beretningen fik lov til at stå ukorrigeret i omkring 300 år og blev endog bekræftet af en marokkansk købmand, Al-Shabenis, i 1820.

Kritiske værker om byen blev ignoreret, f.eks. fra den amerikanske matros, Robert Adams. Han forliste med et skib ved Afrikas vestkyst, blev taget til fange og tilbragte tre måneder i ørkenen som slave, heraf noget tid i Timbuktu. I en beretning fra 1816 beskriver han Timbuktu som en beskidt by fuld af elendighed. Men de lærde tilbageviste hans dom med, at han som slave var forudindtaget.

Beskidt er der stadig her i byen, hvor man har brug for en kamel eller en firhjulstrækker for at forcere de sandede gader. Når solen er gået ned, og månen lyser ørkenbyen op, er her faktisk ret flot.

Vestlig ungdom
Så kommer Timbuktus ungdom frem, pigerne klædt i stramme kjoler og drengene i vestlige T-shirts, for at gå på diskotek. Islams gamle by har også sine vestlige sider. Blandt andet Café Jeunesse, et hus stillet til rådighed af FN, hvor 21-årige Tahar Cheickna inviteterer sine venner til rap og tekno af den slags, man hører i Paris og New York.

»Meget har ændret sig i Timbuktu, siden vi fik TV for nogle år siden. Nu kan vi se, hvordan unge i andre lande lever. Det har lavet om på mange ting. F.eks. er det svært for forældre fortsat at bestemme, hvem deres børn skal gifte sig med, for hvis vi ikke vil, holder det ikke,« fortæller Tahar.

Så drøner vestlig musik ud over natten i Timbuktu i nogle timer, indtil en hæs stemme i en megafon lidt før solopgang igen kalder til morgenbøn i moskéen.

Galathea 3

Da Galathea 3-ekspeditionen 25. april 2007 lagde til kaj ved Langelinie i København, sluttede alle tiders eventyr. Forskerne på ekspeditionsskibet bragte prøver, data og ny viden med hjem. Nu ligger de første resultater klar.
Læs mere om Galathea 3-ekspeditionen

Videnbanken

Videnbanken er indgangen til Morgenavisen Jyllands-Postens verden af viden. Her er samlet tusindvis af artikler, fotos, grafikker, undervisningsforløb, digitale kort og meget andet.
Søg i videnbanken

Projektrum

Et projektrum på viden.jp.dk giver dig mulighed for at lave dit eget udvalg af dokumenter fra portalen. Du kan også lave links til andre sites og uploade filer, som du gerne vil dele med andre.
Læs mere om projektrum

Undervisning

I en række temaer sættes fokus på aktuelle emner fra globalisering og klimaændringer til AIDS og truede dyr. Temaerne omfatter baggrundsartikler, temaer, fakta og undervisningsforløb med lærervejledninger og konkrete opgaver.
Gå til JPs undervisningstemaer

Multimedie

I multimedierummet finder du billedserier, videoer og multimediepræsentationer fra blandt andet Galathea 3-ekspeditionen.
Gå på opdagelse i multimedierummet

Mediarium

Besøg Jyllands-Postens Mediarium i Århus eller København og bliv journalist for en dag. Det er sjovt - men det giver også stof til eftertanke.
Læs mere om JPs Mediarium

Quiz og spil

Find et land i Afrika, tag Jorden rundt med Galathea - eller test din paratviden. Her finder du Jyllands-Postens videnspil, hvor du kan prøve dig selv eller udfordre en ven.
Test din viden her