Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Stille dage i Bamako

Midt i støvet, fattigdommen, arbejdsløsheden og elendigheden bobler en ukuelig optimisme i en af verdens fattigste storbyer, Bamako.

Af JØRGEN ULLERUP
Publiceret 17-01-2002

Bamako

Aicha Sidibe har smurt hvid creme ud over hele ansigtet. Hun smiler indsmigrende, mens hun igen og igen hamrer en kraftig træmorter ned i et trækar. Som de øvrige kvinder ved flodbredden i Bamako er hun i færd med at producere fonio, en særlig Mali-udgave af couscous eller pasta.


Stille dage i Bamako (1)
Mødet med Aicha og hendes veninde.
Foto: Carsten Ingemann

»Jeg er ikke blevet gift endnu, så jeg leder efter en mand. Derfor har jeg taget masken på. Den gør mig kønnere, og mændene kan godt lide det. Hvad skal du i øvrigt lave i morgen?« spørger den 25-årige afrikanske kvinde, mens hun hamrer videre.

Det er snart sidste udkald for kønne Aicha. Omkring halvdelen af Malis befolkning er under 15 år gammel, og de fleste kvinder gifter sig og får børn, før de runder de 20 år.

Aicha og de øvrige kvinder, hvoraf nogle har spædbørn svøbt på ryggen i et klæde under arbejdet, studerer ivrigt vores hænder for at se, om vi bærer vielsesringe. De tager fat i os, griner og fortæller om, hvordan de fine pyramider af fonio langs vejkanten bliver til.

De er ikke påtrængende, og de er næppe særligt imponeret over vores svedige exploratør-look. Men de er heller ikke blinde for, at ægteskabet kan være den eneste vej ud af det fysisk hårde arbejde ved floden.

»Kom igen i morgen,« siger Aicha, »så taler vi videre,«, mens vi fortsætter hen til de kraftige fiskekoner, der langs floden sælger karper og såkaldte kaptajnfisk fanget direkte i floden. I de omkring 30 graders varme står der en ram dunst af gammel fisk fra standene.

Det hele har tiltrukket fluerne, som også er mødt talrigt op i slagterbutikken. Malis sundhedsmyndigheder er ikke indenfor synsvidde. Måske eksisterer de slet ikke. Men som vores medrejsende, DRs Jørn Stjerneklar, så smukt formulerer det: en milliard afrikanske fluer tager sjældent fejl. Kødet og fiskene er gode nok.

Voldsom forurening
Er Bamako i januar klimamæssigt en nogenlunde behagelig oplevelse, kan man ikke sige det samme om forureningen i luften. Enhver driftig eksportør af filtmasker burde kunne lave sig en formue her. Luften er tæt af fint støv, der trænger ind i næsen og svier i øjnene.

Det hele stammer ikke fra Harmattan-vinden fra Sahara, selv om den blæser kraftigt i denne tid. Meget skidt sendes ud som sorte skyer fra stinkende diesellastbiler eller de grønne minibusser uden vinduer, som formentlig har fået udbetalt skrotpræmie i Europa, før de blev eksporteret til Mali.

Andet støv hvirvles op fra de hullede jordveje af potente og funklende firehjulstrækkere med tonede ruder og chauffører i moderigtige T-shirts og solbriller, hvis der ikke er tale om en bil fra en af de utallige hjælpeorganisationer.


Stille dage i Bamako (2)
De unge mænd hænger ud på gadehjørner og cafeer - og sælger cigaretter og piratkopier af musik CD´er.
Foto: Carsten Ingemann

Midt i fattigdommen har en elite i Mali formået at score kassen. Enten som forretningsfolk eller som højtstående embedsmænd. Som en bekendt i Bamako udtrykker det, er skolen for toldere den vanskeligste overhovedet at komme ind på, for den giver mulighed for at tjene uanede summer i bestikkelse.

På turen langs veje, hvor affaldet flyder, kan ingen undre sig over, at malierne kun i gennemsnit kan forvente at blive 51 år gamle. Men midt i fattigdommen har de alligevel formået at bevare deres værdighed, stolthed og gæstfrihed. Kun få af børnene tigger, og overalt i den gamle franske koloni hilser de voksne på gæsterne med et smil og et »ca va« på fransk.

Uanede reserver
At dømme efter antallet af voksne på gaderne rummer arbejdsstyrken uanede reserver. Der findes ikke et bare nogenlunde troværdigt tal for arbejdsløsheden, men den er stor.

Hovedstaden, der bortset fra enkelte høje betonrædsler til officielle bygninger er bygget af lave huse og blikskure, minder i dagtimerne om en myretue af mennesker. Livet foregår udendørs langs de åbne og ildelugtende kloakker. Mødre laver mad på små gasblus, de vasker deres børn i store kar eller fletter hinandens hår. Mændene reparerer cykler eller biler. De hører musik i ghettoblastere eller blomstrer bare i en flettet havestol og kigger tomt ud i verden. Unge mænd sælger cigaretter i pakker eller enkeltvis, eller de tilbyder piratkopier af musik CD'er med Malis bedste og verdensberømte musikere.

Ikke alle er dog tilfredse. Foran Ecole Normale Supérieure, en del af Bamakos universitet, er studenterne i gang med deres eget oprør. De har ikke gravet brosten op som i Paris i maj 1968, for her er ingen brosten, men de stimler sammen omkring deres ledere, der i skrattende megafoner opfordrer til at fortsætte kampen.

Lærerstrejke
Hele sidste år strejkede lærerne, og undervisningen var indstillet. Men mens lærerne stadig blev betalt, fik de studerende konfiskeret deres månedlige uddannelsesstøtte på 26.250 afrikanske francs, små 300 kr. Bamakos universitet er det eneste store i landet, og mange er kommet langvejs fra for at få en uddannelse. For dem er det en katastrofe.

»Vi har protesteret i to måneder nu, men ingen lytter til os. Vi har ikke råd til at betale husleje, så mange er blevet smidt ud fra deres værtsfamilier og frister nu en miserabel tilværelse,« siger 23-årige engelskstuderende, Habib Toure, der er kommet fra Gao i den anden ende af landet. Han satser på at afslutte sin uddannelse, men har ikke noget håb om, at det vil bringe ham nogen glorværdig karriere som akademiker. For 80 pct. af dem, der forlader universiteterne, får ikke arbejde, fortæller han.

»Men jeg kan eventuelt blive mekaniker eller murer, når jeg er færdig,« siger han og giver en del forklaringen på, hvorfor mange unge maliere forsøger at komme til Europa og helst Frankrig. For uanset, hvad de laver her, er chancerne bedre end i Bamako. Mange anholdes i razzier og sendes hjem igen, som det blev skæbnen for vores nabo på række 56 i flyet på vej herned.

Lysten til at arbejde mangler ikke. Midt i interviewet trækker en lille dreng en børste frem og begynder ivrigt et forsøg på at gøre mine støvler blanke. Uden held. Han finder hurtigt ud af, at de er lavet af lærred.


Stille dage i Bamako (3)
Studenterne på universitetet i Malis hovedstad, Bamako, er på anden måde i gang med deres eget oprør. Hele sidste år strejkede lærerne på universitetet, og undervisningen var indstillet. Lærerne blev betalt under strejken, mens de studerende blev snydt for deres månedlige uddannelsesstøtte på cirka 300 kr. For mange er det en katastrofe.
Foto: Carsten Ingemann

Stort kulturchok
Kulturchokket er voldsomt, og af og til kan det være svært at fatte, at dette er en del af planeten Jorden anno 2002. Dog findes der noget, der forbinder alle her på kloden, og som hæver sig langt over de daglige problemer, og det er alle i Mali optaget af lige nu.

Om en uge begynder de afrikanske mesterskaber i fodbold netop i Mali. Spørger man sig for i slumkvarterne, hvor de unge hujende er beskæftiget med drabelige opgør i fodboldspillet babyfoot, er der en god chance for, at Mali igen vil hæve hovedet og vise verden, at et af Afrikas fattigste lande langtfra har givet op.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel

Hvis du vil vide mere