Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Kosakkerne synger de sidste vers

Af frygt for censur og repressalier kunne de ikke skrive, hvad de mente om tilværelsen under det sovjetiske diktatur. Men de kunne sende et fotografi, og det fortalte mere end mange ord.

Af Flemming Rose og Thomas Heine
Publiceret 29-06-2001

Novokumskij

»Hvis vi smiler, betyder det, at vi har det godt. Hvis ikke, er det fordi, vi har det skidt,« havde de på forhånd fortalt dem, der blev tilbage på den anden side af Sortehavet.

Ingen smilede på fotografiet, og derfor skulle der gå årtier, før en flok kosakker og gammeltroende brød op fra deres ufrivillige eksil i Tyrkiet og vendte tilbage til moder Rusland.

300 omtumlede år
Bag det falmede fotografi skjulte der sig en historie om en enestående kultur, som det lykkedes at redde fra den visse undergang og bevare i sin oprindelige form i løbet af 300 omtumlede og begivenhedsrige år.

Men de ældgamle skikke, sangskat, kirkegang, madlavning, tøjsyning og kalenderfester synger nu på sidste vers, og ifølge lokale etnografer er det et spørgsmål om få år, før de gammeltroende kosakkers unikke livsform for altid forsvinder sammen med den ældre generation.

»Det er festligt og farverigt at se på, men jeg bliver trist til mode ved tanken om, at denne vitale kultur snart er væk,« siger Dina Tjernysjova, 42 år og datter til en af de hjemvendte kosakker, som stadig holder gamle traditioner og skikke i hævd.

Vinbønder
JP-Explorer lagde vejen forbi Novokumskij, en lille landsby ved floden Kuma i Stavropol regionen 1800 kilometer syd for Moskva, hvor 150-200 efterkommere af de legendariske Nekrasov-kosakker dyrker jorden som vinbønder og forsøger at holde liv i deres oprindelige kristne tro.

Solbrændte drenge plasker dovent rundt i den grumsede flod, mændene er på høstarbejde og en traktor larmer ude på marken bag et vildt voksende krat, mens kvinder og piger passer hjem og husdyr. Temperaturen nærmer sig de 30 grader, men de lokale beskriver vejret som »køligt«.

Fasteperiode
Vi kommer midt i en fire ugers fasteperiode opkaldt efter apostlen Peter. Onsdag og fredag spises der slet ikke, resten af ugen står den på fisk. Kvinderne holder sig fra deres mænd. Enkelte af kosakkerne har pålagt sig et tavshedsløfte. De har for nylig begravet nære slægtninge, og kan ikke deltage i en lille improviseret koncert med sang og dans til ære for holdet fra JP-Explorer.

Den dramatiske fortælling om Nekrasov-kosakkerne tager sin begyndelse i det 18. århundrede. De deltog da i et bondeoprør mod Peter den Store, som på det tidspunkt havde rigeligt at se til under Den store Nordiske krig med Sverige. Kosakhøvding Ignat Nekrasov og hans folk stillede sig i spidsen for oprøret, da den oprindelige leder Ilja Bulavin blev dræbt. Det fik zaren til at indlede en klapjagt på kosakkerne og de gammeltroende, som fandt husly og beskyttelse ved floderne Don og Kuban i det sydlige Rusland.

Børn blev druknet
Børn blev druknet og mænd blev klynget op og halshugget. Zarens tropper hængte de ilde tilredte lig til skue på torvet, sådan at befolkningen kunne se, hvordan det gik dem, der satte sig op mod zarens vilje. Kosakhøvding Nekrasov indså, at hele befolkningen risikerede at blive udslettet, og derfor besluttede han i 1710 at flygte fra Rusland. Han gav ordre til først at returnere til fædrelandet, når zaren var væk.

Kosakkerne stak af til Rumænien og Bulgarien, men flertallet slog sig ned i det nuværende Tyrkiet.

Her levede de isoleret som kristne omgivet af muslimer. De dyrkede jorden, talte oldrussisk som i 1600-tallet og levede, som de havde gjort det hjemme i Rusland.

De var gammeltroende og fulgte slavisk kalenderens rytme. Dovenskab var en alvorlig synd, og det skabte en arbejdsmoral, som gjorde dem til velstående bønder.

I slutningen af 1950'rne blev det muligt at forlade Tyrkiet. Samtidig nåede de gammeltroende kosakker efter lange og indviklede beregninger af slægtsled og indbyrdes familieforhold til den konklusion, at de risikerede indavl, hvis de fortsatte med kun at gifte sig og få børn med hinanden.

Vendte hjem i 1962
De stod derfor over for et valg: blive i Tyrkiet og blande sig med den lokale befolkning eller flytte til Sovjetunionen eller USA. Ti familier foretrak USA, mens 999 af de oprindeligt ca. 40.000 flygtninge i 1962 besluttede sig for at vende hjem til Rusland, efter at en lille delegation var rejst i forvejen for at inspicere forholdene.

Ifølge Ljudmila Jevdokima, en ildsjæl og leder af et lokalt museum, der med stort engagement forsøger at redde stumperne af den gamle kultur, så de gammeltroende kosakker ud som gamle russiske typer, der var blevet knust i den kommunistiske kværn.

»De var høje og med klassiske træk, da de kom til landsbyen. Det var stærke mennesker, som levede et sundt liv. De var meget bevidste om den kultur, de tilhørte, mens vi, der levede under kommunisterne, har glemt, hvor vi kommer fra. De havde bevaret det hele gennem 250 års landflygtighed,« fortæller Jevdokima.

Svært at vende hjem
Mødet med fædrelandet blev ikke så enkelt, som kosakkerne havde håbet på.

»Vi fortrød i begyndelsen. Forskellen på livet her og hvor vi kom fra var enorm,« husker Anna Tjernysjova, der var 25 år, da Nekrasov-kosakkerne ankom til Sovjetunionen.

Medbragte ikoner blev taget fra de rejsende, børnene fik revet deres halskors af i skolen og de lokale havde ikke andet end latter til overs for de nyankomne.

»Vi fik at vide, at vi ikke havde nogen fremtid her med mindre vi gav afkald på vores kultur,« husker Dina Tjernysjova, som var tre år gammel, da familien flyttede til Novokumskij.

Kosakkerne medbragte en arbejdsmoral, som de fleste havde glemt i det kommunistiske Sovjetunionen, hvor den private ejendomsret var likvideret. Det lokale kollektivbrug vandt præmier og blev vist frem på udstillinger som bevis på, hvad det sovjetiske landbrug kunne præstere. Det var dog en sandhed med modifikationer.

»De arbejdede på kollektivbruget som de havde gjort på deres egen jord i Tyrkiet. De havde en helt anden holdning til jorden og arbejdet end de lokale,« tilføjer Tjernysjova.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel


Gamle skikke
Kosakkernes ældgamle skikke, sangskat, kirkegang, madlavning, tøjsyning og kalenderfester synger nu på sidste vers
Foto: Jacob Ehrbahn