Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Drømme-fabrikken Beograd

Den serbiske og jugoslaviske hovedstad er anderledes. Explorer-holdet sender sin sidste rapport fra Beograd, der har sine egne drømme og sin egen virkelighed. Mentaliteten er en blanding af byzantinisme, det moderne og det postmoderne. Forholdet til politik og magt er fordrejet af over 400 års osmannisk undertrykkelse.

Af PER NYHOLM og CARSTEN INGEMANN (foto)
Publiceret 25-12-2000

Beograd

Det hænder, at både og venner og vildt fremmede mennesker spørger mig:

»Hvordan er Beograd? Hvad er det for en slags by?«

På disse spørgsmål kan man give to af hinanden uafhængige svar.


Med sporvogn

Foto: Carsten Ingemann

Det ene lyder: Rejs dog selv til Beograd og find ud af det. Rejsen med tog gennem Centraleuropa er såre enkel. Beograd er en billig og interessant hovedstad. Man finder hurtigt mennesker at tale med.

Det andet svar lyder i al sin korthed: Beograd er anderledes!

Jeg sidder med en gammel bekendt - lad os kalde ham Marko, det hedder han ikke, men det er et udmærket serbisk navn - på Hotel Moskvas café. Husorkesteret underholder fra sin tribune, som det har gjort, siden jeg i 1968 kom til Beograd for første gang. Publikum er den sædvanlige skare af gamle mænd, som læser deres aviser eller spiller skak. De er en anelse mere mølædte end tidligere, men egentlig er årene gået let hen over dem. Tjenerne trænger også til en afstøvning. Dog, vi er på Balkan. Lad os ikke blive unødigt ophidsede.

Har De nogensinde hørt Radetzsky Marchen, denne militante hyldest til en af Habsburgs få sejrende generaler, udsat for violin, slagtøj og harmonika? Nej vel! På Hotel Moskva lader det sig gøre flere gange dagligt.

»Ser du,« begynder Marko (og her bemærket jeg gerne i parentes, at han er en veluddannet, midaldrende mand, der har rejst i store dele af verden som ingeniør, og at hans engelsk er upåklageligt). »Ser du, jeg kan godt eksistere med, at vi har sat alt over styr, og at vi skulle have fjernet denne rædselsfulde Milosevic allerede i begyndelsen af halvfemserne. Jeg er også skamfuld over, hvad vore soldater har foretaget sig ... Jeg påtager mig gerne min skyld. Men jeg kan ikke tilgive USA. Langt inde i mit hjerte føler jeg, at det hele er sat i scene af Washington. At man har brugt os som forsøgskaniner.«

Ikke sandt? Beograd er anderledes.

USA's skyld
Beograd er en slags drømmefabrik. Her opstår og dør alle mulige og ganske mange umulige sammensværgelsesteorier, inklusive denne, at Slobodan Milosevic, den nu faldne diktator, var og måske stadig er en agent, indsat af CIA i den hensigt at ødelægge Jugoslavien. Som om Jugoslavien nogensinde fandtes. Som om Jugoslavien ikke var et fantasifoster fra først til sidst.

Statsopløsningen, de fire - af serberne tabte - krige i Slovenien, Kroatien, Bosnien og Kosovo, serbernes nuværende elendighed, massemordet i Srbrenica og de senere års selektive mord på Beograds gader og snuskede restauranter, amoraliteten og dobbeltmoraliteten ... Serberne vrider og vender sig. De kan ikke benægte, at det har med dem at gøre, men der skal også være et komplot, kogt sammen i Washington. Det er en af de måder, Beograd er anderledes og selvfølgelig interessant på. Mentaliteten er et sammensurium af det moderne og det postmoderne, af byzantinisme og alle de forsvarsmekanismer, som et kristent - i dette tilfælde et ortodoks - folk må udvikle, når det i over 400 år holdes nede af anderledes troende, i serbernes tilfælde de muslimske osmanner.

Forholdet til statsmagten bliver fordrejet: man bøjer sig under den og hader den. Staten, hvad enten den forestås af sultanen i Konstantinopel, af marskal Tito i sin hvide villa eller af Milosevic i Dedinje, er en fjende, man skal forsvare sig imod, holde sig på afstand af og udbytte i videst mulig udstrækning.

Den mægtigste af alle stater er USA. Når det er gået Jugoslavien skidt - det Jugoslavien, der opløstes hele to gange og hver gang med et kolossalt blodbad til følge - må det skyldes USA. Forsvinder Montenegro ud af det jugoslaviske statsforbund, vil det også være USA's skyld.

Den Nøgne Ø
Der var engang - det ligger tilbage i halvfjerdserne - da Beograd var den ordentlige, sine steder smukke hovedstad i en stat, som tilsyneladende fungerede udmærket, når man nøjedes med at betragte den udefra. Millioner af vesteuropæere, danskere inklusive, ferierede på Dalmaterkysten uden at vide eller ville vide, at de var i Kroatien eller Montenegro. Millioner af jugoslavere - ingen anede om de var serbere, slovenere, kroater eller noget helt fjerde - tjente gode penge i Vesten. Næsten alle jugoslaviske statsborgere var i besiddelse af et blåt rejsepas, som uden nævneværdig formalitet skaffede dem adgang til størsteparten af klodens lande. Var de ikke i besiddelse af et sådant pas, skyldtes det ofte, at de højrøstet erklærede sig for serbere, slovenere, kroater eller noget helt fjerde og følgelig udgjorde en trussel mod det kommunistiske blændværk, som selv fornuftige mennesker, der burde have vidst bedre, kaldte for Jugoslavien.

Var det hele et kæmpemæssigt illusionsnummer? Måske var det iscenesat af CIA, der så Titos socialistiske Jugoslavien som et bolværk imod Sovjetunionens dengang aggressive kommunisme. Men at CIA skulle have demonteret Jugoslavien, det hører ingen steder hjemme. Det er en febervildelse, man skal være intellektuel for at være ramt af.

Jeg takker Marko for hans tanker og går ned ad den fælt tilrakkede Balkanska-gade mod Beograds Hovedbanegård. Her kom i gamle dage rejsende fra Sofia, Bukarest og Titograd for at få en forsmag - troede de - på Vestens lyksaligheder. Andre kom fra universitetsinstitutter, dagbladsredaktioner og politiske partier i Vesten for at beundre landets alliancefrihed og såkaldte arbejderselvstyre. De færreste gjorde holdt i Zagreb. Der kunne de ellers have hørt artige historier om jugoslavisk intolerance. Endnu færre var vidende om eller ønskede at vide om Goli Otok, den Nøgne Ø, ude i Adriaterhavet, hvor Tito opbevarede sine politiske fanger.

Men det er en anden historie. Her og nu nøjes vi med at konstatere, at der er rejsende som aldrig før - ikke fra øst og heller ikke fra vest. Tusinder af mennesker trænges på stationen for at forlade Beograd. De skal på juleferie i provinsen med deres ransler over ryggen og deres ski under armene. Der mases og puffes. Sigøjnere tigger eller giver de afrejsende et muntert trut til afsked - mod betaling selvfølgelig. Hyrevognschauffører ankommer til pladsen foran banegården i deres biler, der er lige så modne til ophugning som det land, Milosevic har efterladt - med den ene undtagelse, at der i dagens Serbien spores en lettelse og et vældigt ønske om at komme videre.

Gennemsnitslønnen - for de ca. 60 procent, som har arbejde - andrager måske 600 kr. om måneden. De færreste har råd til at købe fyringsolie eller andet brændsel. Mange sidder i mørke om aftenen for at spare på elektricitetsregningen. Det nye styres lykke er, at Balkans frygtede vinter foreløbig udebliver. Her er koldt, men ikke så tænderskærende koldt, som der skal være ifølge statistikken. Og hvorfor ikke? Jeg lytter gerne til Marko: »Det er amerikanerne ... deres bomber har ødelagt ozonlaget over Serbien. Vi får ingen regn og ingen sne. Meningen er, at vi skal sulte ihjel næste år.«

Socialismens forstæder
Fra banegårdspladsen kører vi med sporvogn nr. 13 ud i de socialistiske forstæder. Igen er der mennesker og pakkenelliker overalt, men ingen vrede. Serberne er venligere og mere tålmodige end førhen. Det nervøse og hidsigheden er på retur. Det er som om hele nationen puster ud efter diktatorens fald.

Sporvognen gynger og sejler hen ad det slidte skinnelegeme. En ligeud til Banovo koster, hvad der svarer til 80 øre. Den kan de vist ikke stikke hjemme på Århus Sporveje! Vi passerer det lyserøde politihovedkvarter, hvor vi allerede én gang har betalt for en opholdstilladelse, som aldrig kom, og det var måske USA's skyld, idet amerikanerne bombede bygningen få timer før, end vi skulle hente de sidste papirer.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel

Drømme-fabrikken Beograd
Den serbiske og jugoslaviske hovedstad er anderledes. Mentaliteten er en blanding af byzantinisme, det moderne og det postmoderne. Forholdet til politik og magt er fordrejet af over 400 års osmannisk undertrykkelse.
Se billedserie