Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Gensyn med Sarajevo

Den bosniske hovedstad er genopført efter krigen mellem muslimer, serbere og kroater. Her fødtes det tyvende århundrede i blod, og her døde det i blod. Explorer-holdet besøger Sarajevo, den europæiske symbolby.

Af PER NYHOLM og CARSTEN INGEMANN (foto)
Publiceret 23-12-2000

Sarajevo

Vinteren er kommet til Bosnien. Ingen kan være i tvivl om det.

Bjergene ligger snepudrede omkring Sarajevo. Byen skutter sig nede i sin gryde, gennemskåret af Miljackaens iskolde strøm.

I Bascarsijaen - den gamle bazar - bevæger mængden sig omkring, pakket ind i skind og pelse. Smågadernes brosten er glatte og forrædderiske. Frosten hænger i træer og tagskæg.

Fra kobbersmedenes gyde hører vi liflige, små hammerslag. Her sidder muslimerne med deres traditionelle kunsthåndværk - fade, kander og bakker med gengivelser af det nærliggende, udbrændte Nationalbibliotek, Kabaen i Mekka eller den vældige Husrev Beg Moské, som står badet i lys ved indgangen til bazaren.

Også Trebevic-bjerget mod syd er illumineret i den forstand, at det elektriske lys tilsyneladende er tændt i tusinder af huse. Der bor serberne, som igennem tre år dængede den forsvarsløse by til med metal.

Ismet Alagic er gul i huden af ælde og tobak. Men han kan sit fag som få og er stolt af det. »Krigen er forbi. Vi har atter arbejde. Alt er godt,« siger han og suger kraftigt på cigaretten, inden han blæser en røgsky ud i sit lune værksted. »Vi har ingen turister, ikke endnu. Til gengæld har vi Vestens soldater, som ikke blot passer på os, men er gode kunder i bazaren.«

Vi køber - mest for et syns skyld - en håndfuld kuglepenne, lavet af gamle patronhylstre. De skriver elendigt, men lad dem være et minde om den på én gang smukke og hårrejsende tid, vi tilbragte i krigens og blodets Bosnien. Fem år efter fredens tilbagevenden er Sarajevo en i alt væsentligt normal hovedstad i et ikke særlig normalt europæisk land, hvis anormalitet består i, at det på vestlig foranledning er delt i serbernes Republika Srpska og den muslimsk-kroatiske føderation.

Det ligner og er et politisk uhyre og derved er foreløbig intet at gøre.


Gensyn med Sarajevo (1)
Tinsmeden Ismet Alagic i basaren i Sarajevo.

Mental kolonialisme
Det er da heller ikke, hvad vestlige diplomater taler om i Sarajevo. De klager i stedet om unødvendig fattigdom, gangsterisme og korruption. Intet virker ordentligt. Lovene er utilstrækkelige og det underbetalte politi til at bestikke. Uanede mængder af bistandspenge forsvinder. Serberne - hører man - har endnu engang forskanset sig uden vilje til eller ønske om at samarbejde med den såkaldte føderation.

Det skal nok være rigtigt alt sammen, tænker jeg. Sådan har Balkan altid været, og sådan vil Balkan forhåbentlig forblive. Som årene går, irriteres jeg i stigende grad af Vestens påstand om, at vi alle skal være så ens, at vi alle skal følge de samme regler og have de samme æresbegreber, som selvfølgelig er Vestens regler og æresbegreber. Der ligger i denne holdning et meget betydeligt element af mental kolonialisme.

I Sarajevos bazar - genopbygget på det nydeligste efter serbernes bombardement - bliver man som altid modtaget med den høflighed overfor fremmede, som er et af Islams mest iøjnespringende, ydre kendetegn. Her er ingen vestlig frækhed, ingen påtrængende kommercialisering. Man kan købe eller lade være. Det vigtige er ikke handlen eller profitten, men samkvemmet, samtalen, udvekslingen af tanker og idéer, endnu en kop af den søde tyrkiske te, høflige forespørgsler til familie, venner og rejseplaner, tid i rigelige mængder.

Vi tager afsked med Ismet Alagic. Da vi står i hans dør, vinker han til os fra sin arbejdsstol: »Kom snart igen ... også om et år eller to. Jeg er her altid.«

Med sønnerne og døtrene er det anderledes. De færdes på Marskal Tito-gaden, opkaldt efter partisanlederen og kommunisten, Josip Broz Tito, som under Anden Verdenskrig - i blodig strid med såvel tyske besættelsestropper som kroatiske fascister, de såkaldte ustasjaer, og serbiske kongetro, kaldet tjetnikker, genskabte det undergangne Jugoslavien, men nu i socialistisk skikkelse.

Det kostede millioner af menneskeliv og gjorde Tito, låsesmeden fra bakkerne udenfor Zagreb, til en af efterkrigstidens stormænd. Alt for mange i Vesten valgte at se bort fra hans fysiske brutalitet og politiske rævesnuhed til fordel for myten om den frisindede kommunist, en myte som den polske filosof Leszek Kolakowski fejde af bordet med disse ord: »En frisindet kommunist er lige så utænkelig som en stegt snebold.«

I 1991 skulle Jugoslavien eller Sydslavien - da havde Tito været død i elleve år - forsvinde for anden gang. Langt de fleste steder i dette tidligere Jugoslavien er hans navn i dag genstand for foragt eller ligefrem vrede. Han var manden, der forsømte at demokratisere Jugoslavien. Af hans apparat voksede den uhyrlighed, der hedder Slobodan Milosevic, og som først for nylig blev sat fra magten. Sarajevo er en af de få byer, der fejrer Tito ved at lade sine hovedgade være opkaldt efter ham - ikke fordi man er mere kommunistisk eller mindre demokratisk, men fordi Tito i sin balancekunst gav muslimerne lov til at være muslimer.

Af Marskal Tito-gadens udbrændte og udbombede huse er opstået beboelseskarréer og butikker, hvis vareudbud leder tanken hen på København og Rom. Rejsebureauer sælger udflugter til den halve verden. Der er bedre boghandler end i de fleste danske provinsbyer, kiosker med dagens nyheder og halvpornografiske magasiner, banker, diskoteker og internetcaféer.

Den fundamentalisme, som serberne hævdede, at de bekæmpede på det kristne Europas vegne, er intetsteds at spore. Bærer kvinderne i Ishøj slør? Mange af dem. I Sarajevo gør de ikke. På en husmur i en boligblok, hvor vi engang havde en delvis udbombet og nu repareret lejlighed, finder vi dette sprøjtemalede opråb: »Islam er den rette vej.« Det minder mig om prædikanten, der går rundt med skiltet: »Enden er nær«.

Fædrene sidder muligvis i deres boder og mødrene derhjemme. Deres børn er i byen på denne fredag aften, efter at alle har bedt i moskéerne. De unge mænd stiller i læderjakker og mobiltelefoner. Pigerne er langbenede og fristende. »Bliver jeg ikke kysset i aften,« konstaterer Esmira, inden hun danser ud i nattelivet, »har jeg spildt min tid.«

Her er intet islamisk forsøg på at trænge frem til Wiens porte og videre ind i aftenlandet. Skal Esmira til Vesten bliver det med en discountbillet fra Bosna Air, ikke under profetens grønne fane.


Gensyn med Sarajevo (2)
Ungt par på en af bænkene ved Miljacka-floden, der løber gennem Sarajevo.
Foto: Carsten Ingemann

Skudhuller og nekrologer
Vi kommer ind fra nordvest og lægger af sentimentale grunde vejen om ad Marskal Tito-gadens forlængelse, i gamle dage kendt som Snigskytternes Boulevard. Også denne trafikåre er stort set genopbygget. Blandt de iøjnespringende ruiner er dagbladet Oslobodjenjes elevatortårn.

Her kørte vi ud - vist nok i det meget sene efterår 1992 - i en tæret Yugo, ført af en gammel mand, som sagde, at han havde levet sit liv og gerne satte det på spil for 100 dollars. Aftenen forinden skrev jeg Carsten Ingemanns og min egen nekrolog samt historien om, at vor vogn var blevet ramt af en serbisk granat. Jeg skrev i hånden på mit værelse i det delvis udbombede Hotel Holiday Inn, en dødsfælde uden lys, vand eller varme - og uden vinduer. Ingemann stod bag mig med en lommelampe.

Næste dag, inden vi kørte ud, talte vi 13 skudhuller i Yugoen. Ved vor hjemkomst var der 17 huller. Snigskytternes Boulevard udgjorde den kilometer lange byfront mellem serbere og muslimer: serberne havde det bedste artilleri i højhusene bag Miljackaen, muslimerne havde de bedste snigskytter. Vi færdedes på begge sider.

Serbiske embedsmænd var besværlige på grænsen til det himmelråbende, hvilket forklarer deres ringe presseomtale. Muslimerne var næsten altid hjælpsomme. På begge sider blev vi af private behandlet med den største omsorg. Vi befandt os fint i krigens Sarajevo, som vi besøgte igen og igen - vi havde historier og levede i en tilstand af ægte, menneskelig solidaritet, ikke at forveksle med den statsstyrede velfærd, der dikteres af loven.

I dag bor muslimerne som altid i bykernen - og mange serbere er vendt hjem til deres gamle kvarterer og gamle lejligheder i Hrasno og Grbavica. Hvem der færdes i bazaren eller på Marskal Tito-gaden aner ingen. Her blandes muslimer med kroater og serbere, som om krigen aldrig havde fundet sted.

Gavrilo Princips bro
Snigskytternes Boulevard bliver til Miljacka-kajen. Her stod Gavrilo Princip, en mager, huløjet yngling under den lokale vinhandlers skilt ud på formiddagen den 28. juni 1914. En time tidligere havde han, denne unge serber, deltaget i et mislykket forsøg på at myrde den østrig-ungarske tronarving, Franz Ferdinand, og dennes gemalinde, Sophie von Chotek.

Tilfældet og habsburgernes amatøragtige sikkerhedsforanstaltninger ville, at de passerede ham endnu engang. Koldblodigt trak han sin Browning op af bukselommen og tømte dens indhold i det høje par. Af skuddene på Miljacka-kajen fulgte Første Verdenskrig, fire imperiers forsvinden, det første Jugoslavien og slavernes heroisering af Gavrilo Princip, der skulle dø af tuberkulose i fæstningen i Theresienstadt, senere en af Hitler-Tysklands koncentrationslejre.

Broen nær gerningsstedet blev opkaldt efter Princip. Den står til denne dag, men er kun åben for fodgængere. Det bag ved liggende museum ligger hen som ruin og vil næppe nogensinde blive genopført. Muslimerne ser det fredelige habsburgske styres forsvinden i 1918 til fordel for serbernes skarpe regime som en af deres mange ulykker. Resterne af et maleri, der viser Princip foran sine dommere - han fik en korrekt gennemført retssag - hænger i øvrigt i min lejlighed i Rom.

Bønder og byboer
Muslimerne - eller bosniakkerne, som de foretrækker at blive kaldt med et gammelt østrigsk udtryk - er ikke tilvandrere fra Orienten, men slavere - og ofte en overklasse - som efter tyrkernes fremtrængen i det 15. århundrede så værdien, bl.a. i form af skattelettelser, i at gå over til de nye herskeres religion.

For så vidt var den krig, der lagde Bosnien i ruiner og dræbte langt over 200.000 mennesker i årene 1992-95, en broderkrig. Den var også en social krig. Bosniens serbere er bønder, og de myrder som bønder, blodigt og skånselsløst med det værktøj, der er for hånden, om det så er høtyve.

Serberne hænger ved deres dyr og deres jord, ved deres traditioner og deres ortodokse tro. Muslimerne eller bosniakkerne er byboer - intellektuelle og akademikere. De kan bo i Bosniens grønne bjerge, men de kan også flytte til Langeland eller Australien. Ganske mange har valgt det sidste.

Sarajevo er genrejst, men gamle venner fra krigens dage er væk - bogstaveligt taget hinsides de snepudrede bjerge. Ingen aner, hvad der er blevet af dem. Vi kører ud til Sokolovici, en forarmet serberflække. Her fødtes i det 16. århundrede to højt begavede drengebørn i samme ortodokse familie. Den ene blev i forbindelse med den af tyrkerne organiserede og regelmæssigt forekommende drengehøst bragt til Istanbul, hvor han voksede op som muslim under navnet Mehmet Pasja Sokolovic.

Han skulle blive tre sultaners storvesir eller regeringschef og styre det osmanniske verdensrige med klogskab igennem 14 år. Savatije Sokolovic blev præst og - måske ikke helt uden tilskyndelse fra Istanbul - metropolit af Pec, den serbiske kirkes vigtigste embede.

Var Sarajevo det tyvende århundredes by? Måske. Her begyndte århundredet - og her sluttede det, dette europæiske århundrede, der blev født i blod og døde i blod.

Balkan er den uendelige historie.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel

Gensyn med Sarajevo
Den bosniske hovedstad er genopført efter krigen mellem muslimer, serbere og kroater. Her fødtes det tyvende århundrede i blod, og her døde det i blod. Explorer-holdet besøger Sarajevo, den europæiske symbolby.
Se billedserie