Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

I drømmenes korridor

Krig, død og ruiner viger i det nordlige Bosnien for genopbygning og normalitet. Explorer-holdet vender tilbage til Brcko. For få år siden var byen en ruindynge, i dag er den genopført. Bag alle tegnene på fremgang er Brcko også en tidsindstillet bombe - den tikker lige så stille under Vestens drømme og uvidenhed.

Af PER NYHOLM og CARSTEN INGEMANN (foto)
Publiceret 20-12-2000

Brcko

Engang var dette en af de værste landeveje i krigens og rædslernes Bosnien. Jeg husker den, som var det i går, ikke for fem år siden, at dens mareridt fik ende.

Det var ikke, at der ikke var et helt hus inden for synsvidde. Det var knap nok, at de få mennesker, man fik øje på, lignende skikkelser fra et helvede, de overlevende efter en stor katastrofe, udhungrede, lasede, snavsede og til dels vanvittige skikkelser, som tumlede rundt i et udbrændt landskab.

Det afgørende problem var mere nærværende for ikke at sige personligt - det var, at vi var hundeangste for at være her. Vi var helt præcist bange for at blive skudt i stumper og stykker, når vi med langt over et hundrede kilometer i timen susede ud ad den hullede, men snorlige tosporede landevej langs Sava-flodens højre bred hen imod Brcko. Vi var bange for krydsild, vi var bange for snigskytter, vi var bange for miner. Vi var - hvis man tillader mig udtrykket - vi var pisserædde.

Her er blevet normalt
Som Explorervognen forlader Serbien for at køre ind i Republika Srpska, den ene af de tre landsdele, som sammen med den muslimsk-kroatiske føderation udgør fantomlandet Bosnien, mindes vi gamle dage i Brcko-korridoren.

Denne gang er der ingen grund - ikke den ringeste - til at være angst. Alt er så normalt allerede i Serbien, at vi bemærker til hinanden, at tiden vist er inde for badegæsterne og ferieredaktionen. Selv grænsepostens folk er venlige. De har rene negle, og deres kalasjnikov'er er gemt væk. Bijeljina, den første halvstore by, er det sædvanlige kaotiske marked - bananer her, lokumspapir der, vinterfrakker hist, levende svin pist, mennesker, trækvogne og udrangerede biler over alt.

Får er der ingen af. De forsvandt kort efter krigsudbruddet i 1992, da serberne her foranstaltede en massakre på deres muslimske naboer. Hovedmanden var Zeljko Raznjatovic, alias krigsforbryderen Arkan, der for snart et år siden blev skudt i forhallen til Beograds Intercontinental Hotel.

Europas bund
Vi forlader Bijeljina, nu en rent serbisk by, og kører i retning af Brcko.

Selv Republika Srpska gør fremskridt, konstaterer jeg - denne serberstat, som sammen med Albanien og Moldavien er bunden i Europa, og som af sine ubøjeligt nationalistiske ledere i vid udstrækning afskæres fra den vestlige hjælp, der tilflyder Bosnien i så rigt og korrumperende mål. Beboelseshuse, tankstationer og moteller skyder op langs landevejen. Små 20 km vest for Bijeljina krydser den en biflod til Savaen og leder os derefter ind i det, der under krigen mellem Bosniens muslimer, serbere og kroater var Brcko-korridoen - den landstrimmel, hvormed serberne under den nu eftersøgte, men forsvundne Radovan Karadzic forbandt deres erobringer i det østlige og sydlige Bosnien med Nordbosnien omkring deres eneste større by, Banja Luka.

Sine steder var der ikke mere end små 400 meter mellem kroaterne på Savaens venstre bred og muslimernes finskytter, som holdt til i krattet på flodens højre bred. Som vi væltede frem ad landevejen mellem de to linjer, vidste vi kun alt for godt, at overlevede vi, skyldtes det ikke et af de mirakler, som krig desværre er så fattig på, men den kolde kendsgerning, at skytterne uanset nationalitet havde truffet, hvad vi kalder for en policy-beslutning - i det foreliggende tilfælde, at de ikke gad ofre krudt på en bulet, beskidt i BMW 324D på østrigske plader.

Hotel Mågen
Forude ventede belønningen i form af det vidunderlige Hotel Galeb, altså Mågen, hvor man kunne få værelser ud til floden og blive beskudt af kroaterne eller ind mod land og blive beskudt af muslimerne. Der var ikke et helt vindue i bygningen. Om vinteren sad personalet i den tidligere frisørsalon og varmede sig ved et bål. Kælderen og forhallen stod under vand. Det hændte, at der var mad. Man kunne næsten altid ringe - det var virkelig et mirakel - på en blå vægtelefon i forhallen direkte til Jyllands-Posten i Viby.

Vi forestiller os, at der i hvert tilfælde må være billeder i Brcko, som sammen med Vukovar i Kroatien og Mostar i Hercegovina hørte til de værst tilredte byer i krigen. Men vi skuffes. Trafiklysene fungerer. Ruiner er der intet af. Selv Hotel Galeb er sat i stand. Frisørsalonen er atter frisørsalon og ikke varmestue, og over Savaen er bygget en fin, ny, græsgrøn vejbro.

Trafikken er etnisk set ikke, hvad den var før krigsudbruddet i foråret 1992. Grænsen krydses af serbere og kroater. Også her er muslimerne flygtet, eller de ligger i deres massegrave. Sarajevo-regeringen kræver byen med den begrundelse, at Brcko havde muslimsk flertal og vil give den en vigtig vandvej til Donau og dermed til både Sortehavet og Centraleuropa. Serberne er totalt afvisende. Alle ved, at en ny krig bliver følgen, hvis man i fuldt alvor prøver på at bryde deres tynde landværts forbindelse mellem Banja Luka-regionen og resten af Republika Srpska.

Altså eksisterer Brcko som sin egen parentes i Dayton-freden, endnu et uløst problem under internationalt opsyn, måske en tidsindstillet bombe, der tikker og tikker, lige så stille, under den blanding af drøm og uvidenhed, hvormed Vesten og især USA fører sig frem på Balkan.

Hos Milan og Bozica
Vi lægger trafiklysene bag os.

Forude, oppe mod Orasje, har vi venner.

De ved ikke, at vi kommer, for telefonerede vi til dem, ville vi ikke kunne forklare os - så lidt er vi i stand til at tale sammen, men så meget desto bedre forstår vi hinanden, to efterhånden noget luvslidte reportere fra Danmark og ægteparret Babic i Selo Batkusa, der gerne vil være en landsby, men ikke er mere end fire-fem huse i et vejsving.


Milan og Bozica
Ægteparret byder på stegt fisk og blommebrændevin.
Foto: Carsten Ingemann
  

Milan er den første, der får øje på os. Han kommer ud af sin lille stald, medbringende en møjgreb og iført det samme lasede bondetøj - hullet jakke, hullet trøje, hullede bukser, sin lille hat - han var iført, da jeg så ham sidst. Hans store gasblå ansigt (han fremstiller hvert år omkring 300 liter blommebrændevin til sig selv og hustruen Bozica, men mest sig selv) lyser op i et lykkeligt grin, da han får øje på os. »Ooohhh,« siger han, »ooohhh.« Vi hilser overstrømmende på hinanden. Han har næver som stegepander, men er i øvrigt aldeles ufarlig.

Så dukker Bozica op, lidt noblere klædt på end sin mand, hinkende over en stok, jeg ikke tidligere har set hende med. Også hun virker henrykt. Snart efter er vi bænket ved et bord under stuehusets soltag. Milan serverer sin berømte slivovica, der i år er af særlig god kvalitet, fordi sommeren var hed og tør - det koncentrerer sukkerindholdet i blommerne. Lidt efter henter han små stykker af den herligste, stegte karpe, håndfanget samme morgen nede i Savaen. Den er ægteparrets frokost og vel sagtens også dets middagsmad i anledning af, at det i dag er den Hellige Nikolajs Dag ifølge de ortodokses kalender.

Den store sorg
Materielt er det gået dem godt i de senere år. To nye arbejdshuse er kommet til. Omme i baghaven bader tre fornemme, kæmpestore danske søer i et mudderhul - de grynter højlydt, når man taler til dem eller klør dem på trynen. Over alt er der høns, ænder og katte. Lænkehunden protesterer som sædvanlig ynkeligt over, at den ikke må deltage i selskabeligheden.

Der er også en sorg - en stor sorg, som Milan helst ikke taler om, og som Bozica taler om hele tiden: Deres ældste søn, som forlod Bosnien for at undgå at blive dræbt i krigen, har for nylig mistet livet ved en trafikulykke i Wien. Hvilket ubegribeligt paradoks, tænker jeg. Her har vi styrtet rundt i deres krig og er sluppet fra den uden en skramme, mens han, der rejste op til vor bevidstløse fredsommelighed, omkom under en bil.

Bozica giver sig til at jamre højlydt. Tårerne løber ned ad hendes furede, gamle kinder. Hvad der resterer af tænder - både de ægte og dem af guld - klaprer inde i munden på hende. Milan må ud for at hente mere fisk, mere hjemmebagt brød og mere snaps, denne gang en pærebrændevin af uforlignelig kvalitet.

Vi skåler igen. Bozica tørrer øjnene i trøjeærmet. Jeg forklarer Milan, at han ville stå til straf og forargelse, hvis han gav sig af med hjemmebrænding i Danmark. Og at der ville dukke både en sundhedsplejerske, en psykolog og socialrådgiver op på gården for at tale dunder til ham, om man kendte omfanget af hans forbrug.

Han ryster langsomt på hovedet, sund og gæv i en alder af 62 år. At en fri mand ikke kan gøre med sine egne blommer og pærer, hvad frie mænd altid har gjort med deres blommer og pærer - for slet ikke at tale om deres lever - fatter han ikke. Danmark, mener han, er muligvis et rigt land, men det kan ikke være et frit land som Republika Srpska.

Omsider skal vi afsted. Bozica græder på ny, men nu er det fordi, vi skal skilles. Jeg omfavner hende, dernæst Milan, idet vi udveksler de tre serbiske kys - for Gud, for kongen og for fædrelandet. Det er som at have omgang med en riskost. Så er Exploreren atter på landevejen.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten