Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

I Draculas blodige spor

Explorer-holdet sætter sig til bords med den frygtede transylvanske vampyr. Et rent fantasifoster viser det sig. Vlad Tepes, som Dracula-myten bygger på, er en af Rumæniens helte, en stor fyrste, der bekæmpede tyrkerne.

Af Per nyholm og Carsten Ingemann (foto)
Publiceret 16-12-2000

Sighisoara


I Draculas blodige spor (1)

Vi ankommer i højt humør til Draculas fødested, et sandfarvet, standsmæssigt hus inden for Sighisoaras vældige fæstningsanlæg.

Her er nu indrettet et spisested, hvor der serveres vampyrvin, rødbedesuppe, blodpølse og andre udsøgte retter med reference til Transylvaniens berømteste og gennem århundreder mest frygtede skikkelse.

At vi er alene i den store, kolde restaurant øger kun fornøjelsen. Ude i køkkenet rumsterer et personale, vi aldrig ser så meget som et glimt af. Værten, som vi tidligere på dagen havde en udbytterig samtale med, er også forsvundet.

I kælderen hærger en svensk-talende ungarer, kaldet Bela. Han skal senere på natten fylde os med tuica, den rumænske frugtbrændevin, der er så stærk - knap 70 procent mener Bela - at den må kunne jage de fleste døde op af deres grave.

Foreløbig betragter vi Dracula i trekvart profil, anbragt som han er på forsiden af en folder om denne vallakiske fyrstes grusomme liv og ikke mindre grusomme død. Ansigtet er skarpt, øjnene årvågne og mistroiske under den perlebesatte hue med kardinalrød puld. Tjeneren Vasile viser os resterne af en fresko over vort bord, hvor blege billeder af Draculas fader og bedstefader røber mandslinjens benede træk og hårde blik.

Jeg undertrykker min lyst til at lette på gardinet for at se, om der mon skulle gemme sig en flagermus eller et andet flyvende kræ i vinduet. Til vor beskyttelse har vi lagt hvidløg og skarpe peppere i lommen.

I Transylvannien kan man ikke være forsigtig nok.

Så følger en drink, Draculas Kys, siger Vasile, bestående af champagne, campari og appelsinsaft.

Middagen kan begynde.

Dracula lever
For at sige det, som det er, så lever Dracula blodsugeren, ikke den historiske skikkelse, i bedste velgående.

I sit hjemland er han genstand for en kommerciel udnyttelse, der får den udenforståendes blod til at fryse. Rumænien fattes penge. Så længe uvidende eller ligeglade udlændinge ønsker at lade sig bedrage af Dracula-myten, vil der blive slået mønt på den.

Man kan opsøge det amatøragtige Dracula Museum i Bran, hvor Dracula aldrig tilbragte en dag, endsige en nat, men hvis himmelstræbende tårne og bastioner lever op til enhver vesterlændings eller japaners vanartede forestilling om Transylvaniens rædsler. Man kan købe Dracula-dukker, Dracula-knive, Dracula-syltetøj eller som os en Dracula-middag. Der hævdes at være Dracula-natklubber med spindelvæv og klaprende kistelåg. Mindst en amerikaner skal være død af hjertekvababbelse og må vel siges at have fået fuld valuta for sin indsats.

I alt dette ligger forfladigelsen af det såkaldte Dracula-syndrom, som mange hævder at kunne se i det rumænske samfunds og ikke mindst i den rumænske politiks utallige intriger.

Den seneste, men måske ikke sidste Dracula, var Nicolae Ceausescu, den kommunistiske tyran, der sugede blodet ud af sit folk og sit land, inden han og hustruen Elena første juledag 1989 blev skudt i en kasernegård i Tirgoviste, den historiske Draculas residensstad.

Siden er et i vid udstrækning demokratisk og kapitalistisk Rumænien blevet skabt, men Dracula-syndromet fortsætter. Rumænerne husker pludselig Ceausescu for hans få gode sider, ikke for hans mange forbrydelser. På hans og Elenas grav i Bukarest ligger dagligt friske blomster. Mange mener, at ægteparret overhovedet ikke blev henrettet, men skjuler sig i Transylvaniens skove i den hensigt at vende tilbage til magten og redde fædrelandet.

Andre tror, de lever videre som vampyrer. Atter andre ser deres afkom i skikkelse af gammelkommunisten Ion Iliescu, manden, der vandt sidste søndags præsidentvalg. Og hvis den bedstefaderligt udseende Iliescu er en blodsuger, hvad de færreste trods alt vil hævde, hvad skal man så mene om hans modstander, fascisten Corneliu Vadim Tudor, der offentligt erklærer, at han vil lade de rumænske sigøjnere skyde ned med maskinpistoler og drive halvanden million ungarere ud af Transylvanien?

Falsk og forfærdeligt
Om ganske få dage er det elleve år siden, at rumænerne rejste sig imod Ceausescu og hans kommunistiske system, som havde forvandlet et af Europas potentielt rigeste lande til en gigantisk koncentrationslejr, til et sultens, mørkets og kuldens hul, hvor alt var falsk og forfærdeligt.

Nationen er stadig traumatiseret af dette regime, af sine erfaringer som osmannisk lydland gennem 400 år og som offer for et stærkt, selvbevidst ungarsk herredømme, der sad hårdt på Transylvanien indtil 1918.

I den blanding af krig, fascisme og degenereret kommunisme, som skaber den moderne stat og den moderne bevidsthed, er det ikke nemt, især ikke for en ringe uddannet, overtroisk bondebefolkning, at få styr på de historiske og politiske prioriteter.

Af usikkerheden flyder Dracula-syndromet som en gift ind i nationens krop og slører eller udvisker den historiske figur Vlad Tepes, som forfatteren Bram Stoker, en irer, uretmæssigt forvandler til vampyren Dracula i en af det 19. århundredes mest solgte, såkaldt gotiske fortællinger.

Stokers udgangspunkt for at sende englænderen Jonathan Harker med tog og rejsevogn fra London til det dengang for vesteuropæerne mærkværdige og fjerne Transylvanien ligger i et møde, han havde i 1890 med ungareren Arminius Vambery. Denne fantast og formodede Orientforsker påstod, at han havde besøgt Samarkand som den første europæer efter Marco Polo og fortalte Stoker den hårrejsende historie om, hvordan ni bønder i en landsby i Øvre Ungarn et hundrede år tidligere havde hævdet, at de blev skamredet og suget af en vampyr, som de mente var deres for længst afdøde nabo Petre Plogojovic.

De anmodede om og fik tilstået, at en kongelig og kejserlig kommission tog affære. Plogojovics grav blev åbnet, og til skræk for alle viste det sig, at liget var så friskt som på dødsdagen, samt at dets læber bar spor af frisk blod.

Ingen kunne herefter betvivle, at man havde at gøre med en vampyr, og liget led vampyrens skæbne: det blev spiddet på en pæl. Der skete da det skrækkeligste af alt, at frisk blod væltede ud af dets mund, øjne, næse og øren.

Historiens Dracula
Med tidens sans for det morbide og eksotiske så Stoker, at han her havde stof til en bog, som kunne gøre ham berømt og rig. Han manglende blot en historisk figur. Denne fandt han i Vlad Tepes, Vallakiets hersker i det 15. århundrede, kendt som Spidderen, fordi han i sine krige med tyrkerne benyttede sig af den lidet noble, men utvivlsomt effektive fremgangsmåde, at han lod sine fanger dø den lange, forfærdelige død på pælen.

Stoker lægger således i sit manuskript grunden til en sammenblanding af myte og virkelighed, som fremkalder Dracula-syndromet.

Rumænerne kan uden videre lave penge på Dracula, men de er også bange for ham. Samtidig beundrer de Vlad Tepes (1430-1476) som en af nationens store sønner, der grusomt, men også med held bekæmpede de fremtrængenede osmanniske hære. 500 år senere skulle Ceausescus propaganda anbringe diktatoren i en lignende rolle. Ligesom Tepes trådte voldeligt op ikke blot mod tyrkerne, men mod sine egne for at redde fædrelandet, måtte også Ceausescu anvende vold. Han kæmpede ganske vist ikke mod de vantro, men mod russerne. Af dette bedrag opstod også i Vesten - herunder i Danmark - den menneskefjendske fantasi, at man måtte støtte Ceausescus styre, fordi det i ny og næ tillod sig at polemisere med imperiemagten i Moskva.

Propagandaen i Bukarest tilbad Ceausescu som "Karpaternes Geni", og "Det arbejdende Rumæniens store fører". I folkemunde var han desuden "Draculescu" eller "Den røde Vampyr". Den bloddrivende juleopstand, ligfundene i Timisoara, børnehjemskatastrofen og en senere fordrejning af opstandens idealer, forbundet med en mistanke om, at det gamle regimes sikkerhedsapparat, Securitate, stadig fungerer, fastholder mod bedre vidende - ikke mindst i vestlige kredse - et billede af Rumænien som vampyrismens land.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten