Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Igennem Jernporten

Explorer møder liv og død, fattigdom og stormagtsdrømme ved Donau. Her forsøger en kaptajn og en atomfysiker at fange til middagsmaden, her omkom den kun 23-årige Ecaterina, her byggede Apollodorus af Damaskus sin berømte bro, her driver jugoslaverne og rumænerne i forening et gigantisk kraftværk.

Af PER NYHOLM og CARSTEN INGEMANN (Foto)
Publiceret 15-12-2000

Drobeta Turnu Severin

Vi klatrer ned ad skrænten til ankerpladsen udenfor Drobeta Turnu Severin. Her er kaptajnen på pram nummer 11052, kaldet "Nefere", ved at skaffe sig til aftensmaden.

Gang på gang kaster han sit net ud i Donau. Gang på gang trækker han det op igen uden at finde en eneste fisk i sit garn.

Vi iagttager ham ved dette tålmodighedsarbejde imod en synkende sol.

Billede er af uforlignelig skønhed den tålmodige fisker, mørket, der lægger sig, stilheden på floden, som kortvarigt brydes af en hjemvendende svane, dæmpede stemmer og lidt hundeglam oppe fra klinten, hvor rumænerne har indrettet et museum og en park.

Gigi Margerit er 49 år. Han har tilbragt de seneste 19 år med at fragte stykgods op og ned ad Donau. »Jeg har mit eget liv, jeg er en fattig mand, men jeg er fri,« siger han og lader en fin, tynd hånd glide gennem sit gråsprængte skæg. »Lige nu har vi meget lidt at lave, men jeg hører, at sejladsen snart bliver frigivet. Så skal vi atter på farten.«

I det sidste kan han meget vel have ret. Om få måneder begynder rydningen af floden ved Novi Sad i Jugoslavien, hvis broer blev sprængt af NATO under sidste års luftkrig. Senest til sommer ventes blokaden af Donau at blive hævet.

Gigi Margerit har været skipper på "Nefere" af Drobeta Turnu Severin siden 1995. I byens lange navn ligger, at den er grundlagt af dakerne, Rumæniens oprindelige befolkning. Den blev siden en vigtig romersk koloni og militærforlægning, hvis betydning kulminerede under Septimius Severus i slutningen af det andet og begyndelsen af det tredje århundrede.

Trajans bro
"Nefere" ligger kun et halvt hundrede meter fra resterne af den en kilometer lange bro, som kejser Trajan lod slå over Donau ved det andet århundredes begyndelse. Selv i vore dage vil et sådant brobyggeri være en større opgave. Dengang blev det anset for et ingeniørarbejde af forbløffende dimensioner, foretaget så solidt af den berømte Apollodorus fra Damaskus, at flere bropiller stadig står på den rumænske og den jugoslaviske bred, uagtet Aurelian, en af de helt store, men undervurderede soldaterkejsere, lod broen fjerne i det tredje århundrede for at standse de fremtrængende gotere.


UDENDØRS ARBEJDE
Håndværkere smelter beg ved Donaus bred - i forgrunden en soldat, som holderøje med grænsen til Jugoslavien.
Foto: Carsten Ingemann

En tynd tåge ligger over flodens enorme vandmasser, som glider langsomt mod deres endeligt i Sortehavet, bag deltaet, et af den europæiske naturs mirakler. Her, i Drobeta Turnu Severin, hersker en fred og en stilhed, som befandt vi os fjernt fra al civilisation, og dog bor næsten 100.000 mennesker inde i byen. Gigi kaster på ny sit net ud. Scenen virker tidløs. Sådan har også dakerne og romerne, dernæst valakkerne, tyrkerne, ungarerne og alle de andre folk ved floden skaffet sig maden. Omsider har han fangst: tre små aborrer. Så er der til gryden inde i den lille, rodede kabys.

Malstrømmen
Dagen igennem er vi undervejs langs den store flod.

Vort første og vigtigste mål er Jernporten, som fra tidernes morgen var den farligste hindring for sejladsen på Donaus 2400 km lange løb fra Alperne gennem Sydøsteuropa og Balkan. Ved Jernporten falder de transylvanske Karpatere og Balkans forbjerge brat ned i floden over en strækning af 120 km. Sine steder snævres floden ind til under 200 meter. Her opstod i gamle dage vældige strømhvirvler. Da flodbunden samtidig hævede sig og skød sine klippetoppe op igennem vandspejlet, var passagen ganske overordentlig farlig.

Vi kører frem til Jernportens vestlige åbning til Fæstningen Golubac, der står som en grålig skygge ude i disen. Her blev fragterne inspiceret og beskattet. Her bad besætningerne for deres frelse, hvis de var på vej mod øst, og takkede for den, hvis de var på vej mod vest. Her blev de passagerer døbt i flodens vand, som ikke tidligere havde været igennem malstrømmen.

Først da begav man sig ud på den farefulde sejlads.

Vor egen H.C. Andersen hører til dem, der med bankende hjerte passerede Jernporten. Hans beskrivelse af sejladsen, han kom fra Sortehavet - hører til en af mesterskildringerne i dansk rejsejournalistik.

Han begejstres og forfærdes over det rige, brogede liv, han møder i havnebyerne ved flodens nedre Løb. Han keder sig frygteligt under karantænen i Orsova (»At ligger i Qvarantaine, det er at øve sig i Polyp-Faget!«). Han sværmer for Serbien. Hvert træ, mener han, er »værdigt at omslutte en dryade Farvel Bulgarer-Land! råbte vi og glede frem under Serviens Skove.«

Jernporten forskrækker den let bevægelige digter. »Her ere mægtige Hvirvler, der have opslugt Baade og sønderslaget Skibe; rundt om i den fraadende Strøm strække sorte Klipper deres knusende Fingre op i Luften«

H.C. Andersen og hans medpassagerer blev af forsigtighedsgrunde til dels transporteret over land, mens hans Kejserlige og Kongelige Majestæts dampskib »Argos« navigerede op mod Jernportens stride strømme. Omsider er alt i orden: skibet ligger på sin plads, qvarantainen overstået, og Andersen har endnu en hårrejsende beretning at føje til sine øvrige rejseberetninger under de nært forestående ophold i Budapest og i Wien og ikke mindst efter sin hjemkomst til København.

Vandpiben fra Kaleh
I dag er alt ændret. Sejladsen gennem den førhen så frygtede snævring foregår nu udramatisk, idet jugoslaverne og rumænerne i tresserne og halvfjerdserne byggede et kraftværk ved Jernportens østlige udgang. Bag dæmningen hober vandmasserne sig op i en sø, der rækker omkring et hundrede kilometer bag ud og rummer vandmasser, som anslås til ca. to milliarder kubikmeter.

Snesevis af landsbyer og øer er forsvundet, blandt dem den tyrkisk befolkede ø Kaleh, der som følge af sin lidenhed blev glemt ude i strømmen og var en østrigsk besiddelse længe efter Habsburgs forsvinden frem til 1923, da den omsider tilfaldt Rumænien.

Tyrkerne forblev dog på øen med deres moskéer, familiehuse, haver og tobakslunde. Først da flodvandet begyndte at stige, lod de sig fjerne. Flere udvandrede til Tyrkiet, andre bosatte sig på Sortehavskysten. I det museum, der opførtes på kraftværkets rumænske side, kan man se en tyrkisk stue fra Kaleh med den typiske divan, vandpiben og et vægtæppe med en tekst fra Koranen. Der er også fotostater af tyrkernes liv, som på Kaleh bevarede en idyl, der for længst var gået tabt alle andre steder i Første og Anden Verdenskrigs ulykker.

På vejen fra Golubac til kraftværket passerer vi men kan ikke se den tavle, Trajan lod indhugge i klippevæggen på flodens højre bred til minde om sine transdanubiske krige og sejren over dakerkongen Decebalus. Modsat Kaleh blev den reddet og anbragt højere oppe, udenfor flodens rækkevidde. Derimod forsvandt både Trajans militærvej og en senere vej, anlagt af ungarerne i det 19. århundrede.

I dag har de færreste øje for denne smukt udhuggede og forbløffende velbevarede tavle. Trafikken gennem Jernporten er forsvindende lille. Besætningerne på de få pramme interesserer sig næppe synderligt for denne snart to tusind år gamle hilsen.

Ecaterinas kors
Kraftværket, det tredjestørste i Europa, melder sig med en dyb durren i luften, en af disse ubestemmelige og vedvarende lyde, som kan være svære at stedfæste. Hvor tilrakket dette megalomane socialistiske byggeri end måtte være, det fungerer efter sin hensigt. Alle 12 turbiner, seks på den rumænske side og seks på den jugoslaviske, arbejder, får vi at vide på museet. Her frembringes en effekt på 2100 megawatt. Det kan dække en tredjedel af Danmarks årlige strømforbrug.

Vi er behørigt imponerede, da vi kører videre.

Vejen langs floden er belagt med småkors, som fortæller os, at her er folk omkommet under et fortvivlet eller desperat forsøg på at krydse floden uden papirer. Vi standser ved et af dem. Her døde Ecaterina Bobeiche den 8. juli 1996. I 1996 var alt kaos i Jugoslavien. Hvad ville hun dog dér? Svaret udebliver. Vi ved blot, at hun blev 23 år.

Nedenfor korset med sin forvitrede tekst og et falmet billede af Ecaterina står brødrene Aurelian og Gheorghe Balica med deres fiskestænger. Også de er ved at skaffe sig til aftensmaden. Aurelian er kemiker og hans broder atomfysiker. Den ene er arbejdsløs, den anden, atomfysikeren - tjener så lidt, at han ikke kan leve af det. Har de mon en fornemmelse af, hvad Ecaterina ville? Hvor hun ville hen?

»Hun ville vel til Vesten,« mener Aurelian. »Måske troede hun, at hun kunne slippe ubemærket gennem Serbien og Montenegro ned til kysten og videre til Italien. Dér kunne hun gøre rent eller passe børn eller blive prostitueret. Så vidt er det kommet med os.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten