Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Byen uden håb

For en halv snes år siden var Copsa Mica i Rumænien en af de mest forurenede byer i Europa. Miljøkatastrofen fortsætter og forstærkes nu af en social katastrofe.

Copsa Mica Der var engang en by langt inde i Transsylvanien - en lille by med omkring 6000 borgere. Kort efter den rumænske folkeopstand i juledagene 1989 blev Copsa Mica fundet af vestlige pressefolk og udråbt til Europas mest forurenede by.

Byen var sort af en underlig, sygdomsfremkaldende sod. Hængte kvinderne deres vasketøj ud til tørring, kunne de hente det ind mere snavset end nogensinde. Bjergsiden ude mod vest var sort. Træerne og markerne var sorte. Selv fårene var sorte.

Copsa Mica ligger der stadig og er stadig forurenet - ikke sådan at den er sort som i gamle dage. Den ene af byens to dødbringende fabrikker - den kemiske fabrik Cabosin - er blevet lukket. Den hvis udslip kunne ses, og hvis affaldsprodukter hobede sig op over alt.

Den anden virksomhed - det gigantiske metalværk Sometra - arbejder fortsat. Staten har trukket sig ud til fordel for græske interesser. Grækenlands blå og hvide fane vajer ved indgangen side om side med Rumæniens gule, røde og blå trikolore. Små røgfaner stiger til vejrs fra skorstenene. De virker uskyldige. De er hvide og opløses hurtigt. I virkeligheden indeholder de enorme mængder af svovl, bly og andre stoffer, som ødelægger menneskene i Copsa Mica.

»Den økologiske katastrofe fortsætter og forstærkes nu af en social katastrofe,« siger dr. Alexandru Balin.

»Massearbejdsløshed i forbindelse med privatisering af byens virksomheder fulgt af socialstatens sammenbrud betyder, at tusinder af mennesker går sultne i seng hver aften. Deres modstandskraft forringes hele tiden. Sygdom og underernæring breder sig med foruroligende kraft. Vi står overfor en menneskelig katastrofe.«


Byen uden håb (1)
Engang den mest forurenede by - kvinderne hænger atter deres vasketøj ud, men kan Copsa Mica overleve?

Bedre dengang
Dr. Balin var som bedriftslæge på den dengang kommunistisk styrede metalfabrik den første, der slog alarm i Copsa Mica. Det kostede ham flere ubehagelige sammenkomster med diktatoren Nicolae Ceausescus frygtede sikkerhedspoliti, Securitate.

I dag er han lige ved at mene, at tiderne var bedre dengang end nu: »Alle levede på et meget lavt niveau, men alle levede. Nu er der mange flere varer, men folk har ingen penge, og priserne er fuldstændig ude af kontrol.« Han er netop vendt tilbage efter at have besøgt en skoleklasse i en nærliggende by. Af 16 børn var kun to i tilfredsstillende fysisk og psykisk stand, siger han. »Vi gør klar til næste generations katastrofe. Disse børn vokser op i uharmoniske omgivelser. Deres forstand tager skade. De er bange og aggressive.«

Viceborgmester Cojtica Mocanu bekræfter, at arbejdsløsheden i Copsa Mica ligger på omkring 65 procent, hvormed han blot taler om registrerede arbejdere uden beskæftigelse. Den, der ikke har haft arbejde i ni måneder, stryges af registret og afskæres dermed fra en i forvejen utilstrækkelig socialhjælp på måske 200 kr. om måneden.

Viceborgmesteren - opstillet af socialdemokraterne, de tidligere kommunister - bekræfter også, at mange i byen sulter.

»Vi er ofre for en liberalistisk markedsøkonomi uden social samvittighed,« siger han. »Vi forstår ikke Vestens demokratiske princip... For os går demokratiet gennem maven.«

Alle er skræmte
Før revolutionen sendte de to fabrikker i Copsa Mica omkring 30.000 tons mere eller mindre giftige partikler ud i atmosfæren hvert år. I dag kender ingen med sikkerhed omfanget af udslippet. Grækerne siger intet, og ingen spørger dem. Alle er skræmte ved tanken om yderligere arbejdsløshed i en af Rumæniens fjerneste og fattigste afkroge. Ingen tør stille sig op imod den nye ledelse på metalfabrikken. Mange føler, at grækerne blot henter en hurtig profit og ikke agter at geninvestere i byen.

I gamle dage - under kommunisterne - var arbejdstiden på fabrikken seks timer om dagen. I dag arbejder alle i mindst otte timer og mange i både 10 og 12 timer for en månedsløn, svarende til godt 500 kr.

Viceborgmester Mocanu anslår, at de giftige udslip skønsmæssigt er bragt så langt ned, at de kun ligger to til tre procent over det tilladte. En yderligere investering på knap 50 millioner kroner skal ved udgangen af 2001 stabilisere udslippet på, hvad han kalder for et acceptabelt niveau. Fra FN's industrialiseringsorganisation, UNIDO, er der bevilget penge til oprydningsarbejdet.

Sygdomme og død er over alt. Tusinder af mennesker, også børn, lider af mere eller mindre ødelagte åndedrætsorganer, mavesygdomme, blodsygdomme, allergier og nervesygdomme som følge af de mængder af gift, der hver dag stiger til vejrs fra metalfabrikken for derpå - usynligt for alle - at lægge sig over byen og oplandet, siger dr. Balin. Til disse ulykker lægger han sociale sygdomme som tuberkulose, hepatitis og alkoholisme.

Vasketøj i baghaven
Mocanu erklærer med en fortvivlet hovedrysten, at kommunen ganske enkelt ikke ejer penge, og at sundhedsvæsenet som sådan er ophørt med at fungere. Han anslår, at gennemsnitslevealderen i Copsa Mica ligger mellem 10 og 15 år under landsgennemsnittet på 67 år - mod knap 74 år i Danmark. Han beder til, at vinteren bliver lun. Copsa Micas fjernvarmeanlæg er brudt sammen. Kun de færreste huse har varme og varmt vand. Resten må klare sig, som de bedst kan.

»Vi har brug for ærlige investeringer,« tilføjer han. »Vi har gode arbejdere og stiller meget små lønkrav. Vi kan hjælpe med skattelettelser og jord.«

Copsa Mica er ikke længere kommunisternes sorte by, men måske kapitalisternes hvide by. Vi konstaterer, at kvinderne hænger deres vasketøj ud i baghaven, og at bjergsiden bag den nu lukkede fabrik er blevet vasket ren af de senere års sne og regn.

Hovedgaden er blevet beplantet med træer og vil om få år stå som en skyggefuld allé.

Spørgsmålet er blot, om Copsa Mica kan overleve.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten