Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Juleklar på Balkan

Explorer-holdet prøvesmager julemaden i en transylvansk landsby. Forandringerne efter det kommunistiske diktaturs fald er mange. Bonden Tiberiu Dragomir drømmer om at besøge Rom, London og Berlin. Hans barnebarn studerer jura og overvejer at flytte til Bukarest.

Af Per Nyholm og Carsten Ingemann (foto)
Publiceret 12-12-2000

Retis


Juleklar på Balkan (1)
Daria laver mad mens bedstefaderen Tiberiu skåler.

Der er mere end den normale tummel i ægteparret Dragomirs hjem på denne solbeskinnede morgen.

Dels er børnebørnene ankommet aftenen før, dels og især skal julegrisen slagtes, hvilket den sandt at sige ikke bryder sig meget om.

Så da den ved ørerne bliver trukket ud på gårdspladsen, hvor bedstefader Tiberiu står klar med sin bedste kniv, er der en vrælen og skrålen, som kan høres over hele Retis og det halve Transylvanien.

Minuttet efter ligger ofret sprællende og døende, mens blodet fra et åbent sår i halsen pulser ud i de dertil stablede fade og skåle. Intet må gå til spilde, heller ikke blodet. Det skal snarest forvandles til de herligste, duftende pølser.

Overhovedet er der megen grisejammer på Balkan i disse dage. Millioner af bønder jager en kniv i deres skrigende dyr, som de omhyggeligt, men også koldt beregnende, har fodret på i månederne forinden, dels i stalden, dels på marken og gerne inde i et egekrat, hvis agern hævdes at give det friske svinekød en særlig lækker aroma.

Exploreren ankommer uanmeldt til Retis, der består af små to hundrede bondehuse og følgelig kan anslås til 600-700 mennesker, netop som dramaet på familien Dragomirs gårdsplads er ved at være overstået. Hønsene tripper nervøst i en pøl af det røde, dampende blod, som trods bedstemoder Elenas forsigtighed er løbet ved siden af. De øvrige svin trykker sig i deres udhus. Ellers er en usikker fred ved at lægge sig.

Velholdt landsby
Det begynder med, at vi blot vil fotografere, hvad vi anser for en usædvanlig velholdt lille landsby, hvis røde, gule, grønne og blå gavle står i smukkeste modsætning til rimfrosten ude på grønsværen. Her virker alt trygt og godt og gammeldags. Her er ingen motorlarm, ingen hæslige supermarkeder og intet forfald. Der er indlagt elektricitet, men af brøndene i haverne udleder vi, at husene ikke har rindende vand. Varmen, viser det sig, får man i Retis fra flaskegasfyrede kakkelovne.

Vi hører hanegal og hundeglam, ænders snadren og kaglende høns. Idyllen nærmer sig det perfekte, da Daria Dragomir dukker op. Hun er lys og blåøjet som en fe, hun vil gerne fotograferes - og til vor forbløffelse taler hun ikke blot et endog meget passabelt engelsk, hun læser også jura på universitetet i Sibiu.

Blot ikke i disse dage.

Da bistår hun sine bedsteforældre med forberedelserne til julen, som i år skal omfatte mellem 20 og 25 mennesker - familie og venner fra hele landet, inklusive en slægtning, der for tiden besøger sin datter i Canada.

Den sorte skole
Balkans bønder hører til Europas fattigste. Også i Retis springer fattigdommen i øjnene. Bønderne ejer ganske vist på ny deres huse og jorder, men de færreste har penge. Næsten alle er selvforsynende med kød, grønt, æg og brød. Ved søndagens præsidentvalg stemte landsbyboerne i alt væsentligt på ekskommunisten Ion Iliescu.

»Han er den bedste... Han forstå de fattige,« siger Tiberiu Dragomir.

Det må tages som et udtryk for solide fremskridt, at Tiberiu Dragomir, der tilbragte syv år i landsbyens sorte skole, kunne få en søn, der blev ingeniør, og at denne søn kunne få en datter, som om få år forventer at tage sin juridiske afgangseksamen og allerede overvejer, om hun skal flytte til Bukarest, fordi hun mener, at hendes muligheder i hovedstaden vil være bedre end i Sibiu.

Retis, forsikrer Daria Dragomir, lægger hun aldrig bag sig. Som den romantiske bybo, hun allerede er, sværmer hun for landet, for dets traditioner og for dets ægthed.

»Jeg har landsbyen i mit hjerte,« siger hun.

Griseliv
Tiberiu Dragomir ser stolt på sit barnebarn. Han har oplevet store forandringer, siger han, og nu vil han gerne ud at rejse - til Rom, til London og til Berlin. Igen mærkes de senere års omvæltning: for blot en god halv snes år siden, under Nicolae Ceausescus kommunistiske diktatur, ville ingen i Rumænien have vovet at tale med fremmede, og ingen bonde ville have drømt om, at han bare kunne forlade sin landsby.

Foreløbig befinder vi os uden for lågen, men nu dukker den øvrige familie op med hænderne smurt ind i fedt og blod. Tiberiu henter små glas og en flaske af sin hjemmegjorte blommebrændevin, kaldet tuica. Han fortæller, at han hvert efterår til familiens brug brænder mellem 200 og 300 liter. Dragomierne laver også deres egen rødvin på en stok, som sender sine grene hen over en sydvendt gavl og videre ud over gårdspladsen.


Juleforberedelser
Julegrisen er slagtet og er ved at blive lavet om til pølser, der senere skal ryges.
Foto: Carsten Ingemann

Snart efter bliver vi inviteret indenfor. Grisen er parteret, tarmene renset og medisteren gjort klar. Over alt er stykker af slagtedyret lagt frem til saltning, tørring, kogning og anden behandling. Fedtegrever og en mørk lever syder lifligt på det sorte komfur. Vi bliver bænket med dampende hvidkål, gylden majsgrød og små stykker af en gris, der indtil for en time siden levede et liv, ingen gris i Vesten kan gøre sig håb om at leve.

Smagen er selvsagt derefter.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten