Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Landet hinsides skovene

Explorer kører gennem Transylvanien - landet hinsides skovene, et land, som gav Europa tre folkeslag: rumænerne, ungarerne og tyskere. I dag er tyskerne væk og med dem en 800 år gammel kultur. Før dagens præsidentvalg lyder en påstand, at rumænerne risikerer at forblive kontinentets evige landsbyboere.

Af PER NYHOLM og CARSTEN INGEMANN (foto)
Publiceret 09-12-2000

Sighisoara


Landet hinsides skovene (1)
Den ungarske kålhandler Mehkerer sælger sine kål på bondemarkedet ved landevejen fra Oradea til Cluj.

Vi lægger ud fra et lille hotel i højderne efter Oradea og kører mod øst. Centraleuropa forsvinder bag os. Forude venter Balkan og Orienten.

Verden bliver mere broget her, mere omstændelig og mere uforståelig. Oradea er det gamle Habsburg - ingen tvivl om det. Pladser og paladser er det uforgængelige bevis på, at arkitekturen når sit ypperste i konditorkunsten. Operahuset er - som snesevis af andre operahuse i det længst forsvundne imperium - skabt af wienerfirmaet Helmer og Fellner. Det ligner en festlig bryllupskage snarere end et seriøst teater.

Oradea var habsburgernes og derfor tyskernes Grosswardein. Ungarerne har også et navn for denne imposante, men slidte by ved Crisul-floden - de kalder den for Nagy Varad. Floden kalder de i øvrigt for Körös.

Hinsides skovene
Exploreren snegler sig ad den frostglatte pasvej ned mod dalbunden. Her møder vi toget til Cluj, tyskernes Klausenburg og ungarernes Kolozsvar.

Mellem jernbanen og floden er et bondemarked i gang. Hundreder af bønder, landsbyboere, sigøjnere og andet godtfolk er stimlet sammen med deres vogne, de fleste trukket af heste, enkelte af traktorer. Der udbydes kæmpemæssige svin, hvis skrigen og vrælen skærer igennem vintermorgenen. Der handles heste, pelse, kålhoveder og får. Ansigterne er furede og kroppene bøjet af generationers arbejde, som lige nøjagtig har givet de stærkeste til livets ophold. De andre ligger på kirkegårdene under forvitrede sten. Inskriptionerne på tysk, rumænsk, ungarsk og latin røber, at vi er i Transylvanien - i landet hinsides skovene, et land, som gav Europa tre folkeslag: rumænerne, ungarerne og de tyskere, som hævdede, at de ikke var tyskere i almindelighed, men netop Siebenbürgen-tyskere.

De syv borge
Siden Ungarn ved Trianon-freden af 1918 måtte afstå næsten to tredjedele af sin befolkning og godt to tredjedele af sit territorium, har Transylvanien været en del af Rumænien og ikke helt med urette: landet er ungarsk siden tidernes morgen, men et flertal af dets befolkning betragter sig som rumænere. Her lever desuden og har især levet tyskere, kaldet saksere, szeklere, armenere, genovesere, serbere, tyrkere og jøder.

Tyskerne, tidligere en kulturbærende klasse, er væk efter at have været en del af Transylvaniens liv i 800 år. De var kendt som sakserne, men havde intet at gøre med de egentlige saksere, idet de kom fra Flandern og Rhinlandet. De talte ikke om Transylvanien, men om Siebenbürgen - om deres syv borge, som forsvarede det kristne aftenland mod mongolske, tatariske og andre østlige horder.

Ved saksernes ankomst var szeklerne - en magyariseret stamme af formodet turansk oprindelse - allerede på plads. De to folk havde deres sammenstød, men lærte at samarbejde til fælles bedste. I sidste fase af det habsburgske styre var der ingen vanskeligheder: sakserne ærede kejseren i Wien, szeklerne og de ægte ungarere, som havde opkastet sig til den herskende klasse, magnaterne, anså sig for undersåtter af den ungarske konge. At kejser og konge var én og samme person, styrkede kun enheden og medvirkede til at holde de rumænske livegne nede. Transylvanien, ungarernes Erdely, sikrede også, at her overlevede en ungarsk nation, så at sige på moderlandets vegne, mens det egentlige Ungarn - efter katastrofen ved Mohacs i 1526 - var underkastet det Osmanniske Rige.

Den store konge
Vi fortsætter mod Cluj, også kaldet Cluj-Napoca til minde om byens dakisk-romerske fortid. Igen står vi over for palæer, rigmandshuse og pladser, som viser tilbage til Habsburg. Smagen er mindre kontrolleret end længere mod vest. Endnu engang er Helmer og Fellner på spil med et operahus, men det er Mikaelskirken, Transylvaniens største gudshus, der springer i øjnene med sit eget format og med sin kolossale rytterstatue af Matthias Corvinus, en hersker, som både ungarere og rumænere kan enes om at anse for en helt, om end på afvigende betingelser.

Uden for byen - på vejen til Sighisoara - varmer lasede og fattige mennesker sig ved små bål i grøften.

Her som andetsteds i Rumænien står flækker og småbyer tilbage som rædselsfulde minder om det hedengangne kommunistiske tyrannis forsøg på at virkeliggøre proletariatets diktatur, en affære, der ved firsernes slutning kastede 23 millioner mennesker ud i en sultkatastrofe. Landsbyer og de sidste fritliggende gårde blev på Nicolae Ceasusescus bud jævnet med jorden og bønderne anbragt i betonkasser, som ofte mangler lys, vand og varme. Bønderne bor ikke længere vandret med deres jord, men lodret under en pervers socialismes idéer. Heste og køer staldes op i formodede cykelkældre, arbejdsvogne parkeres på grønsværen foran de allerede faldefærdige etagehuse.

Det forsvundne Tyskland
Ligger Transylvanien i Centraleuropa? Byerne, især ude mod vest ja, landet næppe. Ungarerne og szeklerne - i alt halvanden million mennesker, et af Europas største nationale mindretal - og de resterende tyskere sætter deres lid til EU. Mange rumænere er skeptiske. Især på landet vil man ikke vide af en nærmere tilknytning til unionen. Vesten anses for en fjern og ulykkesfremkaldende mastodont. Den provestlige del af befolkningen stilles af byernes intellektuelle elite, konstaterer kulturhistorieren Adrian Marino - et fænomen, der kan spores til det 19. og det 18. århundrede, da en rumænsk nationalbevidsthed begyndte at slå igennem.

Vinder Ion Iliescu som ventet søndagens præsidentvalg, vil den allerede vakkelvorne bevægelse i retning af EU blive yderligere svækket. Iliescu, tidligere kommunist, har brugt de seneste 10 år på at hindre reformer, der kunne have ført rumænerne ud af deres tilbageståenhed og provinsialitet. Rumænerne, hævder Marino, risikerer at forblive de evige landsbyboere.

I Sighisoara - tyskernes Schässburg, ungarernes Segesvar - går omfanget af den saksiske katastrofe op for os. En hel kultur er forsvundet. Siden Ceausescu-regimets blodige undergang i 1989 har hen imod en million tyskere brugt deres nyligt vundne rejsefrihed til at forlade en verden, som var deres siden det 12. århundrede. I hele Transylvanien resterer måske 40.000 tyskere. Schässburg var en i overvejende grad tysk by. Sighisoara er fyldt med rumænere, ungarere og sigøjnere, der lever tåleligt side om side, men ude af takt med hinanden.


Sighisoara
I sit ydre er Sighisoara en indtagende, lille by. Med sit fæstningsanlæg og sine tårne, sine borgerhuse, brolagte gyder, middelalderpladser og buegange minder den om et Tyskland, der forsvandt under Anden Verdenskrigs bombardementer.
Foto: Carsten Ingemann

I sit ydre er Sighisoara en indtagende, lille by. Med sit fæstningsanlæg og sine tårne, sine borgerhuse, brolagte gyder, middelalderpladser og buegange minder den om et Tyskland, der forsvandt under Anden Verdenskrigs bombardementer. Strengt taget eksisterer dette Tyskland heller ikke længere her. Af over 10.000 saksere resterer færre end ét hundrede - fortrinsvis gamle mennesker, som ikke orker rejsen tilbage til deres forfædres hjemstavn. Et ældgammelt, europæisk folk er bukket under - ødelagt først af kommunismens diktatur, dernæst af Vestens materielt bedre, men ikke nødvendigvis mere tilfredsstillende tilstande.

Csilla Aranka Bartalus ekspederer i en lille, fin butik med forbløffende billige antikviteter. Hun fortæller os, at ved jule- og påsketid vender sakserne tilbage til Sighisoara. De går rundt i gaderne, hilser på gamle venner og taler vemodigt om fortiden. Så kører de til deres nye hjem til Tyskland.

Hun sender os videre til Maria-Liliana Ciotlos. Egentlig er hun bibliotekar, denne Ciotlos, en festlig og slagkraftig kvinde. Men efter systemskiftet har hun åbnet sin egen forretning med tingel og tangel oppe på fæstningsområdet nær sit hus, som har været i slægtens eje i de seneste 400 år. Hun er rumæner, siger hun med stolthed i stemmen, og hun savner sakserne: »De var en del af os... De var flittige og dygtige. De var et eksempel. Jeg savner dem.«

»En kultur er gået tabt,« fastslår lederen af bymuseet, professor Gheorghe Baltag. Også han er rumæner.

»Det er tragisk for dem, og det er tragisk for os. Sakserne repræsenterede et civilisationsniveau, som lå over niveauet i det sydlige og østlige Rumænien. Nu er de væk. I deres sted oversvømmes vi af sigøjnere. Der er 4000 af dem i en by med 40.000 indbyggere. Det er ikke en forbedring.«

Baltag viser rundt på sit lille museum, hvis hovedfigur er bysbarnet Hermann Oberth, endnu en tysker. Han glimrede som filosof og raketkonstruktør i det tyvende århundredes første halvdel. I Sighisoara hyldes han som Rumfartens Fader.

Det glemte Ungarn
Landsbyerne uden for Sighisoara har ufremkommelige navne som Felsöboldogfalva, hvilket fortæller os, at her bor ungarere eller szeklere.

Omsider når vi Szekelyüdvarhely, tyskernes Oderhellen og rumænernes Odorheiu ganske bortset fra, at der i Odorheiu ikke findes rumænere bortset fra politibetjentene, en håndfuld skolelærere og enkelte andre øvrighedspersoner. Selv borgmesteren, Jenö Szasz hedder han, er ungarer.

Hovedgaden er opkaldt efter Lajos Kossuth, den ungarske nationalhelt, som erklærede habsburgerne for afsat under opstanden i 1848-49. Der er to ungarske radiostationer og to ungarske aviser. Vi er 300 km fra den ungarske grænse, og alligevel er vi i Ungarn, et glemt og bagudskuende Ungarn, som ikke findes i det rigtige Ungarn, der 300 km længere mod vest stormer frem mod EU.

Ved indkørslen til byen står en af szeklerlandets mange fæstningskirker, i dette tilfælde et Jesuskapel, omgivet af en ringmur. Når tyrkerne eller andre ubehagelige folkeslag hærgede, kunne byens borgere trække sig ind bag muren og håbe på at ride stormen af.

Jesuskapellet er aflåst, men vi finder uden større besvær kirkeværgen, Julia Feher. Hun er krumbøjet, smilende og fuld af små ungarske ord, som vi ikke forstår. Kapellet bliver åbnet. Blomsterarrangementer og bænke viser, at det stadig er i brug. Altertavlen må være omkring 200 år gammel barok med et Jesusbarn og lammet, rammet ind af to imiterede marmorsøjler.

Venlig, men rodløs
I Odorheiu møder vi Iboyla Nagy, som forestår det lokale hotel. Hun er ungarer af nationalitet og rumænsk statsborger, fastslår hun.

»Jeg er fattig,« tilføjer hun, »fordi jeg er i Rumænien.«

Til min overraskelse hævder hun, at hun havde det bedre under Ceausescu. Hendes påstand er, at med sin daværende løn kunne hun købe, hvad hun havde brug for. Hvad hun glemmer er, at der intet var at købe.

Hendes månedsløn, som ansvarlig for et hotel med 143 senge og 47 ansatte, svarer til 800 kr. Lad det være paradokset i den såkaldte transformationsproces i de grimme, gamle dage var der penge, men ingen varer, nu er der varer, men ingen penge. I sin nuværende alt andet end lette situation fortrænger hun tilsyneladende det kolde og sultne Rumænien, som omsider, i juledagene 1989, rejste sig mod Ceausescu.

Iboyla Nagy er venligheden selv, men virker rodløs. Skal hun til Bukarest, siger hun, rejser hun til Rumænien. Skal hun til Budapest, rejser hun til Ungarn. Da jeg spørger hende, hvilket land hun lever i, bliver hun mig svar skyldig. Måske findes Transylvanien slet ikke.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten