Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Pigerne på det gule slot

Ti år efter afsløringen af den rumænske børnehjemsskandale besøger Explorer-holdet et børnehjem i Mures-amtet, fyldt med glade piger i alderen fra tre til 20 år.

Af PER NYHOLM og CARSTEN INGEMANN (foto)
Publiceret 06-12-2000

Saulia


Pigerne på det gule slot (1)
Det gule slots beboere er delt op i små familier, som klarer de daglige opgaver efter bedste evne.

Et kejsergult slot dukker op i tågen for enden af den lange, velplejede allé.

Bygningen er omgivet af gamle træer og gamle plæner - en sand herskabsbolig med den begrænsning, at der ikke længere findes et herskab i Rumænien. Det forsvandt i Anden Verdenskrigs ulykker, fulgt af kommunismens katastrofe, som nåede et ikke overgået højdepunkt i form af Nicolae Ceausescus tyranni.

Millioner af europæere har på nethinden det ene billede efter det andet af syge, skurvede og døende børn, som blev fundet, stuvet af vejen i rædselsvækkende huse, efter juleopstanden i 1989. Hundreder af disse såkaldte hjem blev afsløret efter diktatorens fald og død. Ofte var de gemt langt ude på landet. Til andre tider lå de midt inde i socialismens elendige byer.

Ingen aner til denne dag, hvor mange børn fra spædbørn til halvvoksne som sultede ihjel eller blev vanvittige af manglende omsorg på regimets børnehjem. At de var indrettet på døden, konstaterede jeg ved selvsyn nær Lugoj i det vestlige Rumænien en vinterdag i 1990. Jeg blev ført ind i et iskoldt, mørkt hus, der ikke var meget andet end en ruin. Her, på en andensal, hvis vinduer var knust, lå en snes spædbørn i deres senge. De blev stort set aldrig taget op, stanken var skrækindjagende. Hvad der virkelig chokerede mig, var en plejemoders lakoniske erklæring om, at næppe et eneste af de børn, jeg stod overfor, ville overleve den næste måned.

Systemet i Lugoj var lige så enkelt, som det var grusomt. De børn, der lå nærmest de knuste ruder, var også de svageste børn og ville uundgåeligt dø indenfor de næste få dage. Deres senge ville derefter blive overtaget af andre småbørn længere nede i rækken. Jo nærmere man kom vinduerne, des nærmere var man døden. Dette børnehjem var som et langsomt løbende samlebånd, hvis programmerede slutresultat var døden.

Store fremskridt
Mareridtet i Lugoj rumsterer inde i mit hoved, da vi nærmer os slottet i Saulia, et halvt hundrede kilometer nordvest for Tirgu Mures i det centrale Rumænien.

Store fremskridt er sket siden Ceausescu-styrets undergang ikke mindst for børnene, som siden 1997 nyder en formel og på stadig flere områder praktisk beskyttelse gennem Rumæniens ratificering af Haagkonventionen om Børns Rettigheder. Der er formentlig ikke et børnehjem på Balkan og derfor heller ikke i Rumænien, som når dansk standard, men det er hverken afgørende eller vigtigt. Afgørende er, at det ikke længere er livsfarligt at være hittebarn i Rumænien, siger Carol Domby, der forestår generaldirektoratet til Børns Beskyttelse i Mures, et amt med ca. 600.000 indbyggere.

Flere med handicap
Gennem sit officielle apparat og med vital vigtig hjælp fra frivillige organisationer i ind- og udland sørger generaldirektoratet for ca. 1400 børn, hvilket er et par hundrede flere end i Århus Amt, der har lige så mange indbyggere som Mures. Omkring halvdelen af de rumænske børn er enten fysisk eller psykisk handicappede. Andre deler den triste og i Rumænien alt for gængse skæbne, at deres familier som følge af social nød ikke kan tage sig af dem og derfor afleverer dem til det offentlige. En stor procentdel er sigøjnere, der her som andetsteds udgør samfundets bund.

Omkring 200 af generaldirektoratets børn er anbragt i familiepleje, hvor værtsfamilien får, hvad der svarer til 400 kr. om måneden fra offentlige og private kasser til dækning af sine ekstraudgifter. Det bliver mere og mere almindeligt, siger Domby, at rumænske familier adopterer hittebørn, uagtet adoption indebærer, at en væsentlig del af det offentliges tilskud falder væk. Så sent som i 1998 forlod 70 procent af Rumæniens adoptionsbørn deres hjemland - næsten alle for at blive bosat i Vesteuropa eller Nordamerika. I år anslås tallet at være faldet til 60 procent.

»Det er et tegn på voksende velstand hjemme og en voksende forståelse for, at rumænske børn er et rumænsk anliggende Dette er et meget følsomt emne,« fastslår Domby.


Pigerne på det gule slot (2)
Der er både skoleundervisning på slottet og i den nærliggende landsby.

Det bedste hjem
Har vi lyst til at se et dårligt børnehjem er det intet problem, siger Domby. Det ligger midt i Tirgu Mures, en lidet munter transylvansk industriby. Vi synes ikke, det tjener Explorers formål blot at opsøge og bekræfte den allerede kendte elendighed.

Så vi foreslår, at han i stedet viser os det bedste, Mures kan præstere. Et hjem, hvor vi kan overbevise os om, at den meget betydelige hjælp, som Rumænien har fået og stadig får fra udlandet, bl.a. Danmark, virkelig hjælper. Altså kører vi, ledsaget af Paul Crisan, som repræsenterer en amerikansk bistandsgruppe, ud til det kejsergule slot.

Engang tilhørte det den østrigske kejsers sidste ambassadør ved tsarhoffet i Skt. Petersborg, den ungarske baron Istvan Ugron. I dag tjener det som hjem for 94 piger i alderen fra tre til 20 år.

At stemningen i Saulia er god, konstaterer vi straks efter vor ankomst. En halv snes piger har fået øje på os og løber henrykte ned ad trappen for at hilse på Paul Crisan og trykke sig ind til ham. På Explorer-holdet hilser de mere afmålt, men spontant og fuldstændig uden den frygt eller indelukkethed, som tidligere kendetegnede institutionsbørn i Rumænien.

Opdelt i familier
Minuttet efter møder vi Aurelia Necula, hjemmets forstanderinde, en hjertelig og moderne indstillet kvinde, der har opdelt slottets beboere i familier. Hver familie består af en halv snes jævnaldrende piger, som råder over en eller to stuer samt et moderne køkken. Familierne forestås af voksne mødre, som sørger for, at børnene alt efter alderstrin og andre muligheder eller interesser gør rent, deltager i den daglige madlavning og passer deres småbørnsundervisning på slottet eller deres skolegang i den nærliggende landsby.

»Meningen er,« siger Aurelia Necula, »at pigerne skal vokse op og blive rigtige mennesker, gode husmødre og gode samfundsborgere.«

Ingen tvang
Tvang, angst og isolation spores intetsteds i forbindelse med vort uanmeldte besøg. Pigerne virker sunde, velnærede og tillidsfulde flere forsøger sig med lidt engelsk, en enkelt taler flydende fransk. Stuerne er lyse, rene og varme med rigelig plads mellem sengene. Hver familie råder over et fjernsynsapparat og en radio. Hver pige har sine personlige ejendele i et skab, som hun alene har adgang til. Overalt er der grønne planter, dukker og tøjdyr, plakater og fotos i skarp modsætning til tidligere tiders nøgne, gruopvækkende opholdsrum. Kun gange og korridorer er uopvarmede. Kommunismens uhumske badeværelser og toiletter er væk, erstattet med nye, indbydende kabiner.

Delvis selvforsynende
En væsentlig del af kosten kommer fra slottets eget landbrug, som omfatter bl.a. frugt, grønt, sukkerroer og hvede samt et svinehold, anbragt på seks hektarer land.

Der er i alt 39 ansatte på slottet.

Egentlig skal pigerne forlade skolen ved det fyldte 18. år, men flere har fået lov til at blive, mens de gennemfører en videregående uddannelse, som Aurelia Necula er meget opsat på, at de skal færdiggøre. Følgelig holder hun et særligt øje med disse elever og tøver ikke med at gribe telefonen, siger hun, hvis der viser sig en mulighed for at skaffe dem en god arbejdsplads.

Det har hist og her ført til mukkeri om, at pigerne på skolen, hvor forældreløse de end måtte være, har bedre livsudsigter end børnene af oplandets ofte desperat fattige bønder.

Staten giver også
Rumænien er et af Europas ringest stillede lande. Dog bekræfter Aurelia Necula, at hun fra statslig og privat side får, hvad hun har brug for.

»Vi kunne bruge mere,« siger hun. »Men vi kender situationen. Vi klager ikke.«

Hun har arbejdet med børn og på børnehjem siden 1968 og husker kommunismens dødsmaskine i detaljer.

»Det var en frygtelig tid,« siger hun. »Vi er fuldstændig gået væk fra denne kollektive opdragelse. Alt drejer sig nu om at udvikle den enkeltes personlighed. Jeg synes, vi kan være tilfredse med vore resultater, og jeg tilføjer gerne, at vi aldrig havde nået dem uden udlandets hjælp.«

Afskedens time er inde. En flok piger dukker op på trappen for at vinke farvel. De pjatter og vil fotograferes. Exploreren kører ned ad baron Ugrons allé. Nogle af de ældre piger dukker op med deres spraglede skoletasker. En enkelt holder sin ven i hånden, uagtet drenge strengt taget ikke har adgang til slottet.

Mareridtet i Lugoj begynder at gå i opløsning.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten