Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Skår i romantikken

Explorer besøger pusztaen, hvor ungarerne har deres rødder, en steppe, præget af myter og romantik, men også af fattigdom. Det østlige Ungarn er også det fattige Ungarn, som ikke i nævneværdig grad har haft gavn af omstillingen.

Af PER NYHOLM og CARSTEN INGEMANN (foto)
Publiceret 05-12-2000


Skår i romantikken (1)
Fiskerne György og Toni er på vej hjem med dagens fangst: en spand med småfisk og en enkelt gedde.

Foran os ligger pusztaen, den ungarske steppe, hyllet i myter og tåge.

Her har en hel nation sine rødder, her finder den en mening med sin tilværelse.

Langt over et tusinde år er gået, siden de syv ungarske stammer, anført af Arpad på sin hvide hest, red gennem Karpater-passene for omsider at kunne skue ud over det centraleuropæiske lavland omkring Donau. Bag sig havde de et legendarisk togt fra deres stamland omkring Ural, afbrudt af lange ophold nord for det Kaspiske Hav.

Hvor deres ridt skulle ende vidste de ikke, disse magyarer. Fra pusztaen fortsatte de langs Donau ind i hjertet af Europa, hvor de hærgede og plyndrede. Angste bønder og byboere bad Gud om at fri dem for ungarernes pile. Omsider, i 955, blev de slået af Otto den Store i slaget ved Augsburg, hvorpå de trak sig tilbage til pusztaen og antog kristendommen for lige siden at tilhøre den vestlige verden.

Ungarn er for længst et industriland, medlem af den vestlige forsvarsalliance og en førende kandidat til medlemskab af den Europæiske Union. Siden Første Verdenskrig er Ungarn i alt væsentligt en nation af byboer, der har leveret et ikke ringe bidrag til vestlig videnskab, kultur og underholdning fra atomfysik til klassisk musik og Hollywoods film.

Men igen og igen er det pusztaen, der drager ungarerne med dens tilsyneladende endeløser vidder, dens flokke af heste, får og halvvilde svin, dens ensomt beliggende gårde og husmandssteder, der får Explorer-besætningen til at tænke på marsken udfor Ribe. Digterne har besunget pusztaen, blandt dem nationalpoeten og frihedshelten Sandor Petöfi, som faldt under opstanden mod de østrigske habsburgere i 1849, og hvis grav aldrig blev fundet. Der ligger et vemod over pusztaen, som de færreste ungarere, de er romantikere til hobe, kan stå for.

Overraskende skønhed
Umiddelbart virker landskabet uinteressant, flat ind til horisonten. Men netop i dette uopdyrkede mose- og græsland ligger en vældig, ofte overraskende skønhed.

Hortobagy Pusztaen mellem Tisza-floden og Debrecen krydses af en enkelt jernbane og ganske få veje. Hist og her leder et hjulspor ud i intetheden. Sænkede bomme sørge for, at den kørende trafik ikke får adgang. Af 2300 kvadratkilometer hede, græs og mose er næsten halvdelen totalfredet. 230 fuglearter formodes at leve fast ude i dette landskab. Millioner af trækfugle hviler her på deres ruter mellem nord og syd, øst og vest. Her findes også ræve, losser og andre jægere.


Skår i romantikken (2)
Istvan Gergsak er på vej hjem med dagens fangst af vandrotter og oddere, som nu ser en fremtid i møde som pelsbesætning eller hatte til centraleuropæerne.

Kilometer efter kilometer er landevejen fra Debrecen ud til Tiszafüred som lagt efter en lineal. En sjælden gang slår den et uforklarligt knæk. Et sådant sted parkerer vi Exploreren på en tue og går frem ad en sti, som forsvinder i rørskoven. Her finder vi Istvan Gergsak, der er ude for at tømme sine ruser, ikke for fisk, for dem er der ikke mange af i pusztaens lave, mørke søer, men for vandrotter, oddere og andre vanddyr. Han har rygsækken fuld af små pelsdyr. Over rattet på hans gamle Simson-knallert hænger en halv snes oddere.

Han viser os sine primitive ruser, som han gemmer ude i rørene: hønsenet, der er foldet sådan, at når først offeret er trængt ind til lokkemaden, har det så godt som ingen mulighed for at slippe ud, hvorpå det drukner. En kvalfuld død måske, men uden denne jagt ville der hurtigt mangle pelsbesætninger til de centraleuropæiske kvinders vinterhatte, muffediser og kravetøj.

Forræderisk flod
Vi kører frem til Tiszaen, som glider ned mod Donau i langsom majestæt. Men floden er forræderisk og farlig, fortæller Sandor Molnar, en 30-årig fisker, som vi møder under broen ved Tiszafüred.

Han er en fattig mand, denne Molnar, ingen tvivl om det og blid som et lam. Han sidder ud til floden i det skarpe formiddagslys med en snes både, som han forsøger at leje ud til turister og lystfiskere, en sjælden race på disse kanter, når vinteren trækker op med frost og tåge.

Er forretningen privat, spørger jeg? »Den er privat,« svarer han. »Men den er ikke en forretning. Sidste år tjente jeg lige nøjagtig til dagen og vejen. I år tjener jeg intet«

Kunderne svigtede i sommermånederne efter forårets enorme oversvømmelser. Sandor sejler os ud til en af bropillerne, hvor vandstanden på oversvømmelsernes værste dag 16. april er angivet ca. tre meter over vandspejlet på denne decemberdag. Det betyder, at hele det omliggende land, så langt øjet rækker, har stået under vand.

Overhovedet er det østlige Ungarn også det fattige Ungarn, det Ungarn, der ikke i nævneværdig grad har profiteret af overgangen fra socialistisk planøkonomi til markedsøkonomi. Mindst tre millioner ungarere lever i dyb fattigdom, anslår eksperterne i det fjerne, velstående Budapest. Det slår unægtelig et skår i puszta-romantikken.

Vi fortsætter en kilometer eller to op ad floden og drejer ind i en sidekanal, hvor to fiskere er for hjemadgående i deres ladik, Tizsas fladbundede, men stadig manøvredygtige lille båd. De stager møjsommeligt op mod strømmen med deres fangst: en spand fuld af småfisk samt en enkelt gedde.

Calvinisterne
Snart efter er vi igen på landevejen og nærmer os Debrecen, en af Ungarns vigtigste historiske byer. Calvinisterne står stærkt her på grænsen til Transylvannien. Deres gule Nagytemplon er Ungarns største protestantiske kirke og har gjort Debrecen kendt som protestantismens Rom. Her, under opstanden mod Østrig, erklærede Lajos Kossuth habsburgerne for afsat og udråbte den frie ungarske stat, en ubesindighed, der skulle koste hundreder af landets bedste mænd, blandt dem ministerpræsident Battyany og 13 generaler, livet foran de kejserlige henrettelsespelotoner.

Kossuth selv nåede at flygte for blot at dø i eksil, endnu en af disse tragiske og beundrede ungarere, hvis navn er uløseligt knyttet til pusztaen.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten