Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Sigøjnerne i skraldebøtten

Over en halv million europæiske sigøjnere mistede livet i nazisternes koncentrationslejre. Til denne dag lever de som udskud. Explorer-holdet rapporterer fra en sigøjnerkoloni i Slovakiet.

Af PER NYHOLM og CARSTEN INGEMANN (foto)
Publiceret 02-12-2000

Bzovic

Vi finder dem der ude, hvor landevejen fra Bzovic holder op.

Vi finder dem på et bjerg af affald, som kommunen nægter at fjerne.

Vi finder sigøjnerne, Europas udstødte folk, et folk på bunden af samfundets skraldebøtte.


Sigøjnerformanden
Sigøjnerformanden i sit hus i Krupina i Slovakiet.
Foto: Carsten Ingemann

Vi - de andre europæere, for selvfølgelig er sigøjnerne europæere - taler om sigøjnernes eller romaernes fyrrige musik, om deres fatale kvinder, om lommetyve og børneskændere, om farende folk, som ikke vil være bofaste og slet ikke vil arbejde, om nassere og fejlfarver.

Hvor landevejen fra Bzovic bliver til et mudret hjulspor, som igen ender i en samling hytter så usle, at man skal til Calcuttas slum eller Andesbjergenes inderste dale for at se deres lige, forvandles disse forestillinger til skam og magtesløshed.

Sådan kan europæere altså leve i den vestlige civilisations tredje årtusinde. Endnu mere skamfuldt er, at disse mennesker havde det bedre under kommunismen. Også dengang var de ugleset af deres naboer. Men de havde arbejde. De havde penge. Affaldet blev fjernet. Nu hober det sig op.

Vor kvindelige tolk undlader at give Daniel Gzesko hånden, da han viser sig foran det, han kalder sit hjem. Sandt at sige forstår jeg hende. Den 61-årige leder af sigøjnerkolonien udenfor Bzovic, en landsby i Slovakiet nær grænsen til Ungarn, er ikke ligefrem det reneste eksemplar af menneskeracen.

Bag ham flokkes en snes børn og børnebørn. Længere oppe på de mudrede stier, som skiller huse så elendige, at man må tro, de kan falde sammen hvert øjeblik, står andre mennesker og stirrer på os, snavsede, dårligt plejede og dårligt klædte mennesker. Lasede børn med tænder og øjne, som for længst skulle have været underkastet kyndig pleje, flokkes om os, trækker i vore frakkeærmer og piller ved vor teknik, som kom vi fra Mars eller Månen.

Her er ingen romantik og ingen musik, tænker jeg. Her er en fattigdom så tænderskærende, at jeg troede, den ikke fandtes i Europa.

Øer og lejre
Slovakiet er ikke et rigt land målt med danske alen, men slovakkerne - mange slovakker i hvert tilfælde - tror, at de indenfor en overskuelig årrække skal være medlemmer af den Europæiske Union. Kan det virkelig lade sig gøre, sådan som de slovakiske sigøjnere bliver behandlet?

Sagtens. Af Europas ca. otte millioner sigøjnere findes kun halvdelen i Øst- og Centraleuropa. Også i Vesteuropa - specielt i Italien, Spanien, Frankrig og Storbritannien - lever millioner af sigøjnere som udskud, næppe fordi det passer dem, men fordi de er henvist til det af deres medborgere.

I Danmark er der politikere, der vil anbringe kriminelle på øde øer. Det har vakt interesse i Slovakiet, hvor man gerne tager ved lære af demokratierne. Her gør Vitazoslav Moric fra det Slovakiske Nationalparti reklame for det danske eksempel. Da det kniber med øer, vil han indrette lejre - gerne med pigtråd og vagter - til sigøjnerne.

Så kan man komme af med dem i Bzovic og andre slovakiske landsbyer som Kremnica, hvor man spurgte, om sigøjnerne skulle leve på samme betingelser som slovakkerne. Sigøjnerne sagde ja. 91 procent af slovakkerne sagde nej.

I Tjekkiet forsøgte et bystyre sig for nylig med en mur omkring et sigøjnerkvarter. Muren måtte fjernes, fordi den vakte støjende forargelse, ikke i Tjekkiet, men i det EU, som tjekkerne gerne vil optages i.

I Ungarn viser en - ganske vist syv år gammel - undersøgelse, at børn normalt vejer omkring 3250 gram ved fødslen. Sigøjnerbørn vejer 2300-2400 gram.

I Slovakiet, siger Milan Dunko, som fører os til bagsiden af Bzovic, er et af problemerne, at sigøjnerne ikke kender deres rettigheder og tøver med at gøre brug af dem, hvis de kender dem. Kender de dem og gør brug af dem, bliver de standset af myndighederne.

Åben kloak
Inde i Bzovic - en nydelig lille by med nydelige huse og nydelige haver - lever hen ved 1000 mennesker. Sigøjnerkolonien består af 15 hytter og knap 80 mennesker, anslår Gzesko. Som han taler, vrimler det om os med hunde, ænder og høns. Vasketøj er lagt til tørring på buske og stakitter. Tæpper er hængt ud til bankning. Et bilvrag rådner under et frugttræ. Indholdet af en overfyldt, åben kloak forsvinder langsomt ned mod den lokale flod.

Gzesko er enkemand. I hans hus lever 11 børn og børnebørn, siger han. En enkelt søn har arbejde. Resten får forskellige former for socialhjælp, som giver de voksne mellem 1700 koruna (små 300 kr.) og 5900 koruna (godt 1000 kr.) om måneden. Selv i Slovakiet er det meget småt.

Under kommunisterne havde Gzesko fast arbejde. Det lå i loven. Nu er han arbejdsløs på fjerde år. »Vi skal jo leve,« sukker han og trækker på skuldrene. »Vi er meget forsigtige, men mad og elektricitet er dyrt... Vi bliver skidt behandlet i butikken, på skolen og på borgmesterens kontor. Selv børnene bliver dårligt behandlet.«

Sigøjnerne i Bzovic har i det hele taget grund til at være forsigtige. De er flere gange blevet truet af udefra kommende voldsmænd - ikke af mændene i Bzovic, som bare ser skævt til dem. »Vi føler os ikke sikre,« siger Gzesko. Ansigtet er furet og gråt. Tandstumperne i hans mund har næppe nogensinde været renset. Han virker træt og meget gammel.

Alle i landsbyen synes at være i familie med hinanden. Eva Gzeskova er en rapkæftet, ilter kvinde, der til synlig forskrækkelse for Daniel Gzesko giver sig til at råbe op, at sigøjnerne bliver holdt nede og ude: »Man behandler os, som var vi indianere i et reservat... Vi havde det bedre under kommunisterne, meget bedre.«

Hendes stemme skærer gennem vinterkulden. Daniel Gzesko tysser på hende, men uden nævneværdigt held. Hun trækker sig tilbage, råbende og snerrende.

Folkemordet
»Vi har mange problemer,« fremhæver Dunko. »Jeg taler ikke blot om, at sigøjnerne ikke kender deres rettigheder. Jeg taler om, at sigøjnerne har svært ved at organisere sig og kræve deres rettigheder, som faktisk eksisterer.«

Over en halv million europæiske sigøjnere mistede livet i de nazistiske koncentrationslejre under Anden Verdenskrig. Det var et folkemord som folkemordet på jøderne - mindre omfattende, men et folkemord ikke desto mindre. Jøderne med deres solide organisationer, højt uddannede intellektuelle og adgang til enorme pengemidler fik en stat i Palæstina. Sigøjnere fik intet og anerkendes end ikke som nation i dette ords engelske betydning.

»Der er en voksende politisk bevidsthed,« mener Dunko. »Måske bliver det snart bedre...« Måske.

Indtil videre lever sigøjnerne på bunden af samfundets skraldebøtte.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel

Sigøjnerlandsbyen
Vi finder dem der ude, hvor landevejen fra Bzovic holder op. Vi finder dem på et bjerg af affald, som kommunen nægter at fjerne. Vi finder sigøjnerne, Europas udstødte folk, et folk på bunden af samfundets skraldebøtte.
Se billedserie