Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Livet på pusztaen

Efter kommunisternes forsvinden genfinder ungarerne, oprindelig et asiatisk rytterfolk, deres gamle livsveje, herunder forbindelsen mellem mennesker og heste.

Af Per Nyholm
Publiceret 01-12-2000

Hortobagy Pusztaen

Flokke af heste tordner hen over pusztaen, den enorme ungarske steppe, fulgt af deres chikos eller vogtere, som samler dem og holder styr på dem.


Livet på pusztaen
En chikos henter heste hjem for natten.
Foto: Carsten Ingemann

Det er bogstaveligt taget en tusindårig kultur, Exploreren møder i Hortobagy et halvt hundrede kilometer vest for Debrecen.

»Heste og pusztaen - det er Ungarn og ungarerne,« siger Bela Borso, en tætbygget, lys mand, som driver Ungarns største stutteri med tilhørende hotel og rideskole.

Under en bleg, kold sol ser vi milevidt ud i det flade land. Hestene - hundreder af dem - står som små, mørke skygger i horisonten. Vogterne er ved at samle dem og drive dem ind mod Epona Stutteriet for natten.

Det er et betagende syn - som et møde med gamle dage, som et klassisk maleri, der pludseligt bliver levende. Hestene tordner frem, fulgt af tre chikos i vogternes århundredgamle dragter - store, mørke kapper over blå kjortler med sorte veste og en stor, sort hat, der minder om en omvendt sovsekande, prydet med tranefjer.

Vogterne arbejder fra deres egne heste, som skal være hurtigere og stærkere end flokken. De foretrækker en race, kaldet Nonius. Flokkene består af holstenere, alle hopper. I alt har Borso og hans hustru Ilona 360 heste på deres stutteri, som ligger omgivet af den fredede Hortobagy Puszta.

»Vi forsøger at bevare en kulturarv, men det er ikke billigt at have så mange heste. Det skal også løbe rundt,« kommenterer Borso.

Pengene kommer ind på salget af føl og ungheste samt på hotellet, der anses for et af Ungarns bedste.

Drømmen om Hortobagi
Bela Borso er uddannet økonom og arbejdede indtil 1989 for forskellige statslige firmaer i udlandet. Efter systemskiftet vendte han hjem og virkeliggjorde sin drøm om at genskabe stutteriet i Hortobagy, der var gået i opløsning under det kommunistiske styre.

»Ekspertisen eksisterede i form af arbejderne,« siger han. »Vogternes viden går i arv fra fader til søn. Det har stået på i generationer, ofte i århundreder. Det var stutteriets forskellige ledere, der ikke duede. De skulle være medlemmer af partiet, men behøvede ikke at have forstand på heste. Resultatet var derefter.«

Det var i sidste øjeblik, at den ungarske tradition for heste blev reddet, mener Borso - ikke blot på pusztaen, men i landet som helhed.

Ungarerne er oprindelig et asiatisk rytterfolk. De ankom til lavlandet omkring Donau for 1100 år siden efter at have været undervejs fra Ural-bjergene i århundreder. Overleveringen vil vide, at deres øverste høvding, Arpad, ved synet af den brede, frugtbare slette skal have udbrudt: "Dette er vort land. Det vil vi dyrke. Her slår vi os ned." 100 år senere blev nationen kristnet, og lige siden har Ungarn tilhørt det katolske Europa.

Deres heste glemte de aldrig. Ungarske husarer var berømte. De kæmpede fra Italien til Danmark og selvfølgelig i hjemlandet, som gang på gang blev invaderet af mongoler, tyrkere og vestfra kommende folkeslag.

Heste, et klasselevn
Ved Trianon-freden af 1920 mistede Ungarn halvdelen af sin befolkning og to tredjedele af sit territorium. Nogle af de bedste stutterier - anbragt i Transylvanien i det nuværende Rumænien - gik tabt. Under og efter Anden Verdenskrig forsynede rumænske, tyske og russiske tropper sig med ungarske heste. Kommunisternes regime - som anså heste i privat eje for et klasselevn - samt omlægningen fra hestetrukket til mekaniseret landbrug betød, at antallet af heste i Ungarn svandt ind fra ca. to millioner til små 70.000.

»Vi er nu ved at genfinde vore gamle livsveje og traditioner,« mener Boros. »Vi er foreløbig nået op på 100.000 heste. Der er atter en interesse for heste, men endnu er vor middelklasse for lille og for pengesvag.«

Selv arbejder han udelukkende med den kraftige, stærke Nonius, som ungarske soldater bragte hjem fra Frankrig efter Napoleonskrigene, og med holstenere. De heste, der sælges ud af huset, er næsten alle holstenere til sport og dressur.

Piskesmæld og geværskud
Ude på pusztaen passerer vi flokke af får og delvis vilde svin, inden vi møder Ernö Ticz på sin Nonius, kaldet Dani. Hesten er, som denne race skal være, muskuløs med et stor hoved og en kort, svær hals. »Den er ikke en nem hest,« siger han. »Indledningsvis er det en kamp mellem rytter og hest... Vinder rytteren, har han en fremragende hest, en sej arbejdshest og en modig krigshest.«

Til dressuren hører, at rytteren hurtigt og uden vanskeligheder kan få sin hest til at sidde på bagbenene eller helt lægge sig ned, mens han med sin lange pisk afleverer det ene øredøvende knald efter det andet hen over dyrets hoved.

»Det er en disciplin, der går tilbage til midten af det 19. århundrede,« forklarer Boros. »Ungarerne havde tabt deres frihedskrig mod østrigerne, og mange nægtede at tjene i den østrigske hær. For ikke at blive opdaget på pusztaen måtte de lære deres heste at lægge sig på siden så fladt som muligt og uden at lade sig anfægte af østrigernes geværskud...«

Øjeblikket efter er Ticz og hans to kammerater på ny i sadlen. Kommandoråbene gjalder ud i det begyndende mørke, piskesmældene lyder netop som geværskud, og i strakt karriere samler de aftenens sidste flok - vel sagtens et halvt hundrede hopper - som de driver ned mod Hortobagi. Et øjeblik føler jeg, at pusztaen gynger under mig.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel