Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Hos madonnaen på højen

Den polske tro er stærk, og især tror man på Jomfru Maria, på den Polske Dronning. Explorer-holdet besøger Jasna Gora, den Lyse Høj, en af Centraleuropas største helligdomme.

Af PER NYHOLM og CARSTEN INGEMANN (FOTO)
Publiceret 28-11-2000

Czestochowa

Vidste man ikke bedre, skulle man tro, at Fanden var løs på den hellige høj.

Vi ankommer til Czestochowa, polakkernes helligdom, i småregn og kulde. Landvejen fører os fra Krakow, sydens hovedstad, gennem flækker og småbyer, gennem mørke skove, forbi kirkegårde med levende lys på gravene, forbi kapeller og blomstersmykkede krucifikser.

Den polske tro er stærk, og især tror man på Gudsmoderen, på Maria, på Jomfruen, på den Polske Dronning. Kær skikkelse har mange navne, og ingen skikkelse er polakkerne kærere end madonnaen, som bor i det paulinske kloster på Jasna Gora, den Lyse Høj lige udenfor Czestochowa.

Vi parkerer under de enorme mure, der omgiver klostret og basilikaen, viet til såvel Vor Frue som det Hellige Kors, og som minder os om, at helligstedet i Czestochowa ikke blot er en religiøs stiftelse, men en borg, der har modstået utallige angreb og ikke mindst derfor agtes af de nationalbevidste, ofte krigeriske polakker.

Hvad der forbløffer os er, at vi inde fra klostergården hører djærv musik. Et større orkester viser det sig - er på færde. Der er også en vrimmel af mænd iført sorte laugsuniformer, rundpullede hatte med farvestrålende hanefjer, hvide handsker, hvide tørklæder og spraglede ordensbånd. En faneborg stilles op. I den svage nordøstenvind vajer silkedugene mange alderstegne, andre repræsenterende Solidaritet, den frie fagbevægelse, som for 20 år siden indledte sit oprør mod de kommunistiske tyranner.

Vi har været heldige, har vi.

Minearbejderne
På denne dag, da kirke og kloster stiger frem i rimtågen over Czestochowa, en by, som de nu forsvundne kommunister gjorde et vellykket forsøg på at ødelægge med deres tunge industrier, på netop denne dag fejrer biskop Jan Watroba højmessen i nærvær af Bytoms minearbejdere og deres familier.

Vi passerer monumentet for Stefan kardinal Wyszynski, de polske katolikkers stridsmand, forhadt af venstrefløjen, beundret af andre, og når gennem stenporten ind til den brogede, bølgende menneskemængde. Hvor mange tusinder, der opholder sig på den Lyse Høj, er ikke til at sige, men det er mange.

Og hvad der ikke færdes i de gårde og gader, som udgør klosterbyen, befinder sig inden døre i den overdådigt udsmykkede barokkirke eller i kapellet foran billedet af den Sorte Madonna, som hun kaldes, anbragt i et sort, sølvbeslået, omkring 300 år gammelt alter.

Minearbejderne fra Bytom er ikke og kan ikke være de eneste på den hellige høj. Der er den normale trængsel af pilgrimme, blandt dem Irena Sulinska og Jerzy Jasiczek. Sammen med andre venner har de netop foretaget den fem dage lang pilgrimsvandring fra Krakow, som det tog os små tre timer at tilbagelægge i bil.

Vi møder dem uden for basilikaen, glade over at de har fuldendt deres forehavende, bevægede over deres møde med madonnaen. Hun er ingeniør, han i import-eksport branchen. Hun taler begejstret om deres vandring gennem, hvad hun kalder et fortryllet landskab, om freden i sit sind og sin glæde over, at hun inde hos madonnaen har kunnet takke, som hun siger, for sit liv og sin frihed. Hun har også, tilføjer hun, bedt for sin søn, der arbejder i USA, og sin datter, der studerer kunsthistorie i Krakow


GLADE PILGRIMME
Irena Sulinska og Jerzy Jasiczek, som har fem dages pilgrimsvandring bag sig er bevægede over deres møde med madonnaen.
Foto: Carsten Ingemann

Jerzy Jasiczek er ivrig pilgrim. I en snor om halsen bærer han sin Jakobsmuslim, som viser, at han har tilbagelagt Jakobsvejen fra Roncesvalles i Pyrenæerne til helligdommen i Santiago de Compostella. Den religiøsitet, der imponerer andre, giver han intet for. »Polakkerne er overfladiske,« siger han. »De tror ikke med hjertet.« Irena Sulinska er uenig, og at hun tror med hjertet, tror jeg gerne. Begge kan dog enes om, at den polske pave i Rom er en lykke. »Uden Jan Pawel (som han hedder på polsk) havde vi ikke været et frit folk. Denne pave vækkede os,« mener Jerzy Jasiczek.

Polens dronning
Der findes næppe et polsk barn, som ikke har hørt om den Sorte Madonna, og der er vel næppe en troende polak, som ikke mindst én gang opsøger Czestochowa for at bede foran denne ikon. Mens biskop Watroba og hans minearbejdere i massiv karré indtager kirken, der snart efter genlyder af sang og trompeters klang, får jeg fat i en kirketjener. Han tager mig ved hånden, leder mig igennem det mørke sakristi og ad en skjult dør ind til kapellet med det hellige billede, hvor en anden messe er i gang.

»Her,« hvisker han idet han anbringer mig i et lille aflukke mellem menigheden og præsterne foran alteret » her ser De vor undergørende madonna, Polens dronning.«

Derefter forlader han mig. Bøn og sang veksler mellem præsterne og de troende, vokslysene flakker i deres beholder og genspejles i jomfruens juveler. Paulinerne kom til Czestochowa fra Ungarn i det 14. århundrede. Om de bragte madonnaen med sig, eller om hun kom til senere, vides ikke.

Kulten omkring denne ikon skulle gribe om sig og gøre Polen til et land, der i måske højere grad tilbeder jomfruen end hendes søn og Gud selv. I 1717 kronedes den Sorte Madonna til Polens evige dronning. Denne marianske kult har nået sit foreløbige højdepunkt i paven, Karol Wojtyla, som er født i Wadovice udenfor Krakow.

I mit aflukke er jeg så tæt på hende, at jeg føler, jeg kunne røre ved hende. Det kan jeg ikke ganske, men jeg ser billedet i alle detaljer, jomfruens og barnets påfaldende mørke hud, der er en følge af ikonens alder, og de berømte sabelhug hen over hendes højre kind. Disse mærker går tilbage til påsken 1430, da bøhmiske hussitter trængte ind i klostret og skar billedet i stykker. Det blev siden genskabt af de kongelige restauratorer i Krakow. Til minde om skændslen anbragte de to synlige og et næsten usynligt snit i jomfruens ansigt.

Billedets oprindelse er som antydet skjult i historiens mørke, men legenden lyder, at det er malet af evangelisten Lukas, der selvfølgelig kendte Jesu moder. Den mere kedsommelige videnskab hævder utvivlsomt med rette i sine kendsgerninger, at ikonen er byzantinsk og stammer fra det femte århundrede. Denne version vælger jeg at ignorere, da jeg så diskret som muligt forlader kapellet for at vende tilbage til klostergården.

Langsom march
Her har minearbejderne indledt en procession, der i den kommende time skal bringe dem rundt på hele klostermuren. Kapelmester Jozef Slodczyk identificerer fjerbuskene for mig: musikken er rød, de egentlige arbejdere sorte og deres sjakformænd hvide. Anført af et simpelt kors og orkesteret, som igen og igen leverer den samme, langsomme march, afbrudt af bønner til jomfruen, af knæfald og af mindeord for de døde, bevæger den enorme menneskeskare sig ud i vintertågen.

Jeg mangler en enkelt oplysning og henvender mig i den anledning på klostrets informationskontor. En noget stramtandet søster forsøger at hjælpe mig. »De må forstå,« siger hun, »at vi har en travl dag. Om et øjeblik kommer den polske ejendomsmæglersammenslutning.«

Vi vender tilbage til Exploreren, og endnu engang tænker jeg på kommunisternes umulige forehavende. De ville verdensrevolutionen. De troede, de skulle være proletariatets fortrop. I Polen var deres redskab minearbejderne, de minearbejdere, der nu forsvinder ud i eftermiddagens optrækkende mørke.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel


Efter messen
Minearbejdere i galla forlader Jasna Gora efter messen.
Foto: Carsten Ingemann