Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Mellem korset og Davidstjernen

En jødisk moder på vej til døden i nazisternes koncentrationslejr afleverer sit nyfødte barn til en kristen kvinde. Explorer-holdet møder Romuald-Jakub Weksler Waszkinel, der blev katolsk pater uden at vide, at han var jøde.

Af PER NYHOLM og CARSTEN INGEMANN (FOTO)
Publiceret 25-11-2000

Lublin

En mand sidder i sin lænestol og kigger gennem sin stue - en beskeden østeuropæisk stue - ud mod vinterens himmel og vinterens træer. Under hans vindue ligger Lublin, en af Polens ældste og travleste byer. Manden er som hensunket i sine egne tanker, mens han fortæller sin historie.

Han er præst og underviser i filosofi ved Lublins katolske universitet, men det er ikke vor grund til at opsøge ham på denne disede, råkolde eftermiddag. Vi ser en opgave i hans navn, der i virkeligheden er to navne for mange to uforenlige navne - som er vokset ind i hinanden.

Romuald-Jakub Weksler-Waszkinel er jøde og katolik ja, ikke nok med det. Han er katolsk præst, opdraget i Romerkirken af sine polske forældre, der overtog ham i 1943, kort før hans jødiske forældre blev fjernet fra ghettoen i Stare Swieciany i det nuværende Litauen, moderen for at dø med sin ældste søn, Samuel, i koncentrationslejren Sobibor, faderen for at dø i Stutthof.

Tyske nazister dræbte tre millioner polske jøder under Anden Verdenskrig. Romuald Waszkinel, som præsten hed i mange år, lignede en dødsdømt ved sin fødsel, men Gud ville det anderledes, mener han. Hans moder afgav sit spædbarn til en katolsk kvinde, som forsøgte at hjælpe den nødstedte familie.

»Hvis du tror på Jesus, som var jøde, så red dette barn, som også er jøde,« skal moderen have sagt. »En skønne dag vil han vokse op og blive præst.«

Først i 1978 fik Romuald Waszkinel styr på sin identitet, den katolske pater med de jødiske forældre. Derefter tog han sit nuværende navn med udgangspunkt i sin naturlige faders navn, skrædderen Jakub Weksler. Blandt dem, der opmuntrede ham til at forblive i kirken og afdække mest muligt af sandheden om sig selv, var pave Johannes Paul. Romuald-Jakub Weksler-Waszkinel skrev til ham i Rom, men opfordrede ham til at hemmeligholde hans brev. Et meget personligt svar fulgte, begyndende med »Min kære Broder« Paven tilføjede, at han skulle holde ud, og at han bad for ham og hans forældre.

»Intet er sikkert«
Allerede som barn vidste Romuald Waszkinel, at han ikke var som de andre. Han var mørk, med jødiske træk. Ægteparret Waszkinel var lige så typisk slaviske, fremgår det af de sort-hvide familieportrætter på pater Romuald-Jakubs boghylde.

På hylden står også et foto af hans jødiske moder, kaldet Batia eller Guds Datter. Hun er mørk, med mørkt, kortklippet hår og store, mørke øjne. »Engang imellem prøver jeg på at drømme om mine jødiske forældre, men det lykkes ikke.« Han sidder lidt med blanke øjne, der afsøger stuen og de nøgne træer udenfor vinduet. Så tilføjer han: »Jeg har de bedste minder om min polske moder og fader. Jeg elskede dem, de elskede mig, de gav mig al deres kærlighed. De var simple mennesker uden videre uddannelse. Da de døbte mig, gjorde de, hvad de anså for det eneste rigtige.«

»Jeg vidste, at jeg ikke lignede min polske moder og fader. Derfor blev jeg ved med at spørge dem, hvem jeg var. Jeg forestillede mig, at jeg kunne være et hittebarn. Det ville ikke være mærkeligt efter krigen, men at jeg skulle være jøde, at jeg var blevet reddet fra Helvedet, fra gaskammeret, fem minutter i tolv, faldt mig aldrig ind.«

Ifølge sine papirer er fader Romuald-Jakub født 28. februar 1943, men han er ikke overbevist om papirernes ægthed. »Intet her er sikkert,« sukker han. »I årevis troede jeg, at jeg styrede mit eget liv. Først senere skulle det gå op for mig, at en anden sad ved rattet.«

Den jødiske dreng blev af sine polske forældre opdraget i den katolske kirke, som han i en alder af 17 år besluttede at træde ind i i uvidenhed om sin herkomst, men til forfærdelse for sin fader, der siden opsøgte ham på præsteseminaret i Olsztyn. Her brød faderen grædende sammen. Få uger efter døde han kun 52 år gammel. Romuald Waszkinel følte, at ikke alt var, som det skulle være. Kunne han fortsætte sit teologiske studium? Hvad var det, der havde bevæget hans fader så voldsomt? Hans rektor bestyrkede den unge mand i hans forsæt samtidig med, at Romuald Waszkinel begyndte at formode, at han måske var jøde, at han tilhørte som han siger »det folk, der i kirkens lære fremstilledes som Jesu Kristi mordere Jeg ville ikke være en af dem, jeg ville ikke være en af morderne.«

»En jøde, der tilhører Jesus«
Der skulle gå år, før end Romuald Waszkinel forstod sin polske faders drama, dette, at han kendte en sandhed, som hans søn ikke kendte, og at denne søn nu levede op til sin naturlige moders ord om, at han ville ende som præst. Faderen, en inderligt troende kristen, havde pludselig fattet, at der i hendes sidste ord lå ikke blot en skræmt jødisk kvindes forsøg på at redde sit barn, men en dybere mening. »Denne mening beskæftiger mig til denne dag,« siger fader Romuald-Jakub. »Jeg ser mig selv som en jøde, der tilhører Jesus Kristus.«

Emilia Waszkinel, hans polske moder, tøvede med at fortælle ham sandheden, selv om han nu var en voksen mand. Først da hun blev indlagt til observation for kræft, følte hun, at hun måtte røbe sin viden om ghettoen i Stare Swieciany, om hans rigtige moder og om hans jødiske families død. Det var ved den lejlighed, at han, jøden - skrev til den polske pave i dennes egenskab af en jødes efterfølger og forklarede ham, at han var blevet reddet af en polsk familie.

En nonne, der havde bistået mange polske jøder under krigen, hjalp ham med at finde overlevende fra Stare Swieciany i Israel. Da skrædderen blev nævnt, vidste alle, at der var tale om Jakub Weksler. Hans billede fandtes i en bog, der blev bragt til Polen, og for første gang i sit liv så fader Romuald-Jakub et ansigt, han kunne identificere sig med. Omsider i 1992 rejste han til Israel, hvor han mødte sin faders søster og broder, som var undsluppet til Mellemøsten via et ophold i det sovjetiske lejrsystem.

Onklen forstod ikke, at han kunne forblive i kirken, men fader Romuald-Jakub havde ingen tvivl: »Jeg overvejede på intet tidspunkt at forlade kirken eller min præstegerning. Jeg er jøde, og jeg blev reddet af Jesus, der også var jøde.«

Ligger der en parallelitet mellem kristendommen og judaismen? Er de to store religioner på den ene eller anden måde komplementære? Fader Romuald-Jakub tøver et øjeblik overfor, hvad han betegner som et af teologiens store problemer, forholdet mellem de kristne og jøderne, især efter nazisternes massemord på de europæiske jøder.

Mange hævdede tidligere, at kristendommen var trådt i stedet for judaismen. Det er en pseudo-lære, som det Andet Vatikanske Koncil satte en stopper for. Jesus Kristus sagde klart, at han ikke var hos os for at modarbejde loven og profeterne, men for at elske menneskene. Jeg mener, at det påhviler alle kristne at elske jøderne. Lad os ikke glemme, at Vatikanet er bygget på to jødiske grave, Peters og Pauls. Lad os heller ikke glemme, at den europæiske kultur har sit udspring i Bibelen. De teologiske problemer hører hjemme i Guds skygge. Det vigtige er handlingen, kærlighedens og medlidenhedens handling, respekten for andres meninger og opfattelser. Sandheden er ikke Gud, Gud er sandheden.«

»Kristendommen har sine dybe rødder i judaismen, og kristendommen er uforståelig uden forståelse for dens jødiske rødder. Pave Johannes Paul siger ofte, at den, der møder Jesus, møder Judah. Jeg kunne tilføje, at den, der ikke respekterer Judah, respekterer ikke Jesus.«

Blikkket glider på ny gennem den lille stue med dens simple møbler, blandt dem boghylden med katolicismens helgenbilleder, en hebræisk bibel, jødernes syvarmede lysestage og en lille samling familiebilleder. Der er også en verslinje igen med hebræiske bogstaver fra Markus Evangeliet: »Lyt Israel, din Gud er den eneste Gud.«

»Et rigtigt liv«
»Det var et rigt liv og et rigtigt liv, et liv fyldt med Kristus,« siger fader Romuald-Jakub. »Det har også været et liv, samlet om studiet af Henri Bergson, der var søn af en polsk jøde, og som i sin alderdom nærmede sig kristendommen, men nægtede at modtage dåben.

»Jeg arbejder stadig med Bergson, med hans tanker omkring den menneskelige hukommelse og menneskets sjæl.«

Vi står ved boghylden, og han tager billedet af sin moder i hånden, et forsvindende lille sephia-brunt foto i gylden træramme.

»Jeg deler mine glæder og sorger med hende,« siger han ganske stille. »Jeg deler alle mine tanker med hende.«

Begge hans mødre, tilføjer han, både den jødiske og den polske, blev født i samme år - 1909. Han viser os en hjerteformet sølvdåse med fire småsten for moderen, faderen, broderen og den eneste overlevende - fra det, der måske engang var skrædderen Jakub Wekslers hus i Stare Swieciany.

Kan han forestille sig, at han slår bro mellem sin kristendom og sin jødedom ved at flytte til det Hellige Land?

»Måske er jeg på vej,« smiler han. »Jeg føler mig mere som polak end som jøde, men jeg forsøger også at forene min tro med min personlige baggrund. Intet er sikkert. Alt afhænger af den, der styrer os. Engang imellem prøver jeg på at drømme om mine jødiske forældre, men det lykkes ikke.Jeg forestillede mig, at jeg kunne være et hittebarn. Det ville ikke være mærkeligt efter krigen. Men at jeg skulle være jøde faldt mig aldrig ind.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel


Romuald-Jakub Weksler Waszkinel
Romuald-Jakub Weksler Waszkinel, der blev katolsk pater uden at vide, at han var jøde.
Foto: Carsten Ingemann