Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Mellem drøm og mareridt

Den russiske nat er omsider forbi. Explorer rapporterer fra Polen, som i de seneste over 200 år har været en selvstændigt handlende stat i helt nøjagtigt 32 år. Russerne nægter at tale om deres forbrydelser, polakkerne kan ikke glemme dem, og Vesten tøver med at lukke de nye demokratier ind i EU.

Af PER NYHOLM og CARSTEN INGEMANN (foto)
Publiceret 25-11-2000

Warszawa

Landevejene gennem det nordlige Polen er blanke af vand, ensformige og endeløse. Vi kører gennem værkbrudne småbyer, forbi vintersorte marker og nøgne træer. Skyerne ligner snavsede får på vandring hen under himmelbuen. Her er plads til alt og til intet. Sletten rækker fra Nordsøen til det Japanske Hav, en skrækindjagende tanke.

Omsider dukker Warszawa op i eftermiddagens tusmørke, række efter række af de nu forsvundne kommunisters boligblokke. Her skulle bønderne forvandles til lydige proletarer, en genetisk umulighed. De medbragte deres landlige skikke og forblev oprørske, stædige og egensindige - socialismens evindelige problem med det utaknemmelige folk.

Fabrikkerne har fået en gang maling, gaderne er blevet udbedret. Over alt er der plakater og kirker - det nye og det gamle Polen.

Omvendte kommunister
Det halvgamle Polen, kommunisternes Polen, taler ingen om, end ikke kommunisterne, som har skiftet skind og hævder, at de har skiftet hjerte.

En af dem, Aleksander Kwasniewski, er landets præsident. I 1980'ernes kriseår gav han rollen som ung, vulgær minister. Han holdt hof i den såkaldt Grønne Bar på Hotel Victoria. Jeg husker ham. En fin, gammel ven - akademiker og liberalist, dengang forfulgt - prøver på at forsvare ham. Han er blevet bedre, siger han. Han har lært. Kwasniewski gør det godt. Jeg svarer, at jeg kan styre min begejstring, ikke for min ven selvfølgelig, men for hans præsident.

Der var to grupper dengang, siger en anden akademiker. Der var tærskeholdet, og der var dem, der blev tærsket. Kwasniewski og den gådefulde general, senere præsident Jaruzelski, slog, andre blev slået. Jeg indvender, at en af oppositionens modigste og mest udholdende skikkelser, Adam Michnik, tilsyneladende er på bedste fod med Jaruzelski, nu da generalen er på pension, og Michnik er chefredaktør.

»Hvad det angår,« svarer akademikeren, »er jeg fuldstændig uenig med Adam.«

»De skal aldrig ind«
Der er biler, masser af biler, det klare tegn på, at mange - men langt fra alle - har penge, at markedsøkonomien virker, at Polen efter ti års omstilling er lige ved at være et normalt og kedsommeligt europæisk land.

Polakkernes opgave er at tilføre det forstenede EU en ordentlig dosis galskab. Er det mon derfor, at Bruxelles-bureaukraterne tøver? Forhandlingerne om optagelse kan næppe trækkes længere end til 2002. Selve optagelsen kan så iværksættes i 2003 i hvert tilfælde for Estlands, Polens, Tjekkiets, Ungarns, Sloveniens, Cyperns og Maltas vedkommende, men på det seneste hører man stemmer, som taler om 2005 og 2006. En dansk diplomat siger uden for citat: »Der vil altid være fem år til, at vi kan optage dem... Meningen er, at de aldrig skal ind.«

I Polen og andre kandidatlande, som under enorme menneskelige omkostninger tilpasser deres økonomier, retssystemer og hele samfund til Vesteuropas normer for blot at opleve - igen og igen - at normerne ændres, er man ved at fortvivle. Alle mulige teorier svirrer i det centraleuropæiske rum: EU skal vedblivende være de rige landes klub, EU interesserer sig kun for Middelhavet, EU ønsker at tækkes russerne, som ikke har andet i hovedet end at genoprette deres stormagt.

»Nordøsteuropa,« siger professor Piotr Nowina-Konopka, en af Polens ledende politiske tænkere, »er EU's blinde vinkel.«

En gammel, ny by
Den nye by bliver til den gamle by omkring kongeslottet, men også her er alt nyt, et let forklarligt polsk paradoks. Tyskerne sørgede for, at Warszawa fra 1939 til 1945 mistede tre fjerdedele af sine huse og 700.000 borgere. Lad det så være kommunisternes fortjeneste, at de genopførte den gamle by, kongeslottet inklusive, sten for sten i gotik og renæssance, og hvad historien ellers har at byde på.

Det hele blev gjort af så ringe materialer, at bykernen - et halvt hundrede år senere - ser ud, som om den virkelig er 200-300 år gammel.

Soldat, eventyrer, patriot
Warszawa er umiskendeligt Centraleuropa med sin blanding af kommunisternes gigantbygninger og borgerskabets væsentligt mere diskrete charme. Her - fortælles det - mødtes en russer og en franskmand. Russeren var på vej til Paris, franskmanden på vej til Moskva. Begge mente at være ankommet til deres mål.

Sine steder kan bybilledet forekomme at være asiatisk - således på kommunisternes paradeplads foran Operahuset, der ikke uden grund hedder den Store Opera. I dag er pladsen opkaldt efter marskal Pilsudski, mere præcist Jozef Pilsudski, soldaten, eventyreren og patrioten, som ved Første Verdenskrigs afslutning forlod sit fængsel i Berlin for at genskabe den polske stat, den aldrig glemte stat, der på foranledning af glubske naboer - Rusland, Tyskland og Østrig i nævnte rækkefølge - havde været fjernet fra landkortet siden 1795.

De polske delinger, den kortvarige selvstændighed fra 1918 til 1939, fulgt af Anden Verdenskrigs kolossale ødelæggelser og nationens politiske ydmygelse under Rusland, nu i skikkelse af Sovjetunionen fra 1945 til 1989, har trukket sit spor i den polske sjæl.

Døren åbner sig
Lige nu føler man - ifølge professor Konopka, der arbejdede for oppositionen i årevis for derefter kortvarigt - på oppositionens foranledning - at tjene som statssekretær i den nu forsvundne Jaruzelskis kabinet - lige nu føler man, at Polen har en historisk mulighed for at træde ind i det europæiske værdisystem.

»En dør har åbnet sig,« indskærper Konopka. »Ingen kan vide, hvor længe den vil være åben. Både Polen og EU må forstå, at der skal handles nu.«

Medlemskabet af NATO, som er gået i orden, og af EU, der lader vente på sig, er virkeliggørelsen af den polske drøm gennem et tusind år, drømmen om ikke blot at være nær Europa, men at være Europa. Mieszko, der levede samtidig med Harald Blåtand i Danmark, havde valget mellem Rom og Byzans. Han valgte Rom. Siden har Polen tilhørt den latinske kultur.

Landets eksistentielle problem er, at det fra naturens side ligger forsvarsløst mellem to store folk, mellem russerne i øst og tyskerne i vest. En del af dette mareridt er forsvundet i og med, at Tyskland har opgivet sit forsøg på at overtage Europa og i stedet har ladet Europa overtage Tyskland.

Mod øst er situationen anderledes og mere foruroligende. Den er lettere end tidligere der ved, at russerne har måttet forlade de baltiske stater, Hviderusland og Ukraine, som nu udgør en cordon sanitaire mellem Polen og den russiske overmagt.

Men modsat regeringerne længere mod vest er man i Warszawa ekstremt følsom over for enhver antydning af trusler eller kritik i Moskva.

»Rusland taler gerne om sine fredelige hensigter,« siger Konopka. »For os ville beviset på disse fredelige hensigter være, at man ikke chikanerer sine tidligere besiddelser, men lader dem udvikle sig efter eget ønske, herunder at de kan slutte sig til både EU og NATO.«

Problemerne, tilføjer Konopka udglattende, ligger mellem staterne, mellem Polen og Rusland, ikke mellem polakkerne og russerne: »På det menneskelige plan forstår vi hinanden og er tiltrukket af hinanden. Vi ved, at både polakker og russere har lidt under det samme diktatur, og polakkerne ved, at russerne led hårdest.«

Ikke-slaviske naboer
Det hører til det slaviske Polens paradokser, at man har det bedre med sine ikke-slaviske end med sine slaviske naboer. Tjekkerne afskriver man. De er ikke et kæmpende folk. De rejste sig aldrig imod Habsburgerne, de foretog sig stort set intet under Anden Verdenskrig. Selv deres bedste time - i 1968 - handlede ikke om at skifte kommunismen ud med demokrati, men om at indføre det misfoster, som også medløberne i Vesten klamrede sig til, den såkaldte "kommunisme med et menneskeligt ansigt".

Ikke for intet var det netop en polsk filosof, Leszek Kolakowski, der bemærkede: »En frisindet kommunisme er lige så utænkelig som stegte snebolde.«

Ungarerne er broderfolket, som man elsker og beundrer, uagtet man ikke fatter et ord af deres sprog. Også som vesteuropæisk gæst i Centraleuropa må man spørge sig selv: Hvor havde vi været uden ungarernes blodige opstand i 1956?

Hvor havde vi været uden polakkernes lange, seje kamp, uden de gentagne og ofte blodige opstande i sidste og forrige århundrede, uden efterkrigstidens arbejderoprør i Poznan, Gdansk, Szczecin og Nova Huta?

Dyrt at være kommunist
Hvad kostede så denne sidste russiske nat? Det er ikke til at sige med sikkerhed. Alle mulige modeller kan opstilles og diskuteres, men lad os foretage en lidt utraditionel udregning, som alene vedrører økonomi, ikke de menneskelige lidelser.

I 1976 havde Spanien og Polen lige mange indbyggere - ca. 34 millioner - og stort set det samme bruttonationalprodukt pr. indbygger med den ene forskel, at Spanien var på vej op og Polen på vej ned. I 2000 har Spanien og Polen stadig det samme folketal nu 38 millioner. Det spanske bruttonationalprodukt er steget til en værdi af 120.000 kr. pr. indbygger. Det polske vokser også i forbindelse med overgangen til markedsøkonomiske tilstande og ligger foreløbig på en værdi af 58.000 kr.

Vi udleder endnu engang, at det er dyrt at være kommunist. Heltene her er Pilsudski, de navnløse døde i Warszawa, den uforfærdede elektriker Lech Walesa i Gdansk, som man i øvrigt ikke giver en døjt for som politiker, den polske pave i Rom og så selvfølgelig USA's daværende præsident Ronald Reagan, der satte ord på det hele, da han i 1980 uden hensyn til den diplomatiske etikette kaldte Sovjetunionen for ondskabens imperium.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel


Skovarbejderidyl øst for Gdansk
Foto: Carsten Ingemann