Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Hos tatarerne østpå

Tatarerne trak mod vest for langt over 600 år siden og slog sig ned i grænselandet mellem Polen og Hviderusland. Explorer-holdet besøger en døende tatar-landsby på den polsk-hviderussiske grænse

Af PER NYHOLM
Publiceret 23-11-2000

Kruszyniany

Vi kører ud af Bialystok, en polsk provinsby, hvor 250.000 mennesker tvinger deres liv ud af sandede jorder, endeløse nåleskove og et steppeland, hvis åer og småfloder engang med tiden vil nå Østersøen.


Gadeliv i Kruszyniany

Foto: Carsten Ingemann

Vi er med andre ord i Nordeuropa. Vandskellet ligger foran os - på den anden side af Lublin, Zamosc og Krakow, de store polske kulturbyer, på den anden side af bjergene, som udgør grænsen til Slovakiet. Derfra løber vandet mod Donau og Sortehavet. Herfra går det til Wisla og Gdansk.

Vi vil finde tatarerne, som for århundreder siden slog sig ned i, hvad der siden skulle blive grænselandet mellem Hviderusland og Polen, men dengang var en del af det polsk-litauiske storrige. En lille times kørsel øst for Bialystok, for enden af en jordvej, ligger Kruszyniany, der påstås at være en landsby, men næppe er andet eller mere end en håndfuld frønnede træhuse, beboet af katolikker, ortodokse - og tatarer.

Fuldemandsselskab
Vi modtages af glammende småhunde, højrøstede haner og et imponerende fuldemandsselskab ved indgangen til Irenas lille biks. Vi er knap nået ud af morgendæmringen, og mændene foran hendes blikskur er slingrende berusede. En af dem - den mest vredladne, som dog ikke går over til håndgribeligheder - har en ansigtskulør, der minder os om bybusserne inde i Bialystok. Han er så blå i hovedet, at det gør ondt at kigge på ham.

De har intet arbejde, forklarer mændene i Kruszyniany. Engang kunne de leve af skovarbejde, men det er forbi. Den nye demokratiske stat giver de intet for. »Kommunisme, kommunisme,« hyler en ældre, delvis tandløs mand. »Under kommunisterne havde vi penge og arbejde. Hvad har vi i dag? Intet.«

Et rundspørge afslører, at mændene foran Irinas butik har, hvad der svarer til måske 1200 eller 1500 kr. om måneden. Selv i Polen er det meget lidt. Hvad de lever af er ikke til at sige, men at bajere og cigaretter udgør en væsentlig del af menuen kan vist ikke benægtes.

Irena ryster på hovedet af sine kunder. Hun har alt fra negerkys til hygiejnebind og rottegift, men det er bajerne, der holder gang i butikken. Heller ikke det kan benægtes.

Jeg har et gammelt bekendtskab her - det må gå mindst 15 år tilbage, da den kommunistiske stat endnu var på plads. Kruszyniany så bedre ud dengang. Der var mere liv, husene var beboet. I dag - på denne dag, da sneskyerne tårner sig op - virker selv hovedgaden forladt.

Elitens problem
Vi kigger indenfor hos Aleksander Smela og hans hustru, der ikke vil ud med sit navn og gemmer sig inden døre. Aleksander er født og opvokset på sin lille gård. Såvel beboelseshuset som udhusene er af træ. Han har en ko, tre svin og en hønseflok. Familien lever af, hvad den selv kan frembringe og af de 1000 zlotier eller ca. 2000 kr., som regeringen i det fjerne Warszawa anviser en gang om måneden.


Eva og Alexander i deres stue

Foto: Carsten Ingemann

Drikkevandet trækkes af en brønd, varmen kommer fra et grundmuret komfur, som ustandseligt kræver mere brænde. Her er primitivt indtil det tænderskærende. Jeg forestiller mig, at sådan så et dansk fattigbrug ud for 100 år siden. At vi er i Europa interesser ikke Aleksander. EU interesserer ham kun i den udstrækning, han opfatter den fjerne, modernistiske union som en trussel mod sin tilværelse.

På hans dørtrin føler jeg, at vi står overfor den polske politiske elites måske alvorligste problem på vejen mod Bruxelles: mens bruttonationalproduktet vokser med fire-fem procent om året, og staten som sådan hastigt nærmer sig den europæiske norm, som er en forudsætning for medlemskab, sidder omkring tre millioner bønder tilbage på inderligt urentable smålodder - Aleksander ejer således syv hektarer tynd jord. Skal Polens modernisering fuldføres, er der ingen vej uden om, at de må nedlægges. Mindre end ti år efter opløsningen af de kommunistiske kollektivbrug er det ikke den muntreste tanke.

Så hårdt presset er Aleksander Smela, at han - ligesom fulderikkerne nede ved butikken - taler med respekt om gamle kommunister som Gomulka og Gierek, hvis væsentligste bidrag til statens trivsel var, at de kørte den ud i finansielt og politisk uføre.

Døende livsform
Omsider finder vi familien Poplawski, som passer den lokale meczet eller moské, en 200 år gamle træbygning, der står på en svagt skrånende mark op mod muslimernes gravplads og fyrreskoven, som forsvinder et eller andet sted inde i Hviderusland.

Ewa Poplawska er stadig i gang, men Ali, hendes mand, har det mindre godt. Benene er næsten væk under ham. Han kryber, støttet til sin stok, hen over gulvet i deres lille, kolde hytte på tunet foran moskéen. De lider ingen nød, men om ganske få år, når det gamle ægtepar skal væk, vil en livsform forsvinde med dem. Børnene har allerede forladt Kruszyniany, siger Ewa. Snesevis af tatariske familier er flyttet til Bialystok eller Warszawa eller sågar Gdansk. Mange vender tilbage til deres huse om sommeren, men de anses allerede for gæster, ikke for beboere. Antallet af tatarer og dermed muslimer i Kruszyniany er svundet ind fra hundreder til omkring en halv snes. De har deres gudshus, hvor de afholder fredagsbønnen, og hvor imamen fra Bialystok regelmæssigt dukker op for at efterse, at de lever i henhold til Koranens bud.

Der er ingen problemer med de katolske og ortodokse familier i landsbyen, siger Ali. »Jøderne er væk,« tilføjer han. »Vi savner dem. Vi havde det godt med dem. Så kom tyskerne, russerne og alt det dér...«

I hele Polen er der vel 5000 tatarer, anslås det. Af dem lever ca. 2000 i Bialystok-området.

Tatar, polak, europæer
Væggene i det lille hus er prydet - nøjagtig som væggene i moskéen - med billeder af kabaen i Mekka, arabiske inskriptioner fra Koranen og profetens grønne fane. Med sine 85 år er Ali blevet fritaget for ramadanen, den muslimske fastemåned, men ellers lever han fromt og ifølge de rettroendes kalender, siger han.

Han er stolt af sin tatariske herkomst.

»Tatarerne kom til Polen for 600 år siden,« fastslår han. »De kæmpede med polakkerne mod tyskerne i slaget ved Tannenberg i 1410, dernæst med kong Sobieski mod russerne.« Siden anviste den store konge dem jord og huse i det, der stadig kaldes for "den polske Orient".

»Det har været et godt liv,« siger Ali. »Jeg føler mig rigere end så mange andre. Jeg er både tatar, polak og europæer.«

Vi passerer moskéen - skriggrøn, udstyret med tre tårne og forbløffende vel bevaret trods sin alder - på stien op imod muslimernes kirkegård. Gravstenene taler deres tydelige sprog: orientalske fornavne, polske efternavne, Tamerlan, Ramzan og Mustafa, fulgt af Smolski, Talkowski og Szechidewicz.

Den jyske hede
Tamerlan? Var det ikke vor egen Steen Steensen Blicher, der digtede om Tamerlan, det 14. århundredes store erobrer? Såmænd. Tatarerne kom vidt omkring, på en måde også til den jyske hede, hvor man tog fejl af ordet og kaldte sigøjnerne for - tatere.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten