Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Ved Europas ende

Livet i Gdansk er råt og salt. Her mødes polakkernes drift mod nord med tyskernes drift mod øst og russernes drift mod vest. Her mødes veje og vildveje, ideologier, hedenskab og dyb religiøsitet. Gdansk er Østersøen, Hansestæderne og Norden.

Af PER NYHOLM og CARSTEN INGEMANN (foto)
Publiceret 22-11-2000

Gdansk


Ved Europas ende (1)
Rådhuset i Gdansk

I Gdansk kan man med bus nummer 106 køre fra hovedbanegården til Anden Verdenskrigs udbrud. Man kan også spadsere de få hundrede meter hen til skibsværftet, hvor byens arbejdere for nøjagtig tyve år siden satte en stopper for kommunismens perversiteter.

Gdansk er anderledes. Gdansk er levende historie. Gdansk er købmænd, søfolk og havnearbejdere. Gdansk er Solidaritet, det nu forsvundne kommunistvældes første frie fagbevægelse. Gdansk er Lech Walesa, den ukendte elektriker, der sagde nej og blev ved med at sige nej under forhandlingerne med particheferne inde på skibsværftet.

Livet i Gdansk er råt og salt. Her mødes polakkernes drift mod nord med tyskernes drift mod øst og russernes drift mod vest. Her mødes veje og vildveje, ideologier, hedenskab og dyb religiøsitet.

Gdansk er en underlig størrelse - polsk naturligvis, men ikke polsk som det halvt asiatiske, halvt franske Warszawa, heller ikke venligt centraleuropæisk som Krakow i syd.

Gdansk med sine gavlhuse, brolagte smøger, der glinser i vintervejret, portåbninger og enorme teglstenskirker er Østersøen, Hansestæderne og Norden. "Der er intet som Gdansk," siger Lech Walesa til Explorer-holdet. "Her begynder Anden Verdenskrig, her slutter kommunismen. Vi har at gøre med en multinational by og en kulturby, en meget europæisk by, der forener og samler, en helt speciel by..."

Gdansk er noget særligt
Edward Sledz, kuratoren på Artushof, i hvis pragtfulde sale renæssencens rigmænd mødtes for at aftale deres forretninger, både de politiske og de kommercielle, tager os med på en tur igennem Dluga eller Langegade. Den historiske bykerne står på ny, som den stod før Anden Verdenskrigs enorme ødelæggelser.

Da jeg undrer mig over, at kommunisterne genopførte i hvert tilfælde dele af byen i dens historiske dragt, forklarer Sledz, at Gdansk har en særlig plads i den polske bevidsthed. Igennem et tusind år fragtedes den polske eksport - korn, kul, malm, pelse, honning - ned ad Visla til omladning og videresalg i Gdansk. Op ad floden bragte den polske adel sine luksusvarer fra England og Frankrig, Flandern og selv Italien.

Uden Gdansk, hvor fjern byen ofte var sit fædreland i den statsretlige sammenhæng, havde Polen ikke været Polen. Derfor måtte selv det kommunistiske regime søge sin legitimering ved en tro genopbygning af Gdansk.

Fyldte kirker
I denne grå og røde by ud til havet nægtede arbejderne gang på gang at samarbejde med den russiske besættelsesmagt. I dette forehavende blev de støttet af deres præsteskab. Tror man, at katolicismen er en sydeuropæisk kirkeretning, kan man tro om igen i Gdansk og videre op ad kysten til Litauen. Her fyldes kirkerne flere gange dagligt. Den eneste, Lech Walesa frygter, bortset fra sin hustru Danuta - hvilket han indrømmer uden tøven - er Gud.

Sammen med den danske konsul, Julian Skelnik, besøger vi det himmelstræbende rådhus. Sal følger på genskabt sal, som viser patricierbyens rigdom og sans for kultur. Hvad der virkelig gør indtryk er en samling af sort-hvide fotografier, som dokumenterer, at i 1945 lå 90 procent af den gamle by og 60 procent af forstæderne hen som udbrændte tomter.

Versailles' misfoster
Tyskerne gjorde deres fra krigens første time, men skaderne var indtil videre få og små. Da modoffensiven satte ind, bombede amerikanerne og briterne målrettet og skånsomt. Russerne derimod havde ordre til at ødelægge mest muligt.

Josef Stalin, den kommunistiske fører i Moskva og den tyske nazileder Adolf Hitlers medsammensvorne, indtil tyskerne overfaldt ham, havde den politik, at hans polske forbundsfælle skulle svækkes mest muligt for så meget desto lettere at kunne blive tvangsindlagt i hans nye kommunistiske imperium. Stalins førsteminister og senere udenrigsminister, Vjatjeslav Molotov - manden, der lykønskede nazisterne med deres vellykkede besættelse af Danmark - pralede allerede ved krigsudbruddet med, at Tyskland og Rusland i fællesskab havde "gjort det af med Polen, dette misfoster fra Versailles."

Venskabsbesøget
Bus nummer 106 når ud til sidste stoppested, Westerplatte, en sandtunge ved den Kasjubiske Kanal, som Folkeforbundet gav Polen i den utrolige og utroligt indviklede territorialordning, man på internationalt hold dikterede polakkerne og tyskerne efter Første Verdenskrig. Ifølge dette diplomatiske makværk blev Gdansk, tyskernes Danzig, styret af Folkeforbundet og havnen af et internationalt havneudvalg.

Mod vest grænsede fristaden op til den Polske Korridor, som gav Polen adgang til havet og havnebyen Gdynia højere oppe på kysten. Mod øst grænsede Gdansk til Königsberg (vore dages russiske Kaliningrad), som statsretligt var en del af Tyskland, men uden geografisk sammenhæng med riget.

Ved havneindløbet fik polakkerne råderetten - men ikke højhedsretten - over Westerplatte med tilladelse til at indrette en garnison på højst 97 mand, hvilket i Hitlers propaganda blev til en fæstning, som truede tyskheden inde i byen.

25. august 1939 om morgenen manøvrerede kommandørkaptajn Kleikamp panserkrydseren "Sleswig-Holstein" ind i den snævre havnekanal foran Gdansk. Officielt var der tale om et tysk venskabsbesøg, men det lå i morgendisen, at krigen var nær.

28. august trak panserkrydseren - der også fungerede som skoleskib - ud på reden. Her lå den, til den atter nærmede sig havneindløbet natten mellem 31. august og 1. September. Klokken 4.30 var Kleikamp i position ud for Westerplatte. Klokken 4.43 åbnede panserkrydserens 280 mm kanoner ild mod den polske stilling.

Kleikamp havde som andre tyske kommandanter langs fronten fået ordre til at begynde skydningen kl. 4.45. Om hans ur gik forkert, eller om han forivrede sig vides ikke. Kendsgerningen er, at Anden Verdenskrig brød ud to minutter for tidligt.

Munkene fra Esrum
I Gdansk kom polakker, russere, svenskere, tyskere, hollændere og danskere - danskerne indtraf tidligt. Danske vikinger handlede og hærgede på kysten i det 10. århundrede. 200 år senere sendte Lunds stridbare ærkebisp Eskil sine munke fra Esrum til Gdansk med den opgave at grundlægge det stadigt eksisterende cistercienserkloster i Oliva. Trafikken gik også den modsatte vej, ikke altid med heldige resultater.

I det 14. århundrede bragte dronning Margrete således en slægtning, den kun seksårige Bugislav, til Danmark for at lade ham krone til de nordiske rigers konge under navnet Erik. Kalmarunionen havde gjort Danmark til en stormagt, og Erik ville gøre denne magt større. Som konge drømte han om et ægteskab mellem sin yngre nevø, også kaldet Bugislav, og den aldrende polske konges enearving, Jadwiga eller Hedvig. Dermed ville han skabe et sammenhængende rige fra Sortehavet til Yderste Thule, der lå så langt væk, at ingen i Europa anede, hvor det lå.

Dog, alt skulle gå anderledes. Den eftertragtede pige blev gift til tysk side, og Erik satte alt over styr. Vil man i Danmark sin nabo ondt, kan man ønske man ham ad Pommern til - måske til borgen i Darwolo, hvor Erik er begravet.

Et pas i tasken
Den danske forbindelse blev aldrig rigtig brudt.

Det bliver vi mindet om på Hotel Hevelius, en tidligere kommunistkasse, der nu fungerer udmærket. Til frokost stiller et selskab af nydelige, ældre polakker. De agter at fejre en venindes navnedag.

Flere er pensionister, viser det sig, andre er læger, lærere eller i anden offentlig stilling. Ingen er rige, men de har til dagen og vejen og vel en anelse mere. Samtalen er munter uden at være støjende, præget af ånd og viden.

Jeg spørger festens hovedperson, hvad hun har fået ud af kommunisternes forsvinden. Hun giver sin håndtaske et lille klap, idet hun siger: »Jeg har en datter i Holland og en anden datter i Vancouver, og jeg har et pas her...«

Sådan skal det være, tænker jeg. Det polske borgerskab, der gjorde så meget for republikken efter 1918, er genfødt. Hendes mand, en tidligere ingeniør, har utvivlsomt gjort sit. Han var med til at bygge havnebyen Gdynia, som polakkerne satte iværk, da Gdansk i mellemkrigsårene blev dem for broget.

"Vidste De," siger han, "at danskerne hjalp os? Jeg arbejdede for Højgaard & Schultz, der dengang var en temmelig lille forretning, men som bød på Gdynia og derefter udviklede sig til en international koncern."

Se, det vidste jeg ikke. Jeg vidste heller ikke, hvad Skelnik fortæller mig senere på dagen, at den polske krigsherre Stefan Czanecki i det 17. århundrede gennem sin agent, Jan Chrysostom Pasek, bad Danmark om bistand i svenskekrigene. Bistanden blev bevilget i form af et dansk angreb på Sverige med den følge, at svenskerne midlertidigt trak sig ud af Polen og slog Danmark. Derpå genoptog de deres offensiv i Centraleuropa.

Pasek trivedes ikke i Danmark. Af hans dagbog fremgår, at han fandt maden uspiselig og kvinderne for hvide.

Europas ende
I den begyndende eftermiddag forlader vi Gdansk, krydser Visla og fortsætter ud på Wislana-odden, en mærkværdig, smal landtange, som beskytter en indsø mod Gdansk-bugtens ofte forræderiske vand.

Hvad der lokker os er, at oddens eller tangens yderste spids tilhører russerne i Kaliningrad, som ikke har landværts forbindelse til denne besiddelse. Den tilfaldt dem mod al fornuft kan man høre i Gdansk - fordi USA's daværende præsident Truman havde lidt for travlt, da han efter Anden Verdenskrig skulle foreslå en grænse mellem Polen og Kaliningrad-enklaven. Blyanten smuttede langs linealen, og russerne stod med et for dem værdiløst stykke land over for basen i Baltijsk.

Wislana-odden virker, om ikke som verdens så som Europas ende. Den eneste ordentlige kørevej bliver smallere og smallere, husene færre og færre. Vi passerer Sztutowo, hvor Hitler spærrede de danske politibetjente inde i koncentrationslejren Stutthof.

Fire kilometer længere fremme møder vi Hans Kiel, halvt tysk, halvt polsk, og hans ven Jörg Banac, som med en motorsav er ved at skabe en lysning i skoven her skal anlægges en kirkegård, siger de. Vejen bliver til et sandet hjulspor gennem den stadig tættere bevoksning af fyr og birk.

Omsider når vi ud til en strand, hvor fiskerne er ved at hale deres både ind, tunge af dagens fangst. De er ikke specielt snakkesalige, disse fiskere, men det fremgår, at de ser med skepsis på EU.

»I gamle dage kunne vi uden videre sælge til russerne,« siger Henryk Gornik, ejeren af Pia-70, en stor, åben båd, fyldt med, hvad han anslår til en halv tons rødspætter.

»Nu er vi belemret med told og skat og alle mulige andre ulykker.«

Han har besøgt fiskerne på den danske Vesterhavskyst og har ingen lyst til at dele deres kår.

»Kommer vi først ind i EU,« siger han, »er vi færdige. EU er ikke for småkårsfolk.«

En uformelig, rødhåret kvinde tilføjer med et suk:

»Vi tjener for lidt til, at vi kan leve af det, og for meget til at vi kan dø af det.«

Østersøens bølger ruller lige så svagt op på stranden. Mågerne skriger. Et par kilometer længere fremme står russerne på en halvø, som ikke med ringeste rimelighed kan anses for deres. Hvad laver de egentlig i Kaliningrad, som ikke er Kaliningrad, men Königsberg, de prøjsiske kongers kroningsby og Kants hjemstavn? Måske holder den europæiske civilisation virkelig op her på denne flade, honningfarvede strand.

Norden og nazisme
Russerne gjorde et nummer ud af at afskære polakkerne fra Norden. Historikeren Jan Wolucki skriver i sin lille bog Gdansk, dunskie karty historii (Gdansk, danske sider af historien), at den kommunistiske propaganda sidestillede det nordiske med det nazistiske i et forsøg på at aflede polakkernes opmærksomhed fra kommunisternes forbrydelser.

»I den polske bevidsthed, navnlig blandt de yngre generationer, er der ingen følelse af, at Polen og Skandinavien har en fælles historie,« skriver Wolucki.

»De associationer, som Skandinavien navnlig vækker, er Bergmans film, filmene om Olsen Banden og amerikanske film om vikingerne. Endelig husker måske de midaldrende mennesker 60'ernes og 70'ernes ændrede omgangsformer, hvor Sverige i Polen tjente som et eksempel på moralsk forfald, forårsaget af nordboernes ukontrollerede seksualitet.«

»Det kommer bag på polakkerne,« mener Wolucki, »når de erfarer, at man i Norden opfatter dem som nære naboer. For mange polakker er Norge, ja selv Danmark, lige så eksotiske lande som Bahama Øerne.«

Rette mand
Kan man ikke nøjes med Westerplatte, kan man - ligeledes fra hovedbanegården spadsere de få hundrede meter hen til byens nu delvis nedlagte skibsværft, hvor arbejderne, ført af Walesa, den senere præsident og modtager af Nobels fredspris, sagde nej, nej og atter nej.

Monumentet for de 44 dræbte i 1970 løfter sig i vintertågen. På gitterporten hænger billeder af Walesa, af pave Johannes Paul og af den Sorte Madonna, Polens dronning og beskytterinde. Der er den rød-hvide polske fane, rød-hvide bånd og rød-hvide blomster.

Hvad ville de dog her, disse kommunister? Hvorfor holdt de sig ikke til deres klakører, til politikerne og de intellektuelle i Vesten, som ustandseligt og bedrevidende formanede Østersøkystens arbejdere til forsigtighed, til eftergivenhed, til samarbejde - alle disse forrædderiets fraser.

I deres naragtighed ville de tyrannisere disse stædige, kristne polakker. Hvilket håbløst foretagende. Der fulgte Gdansk-aftalerne, der fulgte krigsretstilstanden, og der fulgte omsider i 1989 - det frie Polen, skabt af Walesa, en patriot, som i firserne var den rette mand på det rette sted.

Også Walesa er en slags monument sit eget monument kan man vel sige, anbragt på et kontor et par hundrede meter fra det danske konsulat. Skelnik kender ham fra gamle dage, så der er ingen problemer med at få adgang. På vejen tilbage til sit konsulat fortæller han mig, at han som værnepligtig soldat blev anbragt i en deling, der skulle erobre Danmark på Warszawapagtens vegne. Fra Danmark skulle han videre, fik han at vide, til en ø i Stillehavet.

»Det var galmandsværk. Vore kampvogne var brudt sammen efter 100 km,« siger han. »Nu er Warszawapagten væk, Polen er medlem af NATO, og jeg er dansk konsul. Sådan er der så meget.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten