Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Walesa: Vi havde Guds hjælp

Egentlig er den svære renæssancebygning ud til havnekanalen foran Gdansk opført til Polens længst forsvundne konger, men de boede her aldrig. De foretrak mere behagelige huse længere inde i byen - rigmandshjem, hvor vinen flød, sangen lød og dansen gik.

Af PER NYHOLM og CARSTEN INGEMANN (foto)
Publiceret 23-11-2000

Gdansk


Walesa: Vi havde Guds hjælp (1)
Et symbol på Gdansk er frihedshelten Lech Walesa, der tog imod Explorer-holdet på sit kontor.

I dag er Ziona Brama eller den Grønne Port hjemsted for kontorer og institutioner, blandt dem den tidligere Solidaritetsleder, Nobelpristager og præsident Lech Walesas sekretariat.

Walesa, der som en anden Skt. Jørgen optog kampen med kommunismens drage i firserne - og vandt sin strid på trods af alle profetier om det modsatte - har ikke tid lige nu. Den forhenværende elektriker bakser med en computer, som hans medarbejdere ikke kan betjene korrekt.

»Den er for langsom,« brummer han utilfreds og iler tilbage til sit kontor. Det er på størrelse med en mindre danseskole og forbløffende nøjsomt møbleret: et skrivebord med endnu en computer, en drejestol, en sofagruppe, et bogskab, en buste af pave Johannes Paul og en interessant spindeltrappe, som forsvinder op i husets indre. Desværre glemmer jeg at spørge ham, hvad han gemmer der oppe.

Helt, ikke politiker
Sidst jeg så ham, var ved firsernes begyndelse. Da stod han i døren til sin lejlighed med hovedet smurt ind i barbérskum. Gdansk stod på den anden ende. Han havde ikke tid, beklagede han. Han skulle af sted til en samtale med paven. Men kom igen en anden gang. Det gør vi så på denne formiddag, da tågen ligger tæt over Østersøkysten.

Dengang var Walesa begyndelsen til enden på det kommunistiske tyranni, en strejkeleder og oprører, som skræmte magthaverne i øst og vest. I dag, 57 år, er han ved vejs ende. Hans kritikere siger, han er faret vild. Jeg foretrækker at se ham som en helt, der selvfølgelig ikke duer som politiker, netop fordi han er en helt. Ved det nylige præsidentvalg fik han 0,9 procent af stemmerne. Er hans mission forbi?

»Amen,« svarer han med det lille grin, der røber den uhøjtidelige Walesa, en mand, hvis respektløshed drev de kommunistiske ledere og mange borgerlige til vanvid under forhandlingerne i 1980.

»Første kapitel bestod i at skabe enhed, så vi kunne fjerne kommunisterne. Vi glemte ikke, at russerne stod her med 250.000 mand og deres atomvåben. Vor opgave var at fjerne kommunisterne, ikke at sprænge Europa i luften. Det lykkedes. Ikke et skud blev affyret,« understreger han.

»Andet kapitel var oprettelsen af politiske partier og fagforeninger samt overgangen til markedsøkonomi. Vi skulle indhente, hvad vi havde tabt i de foregående 50 år. Det betød, at vi måtte opløse gamle strukturer. Også det lykkedes.«

Ny samling
»Jeg ønskede at medvirke i tredje kapitel, som handler om ny samling. Dette kapitel udvikler sig nu uden at udvikle sig perfekt. De gamle ledere er blevet skubbet til side, muligvis fordi de skabte forvirring ved at gå fra samling til opløsning og tilbage til samling. Sådan må det være. Vi skal bestræbe os på at forstå vor tid og bidrage til den. Vi tilhører en udvalgt generation, der ikke blot lever ved indgangen til et nyt årtusinde, men ved indgangen til en ny epoke, hvor vi lægger vor afhængighed af materielle ressourcer bag os til fordel for intellektet, for hjernen, for adgangen til ideer og viden, som er vigtigere end alle råvarer.«

»Forandringerne foregår over alt. Vi er nødt til at forholde os til dem. Vor tekniske viden galopperer af sted og er langt foran de organisationer, vi betjener os af. Hvad angår dette nye samfund er vi dér, hvor vi var, da bilen kom på gaden, uden at vi havde regler at køre efter.«

Troen er afgørende
Det tjener intet formål at stille politiske spørgsmål til Walesa, med mindre man ønsker at bringe ham i fedtefadet.

Og hvorfor skulle vi det? Han er en moralist, med hvem man kan være enig eller uenig i det moralske, men han er ikke politiker - end ikke når han blander sig i politik.

Han er den overbeviste katolik, som regelmæssigt deltager i messen i den Hellige Brigittas Kirke, også kendt som fagbevægelsen Solidaritets kirke.

»Jeg begår mine fejl, jeg er ingen helgen,« siger han. »Jeg tror på en styrende magt over os alle, og denne magt kalder jeg Gud. Uden tro, uden Gud, er vort arbejde og hele liv meningsløst. Polen havde ikke overlevet, om polakkerne ikke var troende, ikke blot nu, men mange gange i deres historie.«

»Alle de statsmand, jeg mødte under vor kamp, advarede mig. Solidaritet kunne ikke overvinde denne kommunisme, der havde myrdet 100 millioner mennesker, mente de. Vi blev mødt med sympati, men blev anset for utilregnelige. Det ufattelige skete. Gud gav os en pave. Han fortalte os: frygt ikke. Vi frygtede ikke, og alt ændrede sig. Vi udslettede ikke blot Warszawapagten, men Sovjetunionen. Ingen skal fortælle mig, at vi ikke havde Guds hjælp.«

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel