Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Farvel og tak for denne gang

»Det er jo nydeligt,« forsøger jeg. »Her kan vi blive i ugevis.« »Hvis du synes, det er pænt, så er det på tide, vi vender hjem,« svarer Carsten Ingemann. Han er altid så rap i replikken.

Publiceret 26-12-2000

Topola, søndag den 24. december 2000


Farvel og tak for denne gang (1)

Vi er ankommet til en sen frokost i Topola, et af den serbiske nationalismes kultsteder. Her - små 100 km syd for Beograd - vil vi vise Karadjordje-dynastiets grundlægger, kendt som Sorte Jørgen Petersen, en sidste ære. Her finder vi også Hotel Oplenac, hvor vi er de eneste gæster i den iskolde spisesal.

Personalet, bestående af en tjener og hans foresatte, stirrer vantro på os, da vi dukker op og afgiver vor bestilling på syltede paprikaer, lufttørret skinke fra Uzice, cevapcici - Balkans små fingerfrikadeller - samt brød og vin.

»Jeg siger dig, nu vender vi altså hjem'« insisterer Ingemann.

Som sagt så gjort.

Årets sidste Explorer-rejse har nået vejs ende midt på Balkan.

Bag os ligger helt præcist 6195,3 km, siden vi forlod København for snart seks uger siden. Det giver en lidet imponerende gennemsnitsfart regnet ud på døgnets 24 timer, men der har været meget at lave, og vejene er ringe. Vi har indtil videre krydset otte grænser på vor fart fra Østersøen til Balkan. Løseligt skønnet har vi overnattet på en god snes adresser, rækkende fra et temmelig chokerende herberg øst for Oradea i Rumænien til Beograds fine, gamle Hotel Moskva.

Vi vender hjem med en samling fotografier, der viser de langt over tredive servitricer, de fleste søde og smilende, enkelte frygtindgydende, som har holdt os i live. Hvad vi har indtaget af grisekød og tømt af flasker, ønsker vi ikke at tænke på og slet ikke at præcisere.

Blandt de historier, vi ikke fik lavet, er bjørnetrækkeren i Transylvanien. Til gengæld var vi kortvarigt ejere af en halvvoksen løveunge, som vi gav navnet Simba, og som bogstaveligt taget var ved at æde os ud af Toyotaen. Den er nu tilbage hos de venlige sigøjnere, der solgte den til os - til stor beroligelse for teddybjørnen John Julius Norwich, denne rejses lykkedyr, som mod sædvane har ført en noget tilbagetrukket tilværelse i Explorerens panikhåndtag.

Vi er endnu engang blevet overbevist om, at Europa er de mange kulturers hjemland. Hvad der dog er af sære og interessante folkeslag fra lapper, danskere og sorbere i nord til serbere, sigøjnere og bjergkladanjere i syd!

Der er også de store døde - fra Pilsudski i Polen til Petöfi i Ungarn og Karadjordje i Serbien.

Karadjordje eller Sorte Jørgen, som han blev kaldt på grund af sin mørke lød, havde sit faste og nu forsvundne hus i Topola. Herfra forestod han for snart 200 år siden den første serbiske opstand mod tyrkerne. I 1817 blev han myrdet på foranledning af Obrenovicerne, en anden dynastisk familie, der sendte hans afhuggede hoved til Istanbul. I striden mellem disse to slægter ligger meget af Serbiens til tider bloddryppende nyere historie. Obrenovicerne er forsvundet, men Karadjordjerne eksisterer stadig og gør krav på den serbiske trone. Kongetro serbere besøger mindst en gang om året deres fyrste på Oplenac-bjerget udenfor Topola. Han ligger i sin hvide marmorsarkofag i en gravkirke - indviet i 1930 - hvis pragtfulde mosaikker skal fremhæve en ikke eksisterende sammenhæng mellem det serbiske middelalderrige og Karadjordjerne.

Svinehyrden og fyrsten Karadjordje er en af de skæbner, der kan lokke os på landevejen igen og igen.

Foreløbig siger vi farvel, takker læserne for deres tålmodighed og ønsker alle et lykkeligt nyt år. John Julius sender en særlig hilsen, men vi siger ikke til hvem.

Gem eller send Logbog

Hvis du vil vide mere