Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

I poeternes by

Det er altid med en syg fornemmelse i maven, at vi forlader landevejen mellem Zvornik og Sarajevo for at køre ud til Srbrenica, den tidligere FN-enklave, som serberne erobrede i sommeren 1995, hvorpå de dræbte' Ja, hvor mange dræbte de egentlig? Ingen ved det. Fem tusinde, seks tusinde, ti tusinde? Tallene svirrer i vintertågen, som hænger over dalen, hvor denne umenneskelighed fandt sted.

Publiceret 22-12-2000

Srbrenica, fredag den 22. december 2000

En bestialitet, en dyrisk handling, kan man netop ikke kalde dette massemord. Ingen dyr myrder i samme grad for deres fornøjelses skyld. Ingen skal kalde de serbere, der myrdede i Srbrenica, for dyr eller dyriske. Morderne var mennesker, som utvivlsomt elskede deres familier, passede deres blommetræer og måske lyttede - i hvert tilfælde for de bedre uddannedes vedkommende - til Bach eller Haydn. For år tilbage, langt inde i Bosnien, fandt jeg en rå serbisk soldat. Senere erfarede jeg, at han var en af sit lands bedste digtere.

Vi passerer fabrikken, hvor de hollandske FN- soldater, som skulle beskytte Srbrenicas muslimer, men undlod at gøre det, havde deres hovedkvartér. Den ligger derinde på sin mark, halvt i ruiner, opgivet og forladt. Hollænderne løsnede ikke et skud, da general Mladic sendte sine tropper frem. Tværtimod skålede deres kommandant med Mladic. Derpå begyndte massemordet. Byen er elendig - fattig og forfærdelig, fuld af knækkede mennesker, tilflyttere og flygtninge, som ved, at de ikke bor i deres egne huse. Ude i oplandet findes massegravene. Hænder og hovedskaller stikker op af jorden efter hvert eneste regnskyl. Mere end en gang har Srbrenicas halvvilde hunde slæbt en menneskeknogle ned igennem byens hovedgade. Her mødes alle de nederlag og ydmygelser, som den nu fjernede serberfører Radovan Karadzic, bondeknold, psykolog og lejlighedsdigter, påførte sit folk.

Vi bestiller en kaffe på et værtshus, der unddrager sig beskrivelse. Ingen vil tale med os. I Srbrenica har alle en dårlig samvittighed. Vi gør klar til at vende tilbage til hovedlandevejen og fortsætte langs Drinaen, serbernes episke flod. Jeg tænker på Ivo Andric og hans bosniske fortællinger, som indbragte ham Nobelprisen. Den, der vil forstå Balkan, skal ikke være politiker og knap nok historiker - om end det sidste hjælper - men poet.

Gem eller send Logbog