Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Må vi så få nattero

Der er en gokken og gøen ude i natten, og i nabokammeret bliver der under megen grynten grundlagt - så vidt jeg kan konstatere - en ny rumænsk generation.

Publiceret 13-12-2000

Drobeta Turnu Severin, Rumænien, onsdag d. 13. december 2000

Det er kort sagt vanskeligt at få ro efter mørkets frembrud i Drobeta Turnu Severin, en tusind år gammel by, hvor vi forbereder os på det store spring ind i Serbien.

Rumænske byboere har det med at holde husdyr over alt. I deres kældre står køer og får. På altaner og terrasser parkerer de fjerkræ og diverse fisk i store kar sammen med vinterbrændsel, udrangerede møbler og vasketøj.

I Drobeta Turnu Severin fuldendes den urbane fauna af hundreder af herreløse hunde. Om dagen sover de i parkerne ned til Donau. Natten anser de for deres egen. Hver eneste bil, som passerer gennem de ellers øde gader, bliver hilst med en blanding af hylen, jamren og gøen. Det vækker en omfangsrig bestand af gæs, ænder, høns og kalkuner.

Resultatet er en dyrisk koncert - ledsaget af duoen inde på værelse 218 - som umuliggør enhver form for rolig søvn.

Fjerkræhold er forbudt i byzonen, men hvem skrider ind mod en forarmet, børnerig familie, som holder høns i den hensigt at skaffe sig lidt æg og måske en kylling om ugen? Ud på formiddagen, da vi besøger det enorme kraftværk ved Jernporten, er det første levende væsen, vi møder, en mager køter. Den sidder på trappen op til administrationsbygningen og inspicerer sine lopper.

Hvor kommer de fra, alle disse urbaniserede dyr? De er et resultat af den kommunisme, der tvang bønderne til at forlade deres jorder og leve i byerne. Hvilket de gjorde, medbringende deres landlige vaner og dyr.

Utallige forsøg på at skyde eller sterilisere omstrejfende hunde er blevet mødt med protester fra såkaldte dyrevenner og sågar den franske skuespillerinde Brigitte Bardot. Hun være hermed anbefalet et par nætter på værelse 217.

Gem eller send Logbog