Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Petöfis varde

På ny kører vi som i blinde, men denne gang er vejrguderne med os. Før middag bryder solen igennem og afslører det smukkest tænkelige bakkeland mod Harghita-bjergenes hvide baggrund.

Publiceret 07-12-2000

Sighisoara, 7. december 2000

Småbyerne er primitive, men velholdte. Mange steder er kvinderne ude for at trække vand ved brøndene langs landevejen. Her bor Rumæniens ungarere. Halvanden million resterer, et af de største nationale mindretal i Europa og i årtier en anstødssten mellem Budapest og Bukarest.

Ungarerne hævder, at de bliver diskrimineret. Rumænerne anser ungarerne for illoyale statsborgere, hvis eneste ønske er at omgøre Trianon-freden af 1918, som skilte det slagne Ungarn af med over to tredjedele af sit territorium og næsten to tredjedele af sin befolkning.

Tilfældigt får vi øje på et skilt ud til hovedvej nr. 13, som peger op mod Petöfi Museet. Jeg har altid troet, at Petöfi døde i nærheden af Oradea. Det viser sig at være forkert. Den store digter faldt i kamp med østrigerne udenfor Sighisoara 31. juli 1849. Kort efter brød den ungarske folkeopstand sammen.

Museet er lukket, men i den lille lund er rejst en varde for Petöfi, kronet med en ørn, som holder en sabel i sit næb. Der er også en statue af den unge poet med et af de digte, der har udødeliggjort hans navn. Græsset under de susende træer er hvidt og stift af rimfrost. En sigøjnerkvinde stirrer måbende på os. En rød kat lister over vejen. Vi hører hanegal og hundeglam. Ellers er alt stille.

»Jeg læser gerne Petöfi, « siger en ung pige, Enikö Cdiszer, som jeg møder inde i Sighisoara. »Han er en ærlig digter, fuld af følelse vort fædreland og for de fattige. Jeg kan ikke glemme, at han døde for Ungarn.«

Petöfi ikke blot faldt i kamp - og det i en alder af 26 år. Hans lig blev aldrig fundet. Sådan er det med de store efter deres død. De er overalt og ingen steder.

Gem eller send Logbog


Carmen på Hotel Rex i Sigisoara
Foto: Carsten Ingemann