Logbøger

Stjernetyderen i Gdansk
Exploreren snerrer veloplagt, som vi tilbagelægger de få kilometer langs Østersøkysten fra havnen i Gdynia til Gdansk, hvor vi flytter ind på Hotel Hevelius, opkaldt efter Jan Heweliusz, en af det 17. århundrede store videnskabsmænd.

I suppelandet
Så meget har ændret sig, siden vi var her sidst. Veje er blevet udbedret, hestevognene er forsvundet og tankstationer opført. I byernes udkanter pranger det ene store supermarked efter det andet.

En bamse på farten
Den opmærksomme læser vil huske, at Østeuropa-holdet ofte medbringer teddybjørnen John Julius Norwich, om hvem det hævdes, at han har en navnefælle i Storbritannien, som skriver de mest interessante historiebøger.

Håndgribeligheder
I Polen kysser man rigtigt på hånden - med et lille velbehageligt smask bagefter.

I skyggen af Majdanek
Et vældigt og dystert monument stiger til vejrs i vinterdisen udenfor Lublin.

Den polske natgorilla
»Natgorillaen, hvad er det nu, I taler om?« Spørgsmålet hænger lettere ubesvaret i Exploreren, hvor vi fabler om nattelivet i Krakow, det sydlige Polens ganske livlige hovedstad.

En skål for Pilsudski
Det er nøjagtig et år siden, vi kørte Explorer gennem Yderste Habsburg - fra Istanbul langs Sortehavet til Ukraine og videre til Baltikum. I Vilnius overlod vi vort tilrakkede køretøj til gode kolleger, som fortsatte i retning af Ishavet. Vi udbragte en skål for Dudajev og fløj hjem til Danmark.

Rotter på loftet
Det begynder med, at jeg hører en lyd - en kradselyd - fra ventilationskanalen i væggen over min seng.

I Pelargonien
Vi kører gennem tåge og begyndende mørke. Explorerens kompas viser sydvest. Kortet siger lige så klart, at vi nærmer os Rumænien i sydøst. Ved vi, hvor vi er? Vi kan sige det ganske præcist - vi aner det ikke.

Muggen hund
Vi siger det gerne, som det er: Indtil videre har denne tur med Exploreren skuffet os.

Hvor er smørklatten?
Som denne logbog skrives, sidder Explorer fast - tilsyneladende uhjælpeligt - i en kø, hvis længde vi er uvidende om, og i et vejr, hvis lige vi aldrig har set magen.

Nikolaj-dagen i Sighisoara
Tågen letter, og en skarp vintersol kaster sit lys ned i Sighisoaras snævre, brolagte gyder. Ikke for intet minder byen om et Tyskland, der ikke længere eksisterer.

Petöfis varde
På ny kører vi som i blinde, men denne gang er vejrguderne med os. Før middag bryder solen igennem og afslører det smukkest tænkelige bakkeland mod Harghita-bjergenes hvide baggrund.

Balkans dagligstue
Vi kører bogstaveligt taget uden for lands lov og ret. Ikke en betjent har været i sigte, siden vi lige før frokost forlod Sighisoara og kørte mod syd - ifølge Explorerens evigt upålidelige kompas kurs nordvest.

Om morgenmad, støvmider og løveunger
Er man om morgenen til en kop god, stærk kaffe, ledsaget af en enkelt lun croissant med syltetøj, tilhører man en døende og af hotelbranchen foragtet race.

Bjørne i byen
Her sidder vi så på en såkaldt internet-café i Brasov og undrer os over, hvad den hele ballade vedrører.

Pengesedler af plastic
I Rumænien udsættes vi for endnu en overraskelse: Pengesedler, der ikke krøller og kommer ud som nye efter en tur i vaskemaskinen. Forklaringen? De er lavet af plastic.

Museet i Sibiu
Tynget af billetluge-skræk henvender vi os i porten til Brukenthal Paladset i Sibiu og er nær ved at retirere, da vi stilles over for damen, som skal sælge os billetterne til et besøg på en af Balkans legendariske kunstsamlinger.

Må vi så få nattero
Der er en gokken og gøen ude i natten, og i nabokammeret bliver der under megen grynten grundlagt - så vidt jeg kan konstatere - en ny rumænsk generation.

Langs Donau
Vi kører op ad Donaus venstre bred i den smukkeste vintersol. Efter en stund ser vi til vor forbløffelse en hjuldamper for anker i en bugt, kranset af, hvad der på disse kanter må siges at være et pænere villakvarter. Her finder vi en hjertelig dame, der erklærer, at hun sagtens kan servere en let frokost. Et andet hold, bestående af tre bredbugede herrer - den ene iført nissehue- er i fuld gang med køkkenets formåen. At sige, at man med de portioner, der hober sig op foran dem, kunne fodre en negerlandsby, er ikke at sige for meget.

Manden bag det hele
»Hov,« siger Carsten Ingemann, da vi kører op langs Donau. »Der står sandelig en grønbenet rørhøne.«

I kongens stol
»Psst! En billet til herren! Kun 150 dinarer' Alt er udsolgt.« Jeg køber jeg den krøllede seddel, der rækkes frem imod mig. Til min forbløffelse skaffer den mig kort efter adgang til Serbiens Nationalopera.

Arizona vejen
Omsider er vinteren over os - endnu ikke så frygtindgydende som den kan være, men skarp nok til, at vi kører hen over Balkans bjerge med største forsigtighed. Den højbenede Toyota bryder sig ikke om glatte landeveje, og det er nøjagtig, hvad vi har.

Generalen i sin rosenhave
Vi kurer hid og did på en isglat gedesti i langt over et tusinde meters højde. Under os ligger Sarajevo i sin gryde. Over os forsvinder fjeldet i tåge og sne. Hovedvejen ud af den bosniske hovedstad er faldet ned i Miljacka-slugtens dyb.

I poeternes by
Det er altid med en syg fornemmelse i maven, at vi forlader landevejen mellem Zvornik og Sarajevo for at køre ud til Srbrenica, den tidligere FN-enklave, som serberne erobrede i sommeren 1995, hvorpå de dræbte' Ja, hvor mange dræbte de egentlig? Ingen ved det. Fem tusinde, seks tusinde, ti tusinde? Tallene svirrer i vintertågen, som hænger over dalen, hvor denne umenneskelighed fandt sted.

Skrivernes klub
Egentlig ville vi have indtaget vor julemiddag på Writers' Club i Beograd, men dels er den lukket om søndagen, dels og især er den under en prøvespisning hærget af det såkaldt fredsindustrielle kompleks, hvis larmende og ufølsomme - hvormed jeg mener ufølsomme overfor lokal skik - udsendinge har forvandlet denne fine, gamle kælderrestaurant til en slags pølsebar uden pølser.

Farvel og tak for denne gang
»Det er jo nydeligt,« forsøger jeg. »Her kan vi blive i ugevis.« »Hvis du synes, det er pænt, så er det på tide, vi vender hjem,« svarer Carsten Ingemann. Han er altid så rap i replikken.