Med 007 ned ad floden

Hvor var det smukt i går aftes, vores sidste i Thailand. Oppe i den såkaldte Gyldne Trekant, hvor Thailand, Laos og Cambodia støder sammen.

Det var fuldmåne, og da det var den tolvte af slagsen i år, var det Loy Krathong festival. Tusindvis af små flydende dekorationer med bananpalmeblade foldet som en lotusblomst og med tændte stearinlys og røgelsespinde bliver sat ud på floden.

Det er ikke nogen religiøs festival, men thaierne har fejret Loy Krathong siden det 13. århundrede. I dag handler det om at sige undskyld for, hvis man har gjort noget forkert, og samtidig bede om held og lykke hos vandguderne på denne dag, hvor regntiden officielt slutter.

Og så handler det om at have det sjovt og arrangere noget smukt - det elsker vi i Thailand.

I morges tog vi så tværs over Mekong i en lille båd. Bådmanden kunne ikke forstå, at vi kun var fire passagerer, da han havde læsset al vores bagage!

Efter paskontrollen i Laos tog vi en lille tuk-tuk hen til en anden havn, og der lå et par halvstore fragtbåde. Vi blev vist hen til en med nummer 007. En stor firkantet, blå træbåd, med motoren indvendig og det laotiske flag vejrende fra toppen.

Og så var den proppet med turister, fra et ældre tysk ægtepar til en unge kvindelig turist i meget korte bukser og en meget gennemsigtig hvid bluse med en meget mørkegrøn BH. Hun sad og læste i den guidebog som 95 pct af alle turister læser i, nemlig Lonely Planet. Men enten kikkede hun kun billeder eller også var hun kommet til at springe afsnittet om skik og brug over, for den slags påklædning bliver folk i Thailand og Laos - og mange andre lande - utrolig stødt over. Men de siger ikke noget, og så tror mange turister - der selv kommer fra langt mere aggressive lande - at det er i orden.

Nå, men nu kom vi rigtig ud at sejle med Den Mægtige Mekong, Vandenes Moder, som den kaldes. Den er rødbrun og uklar, og man kunne såmænd også kalde floden Den Mudrede Mekong, eller Vandenes Mudder.

Men mudderet er ikke forurening og Mekong er stadig en af de mest uspolerede og reneste floder i verden. Hvor længe det varer kan man kun gisne om.

Vi passerer store områder med kæmpe klippestykker ude i floden. For et år siden var der flere, men især kineserne har været ivrige efter at få dem sprængt væk så Mekong kan blive farbar for større handelsskibe. Så i dette område er der allerede sprængt en del væk, men nu er sprængningerne midlertidigt stoppet af miljøhensyn.

Langs bredderne ligger de traditionelle landsbyer med flotte bambushuse på pæle. Det ser idyllisk ud, men det er et hårdt liv og især i regntiden er det barsk at bo sådan. 85 pct af Laos´ indbyggere er fiskere og bønder - ofte begge dele afhængigt af årstiden. Og man kan ikke lade være med at lægge mærke til, hvor imponerende grønne og frodige de store bjergsskråninger langs floden er.

Laos bliver ofte kaldt et naturparadis, fordi det er så uspoleret, men alverdens illegale tømmerhandlere ved også godt, at her er meget skov, og de er begyndt at fælde og sælge træerne.

Det er en trøst at tænke på, at landskabet er så bakket og bjergrigt, så nemt for dem er det ikke.

Vores båd blive sejlet af en lille familie, far, mor og to børn. Den lille datter sidder ude i forhuset, mens sønnen på ca. 10 år hjælper med at starte motoren og slæbe alle rygsækkene om bord. Han kikker på de underlige turister - og journalister - og vores besynderlige udstyr, beklædning og behåring.

Sidst på eftermiddagen, lige inden det bliver mørkt, når vi frem til Pak Beng, en lille landsby, hvor vi skal tilbringe natten. Bådens passagerer hopper af og skynder sig op ad hovedgaden for at finde et gæstehus at sove i, og det gør vi også. Der står ikke nogen og råber og skriger for at lokke turisterne til netop deres gæstehus. Det er meget anderledes end i mange andre lande, og dejligt befriende.

Vi er kommet til afslappede Laos.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten