Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

10 millioner miner - en til hver

For syv år siden trådte han på en mine. Dengang var Lim Tola 11 år.

Af Lasse Nørgaard
Publiceret 14-02-2007

"Jeg kan huske eksplosionen og hvor ondt det gjorde. Jeg besvimede ikke, men prøvede at komme op at stå og børste benet rent, men det hele var i trevler. Min mor havde hørt eksplosionen og kom løbende og bar mig hen til hospitalet".

Nærmeste hospital var fire kilometer væk, og her fik Lim Tola amputeret det nederste af venstre ben. Siden da har han gået rundt støttet til en bambusstok.

For fire dage siden ankom han til Internationalt Røde Kors` store center i Battambang. Her er han ved at få taget afstøbning til en ben-protese, og når den er sat på, vil han være i stand til at gå uden stok.

10 millioner miner

Siden 1991 har Røde Kors haft et proteseværksted i Battambang. Det dækker nu fem af de provinser i det nordlige og vestlige Cambodia, hvor der stadig ligger flest miner. I selve Battambang provinsen sker en fjerdedel af alle ulykker med landminer og ueksploderede bomber, og så sent som i 1998 blev der lagt mange nye miner ud.

Næsten en halv million hektar af landet er stadig dækket af miner, og det går langsomt med at rydde dem. Her ligger 10 millioner miner, næsten lige så mange, som der er indbyggere i Cambodia.

De fleste ulykker sker i februar, marts. Så er det såtid, og mange bønder bliver nødt til at rykke længere og længere ud på markerne for at kunne dyrke til sig selv og sine familier, også selv om de ved, at markerne ikke er ryddet for miner.

Lederen af centret fortæller, at de fleste ofre er voksne. Minerne er så kraftige, at børn som regel dør, hvis de træder på dem.

Ud af skolen efter ulykke

Lim Tola kommer fra den lille landsby Teuk Chhun i Anlong Vieng distriktet. Han hørte først om Røde Kors centret for nylig, da personalet besøgte distriktet for at forbedre og reparere protesterne hos dem, der allerede har nogle. Samtidig undersøgte Røde Kors folkene om der var nye ofre eller ofre, der ikke tidligere har fået behandling.

Lim Tolas nye protese kommer til at bestå af naturgummi fra Cambodia. Det er lokalt, billigt og slidstærkt, selv om protesen skal skiftes ud efter nogle år.

Mellem storetåen og tåen ved siden af er et lille mellemrum, så han kan gå med flip-flap sandaler.

Når jeg spørger hvad han gerne vil i fremtiden, tøver han meget. Så svarer han, at han gerne vil lære noget med elektronik, men han ved ikke, om det kan lade sig gøre. Han stoppede i skolen i 3. klasse, efter han havde trådt på minen. Transporten blev alt for besværlig, så han måtte opgive.

Lim Tola har to søstre og tre brødre. En fjerde bror døde af at træde på en mine, to måneder før Lim Tola trådte på en.

Vil være computerprogrammør

Inde i det store fysioterapi rum med madrasser, måleinstrumenter og barrer øver Varin sig i at gå med sine to nye proteser. Hun har stadig begge ben, men de er tynde og forkrøblede, fødderne vender ind ad og hun har aldrig kunnet gå. Hun er ikke mine-offer men havde polio som spæd.

Polio er en af krigens bivirkninger. Sundhedssystemet brød sammen, og der blev ikke vaccineret mod polio (og andre sygdomme), så derfor er der mange polio-ramte i Cambodia i dag.

Den 17-årige Varin smiler meget. Hun er køn, har fine runde guldkugler som øreringe og et blåt blomsterhårspænde i plastik. Hun bor på et center ejet af en kristen organisation, der har taget sig af hende, siden hun var lille.

"Jeg kommer her kun for at træne to gange om ugen, for ellers går jeg i skole" fortæller hun.

I dag er det fridag. Det er den internationale dag for menneskerettigheder, og det bliver fejret som helligdag i Cambodia.

Varin går i 8.klasse, og hendes yndlingsfag er engelsk. Hvorfor?

"Fordi der er ikke ret mange job, jeg kan få, når jeg er sådan. Engelsk er min eneste mulighed, så kan jeg måske en dag blive computer-programmør"

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Undervisningsartikel

Lasses oplevelser