Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Artikler fra JP's arkiv

Buddhismen sejrede over kommunismen
Hver morgen omkring klokken 6 begynder det synlige buddhistiske liv i Luang Prabang, Laos' gamle kongeby, hvor der i den gamle bydel er 30.000 mennesker og 26 templer med tilknyttede klostre.

 

Munkene i deres gule klæder går i gåsegang ud fra klostrene med madskål under armen. I hundredevis af byens indbyggere, hovedsagelig kvinder, sidder på knæ på bestemte strøg i byen, munkene passerer, og hver passerende munk får en lille håndfuld ris af hver buddhist, de passerer.

Alt sker under brede smil, og mens Explorer-holdet står ved siden af en kvinde, der afleverer ris, dumper der et bananblad med sticky rice, klistret ris, ned til hende. Den munk havde fået rigeligt med sticky rice den morgen og ville gerne have plads til noget mere af den almindelige ris. Buddhister i Laos er pragmatiske.

Maskinarbejder i USA
Blandt de mange munke, der går ud i gaderne denne morgen, er en, vi møder senere på dagen i vores søgen efter en voksen munk, der taler engelsk.

Det er Oth Phommachanh på 42 år, der står og snakker med forbipasserende i Wat Pakkhan, Pakkhan templet, det nordligste i den gamle bydel, efter at en ceremoni med trommer og gonger er overstået.

»Hvis du vil vide, hvordan det er at være munk i Laos, skal du tale med en anden,« siger han grinende på et engelsk, der ikke er helt let at forstå.

»Jeg er ganske vist født her i Luang Prabang. Men jeg var maskinarbejder i Connecticut, USA fra 1981 til 1995, da jeg blev buddhistmunk i et lille laotisk buddhistisk kloster i Connecticut. Nu har jeg været her et par måneder for at besøge min mor og for at lære mere.«

»Jeg har amerikansk pas. Men jeg er laot, og måske flytter jeg tilbage, for der er rarere her end i Connecticut,« siger Oth.

Han har prøvet at gå rundt med risskålen i Connecticut: »Men det bliver jeg ikke mæt af. Så hjemme i USA lever jeg af kaffe og sandwiches som alle andre amerikanere.«

To kolleger fra pressebureauet AP og BBC, stationeret i Hanoi, der er på ferie i Laos og tilfældigt overhører samtalen, er ved at tabe hat og solbriller. Den dårligst klædte af alle de laotiske munke er i virkeligheden en forhenværende amerikansk maskinarbejder.

Kommunisterne gav op
En anden munk, Boupheng på 64 år, siger til Oth, at de skal tilbage til klostret, hvor de bor. De tager en tuk-tuk, en åben taxa, og vi følger efter. Vi inviterer de to kolleger fra Hanoi med. De vil komme tilbage senere for at lave radio og artikler med den hurtigtsnakkende laotisk-amerikanske munk.

Vores følgesvend fra det laotiske udenrigsministerium, der er med os rundt for at hjælpe, men også for at sikre, at vi ikke taler politik med folk i det kommunistiske Laos, hvor journalister ikke må rejse frit rundt, mister hurtigt interessen for vores samtale med de to munke.

Boupheng, der blev munk i 1971 som 23-årig, begynder derpå at fortælle om buddhisternes forhold i Laos, da Pathet Lao, kommunisterne tog magten i 1975.

»Pathet Lao forsøgte at ødelægge buddhismen. Men de gav hurtigt op. Jeg var dengang munk i et kloster i det nordlige Laos. Pathet Lao forbød laoterne at give almisser til munke og til templer. I det kloster, jeg var, smed mange munke deres dragt og risskål og valgte et liv uden for templerne, fordi Pathet Laos magtovertagelse gav håb om fred i landet efter årtiers uro.«

»Men millioner holdt lige som jeg fast ved troen. Jeg flyttede her til Luang Prabang, hvor jeg nu passer planterne i klostret. Og allerede året efter, i 1976, erkendte Pathet Lao, at buddhismen er så stærk i Laos, at den ikke kan underkues, så vi fik atter lov til at praktisere vores religion frit.«

Boupheng fortæller også, at de kommunistiske magthavere forsøgte at påvirke buddhismen bl.a. ved at kræve politisk undervisning i templerne:

»Men det blev aldrig rigtigt til noget. Vi blev undervist i landbrug, men ikke i marxisme. Og det er stille og roligt gledet ud i ingenting,« beretter den ældre munk.

Uantastet religion
Udlændinges fortællinger om tvungen undervisning af laotiske buddhistmunke harmonerede ikke med Bouphengs og Oths beretninger.

Pathet Lao har forbudt en buddhistsekt, der har sin oprindelse i Thailand. Og buddhister, der tilhører denne sekt, er vandret over Mekong-floden til Thailand. Men de 60 pct. af Laos' befolkning, der tilhører den laotiske buddhisme, praktiserer øjensynlig deres religion helt uantastet.

Oth planlægger at studere buddhistisk meditation i Thailand i de kommende måneder, før han vender tilbage til sit lille tempel i Connecticut på den amerikanske nordøstkyst.

»Bare rolig, vi mødes en anden gang enten i Laos, i Thailand, i Kina eller i USA. Eller måske i Danmark,« siger den forhenværende amerikanske maskinarbejder, da vi tager afsked, fordi han skal ind i templet og meditere.

Børn reddes fra sex-slaveri
Den 45-årige Sompop Jantraka blev indstillet til Nobels Fredspris i både 1996 og 1998. Hans direkte mål er imidlertid ikke at frelse verden, men at vriste børn fra Den Gyldne Trekant ud af sex-slaveriet i Sydøstasien. Nu er han også begyndt at hjælpe statsløse børn, født af burmesiske Shan-folk, der er flygtet til Thailand, til en uddannelse, der giver børnene mulighed for en fremtid og måske et statsborgerskab i Thailand.

 

Vi møder Sompop på hans institution, DEPDC, Development and Education Centre for Daughters and Communities, i Mae Sai i det nordligste Thailand, tæt på grænsen til Burma.

Sompop er ikke længere daglig leder af DEPDC. Det er den 26-årige Pensri, der selv kom til institutionen med det første hold piger for 13 år siden. Pensri, der er fra en nærliggende landsby, har i dag mand og en søn på fire år. Hun undgik at ende i børneprostitution, fordi hun kom til DEPDC, som hun er indstillet på at arbejde for resten af sit liv.

På samme tid, som Pensri kom til DEPDC, endte mellem 40 og 50 af hendes jævnaldrende veninder fra landsbyen som børneprostituerede. De fleste kom til Bangkok, andre til Singapore, Hong Kong, Malaysia, Japan og andre steder i Asien.

Penge - ingen glæde
»De af dem, der er kommet tilbage hertil, er mine veninder i dag. Nogle af dem tjente mange penge ved prostitution, de har købt store huse og lever et velhavende liv. Men de har ikke fundet ro i et fast forhold og har ikke fået børn. Andre er kommet hjem uden penge. De holder sig mere tilbage. To, ved jeg, er døde af AIDS, og andre er HIV-smittede. Mange ved jeg slet ikke hvor er blevet af. Blandt dem er der formodentlig flere, der er døde. Prostitution er ikke noget godt job. Det giver penge, men ingen glæde, og de tidligere prostituerede, jeg kender, har ikke nok selvtillid til at gå ind i et parforhold og skabe en familie,« fortæller Pensri.

»Men de tidligere prostituerede, der er kommet tilbage, er velkomne her på hjemegnen, og ingen ser ned på dem. Det er accepteret, at de har været prostituerede,« siger hun.

Sompop føjer til, at det både er godt og ondt, at prostitution gennem adskillige generationer har været et accepteret erhverv i Thailand.

»Det fører også til, at alt for mange tror på, at man kan dyrke fri sex uden egentlige konsekvenser,« siger han, men gør dog opmærksom på, at selv om han personligt gerne så, at prostitution forsvandt, er det ikke prostitution som sådan, han bekæmper.

»Jeg koncentrerer mig om at være med til at hjælpe børn,« slår han fast.

Fattige familier sælger undertiden deres døtre for 16.000 baht, knap 3000 kr., til mellemhandlerne, der igen sælger pigerne til bordeller over hele Asien.

Fattige forældre
»Jeg fordømmer ikke forældre, der ofte tror, deres døtre på 10-15 år får job som servitricer i storbyerne. Betalingen er også en formue for de fattige forældre,« siger Sompop. »Men problemet vokser, fordi udbredelsen af HIV og AIDS har fået mange asiatiske mænd til at tro, at de undgår smitte, hvis de har sex med mindreårige piger. Efterhånden ender stort set ingen thaier som børneprostituerede. I stedet har de skruppelløse handlere vendt sig mod de fattige familier i Burma, Laos og Kina, hvor de enten køber børn under løgnagtige forudsætninger, eller simpelthen kidnapper dem.« Sompop og Pensri hjælper ikke alene de misbrugte børn på institutionen i Den Gyldne Trekant, de arbejder på at skabe et netværk, så børnene kan komme hjem til de familier, hvor de stammer fra.

»Endnu fungerer det ikke, som det skal. Vi sendte de første 13 børn hjem til Burma sidste år. Vi har fået at vide, at de fire af dem er tilbage i prostitution i Thailand igen. Og i de tilfælde er vi desværre magtesløse, som sagerne står nu. Derfor håber vi, at vi kan få skabt et samarbejde med myndighederne i Burma, så vi kan sikre, at børnene igen får et ordentligt hjem hos familien, de kommer fra.«

Sompop føjer til, at så vidt han kan se, er den eneste vej til at hjælpe med at bedre forholdene for de fattige burmesere at samarbejde med Burma.

»Selv om der måske sker ting i Burma, vi ikke bryder os om, opnår vi intet ved blot at vende burmeserne ryggen. De er blandt de fattigste i verden, og vi skal hjælpe dem til at få en bedre hverdag gennem samarbejde. Det er det eneste reelle, vi kan gøre,« mener Sompop.

Udover børneprostituerede hjælper DEPDC også børn af burmesiske familier fra Shan-staten, som i titusindvis er flygtet over grænsen til Thailand.

»Hvis børnene er født i Thailand, har de ret til skolegang og lægehjælp. Vi tager os af børnene her på stedet. Ofte er det vanskeligt at overbevise myndighederne om, at børnene er født i Thailand. I mere end 600 tilfælde har jeg imidlertid med min underskrift bevidnet, at børn af burmesiske forældre er født her i landet, så de har fået fødselsattest,« fortæller Sompop. Han siger, det ikke er vanskeligt at rejse penge fra internationale organisationer til arbejdet. Det bakkes også op af den thailandske kongefamilie og af regeringen.

Hentede børn ud
For en halv snes år siden rykkede Sompop og hans medarbejdere selv ind i bordeller i blandt andet Bangkok for at hente de børneprostituerede. Nu kommer størstedelen af de tidligere børneprostituerede til DEPCD ved myndighedernes mellemkomst.

Det er langtfra alle thaier, der er glade for arbejdet i DEPCD, simpelthen fordi det skaber opmærksomhed om børneprostitution og derved gør det stadig mere vanskeligt at fortsætte handelen med børn til prostitution. Sompop fortæller ikke om de alvorlige trusler, han har fået. Det regner han blot for en forventet risiko i forbindelse med arbejdet for at skabe bedre forhold for nogle af verdens fattigste børn, der lever i risiko for at blive seksuelt misbrugt.

Carreras skrumpede ind foran Angkor Wat
Kvinder i lange silkekjoler og sko med stilethæle samt mænd i smoking eller i khmer-silkejakker og sorte bukser, godt og vel 900 mennesker, spadserer i skumringen fra Angkor Wats vestport den lange vej til østporten i skær af olielamper og til tonerne af traditionel khmer-musik fremført af musikere, der er placeret på den et kvarter lange gåtur på store blankslidte sten.

For hver af dem er der betalt en billet til mellem 500 og 1500 dollars, mellem knap 4000 og godt 11.000 kr., for en middag med underholdning i særklasse fra kl. 19 til kl. 22.

Vi er i et uland. Men der bliver ikke sparet på noget, når Raffles Hoteller arrangerer velgørenhedskoncert foran et af verdens mest berømte kulturmindesmærker, det 850 år gamle hinduistiske Angkor Wat tempel i Cambodia.

En CNN-speaker som værtinde, kongen som protektor, premierministeren som åbningstaler, den thailandske konges søster som hædersgæst og den spanske tenor José Carreras som leverandør af sang til desserten.

Overskuddet går til Røde Kors, børnehjem, ofre for landminer og beskyttelse af vilde dyr.

Af med smokingjakken
Explorerholdet er blevet akkrediteret denne særprægede begivenhed, hvor det cambodianske lederskab og en flok velhavende eller indflydelsesrige udlændinge bænkes ved borde og får en festmiddag garneret med fornem cambodiansk ballet og trommedans - og José Carreras akkompagneret af Singapores Symfoniorkester.

Før sikkerhedskontrollen ved indgangen til de opdækkede borde og den opstillede tribune fotograferes de smukkeste og mest indflydelsesrige dinner-koncertgæster til de lokale medier med det farveoplyste Angkor Wat i baggrunden, mens naturen leverer fornem illumination med zig-zag lyn over regnskoven nord for Angkor.

Den lumre tropeaften får alle til at svede, og der er rift om vifterne, som deles ud af Bangkok Airways, der er sponsor for begivenheden. Overvægtige mænd tager hurtigst muligt smokingjakken af, mens mange af kvinderne har forberedt sig på varmen med tynde kjoler med dybe nedskæringer for og bag.

Fællesskab i regnen
Premierminister Hun Sen og hans kone går på scenen og ligger på knæ for en gruppe på 100 ældre buddhistiske munke, der beder for fred, efter at CNN-toastmasteren har forklaret, at koncertens formål er fred. Hun Sen holder så en tale om freden i Cambodia og turismens fremtid i landet, ligesom han takker José Carreras for, at han vil kaste glans over begivenheden.

Det festklædte publikum er øjensynligt mere interesseret i at tale indbyrdes end i, hvad der sker på tribunen. Og for en stor del af publikum ser det ud til, at aftenens største begivenhed er, da regnen kommer.

Arrangørerne er forberedt. Under hver stol ligger et tyndt plastregnslag med hætte. Og der fremskaffes kolossale stykker sort plastfolie, som lægges henover bordene. Publikum omkring de runde borde er pludselig forenet under plastdækket, og en stemning af spejderlejr breder sig ved flere borde.

Vinglassene med druer fra medsponsor Robert Mondavi Winery bliver dækket med papstykker, så vinen ikke bliver fortyndet, og alt bliver hurtigt normalt igen, før underholdningen begynder.

Det første indslag er den særprægede og graciøse Kongelige cambodianske Ballet, der undgik at blive likvideret under de røde khmerers rædselsregime. De elegante danserinder har udviklet deres hypermobile graciøsitet til en fascinerende forestilling i verdensklasse. De følges af inciterende cambodianske trommer, som akkompagnerer dansere, der illuderer aber.

Medbragt dirigent
Lidt efter kl. 21 går José Carreras på scenen, fulgt af sin medbragte dirigent, David Giménez. En medarbejder fra Raffles i Singapore fortæller til Jyllands-Posten, at José Carreras krævede Giménez på podiet og ikke ville vide af Singapores Symfoniorkesters musikalske leder, den kinesiske dirigent Lan Shui.

Orkestrets øvrige faste dirigenter, Lim Yau og Okko Kamu, blev også fundet for lette til opgaven, selv om det er asiater, der har stået for prøverne med orkestret. Det er langtfra et ukendt fænomen i hvert fald i Asien, at dirigenten på podiet ved en koncert ikke har stået for indstuderingen af den opførte musik.

I tilfældet med Carreras i Cambodia var opgaven imidlertid af en sådan karakter, at det snarere er fotos af begivenheden foran det oplyste Angkor Wat end lydsiden, der bliver husket.

José Carreras' repertoire denne aften er domineret af senromantisk salonmusik af italienske og spanske komponister, der ikke har store navne udenfor deres hjemlande. Den italiensk-britiske Tosti, hans italienske elev Costa og den samtidige Falvo er i dag glemt af de fleste koncertgængere ligesom Gastaldon og Granados. Publikums akklamation er - helt fortjent - ikke overstrømmende, før de ni programsatte sange med Carreras er overstået.

Populære ekstranumre
Lyden fra de ni første sange bliver ikke optaget af de TV-stationer, der er til stede. I de udleverede retningslinjer for pressen bliver det nemlig gjort klart, at alle, der optager lyd med Carreras før fremkaldelsen, vil blive bortvist.

Men publikum ved, at der er mere i vente. Derfor klapper de og tramper i gulvet, da de ni sange er overstået.

Blandt de forventede ekstranumre er nogle af de mest kendte sange, som Carreras fremfører med sin verdensberømte tenorrøst, der er på vej ind i karrierens efterår.

Og med en konge som protektor samt en premierminister på forreste række kan selv José Carreras ikke undslå sig for at give ekstranumre. Her kommer de kendte udtog fra musicals og operaer, som publikum endelig kan nikke genkendende til: En sang fra Rodgers & Hammersteins "South Pacific", di Capuas "O Sole Mio", etc. Og her må medierne optage. Så nu eksisterer der billede og lyd med Carreras foran Angkor Wat, der overfor et veloplagt publikum synger en del af sit mest populære repertoire.

Men det afspejler ikke den faktiske begivenhed, som er en habil fremførelse af en række sange, der hører til blandt de musikalske kuriositeter og næppe interesserer uden for en snæver kreds. Det er synd, at arrangørerne ikke bruger den enestående lejlighed til at præsentere eksempler på det ypperste og mest populære af vestlig musik.

Efter koncerten spørger en af de lokale tilhørere - øjensynligt lidt forundret over virakken om den europæiske tenor - Jyllands-Postens medarbejder:

»Alt det, han stod og sang, betyder det noget?«

Og det er ikke sådan at svare på, hvis man ikke samtidig skal antyde, at billetprisen står i et skærende misforhold til den musikalske oplevelse.

Dansk pioner i Laos
På Østtimor har FN bygget skoler med skolepulte og stole, som er fremstillet af balau-træ på en møbelfabrik i udkanten af den lille laotiske by Thakhek.

Mange havemøbler, danske husejere for kort tid siden flyttede i udhuset, så de ikke tager skade af vinteren, og som er købt på tilbud i et dansk supermarked eller varehus, er lavet på den samme fabrik.

Fabrikken er bygget op fra ingenting af en 32-årig sønderjysk pioner, der for fem år siden valgte at emigrere til Laos.

Ejnar Jørgensen fra Ravsted bor nu på 2. sal i et stort hus ved Thakhek sammen med sin kone Phonhao på 30 - i daglig tale Poc - og deres datter Amanda på to år. I huset ved siden af bor svigerforældrene, den tidligere laotiske toppolitiker Kramban Chanthasone på 72 år og hans kone Pongpan på 56 år.

»Hvis jeg for fem år siden havde vidst, hvor svært det er at drive en møbelfabrik her, var jeg begyndt på noget andet,« siger Ejnar Jørgensen med et skævt smil og føjer til: »Jo, jeg har da undervejs overvejet, om jeg skulle lukke virksomheden. Men der er kun én udvej: At få det til at blive en god forretning. Det er det ikke endnu.«

Da Ejnar Jørgensen var færdiguddannet som bygningssnedker for en halv snes år siden, tog han til Vietnam, hvor han arbejdede for møbelfirmaet Tropical Dane i Saigon og senere gik i kompagniskab med nogle kolleger om et nyt firma, før han atter vendte hjem til Danmark og tog uddannelsen som trætekniker.

»Da jeg var færdig, besluttede jeg at tage til Laos, fordi her er fuld af træ, men faktisk ingen møbelfabrikker. Her er jeg sikker på, at træet er lovligt fældet, og at det kommer fra skovbrug eller plantager, der drives forsvarligt. Det er man ikke sikker på i Vietnam, hvor alt træet er importeret. Der er jo ikke skov tilbage i Vietnam,« siger Ejnar Jørgensen. Og når han siger det, får man straks opfattelsen af, at han ikke bare er politisk korrekt, han taler som en fagmand, der holder af træ, og som vil gøre sit til at bevare regnskoven i Sydøstasien.

Enorme skovarealer
»Der bor jo ikke mange mennesker i Laos, men her er enorme skovarealer. Regeringen er klar over, at det ikke skal gå lige så galt her som i Thailand og Vietnam, hvor de store skove er fældet. Derfor kommer der om kort tid et totalforbud mod eksport af tømmer fra Laos. Men kun højst fem pct. eksporteres som forarbejdet træ i dag, det meste som parketgulv og kun omkring én pct. som møbler.«

Der er fire laotiske møbelfabrikker, som eksporterer deres produktion. En svenskejet, to laotisk ejede og Ejnar Jørgensens fabrik Applied Art Trading Co. Ltd., eller bare AA.

Mens vi taler, skal Ejnar ordne meget andet. Pludselig kommer en ung australier, Elise Pendleburry. Hun skal have instruktion om, hvordan aftenens engelskundervisning skal køre.

»Ja, vi har jo god plads, så vi har lavet en lille skole, hvor Elise og min kone Poc underviser i engelsk. Vi har også lavet en børnehave, så Amanda har nogen at lege med. Og sidste år blev vi færdige med gæstehuset, hvor I overnatter. Der er både værelser med bad og en sovesal, hvor rygsækrejsende kan bo. Når bygningerne står her, skal vi jo udnytte dem bedst muligt - og også helst tjene noget på det,« siger Ejnar.

Bygningerne blev opført af svigerfaderen, Kramban, for en del år siden. Ideen var, at her skulle være en betonrørsfabrik. Men projektet faldt fra hinanden.

»Husene stod som rå mure uden nogen verdens ting, da vi kom. Vi har selv lavet det hele: Døre, vinduer, møbler, gulve. Det var jo den eneste vej til at få tingene,« konstaterer Ejnar Jørgensen.

På fabrikken arbejder nu 40 kvinder og 60 mænd. Nogle af maskinerne er fra Graasten Maskinfabrik, købt fra et fallitbo i Struer, andre kommer fra Asien.

»Kvinderne er mere stabil arbejdskraft end mændene. Dels er alle mændene også risbønder ved siden af, dels sker det jo, at de går en tur i byen. Så vi kan ikke regne med, at alle mændene møder hver dag. Selv om grundlønnen kun er 200.000 kip (200 kr.) om måneden, er det ikke lønnen, der skal få en til at lave en fabrik her. Det er råvarerne lige uden for døren.«

Vil lave kvalitet
»En af mine drømme er, at vi kan komme til at lave højkvalitetsmøbler i stedet for mellemkvalitet og lavprisvarer, som vi fremstiller nu. Størstedelen af vores produktion er jo møbler næsten magen til dem, konkurrenterne i Vietnam og Indonesien laver. Og hvis de køber illegalt skovet smuglertræ, kan de spare mellem 25 og 50 pct. på råvarepriserne. Så i dette marked er der ikke meget at tjene.«

Ejnar Jørgensen leder med lys og lygte efter muligheden for at låne mellem 100.000 og 200.000 dollars til at etablere sin egen savmølle: »Så kan jeg nemlig følge træet fra opkøbet i skoven til de færdige borde og stole. Og så kan jeg få et certifikat på, at mine møbler er lavet af træ fra bæredygtigt skovbrug. Et mærke med den oplysning på møblerne vil give salget et skub fremad, selv om prisen næppe stiger,« siger han.

Han har søgt forskellige former for ulandsbistand til at hjælpe fabrikken videre: »Hvis jeg var tysker, kunne jeg have fået hjælp. Men som dansker med et laotisk registreret firma kan jeg ikke få hjælp, selv om vi skaber arbejde og eksport i et af verdens fattigste lande, hvor møbeleksporten er en iøjnefaldende mulighed for at skabe udvikling.«

»Men jo mere jeg ser, desto mere ser jeg ned på ulandsbistanden. Eksperter og rådgivere hæver høje lønninger, bor i store huse, har store biler. Men hvor bliver pengene til laoterne af? Det er da godt, at de velbetalte udlændinge bruger mange af deres penge her, for de penge bliver i Laos. Nogle af græsrodsorganisationerne er også gode nok, men alt for få af pengene ender ude hos de fattige laoter, hvor pengene skulle gøre gavn.«

Mens Ejnar Jørgensen taler, kommer hustruen Poc og svigerforældrene Kramban og Pongpan til.

Svigerfaderen, der sluttede sig til Pathet Lao i 1948, var guvernør her i provinsen, til han trak sig tilbage fra politik for en halv snes år siden. Det er tydeligt at mærke, at den gamle partisan fra Pathet Lao er stolt over sin danske svigersøn og hans resultater: »Jeg kæmpede mod den franske kolonimagt, som vi slap for i1954, og jeg kæmpede mod amerikanerne. Det Laos, vi har i dag, er ikke det Laos, vi drømte om, da vi var unge. Men en mand som Ejnar kan hjælpe os med at bygge Laos' økonomi op, så vi kan få en fornuftig fremtid.«

Kramban skjuler ikke, at han var meget imod datterens ønske om ægteskab med Ejnar, og at det var svigermoderen Pongpan, der tog pænt imod ham.

»Men nu har vi jo lært ham at kende og ser, hvad han kan. Og vi har mødt hans forældre to gange. Det er fine mennesker.«

Kommunistiske idealer
Kramban taler gerne og længe om tiden med Pathet Lao i hulerne i Nordlaos, hvor han mødte hustruen Pongpan. De gamle kommunistiske idealer er heller ikke glemt: »Og USA opfører sig stadig som om de vil regere hele verden. Se nu bare hvordan amerikanerne opfører sig over for Irak. Amerikanernes indstilling er ikke ændret siden Indokina Krigen. Jeg foragter amerikanerne. Men jeg vil da godt have deres dollars.«

Datteren Poc er ikke så interesseret i faderens snak om politik. Hun vil derimod godt fortælle om mødet med Ejnar: »Mine forældre var ikke begejstrede. De ønskede et arrangeret ægteskab med en laot. Men heldigvis var min yngre søster allerede blevet gift i et arrangeret ægteskab, og så kunne det bedre gå, at jeg gik mine egne veje.«

Ejnar Jørgensens svigerforældre havde givet afkald på den medgift, det ellers er kutyme, at svigersønner betaler svigerforældre for deres datter.

»Men da brylluppet skulle stå, spurgte en af de ældre i familien, hvad medgiften var,« fortæller Poc. »Og så var der ingen vej udenom. Vi fandt 2000 dollars, guldsmykker og diamanter både fra Ejnars og fra min familie. Det blev så udstillet som medgift ved brylluppet - og bagefter blev det hele afleveret, hvor det var lånt.«

Den skjulte livsfare
Doch Sopat er 13 år. For et halvt år siden gik han ud i skoven med sine to ældre brødre for at samle brænde til ildstedet hjemme i landsbyen, tæt ved Siem Reap og Angkor Wat i det vestlige Cambodia.

»Jeg trådte på en landmine, og min venstre fod blev sprængt af. Jeg væltede omkuld. Jeg græd og råbte på mine brødre. Så kom min ene storebror for at hjælpe. Men han trådte på en anden landmine. Den dræbte både ham og min anden storebror, og jeg blev ramt af en masse metalsplinter. De ødelagde mit ene øje,« fortæller Doch Sopat.

Hans historie er hverdag i Cambodia, hvor landminerne stadig kræver mindst 5000 uskyldige ofre hvert år. Selv om cambodianerne gør en stor indsats for at rydde landet for landminer efter årtiers krig og borgerkrig, ligger der stadig skønsmæssigt mindst tre millioner livsfarlige landminer spredt i Cambodia. Det er især bønder og legende børn, der bliver ramt af ulykkerne.

Doch Sopat bor sammen med tre andre drenge på et særpræget hjem for lemlæstede børn, Landminemuseet i Siem Reap, der er startet og drives af den 28-årige Aki Ra, selv tidligere barnesoldat først hos De røde Khmerer, siden hos vietnameserne, og sidst i den cambodianske hær.

Tre kammerater dræbt
En af de fire drenge hos Aki Ra er hjemme hos forældrene på besøg. De to andre er Hoath Ack på 14, der mistede et ben ved at træde på en landmine i regnskoven for fire-fem år siden, og Sot Tol på 13, der for to et halvt år siden gik ud i en rismark med fire andre børn for at lede efter en ko. Sot Tol gik som nr. fire i kolonnen, da et af børnene foran ham trådte på en landmine. De tre foran Sot Tol blev dræbt, Sot Tol mistede et ben og en pige bag ham mistede en hånd.

De fire landsbydrenge er blandt de heldige, der kommer i pleje og i skole hos Aki Ra, hvor to japanske piger for tiden arbejder som lærere for drengene.

»Vi har haft mange flere børn, siden jeg flyttede hertil for fire-fem år siden. Flere er blevet gift og har nu selv børn, og mange har et arbejde,« siger Aki Ra.

Han fortæller med varme om den skæbne, der er skyld i, at han i dag har sit private minemuseum, selv om det drives i skarp strid med de lokale myndigheder.

Hans voldsomme barndom og ungdom som soldat, hvor han, efter at De røde Khmerer slog hans forældre ihjel, har kæmpet i så godt som alle hære i Cambodia, er delvis beskrevet i et lille hefte, han sælger for to dollars på museet.

Aki Ra mener, man skal huske, men han mener også, livet skal leves videre. Han fortæller blandt mange andre episoder om et hjerteligt møde for to år siden med sin farbror. Forrige gang, de mødtes, stod de foran hinanden med våben i hånd, farbroderen som soldat for De røde Khmerer, Aki Ra i vietnamesisk uniform:

»Jeg skød hen over hovedet på min onkel. Han genkendte mig ikke. Det morede vi os meget over, da vi mødtes igen.«

Efter De røde Khmerers sammenbrud og FN's indrykning i Cambodia fik Aki Ra arbejde for FN som tolk, fordi han havde lært engelsk. Og han blev aktiv minerydder som FN-ansat.

»Da FN rykkede ud, fortsatte jeg med at rydde miner. Jeg vidste jo, hvor mange af landminerne lå, fordi mine kammerater og jeg havde lagt miner for både den ene og den anden hær. Og jeg har fundet og uskadeliggjort omkring 20.000 landminer de seneste 10 år,« siger han.

Han begyndte at samle miner og bomber for at lære andre om farerne ved dem, og det er i dag blevet det private museum på vejen mellem Siem Reap og Angkor Wat.

»Jeg går stadig ud og leder efter miner, selv om det ikke længere er min fuldtidsbeskæftigelse. I sidste uge var jeg ude i en landsby her i nærheden, og jeg fandt fire miner på en time.«

Da Aki Ra begyndte sin private minerydning omkring Siem Reap, kunne han på nogle dage finde og uskadeliggøre 30 miner i timen. I modsætning til de organiserede, statslige mineryddere, arbejder han med sin hjemmelavede stok med en lille haveske på spidsen og et par fladtænger - og helt uden beskyttelse. Han har ikke været ude for ulykker.

Hans oplevelser og hans arbejde har ikke gjort ham til pacifist, selv om han arbejder fuldtids med at rydde op efter krigens rædsler - menneskeligt og materielt.

Forfærdelige hære
»De røde Khmerer var forfærdelige. Jeg kendte som barn ikke en anden verden, fordi de overtog min opdragelse, da jeg var fem år, og mine forældre var døde. Men den vietnamesiske hær, som jeg blev tvunget over i, da jeg var 13 år, opførte sig også forfærdeligt.«

»Vinderne har det med at misbruge deres magt,« siger han filosofisk, men tilføjer dog, at det er blevet meget bedre at leve i Cambodia efter De røde Khmerers fald og efter vietnamesernes tilbagetrækning.

I sit eget arbejde har han dog store problemer med myndighederne, selv om han har fået tilladelse fra regeringen i Phnom Penh til at have sit private museum for landminer.

»Militærpolitiet har været her og hentet vognladninger af miner, bomber, våben, uniformer og andet, jeg havde udstillet. De krævede også mit museum lukket. Deres forklaring var i første omgang, at fortiden skule glemmes, at bl.a. turister ikke skulle blive skræmt af museet.«

»Men nu er alt det, de har hentet her, udstillet på et offentligt museum i Siem Reap. Så nu er forklaringen, at jeg ikke må have tingene, fordi jeg er civil. Jeg kender nok mere til soldaterlivet end dem, der stadig kommer her og henter ting,« siger han lakonisk.

Den store flod klarer sig
Floden danner samtidig grænse mellem lande, der har en lang historie om krig med hinanden. Nu samarbejder landene om fredelig anvendelse af floden i Mekongkommissionen, hvis øverste chef er danskeren Jørn Kristensen.

I dag bor der mellem 55 millioner og 60 millioner mennesker langs Mekong flodens nedre løb, fra grænsen mellem Kina og Laos til flodens udløb i deltaet i Vietnam.

»Om 25 år bor her 90 millioner mennesker. I dag lever 80 pct. af fiskeri og risdyrkning, og det gør de også om 25 år. Derfor er det vigtigt, at der er et samarbejde mellem landene langs Mekong om en fornuftig og bæredygtig udvikling, så floden og dens omgivelser kan klare det øgede befolkningspres,« siger Jørn Kristensen, generalsekretær for Mekongkommissionen, med kontor i Phnom Penh i Cambodia.

»Mekong er stort set intakt. Der er ikke forurening af betydning, og der er en kolossal fiskerigelighed. Antallet af fiskearter er mellem 1500 og 2000, og der hentes hvert år to milloner tons fisk op af floden. Halvanden million tons fiskes op, mens en halv million tons stammer fra akvakultur, fra fiskedamme. Det er ikke blot folkene, der bor langs floden, men omkring 300 millioner mennesker i Sydøstasien, der får hovedparten af deres mad fra Mekong.«

Lande skal samarbejde
Jørn Kristensen er ikke bekymret for presset på Mekong:

»Selvfølgelig kan floden ikke blive ved med at være, som den er i dag. Folkene, der lever langs Mekong, får mad, men de hører til blandt verdens fattigste. Der skal simpelthen ske en udvikling - og det vigtige er, at udviklingen tilrettelægges i et samarbejde mellem landene, så balancen opretholdes. En tropisk flod er heldigvis utrolig robust.«

Hvis de enkelte landes projekter ikke koordineres, kan det gå galt.

Det skete i 2000, da vietnameserne prøvede dæmningen ved Yali over Sesan floden, en biflod til Mekong i Det centrale Højland. »Der kom en to meter høj flodbølge ned i Cambodia; børn druknede, afgrøder blev skyllet væk og veje blev ødelagt,« fortæller Jørn Kristensen.

Sesan-dæmningen blev bygget med støtte fra Sovjet på et tidspunkt, da Cambodia under De røde Khmerers styre ikke var med i Mekong-samarbejdet, så ingen aftaler blev overtrådt ved prøvekørslen, der resulterede i en katastrofe i Cambodia.

»Men det har haft den positive effekt, at alle nu kan se, hvor vigtigt det er, at der samarbejdes snævert om udnyttelsen af Mekong og dens bifloder. Sesan-katastrofen vil ikke få noget sidestykke,« forsikrer Mekongkommissionens chef.

Kommuniststyre
Mekongkommissionens forløber, Mekongkomiteen, blev dannet i 1957 med de tre kongeriger Laos, Cambodia og Thailand samt Sydvietnam som medlemmer. Organisationen blev skabt som et bolværk mod kommunismen. Det blev en eklatant fiasko, idet Pathet Lao tog magten i Laos i 1975, Pol Pots Røde Khmerer tog magten i Cambodia, og Nordvietnam erobrede Sydvietnam. Både Laos og Vietnam er endnu styret af kommunister.

Først i 1995 blev samarbejdet mellem de fire lande genetableret, nu i Mekong River Commission, Mekongkommissionen.

Kommissionen har fortsat et politisk sigte: Den skal forebygge konflikt i området, der i århundreder, også før den franske kolonimagt viste sig på arenaen, har været hærget af krige mellem landene.

»Men tiden var blevet en anden, så Mekongkommissionen blev først og fremmest skabt som et forum, hvor man skal lave forpligtende aftaler om en bæredygtig udvikling af Mekong bassinet,« siger Jørn Kristensen.

Landene langs Mekongs nedre løb fra Den gyldne Trekant til deltaet i Vietnam er alle dybt afhængige af floden.

»Landenes interesser er ikke identiske. Thailand er interesseret i kunstvanding til landbruget. Laos er også interesseret i kunstvanding, men er især interesseret i at bygge vandkraftværker.

Cambodias hovedinteresse er fiskeriet. Vietnams store interesse er, at der er tilstrækkeligt med vand i floden til, at der kan kunstvandes, og at der ikke trænger saltvand ind i de kystnære områder,« forklarer chefen for samarbejdet om floden.

Han pointerer, at denne opstilling naturligvis er en forenkling af de faktiske forhold. Men forholdene viser, at et samarbejde er nødvendigt.

»I Mekong deltaet tegner 20 pct. af Vietnams befolkning sig for halvdelen af Vietnams fødevareproduktion. Cambodia henter 16 pct. af sit bruttonationalprodukt fra fiskeriet, og 75 pct. af al animalsk protein, som cambodianerne spiser, er fisk fra Mekong. Og hvis der bliver samarbejdet om ressourcerne, er der nok til alle, også selv om befolkningen øges,« siger Jørn Kristensen.

Fælles flodvarsling
Den øverste halvdel af Mekong løber i Kina, hvor floden har sit udspring i Qinghai-provinsen. Men kun omkring 16 pct. af flodens vand kommer fra Kina. Mekong løber også forbi Burma - men her danner floden grænse til Laos. Og efter at Kina for ganske kort tid siden har indvilget i at udveksle hydrologiske oplysninger - oplysninger om vandgennemstrømning - med Mekongkommissionen, er det blevet muligt at lave et effektivt system for varsling af oversvømmelser.

»Vi har nu daglig udveksling af hydrologiske oplysninger, og jeg venter, at vi snart også får en tilsvarende udveksling af oplysninger om vandkvalitet. Der er vilje fra begge sider til et nært samarbejde, selv om Kina ikke ønsker at være med i kommissionen.«

Der arbejder godt 150 medarbejdere i Mekongkommissionen i Phnom Penh. Et ministerråd og en styringskomite med repræsentanter for de fire medlemslande udgør den formelle ledelse. Den daglige drift af sekretariater i Phnom Penh må imidlertid ifølge fundatsen ikke være en statsborger fra et af de fire medlemslande i erkendelse af, at ikke al fjendskab mellem landene er glemt.

Den første generalsekretær var japaner. Han blev i 1999 afløst af Jørn Kristensen, der bl.a. har arbejdet for FN's narkotikaorganisation i Burma i flere år, før han fik jobbet.

Dansk finansiering
Mekongkommissionen er indtil videre først og fremmest finansieret af bistandsmidler fra Vesten. Danida er den største bidragyder.

»Selv om det kunne se sådan ud, er der dog ingen sammenhæng mellem Danidas bidrag og min ansættelse. Jeg kom fra FN-systemet, og jeg søgte jobbet sammen med 500 andre. Ansøgningerne gik gennem et konsulentfirma, før vi var en lille gruppe, der kom til samtale med ministerrådet,« forklarer Jørn Kristensen.

Han lægger i sit arbejde stor vægt på, at bistanden udefra og de udenlandske eksperter i forskerstilingerne skal være et overgangsfænomen. Landene skal selv overtage finansieringen, og det skal være fagfolk fra medlemslandene, der skal dominere administrationen, mener han.

Der ligger allerede en plan for, at de fire medlemslande selv skal betale alle driftsudgifter for kommissionen fra 2013.

»Og nu er vi gået igang med at få unge kandidater fra medlemslandene til at arbejde her på en måde, så de kan få en Master eller en Ph.D samtidig med, at de arbejder eller forsker her. Det er i sin vorden. Men det vil ad åre betyde, at de fire medlemslande selv kan stille med de videnskabsmænd, der skal til at drive samarbejdet. Udlændinge skal naturligvis ikke udelukkes, men Mekongkommissionen skal være Mekong landenes helt egen organisation.«

Eldorado for kunsttyve
Angkor Wat, et af verdens mest overrumplende og imponerende komplekser af historiske bygningsværker, er også til stadighed rammen om velorganiseret plyndring af kunsttyve, der fjerner skulpturer og relieffer, som indbringer millionformuer ved salg hos kunsthandlere i Taiwan og Hong Kong, i London, Zürich og New York.

Explorerholdet møder en af de politimænd, der i mere end 10 år har boet - rent bogstaveligt - i tempelkomplekset for at beskytte kulturskattene mod tyverier og ødelæggelser:

»Før i tiden mødte vi kunsttyve hver eneste nat. Nu er det ikke hver uge, vi pågriber nogen. Men vi er også 10 politifolk, der sover herinde i templerne,« fortæller politimanden, der kun ønsker at identificere sig med sit efternavn Ran, og som kun vil fotograferes til avisen med ryggen til:

»Det er folk med stor indflydelse her i Cambodia og i Thailand, som står bag en meget stor del af tyverierne, så jeg skal være forsigtig. For der er så store formuer involveret, at det er livsfarligt at vide for meget om, hvad her foregår,« siger Ran.

Buddhaer forsvundet
Han sover nu hver nat på gulvet i Angkor Wat. Han kender hver en krog, hver en sten - og hver en skulptur.

»Her i De tusinde Buddhaers Galleri stod for få år siden mange hundrede Buddha-statuer. Nu kunne det døbes om til De tyve Buddhaers Galleri. Og flere af Buddha-statuerne, der mangler hovedet, har mistet det inden for den seneste tid. Det er forkert at lægge al skylden for ødelæggelserne og tyverierne på de franske koloniherrer og De røde Khmerer og senere de vietnamesiske tropper. Der forsvinder stadig ting selv her i det inderste af Angkor Wat,« fortæller Ran bittert.

Han beretter om, hvordan han og kolleger for kort tid siden opdagede kunsttyve, der opererede med metaldetektorer om natten ved Angkor Thom:

»Der var fem mand. Vi skød på dem, og vi ramte to. De blev såret og afleveret til politiet i Siem Reap. De er allerede fri igen, fordi det blev hævdet, at beviserne mod dem ikke holdt. De havde fundet en meget kostbar saddel med pynt af guld og sølv. Jeg håber, den er endt på vores depot her, men jeg ved det ikke.«

Ran tjener selv mellem 200 og 250 kr. om måneden som politimand. Han forstår godt, at de lokale kunsttyve, der ofte er rekrutteret blandt egnens fattige bønder, gør forsøget med at finde figurer med metaldetektor eller at stjæle figurer og dele af relieffer inde fra templerne: »De kan måske tjene op mod 200 dollars (1500 kr.) på en nats arbejde. Det er mange penge for fattige mennesker. Men det hele fortsætter, fordi kunsthandlere i udlandet betaler meget, meget mere for tyvekosterne,« siger Ran.

Topfolk indblandet
Han er ikke i tvivl om, at mænd tæt på regeringen i Phnom Penh er involveret i tyverierne og smuglerierne. Korruption er et voldsomt problem i Cambodia, og der er formuer på spil i den internationale handel med kunstværkerne fra Angkor Wat.

En journalist-kollega i Beijing, Ed Gargan fra Newsday, besøgte for nylig en antikvitetshandler i Taipei på Taiwan, der havde effekter fra Angkor Wat til salg. Ed Gargan fortæller, at den taiwanske antikvitetshandler søgte at overbevise ham om, at det var godt, at der bliver stjålet så mange kunstværker og antikviteter fra Angkor Wat: »Effekterne bliver jo passet meget bedre af de nye ejere, velhavende private samlere, end hvis de blev ude i Cambodias regnskov,« sagde handleren.

I de seneste år er priserne på antikviteter fra Asien steget eksplosivt på de internationale kunstauktioner hos bl.a. Sotheby's og Christies. Og i Angkor Wat-komplekset, der dækker et stort antal kvadratkilometer, hvoraf meget er dækket af regnskov, bevogtes de uoverskuelige værdier om natten med en halv snes politimænd, der betales med knap 250 kr. om måneden.

»Vi kan naturligvis ikke leve af vores løn,« siger Ran. »Jeg har lidt forretning med turister, som jeg viser rundt. Om der er nogle af mine kolleger, som får penge af kunsttyvene, ved jeg ikke. Men jeg vil ikke have med den slags at gøre. Det er vores historie, og den skal blive her i Cambodia, hvor den hører til.«

Centrum for storrige
Under et besøg på Angkor Wat og de øvrige templer fra khmer-kulturens glansperiode møder man ustandselig uniformerede politibetjente. De tilhører det cambodianske turistpoliti, som holder tiggere væk og sørger for ro og orden mellem de mange handlere med souvenirs og læskedrikke. Turistpolitiet har moderne udstyr og nye køretøjer, så de hurtigt kan rykke ud, hvis der er behov. Turisterne kan trygt bevæge sig rundt i komplekset, mens fremtiden er mere usikker for de kulturskatte, turisterne kommer for at se.

Området, der i dag normalt betegnes Angkor Wat, var i perioden fra omkring år 800 til 1430'erne centrum for det store khmer-rige, der strakte sig over det meste af Sydøstasien op i Yunnan-provinsen i Kina, indtil det gik i opløsning på grund af thai-kongers oprør mod khmererne.

De bevarede bygningsværker er templer, der blev bygget af de hinduistiske konger. Senere blev de omdannet til buddistiske templer. Verdslige bygninger i khmer-rigets hovedbyer omkring Angkor blev bygget af træ og er derfor ikke bevaret. Skriftlige kinesiske kilder beskriver livet i khmer-kulturen, som i Vesten stort set kun er kendt for kunstværkerne fra Angkor Wat.

En landevej af vand
Vi mødte Thong Vanh forleden længere oppe ad floden. Hans skib, som ikke har et navn, men kun et nummer, er både arbejdsplads for den 47-årige flodskipper og bolig for ham og hans familie, der også omfatter hustruen Khamman Vanarasouk på 37 og deres toårige datter La.

Når den lille La, der render rundt i det store kaptajnslukaf, bliver ældre, bliver hendes første skolestue måske også ombord på en floddamper, måske i land.

»Men La kommer nok i skole i land, når hun fylder fem år. Måske går jeg også i land til den tid og starter en eller anden virksomhed. Måske køber jeg en bus og bliver buschauffør, for transport er det, jeg kan,« siger Thong Vanh, som har været selvejende flodskipper på Mekong de seneste 20 år.

Thong Vanh er laot, og han sejler kun på Laos' del af Mekong. Fra Den gyldne Trekant i nordvest, hvor Laos, Burma og Thailand mødes, så langt mod sydøst, som fragtkontrakterne rækker.

Lige nu er det ris, der kommer ombord, som skal længere ned ad floden. »Når jeg afleverer risen, får jeg forhåbentlig en ny last, så jeg ikke skal sejle videre uden last. Ellers går jeg til Luang Prabang, hvor der er en mægler, som altid kan skaffe mig fragt,« siger Thong Vanh.

Han er hverken født eller opvokset på floden. Hans far var laotisk risbonde, og han begyndte selv at arbejde i rismarkerne.

»Men så tog jeg ud på floden. Vi har tre besætningsmedlemmer ombord på skibet her, som kan tage en last på 150 tons. Jeg begyndte lige som dem, der går nede på dækket nu. Men jeg kiggede skipperen over skulderen for at lære, hvordan man navigerer på floden. Så i 1982, da jeg var 27, købte jeg mit første skib. Livet på floden er jo dejligt, og det hele gik godt i begyndelsen,« fortæller Thong Vanh.

Han blev gift, fik fire børn og købte et stort hus i Houay Xay oppe i Den gyldne Trekant, og en bil.

Fotoalbums bliver taget frem. »Her er huset i Houay Xay. Der bor to af børnene fra mit første ægteskab. Den næstældste, der handler på markedet og den yngste, der går i skole. Den ældste er politimand og bor i et nyt hus, og nummer tre er gift, og hun har et barn.«

Når Thong Vanh fortæller om huset oppe i nord og bilen, er det, som om han snakker om fortiden.

»Jeg har ikke været deroppe i et år - i hvert fald. Jeg er glad for alle mine børn, men nu er jeg gift med Khamman, og vi har La. Det hele blev anderledes, da min første kone omkom i en ulykke på en speedbåd i 1999,« siger Thong Vanh.

Thong Vanh er ikke parat til at fortælle om, hvorfor alt blev anderledes, men det er åbenlyst, at skipperen både var glad for sin første kone og er mindst lige så glad for sin anden kone.

Hustruen Khamman fortæller heller ikke om sit første ægteskab, der endte med skilsmisse for 10 år siden, udover at hun siger, hendes første mand stadig sejler på floden, og at hun har to døtre med sin første mand.

»Vi holdt en stor begravelse over min første kone. Jeg solgte bilen og måtte låne 20 millioner kip (ca. 20.000 kr.) i banken for at fortsætte her på floden. Nu skal jeg have betalt gælden, og så må vi se, hvad der sker,« siger Thong Vanh.

Altid fragt at få
Selv om 20.000 kr. er en formue for de fleste laoter, er det ikke et beløb, der kan ryste Thong Vanh. Han solgte sin gamle bil for 75.000 kr. Beløb, der er fuldkommen uoverskuelige for risbønder i Laos, afskrækker ikke flodskipperen.

»Livet på floden er dejligt, og selv om vi nu får den tørre tid, hvor det måske er svært at passere Vientiane med last ned mod flodens munding, er her altid fragt at få. Jeg sejler med ris, andre fødevarer og træ. Det er det, der bliver fremstillet langs floden, og som skal flyttes andre steder hen. Og det skal alt sammen flyttes rundt inden for Laos' grænser. Vandfaldene sætter grænsen for, hvor langt jeg kan gå mod syd.«

Fattige fiskere klager ikke
Huot Tien, den 54-årige ejer af fiskelod nr. 12 ved Plorn, drømmer om, at han kan tjene langt flere penge, hvis han ikke blot skal sælge sin fangst af småfisk til opkøberne for 25 øre pr. kg. Hvis han får en lille fabrik, kan han selv producere fiskesovs, der sælges til høje priser i Thailand.

»Jeg har ikke penge til at lave en fabrik. Men jeg håber, at jeg en dag får råd til det. For så er der mulighed for langt større indtægter og langt flere arbejdspladser for os her i området,« siger han.

Huot Tien omsætter årligt mellem 800 og 900 tons fisk i sin virksomhed. 5 pct. af fangsten er store konsumfisk, men langt størstedelen af fangsten er småfisk, der fermenteres og bruges som sovs eller krydderi i maden, enten her i Cambodia eller i nabolandene Vietnam og Thailand. Konsumfisken bliver solgt på marked i Phnom Penh eller i Siem Reap. Småfiskene går til fabrikkernes opkøbere.

Alt efter sæsonen beskæftiger Huot Tien mellem 20 og 70 fiskere og vodbindere. I årevis arbejdede han selv på samme måde i et fiskekooperativ her ved Sap floden, der løber mellem Mekong og Tonle Sap søen - iøvrigt verdens eneste flod, der løber begge veje, idet den skifter løbsretning alt efter, om der er mest vand i søen eller i Mekong.

En rig fisker
Huot Tien taler, som om penge aldrig har været det helt store problem for ham, selv om han skal betale, hvad der svarer til flere hundrede tusinde kr. i årlig statsafgift for at beholde rettighederne til lod nr. 12.

»Det skulle ikke undre mig, om han er god for adskillige hundrede tusinde amerikanske dollars,« siger biologen Lieng Sopha fra Cambodias fiskeriministerium, der er med os som kyndig tolk.

Huot Tien driver et af de store kommercielle fiskefirmaer, som findes langs Sap floden. De store fiskefirmaer får koncession på et lod, en del af floden, hvor kun de må fiske. Kontrakterne på lodderne løber i to år ad gangen, og hvert andet år holdes offentlig auktion over lodderne.

Det er ikke højsæson for fiskeri i Cambodias floder i december. Men alligevel er der mange arbejdere i sving hos Huot Tien. Garnene skal nemlig være i bedst mulig stand, når det store fiskeri begynder i ferbuar. Derfor er der mange hænder i gang med at bøde garn eller knytte nye garn til den kommende sæson.

Fattig værdighed
Efter at have fået et indtryk af forholdene i det kommercielle storfiskeri ved Sap sejler vi et lille stykke længere mod syd, hvor landsbyen Plorn tager rigtig karakter. Husene på pæle og med vægge og tag af palmeblade er ikke velholdte. Men beboernes smil er brede, og den fattigdom, vi møder, udstråler en livsglæde og værdighed langt fra usselheden og rodet i asiatiske storbyers slum. Fiskerne her i Plorn har ikke ret meget, men de har orden i det, de ejer.

»Før var der kommercielt fiskeri her, og vi måtte fiske langt herfra. Men ham, der havde koncessionen, gav op. Nu kan vi fiske frit lige uden for, hvor vi bor,« fortæller Nouneang.

Fiskerne i Plorn fisker dels med runde net, som de udkaster fra båden og spreder elegant som et skørt i en hvirvlende dans, dels bruger de ruser eller tejner, flettet af vidjer. Ved siden af fiskeriet dyrker de 138 familier i Plorn ris og grøntsager til eget forbrug. Hvis de har overskud af fisk, bliver det solgt, og på den måde kommer der penge til køb af tøj, sæbe, salt, lys og andre ting, man ikke selv kan lave.

»Mine to guldtænder er betalt med penge fra salg af fisk,« siger Nouneang, mens hans børn hænger op ad ham.

På spørgsmålet om, hvor mange børn han og hans kone Chrean har, må Nouneang lige tælle en omgang: »Det bliver tre, nej fire, drenge og to piger.« Tal er ikke noget, man går meget op i her i landsbyen. Da Nouneang får spørgsmålet om, hvor gammel en af drengene er, svarer han efter længere betænkningstid, samtidig med at han peger hen på en søvning vandbøffel: »Knægten blev født samme sommer som vandbøflen der.«

Befolkningstilvæksten er stor i Cambodia, og området her er et af de steder, hvor khmerer, der ikke kan skaffe sig føden andre steder, flytter hen. De seneste år er 10 fremmede familier flyttet til Plorn. Det giver dog ikke anledning til bekymring i fiskersamfundet:

»Vi har mad nok. Om der også er fisk nok til, at alle vore børn og alle de andre børn, der er her nu, kan blive her som voksne og leve af fiskeri, tja, det er ikke nemt at sige,« mener moderen Chrean.

»Men vi har fået en skole nu, og når børnene lærer at læse og skrive, kan de måske få arbejde i byen,« siger hun.

Et par fiskerdøtre går i skole i byen, men ingen har hørt om, at nogen fra landsbyen nogensinde har fået en uddannelse, der gav mulighed for arbejde et andet sted.

»Men hvis vi ikke kan klare os med fiskeriet, kan vi jo begynde at fælde træer på den anden flodbred, hvor der ikke bor nogen,« siger Nouneang. Som formodentlig de fleste lansbybeboere i Cambodia kender han ikke til de skrappe restriktioner, regeringen i Phnom Penh har indført for at bevare Cambodias regnskov. Intentionerne med restriktionerne giver Cambodia anerkendelse i udlandet, men når landets indbyggere ikke kender dem, og når store tømmerfirmaer lader hånt om restriktionerne, er det umuligt at sikre, at alt tømmer fra Cambodia rent faktisk stammer fra de områder, hvor tømmerfirmaerne har koncession til at fælde træer.

Fiskene er under stuegulvet
Det plasker under gulvet, mens vi sidder og taler med Nguyen Van Dam. Vi sidder i forstuen ved et nydeligt bord. Der står et vitrineskab med nips ved siden af husalteret, og henne i hjørnet står en stor legetøjsbil, som en af familiens drenge kører rundt i. Bagved er der endnu en stor stue, et køkken og et par soveværelser. Her er aircondition, TV, PC med internetforbindelse og andet moderne udstyr.

Huset har kostet 450.000 kr. Det flyder på pontoner af bambusrør i Mekong floden. Det helt specielle ved huset er, at der nedenunder er et fire meter dybt, indhegnet bassin, hvor Van Dam opdrætter fisk.

»Jeg har otte huse i alt, så det bliver til 2000 tons fisk om året,« fortæller Nguyen Van Dam.

Han overtog fiskebruget fra sin far for 12 år siden. Da var produktionen 10 tons om året. »Det er gået ganske godt. Jeg har kontrakt med en filetfabrik, der eksporterer frosne fileter til Hong Kong og Taiwan, USA og Europa, og vi har nu 15 mand i arbejde på vores huse.«

De otte huse ligger side om side med fem meter imellem hinanden, forbundet med gangplanker.

Nguyen Van Dam er så velhavende, at han ikke har den store kødhakkemaskine og blandemaskinen, hvor fiskefoderet fremstilles, stående på terrassen foran beboelseshuset. Fodermaskinerne står på de andre huse, hvor ansatte formaler skidtfisk blandet med avner fra ris og foderpiller til en brun mos, som fiskene får at æde.

Med og uden hormoner
Hos fiskeopdrætterne her i Chau Doc produceres basa, en stor spisefisk, hvortil yngelfisk indkøbes fra fiskere i Cambodia, samt tia, kattefisk, en malle, hvortil ynglen købes fra en udklækningsanstalt i Chau Doc, som er opbygget med fransk bistand.

Det tager et år at opfede en basa, mens det kun tager seks måneder at opfede en tia fra yngel til en vægt omkring 1 kg, hvor fisken slagtes.

Det særlige kraftfoder, der blandes i skidtfiskene og risavnerne, har nedsat foderomkostningerne mærkbart, fortæller Nguyen Van Dam. Han forsikrer om, at der hverken er tilsat antibiotika eller hormoner til kosttilskuddet.

At man har kendskab til brug af hormoner i foderet fremgår imidlertid indirekte af, at der på sækkene med fodertilskud står: "Không có Hoocmon", ifølge vores tolk: "Uden indhold af hormoner". Da vi bemærker, at denne indskrift på sækkene må betyde, at der blandt fiskefarmerne er kendskab til effekten af hormoner i foderet, trækker han på skuldrene og smiler.

Nguyen Van Dam fortæller, at man blot skal lade sig registrere hos myndighederne for at få lov til at sætte en fiskefarm op. Eneste regel er, at der skal være mindst 50 meter til nærmeste nabo, og at man skal have en afstand på fem meter mellem sine egne huse, hvis man da har flere.

Forurening
»Jeg er født her på floden, og jeg har ikke bemærket væsentlige ændringer i vandets kvalitet. I syv måneder af året er her meget stærk strøm, og da får vi konstant frisk vand fra Mekong. I de øvrige fem måneder kan vi måske mærke en vis effekt af risbøndernes øgede brug af kunstgødning og sprøjtemidler,« siger Nguyen Van Dam.

En embedsmand i uniform, der er med på besøget, griber ind og fortæller om den grundige kontrol af vandkvaliteten i floden samt om, at alle fiskefarmene skal have tanke til WC og spildevand, så affald ikke ryger direkte ud i floden.

At der kommer fiskefoder uden for dammene under de talrige fiskefarme vidner det intensive fiskeri rundt om farmene om. Fra Nguyen Van Dams fiskefarme hældes hver dag mellem 17 og 19 tons foder i floden. Og lige op ad huset sejler fiskere med deres garn.

Embedsmandens indgriben gør imidlertid, at Nguyen Van Dam ikke har lyst til at tale mere om eventuel forurening af Mekong, som fagfolk siger er et problem her, mens floden er en af verdens reneste, før den kommer ned til deltaet i Vietnam.

En velhavende mand
Nguyen Van Dam er blandt de mest velhavende fiskefarmere i området. Hans ældste søn skal efter planerne på universitet til næste år, og der er ikke udsigt til problemer med familiens økonomi. Nguyen Van Dam følger fiskepriserne via internettet, og han køber kollegernes overskud af fisk, når han ser sin fordel i det. Han får nemlig en god pris for sin fisk, fordi han har en fast kontrakt med en filetfabrik, der forpligter ham til at levere en vis mængde fisk årligt.

Naboen, Tran Van Duoc, producerer 70 tons tia, kattefisk, om året. Han håber, at han kan spare penge op, så der bliver råd til udvidelse af produktionen: »Men det er svært, når fiskepriserne ikke er højere,« konstaterer han som velsagtens enhver kollega verden over.

Vi taler med Tran Van Duoc i husets soveværelse og opholdsstue. Dobbeltsengen står henne i hjørnet, og lige ved indgangen er der et hul ned til fiskedammen under huset.

Tran Van Duoc behøver ikke sælge sine fisk til en mellemmand, selv om hans produktion ikke er stor nok til en selvstændig kontrakt med filetfabrikken: »Vi har lavet "20.000 tons Fiskeklubben", en slags kooperativ, hvor vi er mange fiskeproducenter, der har slået os sammen om at lave en kontrakt med filetfabrikken. Det sikrer os en væsentlig bedre pris end den, vi ville få, hvis vi skulle sælge til en mellemhandler.«

For få slanger i ris-paradiset
Risbønderne tænker på deres udbytte. Fiskerne tænker på vandkvaliteten i floden.

»Vi skal producere den store mængde ris for at have mad nok, ikke bare i Vietnam. Men vi skal have nedsat forbruget af sprøjtemidler og kunstgødning, så vi ikke ødelægger fiskeriet, som også er afgørende for folk her i området. Vi skal simpelthen finde balancen - og vi skal finde den, før det går galt.«

Ordene kommer fra dr. Nguyen Huu Chiem fra Miljøfakultetet på Cantho-universitetet. Han er kørt på sin motorcykel ud i landsbyen An Binh for at fortælle om arbejdet med at omlægge landbrug til at være i pagt med naturen i en landsby, hvor der bor 100 familier.

Rotteplage
Han ærgrer sig over, at bønderne i Mekong-deltaet i årevis har fanget slanger for at spise dem eller sælge dem til eksport til Kina.

»Det er skyld i, at vi flere steder her i deltaet har fået en voldsom rotteplage. Nogle steder fanger de rotter med hænderne. Andre steder får bønderne penge, hver gang, de afleverer 1000 rottehaler. Men det betyder jo blot, at de kan tjene flere penge, hvis de har flere rotter. Så det er ikke en ideel løsning,« siger Chiem.

Nogle steder i det sydlige Vietnam spiser man rotter.

»Men det skal man nu være lidt forsigtig med. For hvis der er pesticider i rotterne, kan det være farligt,« fastslår Chiem, der mener, at rotterne er en af de plager, der skal bekæmpes med gift, indtil der atter er slanger og rovfugle nok til at holde rotterne nede.

»Fødekæden er brudt. Den prøver vi at genoprette. Men selv om flere får øjnene op for problemerne, skal vi naturligvis bruge kemikalier til at hjælpe os, blot det sker med omtanke. Et problem er imidlertid, at bønderne ikke er uddannet godt nok. De tror, at jo mere de gøder, og jo mere de sprøjter, desto større udbytte får de. Den opfattelse prøver vi at ændre.«

Driften lagt om
For to år siden gik Chiem, der selv stammer fra An Binh, i gang med at overbevise bønderne i området om, at de skulle omlægge driften: Dyrke mindre ris, mere frugt og grønt, avle svin og fremstille biogas samt gøde grøntsagerne med gylle - og have fisk på markerne, når der ikke er ris.

»Det var svært at overbevise bønderne. Det tog et år. Og hvis jeg ikke selv var vokset op i landbruget herude og selv kunne tage et nap med og vise bønderne, hvad det var, jeg mente, var det aldrig gået godt.«

Først blev vejene og kanalen hen til Mekong forbedret og udbygget, og siden kom Chiem og hans medarbejdere med frø til grøntsager, hegn til de økologiske grøntsagsbede - så hønsene ikke åd kimplanterne - hjælp til biogasanlæg etc.

Og i den lille landsby er der i dag 100 procents opbakning bag det delvis økologiske eksperiment, der muligvis kan blive en model for store resten af landbruget i Mekong-deltaet.

Tre gange høst
Den store risproduktion i Vietnam, hvor man med kunstvanding kan høste på markerne tre gange om året, mens man i nabolandene Cambodia og Laos kun høster ris en gang om året, er nemlig også hård ved ressourcen vand, som der ellers er nok af i Mekong. Hvis der ligger for meget vand på de vietnamesiske rismarker i den tørre tid, trænger der nemlig saltvand ind i de frugtbare landbrugsjorder tæt ved kysten.

»Og vi skal have balance i hele systemet. Derfor må vi også se på andre afgrøder, så forbruget af vand fordeles bedre,« siger Nguyen Hu Chiem.

Bonden Nguyen Hoang Nam, der bor i Loi Du, en del af An Binh, er en af dem, der fra begyndelsen har støttet ideerne om omlægning. Han inviterer os ind til en snak over en kop citronte i sit hus.

»Det er blevet en succes allerede efter et år. En del af de andre bønder var ellers skeptiske. Nogle havde ænder og fisk, som de ikke syntes, de kunne få ind i systemet. Men alle er tilfredse i dag,« fortæller han.

Gyllen giver gas
Nam går ud i svinestien, hvor seks Yorkshire-søer ligger og sover i tropeheden. Der er ingen smågrise lige nu. Men alligevel er produktionen af biogas fra gyllen mere end tilstrækkeligt til, at hans kone, Le Thi Phung, kan holde liv i tre gasblus i køkkenet på én gang. Nu skal hun ikke længere hente brænde i skoven.

Gylletanken er en stor plastpose. Og når gassen er produceret, spredes gyllen, der nu tilmed har mistet stanken, ud på grøntsagsbedene.

»Før vi begyndte på den nye drift, vidste jeg intet om svin eller om haver med grøntsager. Det er helt givet, at jeg vil komme til at tjene mere. Det varer ikke længe, før jeg skal sælge de første fisk, jeg har opdrættet på en rismark. Og de penge er ren ekstrafortjeneste,« siger Nam.

Efter at bønderne har nedsat brugen af kunstgødning og sprøjtemidler, er der også kommet flere fisk i kanalen, blot på ét år.

»Hvis vi passer på naturen, giver den os udbyttet tilbage mange gange,« siger han.

Vietnamkrigen
Nam er født her for 40 år siden. I en periode under Vietnamkrigen var området krigsskueplads, og familien flygtede.

»Vi kom tilbage efter genforeningen i 1975. I begyndelsen skulle vi lave landbrugskooperativer. Men det kunne slet ikke gå, og det var nødvendigt med arbejde ved siden af. I 1986 kom åbningen, og vi fik skøde på jorden, som nu er vores egen. Vi har aldrig sultet her, men vi har aldrig haft det så godt som i dag. Og måske begynder min kone og jeg at flette kurve, så vi også kan tjene penge på det - uden at skade naturen.«

I marken på kunstige ben
I fire år klarede Timty sit arbejde i O Chenh Chean, en landsby ved Anlong Veng i det nordligste Cambodia, ved at skubbe sig selv rundt på en lille vogn med fire hjul. Han trillede langsomt ud i rismarken, kravlede ned fra vognen og arbejdede i jorden.

Han fik et kunstigt højreben for to år siden, og netop nu går han - på det kunstige ben og en krykke - og venter på to splinternye ben på Internationalt Røde Kors' handicapcenter i Battambang.

»Om 14 dage håber jeg, jeg kan tage hjem, når jeg har lært at gå på to nye ben. Så kan jeg blive en langt bedre hjælp for min kone i marken,« siger Timty.

Han er ikke et øjeblik i tvivl om, at han hurtigt vil lære at gå på de to kunstige ben som adskillige af de andre khmerer på handicapcentret allerede gør.

»Min bedste ven hjemme i landsbyen har to kunstige ben.«

Timty bor i et af de områder i Cambodia, hvor det endnu har lange udsigter med at få ryddet den frugtbare jord for millioner af landminer.

»Hjemme hos os er mange kommet til skade eller er blevet dræbt af landminer. Dem, der træder på miner, mister ben, men dem, der tager miner op med hænderne, mister hænder og øjne, når minerne eksploderer. Og hvis man ikke kan se, er der ikke meget at tage sig til,« siger Timty med et skævt smil.

Faren er der endnu
Han er 36 år. I 1979 blev han som 13-årig indrulleret i De røde Khmerers hær, hvor han var soldat i 12 år, før han blev civil bonde i 1991. Han har kone og fire børn hjemme i landsbyen:

»Men børnene er endnu for små til at hjælpe med at skaffe føden, så vi har, ligesom andre familier, hvor en af de voksne eller begge er lemlæstet af landminer, vanskeligt ved at dyrke jorden og få tilstrækkeligt udbytte.«

Timty husker ikke meget fra ulykken, da han ramte en landmine under markarbejdet i 1996: »Jeg besvimede. Men nogen forbandt mig og bragte mig til hospitalet i Siem Reap, hvor jeg blev lappet sammen.«

»Det er faktisk først nu, efter at freden er kommet og Cambodia er blevet genforenet, at risikoen går op for mig - fordi vi lever i konstant fare for at ramme landminer, når vi arbejder i marken,« siger Timty, der som i hundredtusindvis af andre cambodianere har en fortid som barnesoldat.

Tilbage til hverdagen
Hans kunstige ben er lavet af polypropylen på Internationalt Røde Kors' handicapcenter i Battambang, hvor man siden 1991 i samarbejde med Cambodias socialministerium har hjulpet cambodianere med proteser og med genoptræning.

På centret i Battambang har man gennem de forløbne 11 år sørget for proteser til 8836 sårede og syge.

»I vores afdeling af Røde Kors skal vi kun hjælpe krigsofre. Men da poliovaccinering gik i stå under krigen, har vi desværre en hel del børn med polio. Dem hjælper vi naturligvis også,« siger Francois Blaise, bandagist eller som han kalder sig selv "benmager". Francois Blaise kom til Cambodia første gang i 1994 og arbejder her nu i sin anden periode.

»Hvis jeg skal være helt ærlig, er der en større glæde ved at kunne hjælpe børn og yngre mennesker i Cambodia til at genvinde førligheden, end der er ved at lave benproteser til ældre franskmænd, der har spist, røget eller drukket for meget. Her får jeg lov til at hjælpe mennesker til en hverdag, så de kan arbejde og forhåentlig klare sig selv.«

Francois Blaise småsludrer med alle, ansatte og patienter, mens vi går rundt med ham på handicapcentret. Det her er ikke elendighed, det er hårdt ramte mennesker, der får det bedre med en protese og med træning.

»Alle proteser i Cambodia laves af det samme materiale: Polypropylen, der kan formes og svejses. Vi laver arme og ben, som vi ville have lavet dem i Europa, og tilpasningen til stumpen på kroppen skal naturligvis være perfekt, så vore patienter kan komme ud at arbejde igen.«

»Vore kunstige fødder er dog tungere end dem, jeg ville lave i Europa. En fod vejer 650 gram,« siger han og tager en op af en kasse på lageret.

»De tunge fødder er nemlig mere slidstærke end letvægtsfødderne. Og de fleste cambodianere går med bare fødder - også når de har protese. En solid fod fra os kan holde mellem et og to år, så skal den fornyes. Mange besøgende tror, at et kunstigt ben, en kunstig fod eller en kunstig hånd holder hele livet. Jeg plejer så at spørge folk om, hvor mange par sko, de har hjemme i skabet. Det, vi laver, bliver naturligvis slidt som alt muligt andet, der bruges.«

Jorden giver ris og bomber
Store bomber, mortérgranater, fosforgranater, antipersonel-landminer. I tusindvis af ueksploderede efterladenskaber fra Indokina-krigen ligger spredt på et meget lille areal, vi står på, tæt ved Savannakhet. Folk bor her og dyrker jorden, der fortsat giver en solid høst af de livsfarlige afgrøder ved siden af risen og grøntsagerne.

Vi er standset ved en ganske almindelig række af landarbejderhuse, der ligger klos op ad markerne, hvor der er fundet i tusindvis af bomber. Malaithong på 29 år kommer hen til os. Hendes mand, som hun fortæller er mekaniker, er på arbejde, og hendes tre børn er i skole.

»Jeg tænker da meget på alt det, der ligger rundt om os. Men vi bor her, og vi har ikke råd til at flytte. Og så sker der da heldigvis kun få ulykker,« siger Malaithong.

Hun fortæller om, hvor forskrækket hun blev i forsommeren, da hun så røg på marken lige uden for huset.»Det lignede damp, og jeg troede, én var begyndt at lave mad ude på marken. Men jeg gik ikke derud, og lige pludselig eksploderede det hele. Det var en granat, der var gået hul på.«

Farligt i varmen
Disse ulykker sker i maj, når der bliver meget varmt, beretter Malaithong. Fosforgranater, der har ligget her i mere end 30 år, bliver gennemtæret, og kontakten med den fugtige tropeluft er tilstrækkelig til at antænde granaterne.

»Selvfølgelig er jeg bange for bomberne. Men de store bomber ved vi, der ikke er særlig fare ved; dem lægger vi i en bunke inde på marken, så UXO-folkene kan hente dem og sprænge dem væk,« fortæller hun.

UXO står for Unexploded Ordnance - ueksploderet objekt. Dem er der millioner af i Laos, som blev udsat for verdenshistoriens største bomberegn under Indokina-krigen.

Amerikansk base
Her ved Savannakhet havde det amerikanske flyvevåben under Vietnam-krigen en base, hvorfra der blev foretaget bombninger af Ho Chi Minh-Stien - de kommunistiske styrkers transportvej ind i Vietnam - og andre områder i Laos. Det, der ligger tilbage i dag, er først og fremmest amerikanernes nedgravede ammunitionslagre.

I 1982 var der en stor eksplosion på marken bag ved husene, og koordinatoren for rensning af Savannakhet-provinsen for UXO'er, Phouseng Vorrarath, skønner, at en betydelig del af ammunitionslageret røg i luften ved den lejlighed.

Han mener, at lageret oprindelig var på omkring 5000 bomber, og at halvdelen røg i luften ved braget i 1982. Siden 1997, da UXO Lao-organisationen begyndte en grundig rensning af området, er der fundet yderligere 2350 bomber og granater på det lille areal.

Og der bliver stadig fundet nye - næsten hver dag.

»For et par år siden havde vi en forfærdelig ulykke, da nogle mænd ville skille en bombe ad for at få sprængstoffet ud og bruge det til fiskeri. Det hele sprang i luften, og flere blev dræbt. Før den ulykke var det almindeligt, at mænd åbnede bomber for at få sprængstoffet, som de kunne sælge, men jeg tror, det holdt op efter ulykken,« siger Malaithong.

Hendes tre børn, to døtre og en søn, kommer fra skole. De bliver nysgerrige og lidt generte, da de opdager Jyllands-Postens to medarbejdere. Malaithong fortæller, at granathylstret, der ligger i en græstue i markskellet, blev fundet af hendes syvårige søn Thom for nogen tid siden.

Ikke legetøj
»Det er jo ikke farligt, og vi kan måske bruge metallet,« siger hun. Thom går hen og tager granathylsteret, som han viser frem til fotografen. Børnene her i familien ved, at bomber og miner, der ligger på jorden, hvor de færdes hver dag, ikke er legetøj.

»Jeg har set flere bomber,« siger en af drengene. »Men jeg ved godt, jeg ikke må røre ved dem, fordi de kan eksplodere. Så jeg fortæller til de voksne, når jeg har fundet noget.«

Den lokale skoleforstander, Sidi Vongsompham, på 60 år er blevet tilkaldt. Han ejer nemlig jorden, hvor de mange bomber ligger, og hvor folkene i den lille husrække dyrker deres ris og har deres køer og vandbøfler gående.

»Jeg købte jorden i 1992. Jeg fik den billigt, fordi alle vidste, der lå mange bomber. Siden har jeg selv fundet talrige bomber, som jeg har udpeget for UXO Lao's medarbejdere, så de kunne sprænge dem bort. De har gjort et stort arbejde, som jeg er meget glad for,« siger Sidi.

Mens Malaithong ikke ved, hvorfor bomberne ligger her, kender skoleforstanderen historien. På et spørgsmål fra Jyllands-Posten om, hvem der efter hans mening burde betale for at rense området, bryder UXO-Lao-officeren Kengkeo Boualiphavong, der er med for at forklare tekniske detaljer for vores tolk, ind.

For få penge
»Skriv noget om UXO'er, som USA's præsident læser. Da vi begyndte rensning af Laos for UXO'er i 1997, havde vi fire hold med i alt 197 mand her i Savannakhet. Nu har vi færre penge, og vi har været tvunget til at skære ned til ét hold med 55 mand. Hvis vi havde flere folk, kunne vi naturligvis rense området meget hurtigere. Men vi har simpelthen ikke råd,« siger han.

Undgå at kaste ...
Kengkeo, der dagen før viste os rundt på markerne med bomber og udpegede adskillige stabler af bomber - samt et enkelt fund af syv dødsensfarlige landminer, som kan eksplodere blot ved berøring - tager situationen helt nøgternt og afslappet, fordi han ved, at laoterne skal leve med bomberne mange år endnu.

Han rynker heller ikke et øjenbryn, da skoleforstanderen beretter: »Jeg har fundet mange bomber og granater her på mine marker. Jeg plejer at samle dem sammen, men nogle gange bliver jeg så gal over alt det skidt, at jeg tager en granat og kyler den afsted.«

Kengkeo bemærker stilfærdigt: »Lad være med det, for det kan godt være farligt. Blandt andet fosforgranaterne kan eksplodere, hvis de bliver kastet ...«

Jordtyveri i stor skala
Lim Rith har et skøde dateret 19. december 1996 på to hektar jord i landsbyen Kruos i Anlong Run i det vestlige Cambodia. Det er imidlertid flere år siden, Rith har dyrket jorden.

For selv om hans skøde er stemplet og underskrevet af myndigheder i Phnom Penh, gælder papiret øjensynligt ikke. Jorden drives nu af generaler fra Cambodias hær eller af rigmænd.

Rith bor i et lille hus seks km fra sit jordlod, og han og hans familie lever nu af avlen af lidt jord rundt om huset samt af at arbejde som daglejer - til trods for, at han har skøde på et stykke frodigt jord, der er tilstrækkeligt til at brødføde familien.

»Det er efter seks års arbejde lykkedes os at finde navnene på dem, der nu hævdes at eje vores jord: Tea Leng og Tan Viro, der er topoffficerer i Cambodias hærs region 5, og Kham Tuy. Men det er aldrig lykkedes os at se papirer, som dokumenterer deres ejerskab, eller at få et møde med de påståede ejere,« fortæller landsbyformanden i Kruos, Chhoeun Chhob.

Undertrykkelse
Cambodia er på papiret et demokrati, og bønderne i Kruos lægger stor vægt på, at de kan stemme hemmeligt ved frie valg. Ingen af de mange beboere i Kruos ønsker at fortælle Explorer-holdet, hvordan de stemte ved det seneste lokalvalg. Men Cambodias Folkets Parti, premierminister Hun Sens parti, fik ved det seneste valg 80 pct. af mandaterne for området.

Oversætteren griber ind i hele forløbet og siger: »Hun Sen er bøndernes eneste håb. Men selv om han giver løfter, opfylder han kun en brøkdel af det, han kunne, for at fjerne nogle af de urimeligheder her i landet, som skyldes misbrug fra militæret og de meget rige.«

Landsbyformanden Chhob er på den ene side mere forsigtig, på den anden side mere præcis i sin beskrivelse af magtforholdene i dagens Cambodia:

»Vi har magten til at sætte vores hemmelige kryds. Men de rige bruger magten til at undertrykke os magtesløse,« siger han.

Bønder mistede jorden
Striden drejer sig om 400 ha jord seks km fra, hvor vi er. Knap 200 familier, der levede i flygtningelejre omkring grænsen mellem Thailand og Cambodia, rykkede ind på området for omkring 10 år siden, da der var pause i kampene mellem De røde Khmerer og Cambodias nuværende regering. 81 af familierne har siden mistet deres jord.

»Nu er her kun sporadiske kamphandlinger. Men vi blev nødt til at flytte i 1994, da her atter var regulær krigsskueplads, og vi kunne først flytte tilbage i 1996,« fortæller Chhob.

I december 1996 fik de omkring 200 familier endeligt skøde på jorden. Men papirerne er udstedt af myndighederne i Phnom Penh, og det tages ikke for gode varer af myndighederne i provinsen langt fra hovedstaden.

»De lokale myndigheder har tilsyneladende solgt vores jord til de tre rigmænd. Og de skøder, vi kan fremvise, bliver ikke taget alvorligt. Vi har navnene på dem, der hævdes at være ejere af vores jord, men vi har aldrig set et skøde, der antyder, at vores ret til jorden ikke står ved magt.«

Landsbyneboerne har mistet troen på, at de nogensinde får retten til den jord, de har skøde på.

»Der er i titusindvis eller hundredtusindvis af familier som os her i Cambodia. Men vi har ingen ret. Cambodias love er gode nok på papiret, men de fungerer ikke. Det er udelukkende magt og penge, der tæller,« siger Chhob.

De tre rigmænd, der nu påstår, at de ejer jorden, kræver forpagtningsafgift af de bønder, der har skøde på jorden. Men ingen betaler - og jorden ligger nu brak eller drives af andre.

»Vi har klaget til distriktsmyndighederne, til provinsmyndighederne og til premierminister Hun Sen. Vi har kæmpet vores kamp i årevis, men der sker intet.«

»Og selv om der er mange tidligere flygtninge som os, der har fået frataget retten til den jord, vi har skøde på, er sagerne så forskellige og forbindelserne mellem de enkelte dele af landet så dårlig, at vi har svært ved at skabe en slagkraftig organisation mod de riges og militærets tyveri af landbrugsjorden,« siger Chhob.

»I kan æde skøderne«
Bønderne i Kruos kan ikke blot tage deres jord i besiddelse igen. De nye ejere har nemlig bevæbnede vagter og afspærringer omkring bøndernes jord.

»Hvad kan vi gøre, når de nye såkaldte ejere er både far og mor til politiet og militæret,« spørger landsbyformanden. Han citerer en højtstående provinsembedsmand, han har haft møde med om sagen: »I kan æde jeres skøder, for jeg æder jeres jord,« sagde embedsmanden ifølge Chhob.

»Vi ønsker ikke en ny lov - for vi har de love, vi skal have. Vi ønsker magt sat ind mod dem, der har stjålet vores jord.«

Landsbyformanden understreger, at sagerne om jordtyveri udelukkende drejer sig om penge og magt. De har intet at gøre med, hvem man holdt med under borgerkrigen i Cambodia.

Før flygtningene rykkede ind i samarbejde med FN's Flygtningehøjkommissariat, der forhandlede om genplacering af krigens mange flygtninge, var der skov her i Kruos.

Størstedelen af de 81 familier, der har fået stjålet deres jord, er flyttet. Mange flytter ned til Mekong floden, hvor de bliver fiskere.

Floden er et af verdens mest fiskerige vande, men det øgede pres på fiskeriet, bl.a. fra cambodianske bønder, der får stjålet deres jord, kan give problemer for fiskebestanden i floden.

JP Explorer på Vandenes Moder
Mekong-floden er livsnerven for 75 millioner mennesker. De lever på den og af den. Fiskeriet er kolossalt med en fiskerigdom, der overgår Vesterhavet. Vandet gør områderne nær floden frodige, så især floddeltaet ved Saigon er et af verdens riskamre. Op mod en kvart milliard mennesker får en stor del af deres mad fra Mekong-området. I Sydøstasien er floden også både hovedvej, badeværelse incl. toilet og losseplads for millioner af mennesker.

Mekong er liv, men den er også et symbol på død. Hvert år koster oversvømmelser livet for hundredvis af mennesker, der bor langs floden. I år har oversvømmelser i Vietnam kostet talrige menneskeliv. Men de fleste forbinder nok døden langs Mekong-floden med Vietnam-krigen, De røde Khmerers terrorregime i Cambodia, Vietnams invasion af Cambodia eller kolonitidens krige i tilknytning til franskmændenes besættelse af området i 1800-tallet.

De mange krige langs Mekongs nedre løb er en af grundene til, at Mekong i dag stort set er fri for industriforurening, og at menneskene langs floden i vidt omfang lever, som de altid har gjort. Den blodige historie har fået de store, udenlandske investorer til at holde sig væk.

Men udviklingen kommer også til menneskene langs Mekong. Der er motorveje og internetcafeer, TV og turister side om side med fiskere og buddhistmunke, der lever, som de har gjort i århundreder. Endnu er udviklingen dog så beskeden, at rejsende er klar over, at de er i et af verdens materielt set fattigste områder.

Indtil jul rejser JP Explorer langs Mekong-flodens nedre løb fra Den gyldne Trekant på grænsen mellem Thailand, Burma og Laos, gennem Laos og Cambodia til Vietnam, hvor vi når frem kort før juleaften, hvis flodbådene sejler, som vi forventer.

Mekong udspringer i Qinghai-provinsen i Kina, i 5300 meters højde på Qinghai-Tibet Plateauet, og den løber ud i Det sydkinesiske Hav ved Saigon, der nu officielt hedder Ho Chi Minh By, 4880 km senere. Undervejs løber den fra Kina ind i Burma, Laos, Thailand og Cambodia, før den når udløbet i Vietnam.

Krig i århundreder
Landene omkring Mekong, hvis befolkninger i århundreder har ligget i krig med hinanden, samarbejder nu. De fire lande, JP Explorer rejser igennem, samarbejder formelt i Mekong River Commission, og Burma og Kina deltager på sidelinjen. Samarbejdet i Mekong River Commission indebærer bl.a., at landene ikke må lave dæmninger til vandkraftforsyning, med mindre kommissionen har accepteret projektet.

Kina er ikke bundet traktatmæssigt af sådanne aftaler, og derfor kunne kineserne uden at spørge de andre lande, floden løber igennem, tidligere i år offentliggøre, at man var begyndt opførelsen af Xiaowan Vandkraftværket i Yunnan-provinsen. Xiaowan Vandkraftværket, der skal være færdigt i 2012, overgås i Kina kun af De tre Kløfters dæmningen på Yangtze floden. Kineserne vil opføre i alt otte gigantiske vandkraftværker langs Mekong, og selv om kun ca. 16 pct. af vandet i flodens nedre løb kommer fra Qinghai i Kina, kan de kinesiske dæmninger i værste fald ødelægge kunstvandingssystemer i Vietnam, mere end tusind kilometer væk. Kinesernes regulering af flodens øvre løb vil dog samtidig gøre det nemmere at tæmme floden og at mindske eller helt hindre de årligt tilbagevendende oversvømmelseskatastrofer.

Kulturperler
JP Explorer holdet kan ikke undgå at beskæftige sig med floden selv og alle dens sider som den, der brødføder og kan give energi, men også ødelægge.

Vi vil også se på de kulturhistoriske perler, der ligger ved floden, og som netop ligger der på grund af floden. Mest kendt er det gigantiske hinduistiske tempelkompleks Angkor Wat i Cambodia og Laos gamle kongeby Luang Prabang.

Og vi vil møde krigens invalider og ar, der bl.a. gjorde Laos til verdens mest bombede land under Vietnamkrigen, selv om Laos ikke var med i krigen. Men den såkaldte Ho Chi Minh Sti, som Vietminh og Vietcong brugte, når de fragtede våben og forsyninger fra Nord- til Sydvietnam, går gennem Laos. Derfor blev området et bombemål for amerikanerne. Vi skal også besøge De røde Khmerers fængsler i Cambodia.

Men først og fremmest vil vi fortælle om menneskene langs floden. Fiskerne, risbønderne og flodens vognmænd. De sejler ikke alene med ris og fisk. Mekong er en grænseflod, og det giver grobund for smugleri. Den gyldne Trekant er bl.a. et af de vigtige områder for illegal dyrkning af opiumvalmuer, og opium fragtes bl.a. ned ad Mekong-floden for udskibning til salg over hele verden.

Karener vil blive i regnskoven
»Fra nu af og de næste tre måneder plukker vi årets ringeste te. Teen fra årets fjerde plukning her efter regntidens ophør kalder vi Lipton. Det er vistnok den te, I især drikker i Vesten.«

Chaiprasert Poka er bonde og aktivist i landsbyen Hauy Hin Lad i Chiang Rai provinsen i Thailands hjørne af Den gyldne Trekant. Han fortæller om te og tekvaliteter, mens hans farmor, den 110-årige Chisspau Poka er i gang med at plukke te på bjergskråningen, hvor familien har boet så længe, nogen kan huske.

Familien Poka bor i en skov på en bjergskråning i området på grænsen mellem Thailand og Burma. Og det vil familien blive ved med, selv om regeringen 800-900 km væk i Bangkok har besluttet, at området nu skal tømmes for mennesker og være naturpark. Poka-familien hører som alle andre her på stedet til Karen-folket, den største bjergstamme i Thailand. 230.000 karener bor i Thailand med gyldigt thai ID-kort. Andre, der er kommet fra Burma, hvor størstedelen af karenerne bor, lever i evig frygt for at blive taget af myndighederne i Thailand og sendt tilbage til Burma.

»Vi viser nu regeringen, at vi og vore 18 nabofamilier kan bo her i landsbyen, hvor vi altid har boet, i harmoni med skoven,« fortæller Chaiprasert Poka.

I balance med naturen
For fire år siden fik Chaiprasert Poka at vide, at de 19 familier i Hauy Hin Lad skulle flytte. Kort tid senere talte han imidlertid med en anden i samme situation, der havde hørt en radioudsendelse om en organisation, der støttede bjergstammerne med at organisere deres landbrug i skoven i større balance med naturen.

»Jeg kontaktede organisationen og lærte om den mere fornuftige måde at drive landbruget på. Og nu hjælper jeg med at omorganisere driften i andre landsbyer, så de også får mulighed for at blive her, selv om det bliver naturpark,« fortæller Chaiprasert Poka.

99 dages protest
Selv om han tilhører en befolkningsgruppe, der undertiden har det svært i Thailand, er han ikke bange af sig. For fire år siden tog han sammen med andre bønder fra karen-folket den lange rejse til Bangkok, hvor de sammen med 10.000 andre bjergbønder demonstrerede foran parlamentet i 99 dage. De demonstrerende bønder havde på forhånd aftalt hvor længe, de ville demonstrere, og da de 99 dage var overstået, tog de hjem og passede deres landbrug igen.

»Vi fik gjort opmærksom på vores eksistens, og jeg tror, at mange også i regeringen opdagede, at man ikke bare skal lave bjergene her i Nordthailand om til naturparker, hvor der ikke længere er plads til os, der har boet her i århundreder.«

Chaipraserts far, den 67-årige Nu Poka, nikker til sønnens beretning. Nu har svært ved at plukke te, fordi han har fået stær og er blind på det ene øje. Han har flere gange været på hospital i Chiang Mai, men lægerne har indtil videre holdt ham hen med snak om, at han ikke skal opereres, blot have noget medicin.

»Far har et ID-kort, så operationen skulle være gratis. Men måske skal vi nu betale for den. Så vi må vente, til vi har råd.«

Chaiprasert ved, at hans far vil være en værdifuld arbejdskraft i mange år endnu. 

Farmor på 110 er stadig ude at plukke te i sæsonen, og farfar var omkring 100, da han døde for nogle år siden.

»Vi lever længe her, fordi vi lever sundt i sunde omgivelser, og fordi vi arbejder hver dag,« siger han.

Chaiprasert på 35 år og hans kone Mauree på 30 har fire børn. Den ældste, datteren Wichittra på 13, hjælper både med i landbruget og passer sine små søskende - og så går hun i skole.

Farens håb er, at alle hans børn vil bo på bjerget, når de bliver voksne:

»Jeg vil gøre hvad jeg kan for at sikre, at vores børn får så god en uddannelse som muligt. Her i landsbyskolen lærer de karen-sprog og thai, men for at lære mere skal de måske på kostskole i en af de store byer. Jeg håber, de lærer så meget, at de kan komme tilbage hertil og være med til at gøre livet på bjerget endnu bedre, end det er nu.«

Jorden deles op
Den omlægning af landbrugsdriften, Poka-familien og de andre familier i landsbyen gik i gang med for fire år siden, var at opdele det dyrkede areal i syv områder. Der bliver nu kun foretaget en nødtørftig jordbehandling og såning på et jordområde hvert syvende år. Man kan høste på et behandlet område i et par år, og så skal det ligge brak de følgende år.

»På den måde kan vi faktisk få et lidt større udbytte samtidig med, at vi hverken behøver at bruge gødning eller at sprøjte afgrøderne mod insekter. Vi lever i skoven uden at skade den.«

Chaiprasert Poka er ikke blot aktiv i omlægning af skovlandsbyernes landbrug. Sammen med beboerne i andre landsbyer laver han brandbælter i skoven, så en eventuel skovbrand kan indkapsles til et begrænset område.

»Vi inviterer nu jævnligt myndighederne herop for at vise dem, hvad vi gør, og hvordan vi lever. Jeg ved godt, at vi i princippet slet ikke må bo her. Men stadig flere - også flere af politikerne helt nede i Bangkok - opdager, at vi faktisk passer godt på skoven, så den både kan være naturpark og vores hjem.«

Teen hænger til tørre
Inde i familiens hus af solide teaktræsplanker, hvor der også er en lille butik med salg af tændstikker, cigaretter og sæbe, hænger te til tørre ved ildstedet.

»Røgen giver teen en god smag,« siger Chaiprasert.

Han viser, hvordan teen af første plukning, der minder om halvfermenteret kinesisk oolong, gemmes i lærredsposer, der opbevares i plastposer, så insekter ikke ødelægger teen.

»Vi får omkring 20.000 baht (godt 3600 kr.) for vores te hvert år. Det er vores største indtægtskilde. Vi sælger i alt for omkring 50.000 baht om året. Vi sælger nemlig også ris, frugter og grøntsager.«

Senere viser han også, at skovens træer giver udbytte. Bl.a. bliver den afskrællede bark fra et træ med små sorte bær solgt som medicin mod hovedpine. Om barken virker, får vi ikke opklaret under spadsereturen i regnskoven. Men den smager godt, næsten som kanel.

Familien kan spare 20.000 baht op om året. For nogle år siden blev der råd til en motorcykel til Chaiprasert. Men den er solgt igen, og opsparingen i banken på 80.000 baht er nu også brugt. Det giver dog ikke anledning til søvnløse nætter:

»Pengene har vi brugt på at lave landbruget om her i landsbyen og på at hjælpe andre landsbyer. Og pengene er givet godt ud. For nu har vi fået opbygget et landbrug, så vi kan blive her. Ingen af os tror på, at myndighederne vil fjerne os fra bjerget, efter at vi ændret vores drift, så vi lever i ét med skoven,« siger Chaiprasert, fuld af tillid til, at hans families fremtid ligger i skoven på bjergskråningen, som den har gjort i århundreder.

Konen i muddergrøften
Vi møder den 72-årige Keo ved et vandhul langs landevejen i det sydligste Laos, hvor hun og en veninde står og fanger fisk med store, flettede kurve.

Hun skovler de små fisk op og anbringer dem i en anden kurv.

»De bliver stegt og serveret med ris og grøntsager for mig og min datter og svigersøn samt deres børn,« fortæller hun med et bredt smil, så man kan se hendes sorte tænder, der er farvet af tygning af urter.

I den lille landsby Khong Keng kort derfra sætter hun sig på trappen til et af stedets dårligste huse. Det er bygget på pæle, så man kan være tørskoet inden døre, hvis Mekong floden går over sine bredder. Men mens nabohusenes ydervægge er harmonisk opbygget af enten græsmåtter eller sække fra Siam Cement, er væggene i Keos hus sat sammen af slidte, udfoldede bølgepapkasser, lidt vissent græs og et stykke armeret plast.

Her blev hun født i 1930, her har hun født sine fire børn, og her har hun levet sammen med sin mand, der var daglejer, og som døde for 30 år siden. Nu bor hun her sammen med en datter og en svigersøn samt deres tre børn.

Hver morgen står hun op ved firetiden for at vaske tøj for folk. Det giver en daglig indtægt på mellem 5 og 10 kr., og det betyder, at Keo efter international målestok ikke er fattig. For man er først fattig ifølge Verdensbanken, hvis man har en daglig indkomst under 1 dollar, 7,50 kr.

Ukendt historie
Keo klager dog heller ikke over tilværelsen:

»Jeg har det meget bedre nu, end da jeg var yngre og skulle arbejde meget mere. Nu vasker jeg om morgenen, og jeg passer børnebørn i dagens løb, hvis der ikke er et vandhul, hvor jeg kan gå ud at samle fisk,« fortæller hun med et grin.

Det franske koloniherredømme i Laos, der varede indtil Keo var 24, Indokina Krigen i 1960'erne og 1970'erne, det laotiske kongedømmes fald og de kommunistiske Pathet Laos magtovertagelse 2. december 1975 er øjensynlig gået sporløst hen over landsbyen:

»Alt det der ved jeg ikke spor om,« siger Keo og smiler igen.

»Nogle gange har jeg manglet mad. Men jeg har altid klaret mig selv ved at arbejde. Nu hjælper datteren og svigersønnen, hvis jeg ikke har nok penge til at købe ris og grøntsager. Jeg bliver også nødt til at købe fisk, hvis jeg ikke lige kan finde et vandhul, hvor jeg kan fiske.«

Drømmene lever
Selv om Mekong floden kun er få km herfra, har hun aldrig forsøgt at fiske i floden:

»Det har jeg ikke forstand på,« siger hun fornuftigt.

Hun er glad for, at skolen i landsbyen sikrer, at hendes børn og børnebørn lærer at læse og skrive.

»Jeg har ikke gået i skole, og jeg kan ikke læse eller skrive. Nu er jeg blevet for gammel, og jeg ser ikke så godt mere, så det er for sent at lære. Men jeg ville gerne, at jeg havde lært at læse.«

   

Hun glæder sig over, at hendes børn har arbejde, og at et par af dem har tjent så meget, at de har købt jord, de kan dyrke.

»Mine drømme er at få flere penge til rådighed, så jeg kan få et bedre hus og sikkerhed for, at der er nok mad på bordet hver dag,« siger hun.

»Og så kunne jeg da også godt tænke mig, at min krop ikke var ældet. Før var jeg stærk og havde ikke besvær med arbejdet, men jeg kan godt mærke, det er blevet mere vanskeligt med årene at samle fisk og vaske tøj.«

Krigen er fortid i Kratie
Kratie ved Mekong floden er den første nogenlunde sikre by i det nordøstlige Cambodia, hvor der efter sigende stadig bor Røde Khmer-soldater i skovene med deres AK-47 geværer indenfor rækkevidde.

Byen får ikke mange linjer i de store guidebøger. Og turister kommer her øjensynlig kun af to grunde: Dels fordi byen ligger i en passende afstand fra Laos, hvis grænse kan nås med speedbåd på mindre end en dag, dels fordi Kratie er det bedste udgangspunkt for en tur ud til Irrawaddy delfinernes hjem på Mekong.

Kratie er imidlertid en charmerende cambodiansk provinsby, der med sin blanding af fornemme khmer-huse og gamle franske kolonihuse og sine venlige indbyggere er et behageligt sted at stoppe op under en rejse ad Mekong floden.

Mange nye huse
Når man går rundt i gaderne, opdager man, at der på tagryggen på adskillige af khmer-huse er et lille udskåret skilt med årstallet 1994, 1995 eller 1996. Det er husenes byggeår.

Det afspejler byens nyeste historie. De huse er bygget efter befrielsesstyrkerne erobrede byen fra De røde Khmerer i 1994. Pol Pots terrorstyrker holdt sig længere her end i de fleste andre dele af Cambodia, og man skal ikke lade sig narre af, at der på flodpromenaden er et hotel med navnet 3. December Hotel. 3. december 1978 er datoen for vietnamesernes etablering af regeringen, der har gjort en ende på De røde Khmerers terror. Men det varede adskillige år, før befrielsen kom til Kratie.

Fransk inspiration
Franskmændene byggede deres lille koloniadministration i Kratie omkring den store markedshal, der ligger her endnu. Kolonihusene med deres tropiske forfald leder tanken hen på fattige byer i Sydeuropa eller Sydamerika. Men det er en stille provinsby i Sydøstasien.

Der kommer lidt liv i byen, når bådene nordfra eller fra Phnom Penh kommer ind til anløbspladsen et par gange om dagen. Bådene fragter dels gods, dels passagerer, både lokale og turister. De unge i Kratie, der kan tale engelsk, samles ved anløbspladsen for at tilbyde udlændinge assistance med at bære bagage, vise vej eller finde hotel. En halv time efter bådanløb er der igen fred og ro i den lille by.

Indbyggerne i Kratie er dels khmerer, dels etniske kinesere, der i nogle tilfælde har boet her i generationer.

Hvis man kan lidt kinesisk, men ikke kan tale khmer, kan man have ekstra udbytte af at gå hen på restaurant Mekong, hvor Chen Shuangmei residerer. Han kan ikke læse de kinesiske skrifttegn, der står over hans restaurant, men han taler kinesisk. Og hans pommes frites, French Fries, er i alle rejsendes bibel, Lonely Planet, udnævnt til Cambodias bedste.

Den søvnige provinsidyl brydes af en stor plakat placeret centralt på flodpromenaden. Med tekst på khmer og en tegneserie oplyses om, at våben fra krigen ikke må bruges længere og skal afleveres til myndighederne.

Laos' savværker må lukke
Laos er et af de tropiske lande, der har bevaret mest regnskov. Ikke fordi den kommunistiske Pathet Lao-regering har været mere miljøbevidst end andre regeringer i troperne, men snarere fordi landet op til kommunisternes magtovertagelse i 1975 var utilgængeligt i de 10 år, da USA sønderbombede Laos i den såkaldte "hemmelige krig" og dermed placerede Laos som verdens mest bombede land.

Amerikanerne kastede to mio. tons bomber og miner over Laos mellem 1964 og 1973, og først i de seneste år er laoterne - i samarbejde med bl.a. FN og EU - kommet i gang med en effektiv rensning af landet for bomber. Det skønnes, at 30 pct. af de to mio. tons bomber ikke eksploderede ved nedkastningen, og ulykker med bombesprængninger og minesprængninger er hverdagsbegivenheder i Laos. Det har imidlertid også holdt udenlandske skovselskaber væk.

Først i de seneste år er der blevet bygget et spinkelt vejnet, der giver mulighed for at få tømmer fra Laos' skove ned til Mekong-floden, hvorfra det kan fragtes til udskibning fra Bangkok.

Det har også skånet skovene indtil nu.

Laos' regering har samtidig vedtaget et forbud mod eksport af træstammer og tømmer. Og selv om forbuddet mod eksport af opskåret tømmer foreløbig er sat i bero, ved ejerne af landets mange savmøller, at de fleste af dem må dreje nøglen om, sandsynligvis allerede til næste år. For landets få møbelfabrikker og fabrikker for parketgulv kan nemlig kun aftage omkring fem pct. af alt det træ, savmøllerne skærer op til tømmer.

»Jeg har allerede sikret mig et andet erhverv,« siger Chittakorne Souksomboon, der ejer den store Khammouane Provinsens Savmølle.

Han, der i daglig tale hedder Boeing, og hans kone, er begge etniske vietnamesere, hvis forfædre blev flyttet fra hjemlandet til Laos af de franske koloniherrer, som mente, at vietnameserne var bedre arbejdskraft og bedre forretningsfolk end laoterne.

»Vi skal nok klare os,« siger Chittakorne.

»Og det vil være godt for Laos, hvis tømmeret bliver forarbejdet til møbler her i Laos i stedet for, at vi blot sender planker til nabolandene. Vi har brug for mange flere arbejdspladser her, så vi kan tjene penge og alle få det bedre.«

Når man som udlænding er på besøg på en laotisk - eller en anden sydøstasiatisk - savmølle, kan man ikke undgå at spekulere på, at det måske også var værd at se på en forbedring af sikkerheden på savmøllerne. Men der sker kun få ulykker, fortæller ejeren i Khammouane.

Retsopgør ønskes
»Hvordan kunne det gå til?« Spørgsmålet kommer fra en yngre cambodianer, der ikke selv husker De Røde Khmerers terrorregime fra 1975 til 1979. Han er ligesom os på besøg i Tuol Sleng, De Røde Khmerers S-21 fængsel midt i Phnom Penh, indrettet i et tidligere gymnasium.

Væggene er behængt med fotos af cambodianere, der blev henrettet af De Røde Khmerer efter at være blevet pint og torteret her i fængslet. Det skete for mindre end 25 år siden. Minderne om rædslerne er lyslevende i dagens Cambodia, og sårene er ikke helet.

Her i Tuol Sleng lå fangerne lænket til gulvet.

Fangevogterne var drenge og piger på 10-15 år, som De Røde Khmerer opdrog til det grusomme arbejde. Børnene kendte ikke et andet liv. Deres verden var volden og torturen, hvor de piskede fanger, som rørte sig eller klagede.

Tuol Sleng er i dag et historisk museum midt i Phnom Penh.

Thun Saray, præsident for den cambodianske menneskeretsorganisation ADHOC, som er med os på besøg i Tuol Sleng, fortæller, at kong Sihanouk i begyndelsen af 1990'erne foreslog, at fængslet skulle jævnes med jorden.

»Men modstanden var heldigvis for stor. Det skal blive stående, så vi aldrig glemmer, hvad der skete under De Røde Khmerer,« siger han.

Det manglende opgør
Saray er ikke nogen entydig beundrer af Sihanouk: »Den almindelige opfattelse er, at han sad i husarrest i sit palads her i Phnom Penh. Men et foto, vi netop har fået, antyder, at han på et tidspunkt var leder af en delegation, der forhandlede på vegne af De Røde Khmerer med deres allierede i Beijing. Vi prøver stadig at få klarhed over, hvad der skete under De Røde Khmerers regime,« siger han.

Den unge cambodianer, der stadig går rundt i rædselsmuseet, hører ikke, hvad Saray siger. Han mener, at kong Sihanouk har en funktion som samlingspunkt for cambodianerne, indtil der er sket en egentlig forsoning - og de gamle ledere af De Røde Khmerer er blevet straffet.

Den unge og den ældre cambodianer er begge skuffede over det retsopgør med De Røde Khmerer, der aldrig er kommet. De håber, som de fleste andre cambodianere, at der gennemføres et internationalt tribunal, hvor lederne af De Røde Khmerer kan blive dømt - og få den straf, de fortjener.

De mener begge, at en retfærdig dom er umulig ved en cambodiansk domstol. Men de tvivler efterhånden på, at et internationalt tribunal bliver til noget. Premierminister Hun Sen har øjensynlig mistet interessen for en retsforfølgelse, efter at der for fem år siden blev lavet en fredsaftale med De Røde Khmerer, som afleverede deres våben og fik mulighed for et almindeligt liv som bønder i Cambodia.

»Det er chokerende for os at se, at nogle af de øverste ledere af De Røde Khmerer går frit rundt på gaden her i Phnom Penh. De er de hovedansvarlige for mord på måske to millioner, måske tre millioner af vore landsmænd,« siger den unge khmer.

Uhyrlig grusomhed
På museet hænger malerier, som viser soldater fra De Røde Khmerer, der kaster børn op i luften, mens kolleger skyder børnene, som var de lerduer, mens forældrene tvinges til at se på. Det var øjensynlig kun fantasien, der satte grænser for bestialiteten under Pol Pots regime.

I Tuol Sleng sad 10.499 registrerede fanger i årene mellem 1975 og 1978. Til det tal kommer flere tusinde spædbørn, som ikke blev noteret nogen steder, før de blev dræbt.

Fangerne fra Tuol Sleng var blandt de omkring 17.000 mennesker, der blev ført til "Killing Fields", henrettelsespladsen Choeung Ek 15 km fra Phnom Penhs centrum.

Det fortælles, at mange fanger her blev smadret til døde for at spare på den kostbare ammunition.

Siden 1980 er resterne af 8985 henrettede fundet i Choeung Ek. Hovedskallerne er - sorteret efter køn og alder - i dag arrangeret i en buddhistisk stupa på pladsen, der tidligere var en fornem prydhave. 43 af de lokaliserede 149 massegrave ligger endnu urørt på Choeung Ek, hvor køer i dag går fredeligt og græsser mellem massegravene.

Tuol Sleng og Choeung Ek er blot et par af talrige S-21 anlæg, De Røde Khmerer drev spredt over Cambodia. Her blev Cambodias uddannede elite og middelklassen udryddet i forsøget på at skabe en bondestat efter maoistisk mønster.

Ud på landet
Grusomhederne kunne foregå i forholdsvis ubemærkethed, selv om de skete midt i hovedstaden Phnom Penh. Den tidligere millionby var nemlig ryddet for almindelige mennesker under De Røde Khmerers regime.

Thun Saray, der var jurist i et ministerium, boede i Phnom Penh sammen med sin kone og sin mor, da De Røde Khmerer erobrede byen 17. april 1975. I løbet af to dage fik alle byens indbyggere marchordre: De skulle ud på landet for at leve som bønder i den nye, maoistiske bonderepublik.

»Vi gik til den landsby, hvor mine forældre var født. Jeg var 24 år dengang. Vi var intellektuelle og middelklasse, så vi blev sendt i genopdragelseslejre, hvor vi skulle hjernevaskes, så vi kunne passe ind i den nye bondestat. Jeg søgte at lade som om, jeg var omvendt, så jeg kunne overleve. Vi har alle familiemedlemmer, der blev skudt eller henrettet på anden vis i den periode. En af mine fætre trådte ved siden af og blev skudt.«

I februar 1976 betragtede De Røde Khmerer Saray som "omvendt", og han og hans kone kom ud i en landsby, hvor de arbejdede som bønder.

»Det var som et fængsel uden mur. Jeg vidste, at hvis jeg flygtede til Thailand, ville min kone, min bror og min mor blive skudt som forræddere.«

Retssamfundet
Efter den vietnamesiske hærs sejr over De Røde Khmerer og erobringen af Phnom Penh i 1979 genoptog Saray sit arbejde som jurist - men nu med det sigte at forberede et retsopgør og at arbejde for at omdanne Cambodia til en retsstat. Han fandt i sine undersøgelser dokumenter, som viste, at regimet ville dræbe ham og hans familie, fordi de tilhørte middelklassen.

»Jeg vil ikke gå ind i aktiv politik. Jeg mener, jeg har en større mulighed for at arbejde for forbedring af menneskerettighederne i Cambodia, og for, at lederne af De Røde Khmerer bliver straffet, når jeg arbejder i en upolitisk organisation. Alle, både i Cambodia og i udlandet, ved, at vores organisation er seriøs. Og selv om der måske er lang vej, håber jeg, mit arbejde sammen med andres indsats vil få til resultat, at de skyldige ledere bliver straffet, så vi kan få en egentlig forsoning i Cambodia og få skabt et retssamfund, hvor ingen skal frygte, at fortidens rædsler gentager sig,« siger Thun Saray.

Skoler har fjernstyret reporter med på Mekong
Journalist Lasse Nørgaard, som bor i Thailand, deltager i ekspeditionen og vil undervejs skrive artikler i ungdomshøjde til internettet. Artiklerne indgår i et stort undervisningsmateriale på projektportalen , hvor der også findes masser af fakta om floden og regionen.

Materialet fra JP Undervisning - produceret med støtte fra Danida - er målrettet til folkeskolens 7. til 10. klasse og gratis at bruge.

Via e-mail kan eleverne være med til at stille spørgsmål og sætte dagsordenen for Lasse Nørgaard, som undervejs vil forsøge at finde svarene på det meste.

Kommunikationen mellem ekspeditionen og hjemmebasen i København foregår via satellit.

Undervisningsmaterialet på nettet sætter bl.a. fokus på udviklingsmæssige udfordringer og dilemmaer, og hvordan vi i de rige lande bedst kan bidrage til, at udvikling og miljø holdes i en bæredygtig balance, så lokalbefolkningen ikke ender som miljøflygtninge.

Projektportalen vil løbende blive opdateret med de seneste Explorer-artikler og undervisningsopgaver, der knytter sig til de enkelte artikler. (JP)

Stille flyder Mekong
Tre katte ligger i en klump på ryggen og snorksover i tropesolen. Det er en ganske almindelig stille formiddag på Don Houad, en af de 4000 øer - Si Pan Don - der ligger i Mekong-floden, før den løber over grænsen fra Laos til Cambodia.

Wen på 61 år vil gerne fortælle om livet som fisker og husmand mellem et halvt hundrede andre familier på den tre kilometer lange og brede ø.

»Hver dag går jeg ud på floden og fisker fra min båd. Jeg kaster garn ud, som jeg tager ind med det samme igen, og jeg sætter ruser, som jeg røgter hver dag. Det sker akkurat på samme måde, som da jeg var dreng,« fortæller Wen.

Hver morgen mellem klokken 4 og 5 tager Wen og hans kone Beng en sejltur på et kvarter over til Don Khong, den største ø i Si Pan Dong. Her sælger de fangsten og får normalt mellem 20 og 50 kroner med hjem.

»De store fisk giver omkring 28 kroner pr. kg., de små syv. Men jeg har ikke noget at gøre med salget. Det ordner Beng, for hun er meget bedre til at snakke,« siger Wen.

Først til februar
Fiskeriet er ikke særlig godt lige nu, kort efter regntidens ophør. Det store fiskeri begynder i februar, når fiskene vandrer op ad Mekong. Nu er der tid til at bøde garn og sikre, at alt grej er i bedst mulig stand, når det store fiskeri sætter ind.

Wen knytter nettene, han bruger til udkastning, men ruserne køber han nu færdigknyttede. Da han var yngre, knyttede han også dem selv. Han snakker, mens han knytter garn med de bare fingre, uden bødenål, og som andre fiskere verden over bider han garnet over med tænderne.

Familien har fire voksne børn. De tre er fiskere, den fjerde dyrker ris og grøntsager.

  Udviklingen er dog kommet til det lille fisker- og landbrugssamfund. I huset, hvor der er en lille butik med udsalg af sæbe, batterier, tændstikker, cigaretter, fiskesovs, stearinlys, salt og andre varer, man ikke selv producerer på øen, står også et TV-apparat. Det blev købt for to år siden sammen med en akkumulator, som kan lades op ovre på Don Khong. For elektricitet er her ikke. Beslutningen om køb af fjernsyn blev truffet af hustruen Beng på 51, der styrer familiens økonomi, og som øjensynlig har overblikket i denne familie. Hun har været i provinsbyen Pakse to gange i sit liv. Den ligger 100 kilometer herfra.

»Let liv i byen«
»Livet i byen ser let ud. De har store huse og biler. Nogle gange kunne jeg godt tænke mig at leve sådan et liv. Men jeg ved jo slet ikke, hvordan man ordner tingene, så det er bedst, jeg bliver her på øen,« siger Beng.

»Vi sparer mellem 700 og 1000 kr. op om året, og jeg håber, vi kan hjælpe med til, at vores børnebørn får en uddannelse og et arbejde, så de kan tjene flere penge og bo i en by,« siger hun, og føjer til: »Men måske bliver de ikke mere lykkelige af det.«

Mens vi sidder og taler, løber hønsene rundt mellem benene på os. Familien dyrker også ris og grøntsager til eget forbrug.

I Vientiane har vi fået at vide, at fiskerne her på øen har organiseret sig i kooperativer med hjælp fra udenlandske bistandsorganisationer. Det har Wen nu ikke hørt noget om. Hver fisker her på øen har sin båd, som de altid har haft, og de samarbejder ikke efter særlige principper.

En anden fisker, der er kommet til, fortæller dog, at der er oprettet en fredningszone for fisk lige uden for, hvor vi sidder, og læreren, der fungerer som tolk, oplyser, at der er lavet 72 fredningszoner i dette område af Mekong. Initiativet kom fra en canadier, der arbejdede på et svensk finansieret bistandsprojekt, ved læreren.

Flere fisk?
Fiskeren siger, at fredningszonen blev lavet for fire år siden, og at det har hjulpet på fiskebestanden. Wen ser ud som om, han ikke er enig, men siger ingenting.

Med os over på øen har vi en laotisk embedsmand, der arbejder på et Danida-finansieret fiskeriundersøgelsesprojekt, som blandt andet følger fiskemængdens udvikling i floden.

Det virker ikke som om, fiskerne her på Don Houad har hørt om dette arbejde. Det ser heller ikke ud til at interessere dem. De kender floden, som de lever med på godt og ondt. Den giver dem fisk, som den altid har gjort, og den giver en fugtig, frodig jord, som sikrer afgrøderne på den lille ø.

Tunnelsoldaterne
En af Vietnamkrigens blodigste slagmarker, området ved Chu Chi en times kørsel fra Saigon, ligger i dag hen som en tilsyneladende fredelig regnskov. Vores guide, den 23-årige Phanthan Vu, standser foran en klynge træer og beder os finde nedgangen til det kolossale net af tunneler, der gennemkrydser området, og hvorfra Vietcong i årevis holdt kontrollen over Saigons omegn. (Vietcong var den populære betegnelse for den kommunistiske oprørsbevægelse FNL, Den Nationale Befrielsesfront).

»Kan I finde nedgangen,« spørger han. Vi roder i skovbundens blade og finder ikke den lille træramme på 25x35 cm med et trædæksel. Han tager dækslet af og viser, hvordan en lille og adræt Vietcong-soldat på et øjeblik kunne smutte ned i hullet, som samtidig blev camoufleret af blade igen.

Under os ligger et net på 250 kilometre tunnel - i tre etager. Øverste etage ligger i tre meters dybde, mellemste etage i seks meters dybde og nederste etage i otte til 10 meters dybde. Når Vietcong-soldaterne ikke var i sikkerhed for Saigon-regeringens og amerikanernes angreb, gik de ned i tunnelerne. Hvis det lykkedes modstanderne at finde en nedgang og smide gasgranater derned, gik Vietcong-soldaterne en eller to etager længere ned.

Da vi - Vu, vores tolk Dung og tre exploratører - går videre i skoven, lyder der pludselig et knald. En af os har aktiveret en snubletråd til en luremine. Det er en attrap, men det giver os en lille fornemmelse af, hvordan området her var, da Vietnamkrigen var på sit højeste. Og selv om vi er advaret, giver det et spjæt i os, da endnu en luremine springer. Lidt længere henne i den fredfyldte skov er en såkaldt elefantfælde: En plade af bambus med palmebladsfletværk, som man ikke kan se, når den er dækket af skovbundens blade.

Hvis man træder på den, tipper pladen øjeblikkeligt, og man falder ned i en meterdyb grav, hvor man bliver spiddet på et eller flere af de talrige 30-40 cm lange jernspyd i bunden af elefantfælden.

Effektive fælder
Vu demonstrerer andre mindre fælder, beregnet til at standse fjendtlige soldater. Over et mandehul er placeret forskellige mekanismer, der ved udløsning i heldigste fald ødelægger den fremrykkende soldats ben og holder ham fast - i værste fald bliver han dræbt.

»Menneskefælder af den slags viste sig at være meget effektive under Amerikanerkrigen (den vietnamesiske betegnelse for Vietnamkrigen, red.). Og den viden udnyttes naturligvis stadig i Vietnams hær,« fortæller Vu.

Vi passerer afdækkede underjordiske værksteder, hvor Vietcong-soldater bl.a. tømte udetonerede bomber fra de amerikanske B-52 fly og brugte sprængstoffet til at fremstille panserminer og håndgranater. Lidt længere inde i skoven står en amerikansk M41-kampvogn, der i 1970 kørte på en af Vietcongs panserminer. Når man ser på, hvad der er tilbage af kampvognen, tror man gerne, at ingen i kampvognen overlevede.

Vi kommer til en nedgang til det underjordiske tunnelsystem, der er udvidet, så andre end de små og adrætte Vietcong-soldater kan komme igennem. Selv om der er gjort plads, så også en dansker i sværvægtsklassen kan kravle igennem, får man en klar fornemmelse af, hvordan det har været at operere fra tunnelerne og opholde sig i dem i dagevis. Børn blev født her, der var nødlazaretter, og der var naturligvis møderum og spiserum.

Tunnelsystemet ved Cu Chi var udgangspunktet for Vietcongs kontrol over store dele af Saigons opland, og deres eksistens var en væsentlig årsag til, at USAs præsident, Lyndon B. Johnson, besluttede at sætte amerikanske landtropper ind i Vietnam. I et af møderummene her blev den store Tet-offensiv i 1968, der overrumplede Saigon-regeringen, planlagt. Og Vietcong-soldaterne i Tet-offensiven kom for en stor del op fra tunnelsystemet.

Amerikanerne sendte soldater, de såkaldte "tunnelrotter", ned i gangene, når de fandt indgange med deres sporhunde. Vietcong forsøgte at skjule indgangene for sporhundene ved at strø chilipeber omkring nedgangshullerne. Men senere fandt de en bedre løsning.

»Vietcong-partisanerne tog rester af amerikanske soldateruniformer og tog amerikanske soldaters sæbe, som de rev til spåner, og lagde omkring indgangene. Den lugt vidste sporhundene, de ikke skulle reagere på, og siden blev der kun fundet få indgange,« fortæller Vu.

USAs nederlag
Anskuelsesundervisningen her i den fredelige skov giver bedre end nogen skriftlig beretning en fornemmelse af, hvorfor verdens største militærmagt ikke vandt krigen over vietnameserne. Vietminh-tropperne, der kæmpede mod den franske kolonimagt, begyndte byggeriet af tunnelsystemet i Cu Chi 1948, og Vietcong udbyggede det til et omfang, så der var udløbere helt til Ho Chi Minh Stien i Cambodia, hvorfra der kom forsyninger fra Nordvietnam.

Sidst in 1960'erne tæppebombede amerikanerne området fra B52-fly, så en stor del af tunnelsystemet i dag ligger i ruiner. Men det skete så sent i Vietnamkrigens forløb, at det i realiteten kun var en symbolsk handling, selv om bombningerne kostede i tusindvis af menneskeliv. For amerikanerne var da allerede så småt ved at trække sig ud af krigen, selv om Saigon først blev rømmet den 30. april 1975.

Kort før rundturens slutning bliver vi bænket om et langbord i en spisesal i tunnelsystemet. Vu åbner et skab og tager en skål ud med kogt kassava-rod og en lille skål med en blanding af sukker og sojamel. Han skænker te i små keramikkopper.

Vi smager på kassavaroden. Både smag og konsistens minder om kartofler. Vu viser os et kassavatræ, der står lige udenfor: »Det var grundkosten hernede.«

Vi spiser flere stykker og udtrykker undren over, at i titusindvis af mennesker under Vietnamkrigen levede af kogte trærødder.

»Har I aldrig smagt kassava før,« spørger vores tolk Dung, der er 30 år og diplomatsøn fra Hanoi. »Da jeg var dreng i Hanoi, var kassava vores vigtigste kost. Det var før, Vietnam atter fik gang i risproduktionen.«

Uddannelse på ønskesedlen
Hvis en ung laot vil have en uddannelse udover en bachelorgrad fra Vientianes seks år gamle universitet, skal der skaffes penge til et langt studieophold i udlandet.

 

I den franske kolonitid og indtil Pathet Laos tog magten i 1975 fik unge laoter normalt deres universitetsuddannelse i Frankrig. Efter kommunisternes magtovertagelse kom unge laoter på universiteter i Østblokken, i Sovjetunionen, DDR, Bulgarien, Tjekkoslovakiet etc. Det system faldt sammen, da Jerntæppet væltede, og de seneste mere end 10 år har laoter været henvist til dyre udenlandske betalingsuniversiteter, evt. med stipendier fra udlandet.

»Vi skal arbejde på at kunne klare os selv - og det kræver blandt andet, at vi får et komplet universitet med et egentligt universitetsmiljø, så vi kan uddanne laoter her i landet. Ellers ender vi i en ond cirkel,« siger Somsanouk Mixay, der er chefredaktør for Vientiane Times, Laos' engelsksprogede avis.

Somsanouk er uddannet etnograf fra Sorbonne i Paris. Han flyttede hjem til Laos i 1971, hvor han arbejdede som journalist, først for det franske pressebureau AFP, siden radiojournalist i Vientiane under de skiftende regeringer, indtil han i 1995 blev chef for Vientiane Times.

»Jeg er ikke medlem af kommunistpartiet, og jeg har både familie og venner, der var på hver sin side før Pathet Laos magtovertagelse. Jeg siger min mening inden for de rammer, jeg kan, dels i avisen, dels i samtaler med regeringsmedlemmer. Jeg kan ikke anfægte selve systemet, men jeg kan kritisere konkrete forhold, jeg finder forkerte. Og regeringen er interesseret i konstruktiv kritik, så urimeligheder kan rettes,« siger Somsanouk, der har tillid til, at der vil ske store fremskridt indenfor uddannelsessektoren i løbet af de kommende fem år.

Xaypladeth Choulamany, der er chef for et af Laos' få forskningsprojekter, et fiskeriforskningscenter i Vientiane, har uddannelsesproblemet tæt inde på livet, idet hans 16-årige søn bliver færdig med gymnasiet til næste år.

Afsted til udlandet
»Hvis han er dygtig og heldig nok, får han så god en eksamen, at han kan komme direkte på universitet i udlandet. Ellers skal han tage sin bachelor her i Vientiane, før han kan gøre uddannelsen færdig på et udenlandsk universitet. Det er trist, at det ikke er muligt at gøre en uddannelse færdig her i Vientiane - ikke alene fordi jeg da godt ville have, at min søn kunne studere her i Laos,« siger Choulamany.

Han kender nemlig et af uddannelsesproblemets skyggesider hjemme fra middagsbordet. Hans kone er læge, og hun er sammen med FN's organisation for bekæmpelse af narkotika ved at kortlægge narkomisbruget i Laos.

»Brugen af amfetamin er steget voldsomt de seneste år. Mange af misbrugerne viser sig at være unge bachelorer fra Vientianes universitet, der ikke kan få arbejde, fordi de ikke har lært nok til at bestride de stillinger, der er i statsadministrationen, i de mange bistandsfinansierede projekter eller i det private erhvervsliv. De færreste af de unge bachelorer kan skaffe penge til en fortsat uddannelse i udlandet. Og mange af de arbejdsløse unge tyer så til narkotika, der smugles ind,« siger han og ser ud over Mekong floden, over til Thailand på den anden side.

Eksamen fra Minsk
Choulamany er selv uddannet i det gamle Sovjetunionen, på et landbrugsuniversitet 200 km fra Minsk i Hviderusland.

»Da jeg blev færdig på det fransksprogede gymnasium her i Vientiane i 1975, blev jeg optaget på universitetet i Bordeaux, hvor jeg fik studieplads på instituttet for politik. Min far rådede mig imidlertid til at blive i Laos. Han var ansat i koalitionsregeringens udenrigsministerium, og han vidste, en omvæltning var forestående. Den kom med Pathet Laos magtovertagelse 2. december 1975.«

»I 1976 kom jeg så sammen med fem andre laoter til universitetet ved Minsk, hvor jeg studerede landbrugsøkonomi i seks år. Jeg lærte om administration af kolkhoser og sovkhoser i Sovjetunionen, og jeg lærte om planøkonomi. Da jeg kom hjem til Laos i 1982, arbejdede man stadig med kollektivbrug og statslandbrug her i Laos. Jeg blev ansat i administrationen, men det var ikke nemt at overføre lærdommen til praksis i Laos, hvor vi manglede en række af de normer, der var i Sovjet.«

I 1986 dekreterede Laos' regering indførelse af markedsøkonomi, og reformerne begyndte for alvor at få effekt i 1988/89.

»Det var noget helt andet end planøkonomien, så jeg besluttede at tage en Masters i økonomi fra A.I.T., Asian Institute of Technology, i Bangkok, der er et af regionens højst estimerede universiteter. Jeg fik stipendium til de to års studier. Jeg må indrømme, at jeg ikke længere kan huske, om det var svenske Sida eller danske Danida, der betalte,« fortæller Choulamany.

Videre uddannelse
I sit daglige arbejde mærker han også problemet med de manglende undervisningsmuligheder i Laos.

»Vi har fiskeriforsøgscentret, som er finansieret af bistandspenge. Og nu har vi halvdelen af de tilknyttede medarbejdere til videreuddannelse i udlandet, først og fremmest på A.I.T., så vi kan udnytte centret bedst muligt. Vi andre, der er her, har vore eksaminer fra Sovjet, Bulgarien og Cuba. Jeg ser frem til den dag, da vi forhåbentlig kan uddanne vore egne kandidater her i Laos.«

Samme dag, som disse samtaler finder sted, møder vi tilfældigt på Tai Pan Hotel i Vientiane tre danskere - en professor, en lektor og en adjunkt fra Roskilde Universitetscenter - der netop er i Laos for at udbygge et samarbejde med universitetet i Vientiane om en miljøuddannelse, der med tiden skal føre til, at universitet her kan uddanne kandidater, som kan udføre forskningsopgaver, bl.a. på Choulamanys fiskeriforskningsinstitut.

Egne kandidater
»Ideen er, at universitet skal styrkes, så det kan uddanne egne kandidater, så man både får undervisere og beslutningstagere bl.a. til de mange bistandsprojekter. Det er endnu en lang vej op ad bakke, og den hierarkiske struktur i samfundet gør ikke arbejdet nemmere. Vi må også se i øjnene, at hvis vi er alt for "dygtige", flygter kandidaterne til job i den private sektor eller til udlandet. Men det får os ikke til at slække på kravene,« siger professor Henrik Secher Marcussen fra RUC.

Galathea 3

Da Galathea 3-ekspeditionen 25. april 2007 lagde til kaj ved Langelinie i København, sluttede alle tiders eventyr. Forskerne på ekspeditionsskibet bragte prøver, data og ny viden med hjem. Nu ligger de første resultater klar.
Læs mere om Galathea 3-ekspeditionen

Videnbanken

Videnbanken er indgangen til Morgenavisen Jyllands-Postens verden af viden. Her er samlet tusindvis af artikler, fotos, grafikker, undervisningsforløb, digitale kort og meget andet.
Søg i videnbanken

Projektrum

Et projektrum på viden.jp.dk giver dig mulighed for at lave dit eget udvalg af dokumenter fra portalen. Du kan også lave links til andre sites og uploade filer, som du gerne vil dele med andre.
Læs mere om projektrum

Undervisning

I en række temaer sættes fokus på aktuelle emner fra globalisering og klimaændringer til AIDS og truede dyr. Temaerne omfatter baggrundsartikler, temaer, fakta og undervisningsforløb med lærervejledninger og konkrete opgaver.
Gå til JPs undervisningstemaer

Multimedie

I multimedierummet finder du billedserier, videoer og multimediepræsentationer fra blandt andet Galathea 3-ekspeditionen.
Gå på opdagelse i multimedierummet

Mediarium

Besøg Jyllands-Postens Mediarium i Århus eller København og bliv journalist for en dag. Det er sjovt - men det giver også stof til eftertanke.
Læs mere om JPs Mediarium

Quiz og spil

Find et land i Afrika, tag Jorden rundt med Galathea - eller test din paratviden. Her finder du Jyllands-Postens videnspil, hvor du kan prøve dig selv eller udfordre en ven.
Test din viden her