Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Laos' savværker må lukke

Regeringen i Vientiane er parat med et forbud mod eksport af tømmer fra Laos, der er et af verdens mest skovrige lande. Et krav om, at træ fældet i Laos skal forarbejdes før eksport, kan sikre, at Laos bliver et af de få lande i troperne, hvor det lykkes at bevare en bæredygtig regnskov.

Af ERLING VESTER JACOBSEN
Publiceret 29-11-2002

Khammouane

Laos er et af de tropiske lande, der har bevaret mest regnskov. Ikke fordi den kommunistiske Pathet Lao-regering har været mere miljøbevidst end andre regeringer i troperne, men snarere fordi landet op til kommunisternes magtovertagelse i 1975 var utilgængeligt i de 10 år, da USA sønderbombede Laos i den såkaldte "hemmelige krig" og dermed placerede Laos som verdens mest bombede land.


Laos' savværker må lukke (1)
De fleste af landets savmøller må dreje nøglen om, hvis eksportforbudet vedtages.
Foto: Mik Eskestad

Amerikanerne kastede to mio. tons bomber og miner over Laos mellem 1964 og 1973, og først i de seneste år er laoterne - i samarbejde med bl.a. FN og EU - kommet i gang med en effektiv rensning af landet for bomber. Det skønnes, at 30 pct. af de to mio. tons bomber ikke eksploderede ved nedkastningen, og ulykker med bombesprængninger og minesprængninger er hverdagsbegivenheder i Laos. Det har imidlertid også holdt udenlandske skovselskaber væk.

Først i de seneste år er der blevet bygget et spinkelt vejnet, der giver mulighed for at få tømmer fra Laos' skove ned til Mekong-floden, hvorfra det kan fragtes til udskibning fra Bangkok.

Det har også skånet skovene indtil nu.

Laos' regering har samtidig vedtaget et forbud mod eksport af træstammer og tømmer. Og selv om forbuddet mod eksport af opskåret tømmer foreløbig er sat i bero, ved ejerne af landets mange savmøller, at de fleste af dem må dreje nøglen om, sandsynligvis allerede til næste år. For landets få møbelfabrikker og fabrikker for parketgulv kan nemlig kun aftage omkring fem pct. af alt det træ, savmøllerne skærer op til tømmer.

»Jeg har allerede sikret mig et andet erhverv,« siger Chittakorne Souksomboon, der ejer den store Khammouane Provinsens Savmølle.

Han, der i daglig tale hedder Boeing, og hans kone, er begge etniske vietnamesere, hvis forfædre blev flyttet fra hjemlandet til Laos af de franske koloniherrer, som mente, at vietnameserne var bedre arbejdskraft og bedre forretningsfolk end laoterne.

»Vi skal nok klare os,« siger Chittakorne.

»Og det vil være godt for Laos, hvis tømmeret bliver forarbejdet til møbler her i Laos i stedet for, at vi blot sender planker til nabolandene. Vi har brug for mange flere arbejdspladser her, så vi kan tjene penge og alle få det bedre.«

Når man som udlænding er på besøg på en laotisk - eller en anden sydøstasiatisk - savmølle, kan man ikke undgå at spekulere på, at det måske også var værd at se på en forbedring af sikkerheden på savmøllerne. Men der sker kun få ulykker, fortæller ejeren i Khammouane.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel


Tømmer
Laos er et af de tropiske lande i verden, der har bevaret mest regnskov. Derfor findes der også mange savmøller, men de fleste af dem kan nu se frem til at dreje nøglen om. Landets regering er på vej med et forbud mod eksport af træstammer og tømmer.
Foto: Mik Eskestad