Sitemap | Avanceret søgning | Dine dokumenter

Uddannelse på ønskesedlen

Vestlige bistandsprogrammer pumper formuer ind i Laos, men kun småpenge bliver brugt til højere uddannelser i et land, hvor man på Vientianes få år gamle universitet endnu kun kan få en bachelorgrad, og hvor forskning er et ukendt begreb.

Af ERLING VESTER JACOBSEN
Publiceret 27-11-2002

Vientiane

Hvis en ung laot vil have en uddannelse udover en bachelorgrad fra Vientianes seks år gamle universitet, skal der skaffes penge til et langt studieophold i udlandet.

 


Uddannelse på ønskesedlen (1)
I Laos kan man ikke afslutte en akademisk uddannelse. Det betyder, at der er mangel på højtuddannede i det fattige land.
Foto: Mik Eskestad

I den franske kolonitid og indtil Pathet Laos tog magten i 1975 fik unge laoter normalt deres universitetsuddannelse i Frankrig. Efter kommunisternes magtovertagelse kom unge laoter på universiteter i Østblokken, i Sovjetunionen, DDR, Bulgarien, Tjekkoslovakiet etc. Det system faldt sammen, da Jerntæppet væltede, og de seneste mere end 10 år har laoter været henvist til dyre udenlandske betalingsuniversiteter, evt. med stipendier fra udlandet.

»Vi skal arbejde på at kunne klare os selv - og det kræver blandt andet, at vi får et komplet universitet med et egentligt universitetsmiljø, så vi kan uddanne laoter her i landet. Ellers ender vi i en ond cirkel,« siger Somsanouk Mixay, der er chefredaktør for Vientiane Times, Laos' engelsksprogede avis.

Somsanouk er uddannet etnograf fra Sorbonne i Paris. Han flyttede hjem til Laos i 1971, hvor han arbejdede som journalist, først for det franske pressebureau AFP, siden radiojournalist i Vientiane under de skiftende regeringer, indtil han i 1995 blev chef for Vientiane Times.

»Jeg er ikke medlem af kommunistpartiet, og jeg har både familie og venner, der var på hver sin side før Pathet Laos magtovertagelse. Jeg siger min mening inden for de rammer, jeg kan, dels i avisen, dels i samtaler med regeringsmedlemmer. Jeg kan ikke anfægte selve systemet, men jeg kan kritisere konkrete forhold, jeg finder forkerte. Og regeringen er interesseret i konstruktiv kritik, så urimeligheder kan rettes,« siger Somsanouk, der har tillid til, at der vil ske store fremskridt indenfor uddannelsessektoren i løbet af de kommende fem år.

Xaypladeth Choulamany, der er chef for et af Laos' få forskningsprojekter, et fiskeriforskningscenter i Vientiane, har uddannelsesproblemet tæt inde på livet, idet hans 16-årige søn bliver færdig med gymnasiet til næste år.

Afsted til udlandet
»Hvis han er dygtig og heldig nok, får han så god en eksamen, at han kan komme direkte på universitet i udlandet. Ellers skal han tage sin bachelor her i Vientiane, før han kan gøre uddannelsen færdig på et udenlandsk universitet. Det er trist, at det ikke er muligt at gøre en uddannelse færdig her i Vientiane - ikke alene fordi jeg da godt ville have, at min søn kunne studere her i Laos,« siger Choulamany.

Han kender nemlig et af uddannelsesproblemets skyggesider hjemme fra middagsbordet. Hans kone er læge, og hun er sammen med FN's organisation for bekæmpelse af narkotika ved at kortlægge narkomisbruget i Laos.

»Brugen af amfetamin er steget voldsomt de seneste år. Mange af misbrugerne viser sig at være unge bachelorer fra Vientianes universitet, der ikke kan få arbejde, fordi de ikke har lært nok til at bestride de stillinger, der er i statsadministrationen, i de mange bistandsfinansierede projekter eller i det private erhvervsliv. De færreste af de unge bachelorer kan skaffe penge til en fortsat uddannelse i udlandet. Og mange af de arbejdsløse unge tyer så til narkotika, der smugles ind,« siger han og ser ud over Mekong floden, over til Thailand på den anden side.

Eksamen fra Minsk
Choulamany er selv uddannet i det gamle Sovjetunionen, på et landbrugsuniversitet 200 km fra Minsk i Hviderusland.

»Da jeg blev færdig på det fransksprogede gymnasium her i Vientiane i 1975, blev jeg optaget på universitetet i Bordeaux, hvor jeg fik studieplads på instituttet for politik. Min far rådede mig imidlertid til at blive i Laos. Han var ansat i koalitionsregeringens udenrigsministerium, og han vidste, en omvæltning var forestående. Den kom med Pathet Laos magtovertagelse 2. december 1975.«

»I 1976 kom jeg så sammen med fem andre laoter til universitetet ved Minsk, hvor jeg studerede landbrugsøkonomi i seks år. Jeg lærte om administration af kolkhoser og sovkhoser i Sovjetunionen, og jeg lærte om planøkonomi. Da jeg kom hjem til Laos i 1982, arbejdede man stadig med kollektivbrug og statslandbrug her i Laos. Jeg blev ansat i administrationen, men det var ikke nemt at overføre lærdommen til praksis i Laos, hvor vi manglede en række af de normer, der var i Sovjet.«

I 1986 dekreterede Laos' regering indførelse af markedsøkonomi, og reformerne begyndte for alvor at få effekt i 1988/89.

»Det var noget helt andet end planøkonomien, så jeg besluttede at tage en Masters i økonomi fra A.I.T., Asian Institute of Technology, i Bangkok, der er et af regionens højst estimerede universiteter. Jeg fik stipendium til de to års studier. Jeg må indrømme, at jeg ikke længere kan huske, om det var svenske Sida eller danske Danida, der betalte,« fortæller Choulamany.

Videre uddannelse
I sit daglige arbejde mærker han også problemet med de manglende undervisningsmuligheder i Laos.

»Vi har fiskeriforsøgscentret, som er finansieret af bistandspenge. Og nu har vi halvdelen af de tilknyttede medarbejdere til videreuddannelse i udlandet, først og fremmest på A.I.T., så vi kan udnytte centret bedst muligt. Vi andre, der er her, har vore eksaminer fra Sovjet, Bulgarien og Cuba. Jeg ser frem til den dag, da vi forhåbentlig kan uddanne vore egne kandidater her i Laos.«

Samme dag, som disse samtaler finder sted, møder vi tilfældigt på Tai Pan Hotel i Vientiane tre danskere - en professor, en lektor og en adjunkt fra Roskilde Universitetscenter - der netop er i Laos for at udbygge et samarbejde med universitetet i Vientiane om en miljøuddannelse, der med tiden skal føre til, at universitet her kan uddanne kandidater, som kan udføre forskningsopgaver, bl.a. på Choulamanys fiskeriforskningsinstitut.

Egne kandidater
»Ideen er, at universitet skal styrkes, så det kan uddanne egne kandidater, så man både får undervisere og beslutningstagere bl.a. til de mange bistandsprojekter. Det er endnu en lang vej op ad bakke, og den hierarkiske struktur i samfundet gør ikke arbejdet nemmere. Vi må også se i øjnene, at hvis vi er alt for "dygtige", flygter kandidaterne til job i den private sektor eller til udlandet. Men det får os ikke til at slække på kravene,« siger professor Henrik Secher Marcussen fra RUC.

Copyright: Morgenavisen Jyllands-Posten

Gem eller send Artikel

Hvis du vil vide mere